I forbindelse med fejringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel udtalte biskop Kjeld Holm ti Kristeligt Dagblad, at Kierkegaard endte i en blindgyde og optrådte neurotisk under sit voldsomme angreb på kirken i det sidste år af sit liv. Det VAR også et meget voldsomt angreb, og han sagde blandt andet, at den som IKKE gik i kirke havde i det mindste én synd mindre – nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar. Fra denne periode stammer også skudsmålet for en ung teologisk kandidat: “Cand. theol. Ludvig From søger. Mest af alt søger han embede”. Selve angrebspunktet for Kierkegaards angreb på statskirken er også morsomt – eller bliver det i hvert fald i Kierkegaards karikatur. Det var, at den senere biskop Martensen i sin begravelsestale over biskop Mynster kaldte denne et “sandhedsvidne, et i en hellig kæde tilbage til apostlene”. Kierkegaard parodierede det igen og igen. Skulle en biskop med sin fede løn og sikre stilling i samfundet kunne vidne om den fornedrede og korsfæstede? Denne form for sarkasme er såre menneskelig. Men i den store artikel om Kierkegaard i Gyldendals Encyklopædi findes den oplysning, at Kierkegaard ved siden af denne menneskelige humor eller rettere ironi også havde et begreb om en 'kristen humor'.
Jeg skal ikke gøre mig klog på Kierkegaards egen definition af dette begreb. Men det er nok at få tonen slået an, så kan vi selv gå på opdagelse. Når nu talen er om Kierkegaards blindgyde, så falder det mig ind, at jeg selv er vokset op på en såkaldt blind vej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.
Måske er det på tide at genopfinde blindgyden som eksistentiel kategori. Søren Kierkegaard er nok ikke alene om at ende i en sådan. Alene ordet 'kirkelukning' siger, at dertil er kirken også selv kommet. Blindgyden forstået ikke som skæbne men som eksistentiel kategori leder tanken hen på oldtidens store dramatiker Aischylos. I behandlingen af denne i "Lyset fra Akropolis" skriver Vilhelm Grønbech:
"Ingen af de to sejrer, hverken Gud eller menneske sejrer. Det er Aischylos´ store tanke at først da Zeus lærer lidelsen at kende kan de to møde hinanden, og en skønne dag finder de sammen i den dybe visdom som vi har hørt Aischylos udtale på andre af livets områder. Løsningen er ikke en harmonisering af modsætningerne, den kommer når man er gået til bunds i lidelsen og derfra dukker op til en ny menneskelighed.
Der falder mig et billede ind som jeg har elsket fra jeg var ganske ung, de linjer jeg så ofte har citeret af Brownings Saul, dèr hvor han lader David opleve den nye ordning, the new law, og så siger han: See the Christ stand. - Det er den nye lov: Gud og menneske finder hinanden. Det er mærkeligt hvordan Browning ad sine veje er kommet på samme tanke".
En spektakulær blindgyde, som hører den moderne verden til, knytter sig til Teosofisk Samfunds lancering af Krishnamurti som Messias. I en særudgave af det lille blad 'Krishnamurti Bulletin', som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i februar 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren: Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.
Måske er det på tide at genopfinde blindgyden som eksistentiel kategori. Søren Kierkegaard er nok ikke alene om at ende i en sådan. Alene ordet 'kirkelukning' siger, at dertil er kirken også selv kommet. Blindgyden forstået ikke som skæbne men som eksistentiel kategori leder tanken hen på oldtidens store dramatiker Aischylos. I behandlingen af denne i "Lyset fra Akropolis" skriver Vilhelm Grønbech:
"Ingen af de to sejrer, hverken Gud eller menneske sejrer. Det er Aischylos´ store tanke at først da Zeus lærer lidelsen at kende kan de to møde hinanden, og en skønne dag finder de sammen i den dybe visdom som vi har hørt Aischylos udtale på andre af livets områder. Løsningen er ikke en harmonisering af modsætningerne, den kommer når man er gået til bunds i lidelsen og derfra dukker op til en ny menneskelighed.
Der falder mig et billede ind som jeg har elsket fra jeg var ganske ung, de linjer jeg så ofte har citeret af Brownings Saul, dèr hvor han lader David opleve den nye ordning, the new law, og så siger han: See the Christ stand. - Det er den nye lov: Gud og menneske finder hinanden. Det er mærkeligt hvordan Browning ad sine veje er kommet på samme tanke".
En spektakulær blindgyde, som hører den moderne verden til, knytter sig til Teosofisk Samfunds lancering af Krishnamurti som Messias. I en særudgave af det lille blad 'Krishnamurti Bulletin', som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i februar 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren: Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.
Både her og andre steder er der hos Krishnamurti meget få tilknytningspunkter til andre tænkere, hvilket kan give det indtryk, at Krishnamurti taler fuldstændig forudsætningsløst i en direkte tilgang til tilværelsens store spørgsmål. Dette forhold er betinget af karakteren af Krishnamurtis egen åndsform, som i høj grad er mystikerens - men dog kombineret med et nærvær og en præcis opfattelse de to kulturer, han var i berøring: Den indiske og den europæisk/amerikanske. Fornøjelsen ved at beskæftige sig med Krishnamurti er derfor i høj grad at opdage gang på gang, hvorledes dyrekøbte værdier i vestlig kultur og religion hos Krishnamurti finder en hidtil uset gunstig jordbund at vokse i.
Når det gælder talen i Ommen i august 1929, er der i talens centrale påstand, at ”Sandheden er et land uden stier”, i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:
Når det gælder talen i Ommen i august 1929, er der i talens centrale påstand, at ”Sandheden er et land uden stier”, i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:
“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).
Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik og i forlængelse af en redegørelse for begrebet 'apori', som betyder 'det vejløse', ' det ufremkommelige': “Det vrimler med aporier i Metafysikken” (Politiken 4. august 2003). Det aristoteliske begreb 'apori' er nøjagtig det samme som Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier.
Det morsomste kristne dogme er forestillingen om Jesu genkomst på himlens skyer. Der er næsten ingen, der kan tage det alvorligt - heller ikke jeg. Jeg forestiller mig, at det bør oversættes 'som sol på himlens skyer', og derved forsvinder den kristne mytologi jo helt ud af billedet. Men det var vel også meningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar