I en prik på himlen som en stjerne

  Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
       v68  Lovet være Herren, Israels Gud,
      for han har besøgt og forløst sit folk.
       v69  Han har oprejst os frelsens horn
      i sin tjener Davids hus,
       v70  sådan som han fra gammel tid har forkyndt
      ved sine hellige profeters mund:
       v71  at frelse os fra vore fjender
      og fra alle dem, som hader os,
       v72  at vise barmhjertighed mod vore fædre
      og huske på sin hellige pagt,
       v73  den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
       v74  at fri os fra vore fjenders hånd
      og give os at tjene ham uden frygt
       v75  i fromhed og retfærdighed
      for hans åsyn alle vore dage.
       v76  Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
      for du skal gå foran Herren og bane hans veje
       v77  og lære hans folk at kende frelsen
      i deres synders forladelsen,
       v78  takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
      hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
       v79  for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
      og lede vore fødder ind på fredens vej.

Israel, din Gud højt være lovet,

Herren igen besøgt sit folk;

selv om det i timen tungt har sovet,

har han nu forløst det ved sin tolk;

og i Davids hus og by skal kornet

vælde af overflødighedshornet.

Som Gud selv til Abraham har svoret,

vil han fri os ud af fjendens hånd,

så vi trygt kan synge med i koret

og tilbede ham foruden bånd;

du mit barn får lov at synge solo,

imens hele koret spiller polo.

Stå, min rose, i det store øde

og lad stemmen stige som en duft;
det vil ingen sarte sjæle støde,

de vil bare tro, at du er luft;
indtil du dig viser for vort øje
skjult i solopgangen fra det høje.

I en prik på himlen som en stjerne

kommer du til syne for mit blik,

og du kommer hertil fra det fjerne

med det sår i hjertet, som du fik;

men nu er du klædt i magt og glæde

bragt hertil fra himlens høje sæde.

Klædt i herlighedens dyre klæde
klæder jeg min næste i din pragt;
hun går gennem byen for at glæde
alle andre i sin nye dragt;
når de da betænker, hvor hun smiler,
ved de også, hvor dit øje hviler.

Du ser ind i hjertets dybe grunde,
hvem kan skue i sin afgrund selv?
Dybere end foden selv kan bunde,
sænker du dit dybe himmelhvælv;
så når dagen kommer for at dømme,
skal hun i din store nåde svømme.

Når hun føler hjertets hårde kulde
isne gennem legeme og sind,
føler hun fortvivlende til fulde
kun at være klædt i storm og vind;
men dit eget hovede du sænker
mod den nøgne skulder nu og tænker.

I en flig af Herrens egen kappe

skjuler hun sit ansigt og sin gråd,

og hun kan med den sin egen lappe

med sin nål og med sin egen tråd,

der er rød som Jesu blod og vinen,
når hun løber lige ud af linen.

Hører vi, når silkesnoren brister,
eller er derikke nogen lyd,
ikke end en engel som der lister
gennem stuen til den store fryd,
der er skjult i husets sovekammer,
hvorfra alle søde unger stammer.

Selv er vi hos faderen i himlen,
når vi går omkring på denne jord,
spredt imellem stjernerne i vrimlen,
når vi sidder om det runde bord,
hvor der intet mere er at sige
end, at vi er født af Himmerige.