Guds finger rører ved jorden som løven

Guds finger rører ved jorden som løven,

der på sin pote går let under sol;

lyset beklager sin evige tøven,

nordlyset bølger beskedent om pol;

isbjørnen står uden et sår

nyfødt på flagen i tusinde år.

Havene stiger, og polerne smelter,

siger de kloge, og de ved besked;

forudser ikke, at tårnene vælter,

hvad er det egentlig, som at de ved;

at den er gal, helvedes kval

opsluges let af en legende hval.

Hvalen er sprunget mod solen og hviler
let som et øjenlåg over dens rand;
falder pladask fra det høje og smiler,
inden den rammer det spejlblanke vand;
smiler og ser nu, at der sker,
Gud laver skabelsen om, når det sner.



*

Se, jorden svæver så let som en klode

svøbt i en sommerfugls vinge af støv,

øjnene bliver uendelig gode

fyldt af det glødende faldende løv,

dejlige lænd, Himmerigs brønd

Gud har berørt os med hele sin hånd.

*
Guds finger rører ved jorden som løven,

der på sin pote går frit under sol,

lyset bekender sin evige tøven,

nordlyset bølger beskedent om pol,

isbjørnen står uden et år

nyfødt på flagen med snehvide hår.

Havene stiger, og polerne smelter,

siger de kloge, og de ved besked,

forudser ikke, at tårnene vælter,

hvad er det egentlig, som at de ved,

at den er gal, helvedes kval

opsluges let af en levende hval.

Ingen kan vide, hvad livet vil bringe,

sorgen og glæden alene er vis,

urfuglen løfter sin klodsede vinge,

flyver som storken mod himlen, og hvis

vejen er lang, spærret og trang,

slår den sig ned under lærkernes sang.

Kræfterne svinder, og byrderne stiger,

mørket tiltager hver eneste dag,

endnu en finger har let som en tiger

tilføjet kloden et dræbende slag,

det gik forbi, det er fordi,

striberne smittede af på en bi.

Nu stander landet som førhen i våde,

marsken sig breder, og solen er sort,

lammene springer som førhen så kåde

om med Guds lam som er lige så sort,

solsorten selv, graner og elv,

grænserne krydses af rener og elg.

Tvillingekronen af Danmark og Norge
deles, og Sverige bliver en del
nu af den pagt, som fra nu af skal borge
for, at den genopstår herlig og hel,
og er der skel alligevel
trækker vi grænserne i Israel.

*

Hvad Gud har føjet med fingrene sammen,

skal ikke skilles af menneskehånd,

hjertet sig klæder i sorgen og skammen,

lader sig lænke til glæde og ånd,

hvad skal der ske, tør vi at le,

åbner vi øjnene op for at se?

Se, jorden svæver så let som en klode

svøbt i en sommerfugls vinge af støv,

skyerne pynter hver eneste node

i partituret, sæt dig hen og prøv,

løsnede bånd, hellige ånd,

Gud har berørt dig med hele sin hånd.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/46/483/1