Nu lysner det, og se den står

Nu lysner det, og se den står

med skimlet hvide mure;

imens den den gamle klokke slår

i takt med tidens ure.

Vist trænger den til en gang kalk,

men det er kun det ydre;

det rimer rimeligt på kælk,

at spørge troens fædre.

Da falder der et særligt lys

i disse juledage;

fordi den gamle tro fornys

og vender frelst tilbage.

Det lyder blidt fra sogn til sogn,

at Salomon sig viser

i landet i sin gyldne vogn

og synger sine viser.

Men her er mer end Salomon,
og liljerne sig klæder
i deres søde dufte kun,
uvisnelige hæder.
Selv himlens fugle finder frø,
selv om de ikke pløjer;
og når en lille spurv skal dø,
Gud den til sine føjer.

*

Selv kirken gynger på sin grund;

den skæve fure springer

på vid med spirer i sin mund

udlignet af Guds finger.

For kristen er hver sjæl i smug,
førend det bliver sommer,
kun trukket til det friske trug
lidt førend tørsten kommer.

Nu er der lys på bølgerne,
hvor Jesus på sin stige
er steget ned med følgerne
herfra til Himmerige.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/293/165

Velsignelsen følges med den

The man is ever bless’d

Who shuns the sinners’ ways,

Among their councils never stands,

Nor takes the scorner’s place;

^

Velsignelsen følges med den,

der bereder synderen vej

og aldrig fordømmer sin eneste ven

og siger ja og ikke nej.

!

But makes the law of God

His study and delight,

Amidst the labors of the day,

And watches of the night.

He like a tree shall thrive,

With waters near the root;

Fresh as the leaf his name shall live;

His works are heav’nly fruit.

Not so th’ungodly race,

They no such blessings find;

Their hopes shall flee, like empty chaff

Before the driving wind.

How will they bear to stand

Before that judgment seat,

Where all the saints, at Christ’s right hand,

In full assembly meet!

He knows, and He approves

The way the righteous go;

But sinners and their works shall meet

A dreadful overthrow.

I støvet for mit øje ser

Nu svæver du i vægtløshed
og lader tiden gå,
til jorden kalder med sit bad
og med sit bord til to.
I støvet for mit øje ser

jeg aftryk af din fod,

fordi du fra din trone har

trådt på din klode ned.

Du strakte ud din stærke arm

og plantede et flag;

dér stod det i din trones storm,

da du til himmels steg.

Uskyldig satte du din stav,

så den stod rank og fin,

i månens hvide pulverstøv

imellem dine ben.

Du tager kun et lille skridt,
men det er stort for os,
for ellers er vi overladt
til den, som er os vis.
Nu svæver vi i vægtløshed
hen over månens støv
og bliver i den bøn, du bad
i Rolighedens hav.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/572/271/2

DR havde fundet det passende at vise Apollo 11 om månelandingen juleaften på kulturkanalen. Jeg fandt det også passende. Et vælig fint drama om store begivenheder og få og  betydningsfulde menneskelige valg. Jordens blå øje hvilende velsignende over rejsen.

Så taler du i telefon
med præsidenten selv,,
som taler om de vises sten,
på vores himmelhvælv.
Nu stiger jordens øje op
højt over månens rand
og stråler inderlig om kap
med solen lys og rund.

Hilsen fra fyret.

Jeg kaster lys ud i mørket med regelmæssige intervaller.

Solhverv eller ej.

Nu sænker julefreden sig

Nu sænker julefreden sig
på vinger over dig og mig;
den har en englelyd så fin,
at jeg forveksler den med din.
Jeg tror, at det er dig, der går
omkring, når kirkeklokken slår;
så går du ind, hvor der er lydt
og standser op og tøver lidt.

Du linder på en lukket dør
et sted, hvor du har været før,
og skænker fred i sjæl og sind
i huset, hvor du træder ind.
Maria sidder ved din fod
og drikker af din overflod,
for hun har valgt den gode del
og føler, at hun bliver hel.

Det er i dag din fødselsdag,
og vi har pyntet med dit flag
som dug på bordet, hvor du frit
meddeler os, hvad der er dit.
Det er dit legeme og blod;
hvor flæskestegen lige stod,
der sætter du den røde kål
og skænker op og siger skål!

Dit glas, det har så fin en klang,
at jeg forveksler den med sang
som sunget af de engle små,
dengang du selv i krybben lå:
Hvor hyrderne ved bålet lå
og tænkte, om de gad at gå,
der overtalte engle dem
til at gå ind i Betlehem.

Vi drager også selv dertil,
og gør som englene, de vil,
og banker på en lukket dør
et sted, hvor vi har været før.
Her finder vi, som de har gjort,
et lille under, som er stort,
at selv det allermindste hjem
er større end Jerusalem.

Lande som lå i mørket længe hen,

(Lande som lå i mørke længe hen,

er det forundt nu at skue himlens skær;

riger som lå i dødens kolde grav

er genopstandne nu som en vældig hær.

Jomfruens søn er lige blevet født,

se barnet kommer til syne på et strå;

hvad skal vi kalde ham, hvad er hans navn,

som ved Guds ånd i moderlivet lå?

Underfuld rådgiver, almægtig Gud

ved moders barm i et billede på jord;

himmelske fader, fyrste over fred;

selv Davids søn, og hans herre ved sit bord.

Riger og lande nu i fjern og nær

skal ved hans skulder få trøst for bittert savn;

nu skal hans herredømme blive stort,

nu skal al ære bekendes i hans navn.)

Jesus, sin fader David beder nu

om at få magt til at herske over alt;

sin fjende forvandler han til sin fod,

og sine venner gør han til jordens salt.

Efter "The lands that long in darkness lay", Isaac Watts 1709.

Melodi: http://nethymnal.org/htm/l/a/landstha.htm

"For unto us a child is born, unto us a son is given: and the government shall be upon his shoulder: and his name shall be called Wonderful, Counsellor."—Isaiah 9:6.

I en prik på himlen som en stjerne

  Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
       v68  Lovet være Herren, Israels Gud,
      for han har besøgt og forløst sit folk.
       v69  Han har oprejst os frelsens horn
      i sin tjener Davids hus,
       v70  sådan som han fra gammel tid har forkyndt
      ved sine hellige profeters mund:
       v71  at frelse os fra vore fjender
      og fra alle dem, som hader os,
       v72  at vise barmhjertighed mod vore fædre
      og huske på sin hellige pagt,
       v73  den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
       v74  at fri os fra vore fjenders hånd
      og give os at tjene ham uden frygt
       v75  i fromhed og retfærdighed
      for hans åsyn alle vore dage.
       v76  Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
      for du skal gå foran Herren og bane hans veje
       v77  og lære hans folk at kende frelsen
      i deres synders forladelsen,
       v78  takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
      hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
       v79  for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
      og lede vore fødder ind på fredens vej.

Israel, din Gud højt være lovet,

Herren igen besøgt sit folk;

selv om det i timen tungt har sovet,

har han nu forløst det ved sin tolk;

og i Davids hus og by skal kornet

vælde af overflødighedshornet.

Som Gud selv til Abraham har svoret,

vil han fri os ud af fjendens hånd,

så vi trygt kan synge med i koret

og tilbede ham foruden bånd;

du mit barn får lov at synge solo,

imens hele koret spiller polo.

Stå, min rose, i det store øde

og lad stemmen stige som en duft;
det vil ingen sarte sjæle støde,

de vil bare tro, at du er luft;
indtil du dig viser for vort øje
skjult i solopgangen fra det høje.

I en prik på himlen som en stjerne

kommer du til syne for mit blik,

og du kommer hertil fra det fjerne

med det sår i hjertet, som du fik;

men nu er du klædt i magt og glæde

bragt hertil fra himlens høje sæde.

Klædt i herlighedens dyre klæde
klæder jeg min næste i din pragt;
hun går gennem byen for at glæde
alle andre i sin nye dragt;
når de da betænker, hvor hun smiler,
ved de også, hvor dit øje hviler.

Du ser ind i hjertets dybe grunde,
hvem kan skue i sin afgrund selv?
Dybere end foden selv kan bunde,
sænker du dit dybe himmelhvælv;
så når dagen kommer for at dømme,
skal hun i din store nåde svømme.

Når hun føler hjertets hårde kulde
isne gennem legeme og sind,
føler hun fortvivlende til fulde
kun at være klædt i storm og vind;
men dit eget hovede du sænker
mod den nøgne skulder nu og tænker.

I en flig af Herrens egen kappe

skjuler hun sit ansigt og sin gråd,

og hun kan med den sin egen lappe

med sin nål og med sin egen tråd,

der er rød som Jesu blod og vinen,
når hun løber lige ud af linen.

Hører vi, når silkesnoren brister,
eller er derikke nogen lyd,
ikke end en engel som der lister
gennem stuen til den store fryd,
der er skjult i husets sovekammer,
hvorfra alle søde unger stammer.

Selv er vi hos faderen i himlen,
når vi går omkring på denne jord,
spredt imellem stjernerne i vrimlen,
når vi sidder om det runde bord,
hvor der intet mere er at sige
end, at vi er født af Himmerige.

Og Jesus er det sande lys

Og Jesus er det sande lys,

som ingen skygge ved;

nu skal al skabelsen fornys

ved al hans kærlighed.

Igen den kære sol står op

i glans på vores jord

og skænker mod til sjæl og krop

og fylde til vort ord.

Det stråler som en egen sol

på himlen klar og lys

og spænder let fra pol til pol

Jerusalem det Nys.

I spredt orden

En kvinde med en rød paraply

passerer forbi med en hund

i en af disse lange snore i en spole.

Rønnebærrene hænger endnu røde på træerne,

og græsset er grønt på skråningen,

og en grå lygtepæl står lodret som en flagstang ved vejen.

Mågerne flyver forbi i spredt orden.

På denne side af ruden

står flasker og glas fra i aftes endnu på bordet,

og selv stolene er spredt i stuen.

Hajerne bevæger sig uafladeligt

i hjernens akvarium.

En hval bag min pande holder øje med flankerne.

Hugget i sten

Lysvågen hele natten, og nu

er klokken seks.

Jeg stiller vækkeuret

en time frem.

Søvnen indfinder sig monumentalt

i de følgende dage.

Nu svæver jeg
som en måne
hugget i sten.

*


Hendes knæ for dit blik

Dit undvigende blik
stiger etage for etage
mod himlen bag dig.

Det går sine egne veje og tager
til sidst dig selv med sig.

Du rejser dig og går
med slangen i tørklædet
og sætter den fri i græsset i parken.

Hendes hår falder
til hendes knæ
for dit blik.

^^^^^^^

Jeg var derinde som en drøm,

og søvnen huggede mig fri som en fugl

og fløj væk.

Krishnamurti quotes

Frygt og nydelse er to sider af samme mønt. At efterstræbe nydelse er at invitere frygt og vrede, ængstelse og skyld og al sjælelig armod. Så disse ting hænger sammen*.

At vælge sig selv i sin evige salighed.

Ørnen folder vingerne ud i stuen
og folder dem sammen igen.

*Krishnamurti, The Impossible Question, pp 50-51

Guds finger rører ved jorden som løven,
der på sin pote går let under sol;
lyset beklager sin evige tøven,
nordlyset bølger beskedent om pol;
isbjørnen står uden et sår
nyfødt på flagen i tusinde år.

Havene stiger, og polerne smelter,
siger de kloge, og de ved besked;
forudser ikke, at tårnene vælter,
hvad er det egentlig, som at de ved;
at den er gal, helvedes kval
opsluges let af en legende hval.

Trykbølgen breder sig ud gennem ringe
henover vandet, og vandet det går;
urfuglen løfter sin klodsede vinge,
flyver som storken mod himlen, og når
vejen er lang, spærret og trang,
slår den sig ned under lærkernes sang.

Sangen fra himlen til jorden nedstiger,
førend det endelig er blevet dag;
endnu en finger har brat som en tiger
tilføjet kloden et dræbende slag;
gik det forbi, er det forbi,
eller er striberne sat på en bi?

Hvad er det hvide imellem det grønne
ude i marsken, hvor solen er sort;
lammene springer så kåde og skønne
om med Guds lam, som er lige så stort
som en pupil: katten der vil
ind eller ud, for det trænger den til.

Nu standser bussen på vejen derude,
blinkende lygter og kegler af lys;
det kan jeg skue igennem min rude
nu, imens døren og karmen fornys;
døren er blå, hvem banker på,
derom er det ikke muligt at spå.

Jesus er færdig til tiden og kommer
nu med en gryde med kød og krydderi;
vinen er på tilbud, og han er smagsdommer,
skåner vort hjerte for sorg og bryderi
og hovedbrud over hans bud,
større end vor hjerte er Herren vor Gud.

Guds finger rører ved jorden som løven

Guds finger rører ved jorden som løven,

der på sin pote går let under sol;

lyset beklager sin evige tøven,

nordlyset bølger beskedent om pol;

isbjørnen står uden et sår

nyfødt på flagen i tusinde år.

Havene stiger, og polerne smelter,

siger de kloge, og de ved besked;

forudser ikke, at tårnene vælter,

hvad er det egentlig, som at de ved;

at den er gal, helvedes kval

opsluges let af en legende hval.

Hvalen er sprunget mod solen og hviler
let som et øjenlåg over dens rand;
falder pladask fra det høje og smiler,
inden den rammer det spejlblanke vand;
smiler og ser nu, at der sker,
Gud laver skabelsen om, når det sner.



*

Se, jorden svæver så let som en klode

svøbt i en sommerfugls vinge af støv,

øjnene bliver uendelig gode

fyldt af det glødende faldende løv,

dejlige lænd, Himmerigs brønd

Gud har berørt os med hele sin hånd.

*
Guds finger rører ved jorden som løven,

der på sin pote går frit under sol,

lyset bekender sin evige tøven,

nordlyset bølger beskedent om pol,

isbjørnen står uden et år

nyfødt på flagen med snehvide hår.

Havene stiger, og polerne smelter,

siger de kloge, og de ved besked,

forudser ikke, at tårnene vælter,

hvad er det egentlig, som at de ved,

at den er gal, helvedes kval

opsluges let af en levende hval.

Ingen kan vide, hvad livet vil bringe,

sorgen og glæden alene er vis,

urfuglen løfter sin klodsede vinge,

flyver som storken mod himlen, og hvis

vejen er lang, spærret og trang,

slår den sig ned under lærkernes sang.

Kræfterne svinder, og byrderne stiger,

mørket tiltager hver eneste dag,

endnu en finger har let som en tiger

tilføjet kloden et dræbende slag,

det gik forbi, det er fordi,

striberne smittede af på en bi.

Nu stander landet som førhen i våde,

marsken sig breder, og solen er sort,

lammene springer som førhen så kåde

om med Guds lam som er lige så sort,

solsorten selv, graner og elv,

grænserne krydses af rener og elg.

Tvillingekronen af Danmark og Norge
deles, og Sverige bliver en del
nu af den pagt, som fra nu af skal borge
for, at den genopstår herlig og hel,
og er der skel alligevel
trækker vi grænserne i Israel.

*

Hvad Gud har føjet med fingrene sammen,

skal ikke skilles af menneskehånd,

hjertet sig klæder i sorgen og skammen,

lader sig lænke til glæde og ånd,

hvad skal der ske, tør vi at le,

åbner vi øjnene op for at se?

Se, jorden svæver så let som en klode

svøbt i en sommerfugls vinge af støv,

skyerne pynter hver eneste node

i partituret, sæt dig hen og prøv,

løsnede bånd, hellige ånd,

Gud har berørt dig med hele sin hånd.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/46/483/1

Guds ord har fået mæle

Guds ord har fået mæle

i Jesu egen mund
til alle jordens sjæle
nu og i hver en stund.

Hvorfor går I og leder
om mig og mine spor,
jeg sidder jo og beder
i huset, hvor jeg bor.

Jeg søger ingen bolig

som kun er ødsel pragt,

min sjæl er kun fortrolig

med det, som Gud har sagt.

Lukas 2, 41-52.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/530

Floden flyder med lige dele

gennem landet og ud i fjorden.

Under broen føjes de to sammen

ved en usynlig søm.

Gyngestolen

Jeg husker gyngestolen

med min krop.

Timers velvære erindret

på trods af traume.

Et samlingspunkt

for lægedom.

Udtryk for mors og fars kærlighed,

min søsters begejstring!

Mormors broderede hynder

nu skæve af brug.

Mor samlede kræfter i den,

da hun fortsalte far,

at hun nu boede

hos en anden mand.

Siden fik hun den med sig.

Jeg tror ikke,

jeg har siddet i den

i 30  år.

Men nu fik vi den.

Nu går du mellem biler

Nu går du mellem biler

og passer på de små,

som hen til skole iler

i stedet for at gå;

de cykler mellem store

forfærdelige sving,

her er dit kors at spore

i klokkeklemt og ring.

Du rører ved trafikken

med fingeren på arm,

velsigner den, for sikken

en trængsel og alarm;
så står du under kurven
og deler nadver ud
til duen og til spurven
med samme enkle bud.

Hold øje med hinanden
i fugle små og se
til svanen og til anden
for min velsignelse;
de bryder overfladen
i spejlet, så jeg frit
dem hjælper over gaden
til Himmerige mit.

Melodi : http://www.mariagerkirke.dk/salmer_spil.asp?melodiid=18

Motorveje og broer
forbinder den ene vindmøllepark
med den anden.

Fanget i toget

De frivillige sætter valgplakater op,
men stormen river dem ned igen
og rusker i automobilet.
Vindstød målt til 51 meter i sekundet
siger noget om,
hvor skrøbeligt demokratiet er.
Et tag rejser sig op og lægger sig ned.
Vi bliver fanget i toget.

Så vil jeg have min jakke på,
siger jeg, da jeg opdager,
at vi skal stemme.
Det stemmer.

Nu åbner Gud sit øje

Nu åbner Gud sit øje

i stormen, og vi ser

hans ansigt lyse over

det redebonne ler.

Vi følger Herrens veje

i stormen, og vi går

med dødens sorte tunge

i bølgen, hvor han står.

I Jesu milde øje

vi fundet har vor lyst,

hans øjenvippe våger

på Himmeriges kyst.

Nu åbner Gud sit øje

Nu åbner Gud sit øje

i stormen, og vi ser

hans ansigt lyse over

det redebonne ler.

Vi følger Herrens veje

i stormen, og vi går

med dødens sorte tunge

i bølgen, hvor han står.

I Jesu milde øje

vi fundet har vor lyst,

hans øjenvippe våger

på Himmeriges kyst.

Vis mænd fra Østen

Vise mænd fra Østen

rejste helt hertil

ledet af en stjerne,

som vi gerne vil.

Men når vi behøver

ham, så er han her

melem vore fingre

i det bløde ler.

Vi skal bare bede

om at møde ham

ved de tavse søer

som et lille lam.

I de grønne enge,

i de haver små,

under himlens fugle,

der vil liljer stå.

Gud er i vort øje,
når vi barnet ser,
lader stjernen lyse
for os, når det sner.

Efter "Wise men seeking Jesus", James T. East (1860-1937).

Gulvet i bilen

Her sidder jeg

og spilder tiden

på gulvet.

Ikke bare spilder tiden

men på gulvet.

Tid og rum

går i forbindelse

med hinanden.

En sublim forskydning

har fundet sted.

En duft af kaffe

hænger ved

i bilen.

Hvad tror i Jesus Kristus ser

Hvad skuer Jesus Kristus nu

ind i den høje himmel,

hvor lyset bølger grønt og frit

imellem stjerners vrimmel?

Et land der sænker sig herned

som øerne i havet,

og svæver over dette sted,

hvor selv han er begravet.

I midnatssolens eget land,

hvor mørket ikke findes,

når riget sænker sig herned,

og dødens kræfter bindes.

*

Hvad tror i Jesus Kristus ser

i himlen i det høje

I stedet for at se herned

på verden med sit øje?

Et spejl, hvor stedet spejler sig,

hvor selv han nyder fremme,

dog hviler det i Paradis,

hvor selv han hører hjemme.

I dette spejl han skuer nu

i tusindvis af rener,

som Abraham sit afkom så,

selv om han var en ener.

I store flokke går de her

som fårene i folden

i flere lande, end vi ved

i sikkerhed bag volden.

En troens ridder, som sin nød

for Gud ej ville klage,

selv om han skulle gå fortabt

på sine gamle dage.

Han gik den tunge vej og så

et andet offer komme

imod sig, og han lod det ske,

før dagen den var omme.

Han ser det sande offerlam

på træ med tornekrone

og følges med sin lille søn

tilbage til sin kone.

Kongen skal komme en morgen klar

Kongen skal komme en morgen klar,

og lyset, et scepter let

skal hvile i hans højre hånd

som før evangeliet.

Dog er han ikke igen et barn,

der fødes til kamp og død;

nu krones han med solens glans,

hans kåbe er morgenrød.

Lig den, han bar, da han genopstod

i glans af den mørke grav

og efterlod i ensomhed

den død, som vi selv ham gav.

Dog lysere end den skønne dag,

skal genkomstens morgen stå,

hvor Kristus, konge skænker os

sit ansigt at skue på.

Kongen skal komme en morgen klar,

hvor natten er helt forbi;

O kom den morgen i vor tid

med al sin forvandling i!

Lad da velsignelsen slå rod,

som englene forudså,

i jorden, som du selv forlod

med tusinde vinger på.

Kongen skal komme en morgen klar,

med lys og velsignelse:

Her falder lyset som dit blik,

og øjnene kan vi se.

Efter "The King shall come when morning dawns" Ukendt forfatter; oversat fra græsk til engelsk af John Brownlie i "Hymns of the Russian Church", 1907.

Melodi: http://nethymnal.org/htm/k/i/kingcome.htm eller http://www.mariagerkirke.dk/salmer_spil.asp?salmeid=843&melodiid=559&kilde=0

Waka

Stena Line
Lyden af motoren
blander sig med lyden
af vibrationerne
i skroget.
Vi må være kommet i læ
bag fjeldene.

Tiananmen
Jeg havde en kæreste
den sommer
og et arbejde.
På kirkegården
voksede violerne.

Oslo i oktober
Lyset falder mest
som gule blade fra træerne;
men også en enkelt kastanje
slår ned som et lyn.
Åbner sig tilfældigt
i din hånd.

Efter Emily

Guds ansigt så jeg aldrig,

så lidt som dem på djævle;

jeg kløver disse linjer

og rækker dig en kævle.

Jeg har aldrig set en hede

og heller ikke havet,

dog er jeg med en vished

uendelig begavet.

Jeg ved, hvor lyngen blomstrer

som Vesterhavets bølger,

og hvor en hugorm skjuler

sig og giften dølger.

Jeg skrev min lov i sandet

og ikke på en tavle;
nu står den med usynligt blæk
som sol på kirkegavle.

Gud går omkring i lyset
og ses på mosaikker;
her er et perlebroderi
med Jesus i kamikker.

Øresneglen

Den løbende hører ikke

vinden i træerne eller hunden,

der gør i det fjerne.

Men det gør den gående,

der standser toget igennem sig.

Et træ knirker højt to gange. 

Sandhedens blindgyde

Måske er det på tide at genopfinde blindgyden som eksistentiel kategori. Søren Kierkegaard er nok ikke alene om at ende i en sådan. Alene ordet ‘kirkelukning’ siger, at dertil er kirken også selv kommet. Blindgyden forstået ikke som skæbne men som eksistentiel kategori leder tanken hen på oldtidens store dramatiker Aischylos. I behandlingen af denne i “Lyset fra Akropolis” skriver Vilhelm Grønbech:

.

“Ingen af de to sejrer, hverken Gud eller menneske sejrer. Det er Aischylos´ store tanke at først da Zeus lærer lidelsen at kende kan de to møde hinanden, og en skønne dag finder de sammen i den dybe visdom som vi har hørt Aischylos udtale på andre af livets områder. Løsningen er ikke en harmonisering af modsætningerne, den kommer når man er gået til bunds i lidelsen og derfra dukker op til en ny menneskelighed.

    Der falder mig et billede ind som jeg har elsket fra jeg var ganske ung, de linjer jeg så ofte har citeret af Brownings Saul, dèr hvor han lader David opleve den nye ordning, the new law, og så siger han: See the Christ stand. – Det er den nye lov: Gud og menneske finder hinanden. Det er mærkeligt hvordan Browning ad sine veje er kommet på samme tanke”.

Kristen humor

I forbindelse med fejringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel udtalte biskop Kjeld Holm ti Kristeligt Dagblad, at Kierkegaard endte i en blindgyde og optrådte neurotisk under sit voldsomme angreb på kirken i det sidste år af sit liv. Det VAR også et meget voldsomt angreb, og han sagde blandt andet, at den som IKKE gik i kirke havde i det mindste én synd mindre – nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar. Fra denne periode stammer også skudsmålet for en ung teologisk kandidat: “Cand. theol. Ludvig From søger. Mest af alt søger han embede”. Selve angrebspunktet for Kierkegaards angreb på statskirken er også morsomt – eller bliver det i hvert fald i Kierkegaards karikatur. Det var, at den senere biskop Martensen i sin begravelsestale over biskop Mynster kaldte denne et “sandhedsvidne, et i en hellig kæde tilbage til apostlene”. Kierkegaard parodierede det igen og igen. Skulle en biskop med sin fede løn og sikre stilling i samfundet kunne vidne om den fornedrede og korsfæstede? Denne form for sarkasme er såre menneskelig. Men i den store artikel om Kierkegaard i Gyldendals Encyklopædi findes den oplysning, at Kierkegaard ved siden af denne menneskelige humor eller rettere ironi også havde et begreb om en 'kristen humor'.

Jeg skal ikke gøre mig klog på Kierkegaards egen definition af dette begreb. Men det er nok at få tonen slået an, så kan vi selv gå på opdagelse. Når nu talen er om Kierkegaards blindgyde, så falder det mig ind, at jeg selv er vokset op på en såkaldt blind vej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.

Måske er det på tide at genopfinde blindgyden som eksistentiel kategori. Søren Kierkegaard er nok ikke alene om at ende i en sådan. Alene ordet 'kirkelukning' siger, at dertil er kirken også selv kommet. Blindgyden forstået ikke som skæbne men som eksistentiel kategori leder tanken hen på oldtidens store dramatiker Aischylos. I behandlingen af denne i "Lyset fra Akropolis" skriver Vilhelm Grønbech:

"Ingen af de to sejrer, hverken Gud eller menneske sejrer. Det er Aischylos´ store tanke at først da Zeus lærer lidelsen at kende kan de to møde hinanden, og en skønne dag finder de sammen i den dybe visdom som vi har hørt Aischylos udtale på andre af livets områder. Løsningen er ikke en harmonisering af modsætningerne, den kommer når man er gået til bunds i lidelsen og derfra dukker op til en ny menneskelighed.
    Der falder mig et billede ind som jeg har elsket fra jeg var ganske ung, de linjer jeg så ofte har citeret af Brownings Saul, dèr hvor han lader David opleve den nye ordning, the new law, og så siger han: See the Christ stand. - Det er den nye lov: Gud og menneske finder hinanden. Det er mærkeligt hvordan Browning ad sine veje er kommet på samme tanke".

En spektakulær blindgyde, som hører den moderne verden til, knytter sig til Teosofisk Samfunds lancering af Krishnamurti som Messias. I en særudgave af det lille blad 'Krishnamurti Bulletin', som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i februar 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren: Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

Både her og andre steder er der hos Krishnamurti meget få tilknytningspunkter til andre tænkere, hvilket kan give det indtryk, at Krishnamurti taler fuldstændig forudsætningsløst i en direkte tilgang til tilværelsens store spørgsmål. Dette forhold er betinget af karakteren af Krishnamurtis egen åndsform, som i høj grad er mystikerens - men dog kombineret med et nærvær og en præcis opfattelse de to kulturer, han var i berøring: Den indiske og den europæisk/amerikanske. Fornøjelsen ved at beskæftige sig med Krishnamurti er derfor i høj grad at opdage gang på gang, hvorledes dyrekøbte værdier i vestlig kultur og religion hos Krishnamurti finder en hidtil uset gunstig jordbund at vokse i.

Når det gælder talen i Ommen i august 1929, er der i talens centrale påstand, at ”Sandheden er et land uden stier”, i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:

“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).

Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik og i forlængelse af en redegørelse for begrebet 'apori', som betyder 'det vejløse', ' det ufremkommelige': “Det vrimler med aporier i Metafysikken” (Politiken 4. august 2003). Det aristoteliske begreb 'apori' er nøjagtig det samme som Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier.

Det morsomste kristne dogme er forestillingen om Jesu genkomst på himlens skyer. Der er næsten ingen, der kan tage det alvorligt - heller ikke jeg. Jeg forestiller mig, at det bør oversættes 'som sol på himlens skyer', og derved forsvinder den kristne mytologi jo helt ud af billedet. Men det var vel også meningen.

Som tusindvis af rønnebær

Som tusindvis af rønnebær

er kærlighedens glød;

og det er hele himlens hær,

som stod, da Herren bød.

Nu står de spredt og danner ring
om rækkehuses tal,
der skyder op af ingenting
i Himmeriges hal.

I tusindvis af røde sten
er lagt i mur og hjem;
Guds hånd når som en spinkel gren
ind i Jerusalem.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/261

Et rosenblad

Et rosenblad
lander som en båd
på Buddhas isse.

Opskrift

Kogte rødbeder og æbler
skæres i tern og blandes
med revet peberrod og creme fraiche.

Salt og peber.

Lammekølle med hvidløg
og enebær indeni
og salt og peber udenpå.

Rosmarin.

Fuldmånesegl

I en rundkørsel
bremser vi op! Bilerne
flyder som fløde.

Vi kører lige
frem efter månen. Vejen
danner en kurve.

Således kaster
en regnbue sin skygge.
En skygge af lys.

Jeg plukker en halv
rose. Den folder sig ud

som om den er hel.

Inde i stuen
i skæret af levende
lys. Fuldmånesegl.

Fortolkningens kløft

Den mest simple form for buddhistisk meditation er at sidde og blot være opmærksom på sin verjtrækning. Tilsvarende er der i den zen-digtning, som vi bedst kender i forbindelse med haiku, en helt elementær optagethed af årstidernes skiften. Det er det værende som ritual kan man næsten sige. I haikudigtningen er således kirsebærtræernes blomstring om foråret et yndet motiv, ligesom høstmånen er det om efteåret. Sneen om vinteren er det vel også. Det er denne sådanhed i samspil med det enkelte menneskes sorg og lykke, der er zen. En anden form for zen-digtning er waka, som er et haiku tilføjet 2 gange 7 stavelser. Her er ti waka af Ōtagaki Rengetsu (1791-1875) i min gendigtning fra engelsk. At gengive disse digte på vore sprog er at falde i fortolkningens kløft.

Høstmåne

For ikke at afsløre
min fortid for månen
kigger jeg ned
denne aften.

Vand i et gammelt tempel

Klippen er læk
i et gammelt tempel,
næppe sivende vand -
stemmen
af dvælende dharma.

Penselsstrøg
Blot legende
uden hensigt -
de trukne spor
af en pensel
dybbet i blæk.

Sne på vand

Jeg ser sneen falde
i vinden over floden,
derpå forsvinde -
skrøbelige flager over vandet
bliver væk for mit blik.

Ildfluer på marken
Selv hvis en tanke
af ildfluegræs forsvinder,
lyser den måske op
som en ildflue
et andet sted.

Hjerte
Drivende som hvide skyer
fra fødsel til død -
det er svært at blive klog på
dette hjerte.

Længsel i vinden

Jeg venter min elskede,
som endnu ikke er her.
Månen i fyrretræerne
og vindens stemme
forstærker min længsel.

Mørkets blomster

Duften af det blomstrende blommetræ
når selv ærmerne
af min blæksorte kjole -
mit tunge hjerte
gennemtrænger mørket.

Mit ønske under månen

Hvor jeg ønsker
at dø ved fuldmåne
om efteråret,
at selv ikke mørket
må få mig.

Dødsdigt

Jeg ønsker at se månen
fra en skyfri himmel
oven over lotusblomsten
i mit næste liv.

Læs digtene på engelsk her: http://www.gratefulness.org/readings/jhr_rengetsu_poems.htm

Se en verden fuld af glade børn,
de smiler stærkt og brydes for at bære.
Du mærker kroppe trykke mod dit sind
og stryges let hen over dine tanker.

Nu er der mørke igen i sind;
jeg så dog sommeren komme.
Den var så sær, at jeg glemte helt,
at elske den, før den var omme.

Natten blir brudt af en dråbe,
som falder ned mod den lukkede jord.
Mørket blir svækket, men holder sig sort,
så vi ikke kan se, det forgår.

Jorden er vædet og våd af regn,
og frøet føler sig frit.
Det er umuligt at vente andet
end solens komme blidt.

I et hjørne af billedet
opdager vi en gammel bekendt.
Det er den kvindelige terrorist,
der tæver en betjent.

Der er et øjeblik i hver dag,
som Satan ikke kan finde.
Det låser ham i ro og mag
i evigheden inde.

Hvad er nu Guds evangelium

Hvad er nu Guds evangelium

til forskel fra alle tiders sum

af visdom og åbenbaringer?

Det er tilgivelse for al synd,

Jehova siger det selv med fynd,
og Jesus med sammenligninger.

Da skal Jehova i blandt os bo,

når overalt der imellem to

er ømhed overmåde.

Når ingen frygter hinandens dom

og taler ej heller uden om

men frit om tilværelsens gåde.

Det er en due, som fanger din
opmærksomhed ved at lade sin
flugt gå hen over dit hovede.
Den flyver ind ad den åbne dør
og ind i himlen, som også før,
da Jesus på jorden levede.

Nu går en dom over land og by,
nu frister han med en verden ny,
som før vor frelser fristede:
Gør disse stene til dagligt brød,
og udfri jorden af sult og nød;
således til ham han listede.

I vore dage den samme list
er over os, det er sandt og vist;
han styrtet er til jorden.
Han efterstræberhver enkelt sjæl;
vi kan ham ikke med nogen pæl
igennem kalde til orden!

Kun genopretter vor frelser selv
sit rige ved dette efterskælv,
som går igennem vort øje.
Det standser ikke men slår igen
et slag for fjende og et for ven
og et for Gud i det høje.

Vi ser med hjertet og skuer ind
i Paradis i hinandens sind,
en lykke uden lige.
Maria sidder med barnet sit
og kysser ham både ømt og tit
hver dag i Himmerige.