Gør nu Herre, hvad du ynder,
ånd på de udvalgte få,
derved du igen begynder,
hvad de galilæer så;
læg dit hovede på skrå,
atter skal din trone stå.
I dit billede os skabte
du som mand og kvinde blidt
som et håb for de fortabte,
der har syndefaldet lidt
og er faldet skæve ud
af din hånd og på dit bud.
Se igennem vore øjne,
som du helbreder en blind,
lige ind i dine egne
frit i Paradiset ind,
hvor du skaber vand og luft,
roser, vin og brød og duft.
Hvilket store pinseunder
åbenbarer du mig nu
i de tusindvis af stunder,
hvor jeg kommer dig i hu;
ser din ånd i vin og brød
og din hånd i liv og død?
Min bekymring lader hvile
du i tordenbragets fred,
som hertil henover mile
nul sig sænker lodret ned
i en tunge klar som ild
med din egen stemme mild.
Kærligheden du forkynder
mig på alle tungemål,
træder alle mine synder
ned under din lædersål;
så, hvor jeg for vild til dom,
lægger selv du vejen om.
Guld og sølv du skænker ikke
mig, hvor jeg i porten lå;
men du samler mine blikke
i det syn, som straks du så,
at jeg gik omkring og stod
i dit legeme og blod.
I fornyelsen af mine
øjne ser jeg verden stå
som en katedral for dine
fødder, hvor ruiner lå;
og du siger til mig: Gem
dig i mit Jerusalem!
*
Når du kommer selv i skyen
for at knæle for din brud,
bliver der tændt lys i byen,
og hun stråler i sit skrud;
og hun flytter slet og ret
med dig ind i Nazaret.
Ikke for den store skare,
som sig samler for din fod,
vil din hånd du åbenbare
fingerspids og hjerterod,
som bevæger hvert et lem
i Det ny Jerusalem.
Gør nu Herre dine ynder
med dit legeme og blod,
derved du igen forkynder,
hvad disciplene forstod,
at du gjorde for os bod
ved din dåb i Jordans flod.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/48
tirsdag den 27. december 2011
mandag den 26. december 2011
Helgenkåret, dyrebare førsteelsker Stefanus
Helgenkåret, dyrebare førsteelsker Stefanus,
med din kærlighed om tinde sank du i det røde grus,
og til himlen lod befale du din bøddel, mand og mus.
Gylden er din spinkle krone i dit helliggjorte navn:
O at vi, som må dig elske, selv må bære den til gavn,
når vi selv i dødens mørke tages i vor frelsers favn.
Lovet være højt og priset rosen rød på panden din,
som du under nådens krone bar så nydelig og fin,
da du sank omkring i støvet i dit åbne himmelskrin.
Deri skuer vi vor skaber på sin trone i sin sky,
og hans søn, som før sad stille, daler nu ned over by
for at løfte vore hjerter i Jerusalem det Ny.
Vers 1-3 efter "Saint of God, elect and precious" (Sancte Dei pretiose) ukendt forfatter, 11. årh. ; oversat fra latin til engelsk af John M. Neale, 1852. Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/s/a/saintgod.htm
med din kærlighed om tinde sank du i det røde grus,
og til himlen lod befale du din bøddel, mand og mus.
Gylden er din spinkle krone i dit helliggjorte navn:
O at vi, som må dig elske, selv må bære den til gavn,
når vi selv i dødens mørke tages i vor frelsers favn.
Lovet være højt og priset rosen rød på panden din,
som du under nådens krone bar så nydelig og fin,
da du sank omkring i støvet i dit åbne himmelskrin.
Deri skuer vi vor skaber på sin trone i sin sky,
og hans søn, som før sad stille, daler nu ned over by
for at løfte vore hjerter i Jerusalem det Ny.
Vers 1-3 efter "Saint of God, elect and precious" (Sancte Dei pretiose) ukendt forfatter, 11. årh. ; oversat fra latin til engelsk af John M. Neale, 1852. Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/s/a/saintgod.htm
søndag den 25. december 2011
Et pinseunder
Lillejuleaftens dag havde Jens Ole Christensen et indlæg i avisen om 2011 som en generalprøve på Jesu genkomst. Jeg forstår ganske hans nærvær i forhold til denne begivenhed netop nu; men den forkyndelse af evangeliet for alle folkeslag, som han dog stadig efterlyser som tegn på, at tiden er nær, synes jeg ikke er svær at få øje på. Forkyndelsen af evangeliet er ganske vidtrækkende, og at forlange mere ville være overkill. Måske er det slet ikke meningen, at alle skal være kristne for verdens frelses skyld. Det er nok, at nogle er det, og i virkeligheden bedst, at det kun er nogle. Andre ønsker ikke at være det, og det gør ingen skår i glæden, at de ikke er det. Tværtimod, for ellers ville vi ikke kunne være det fuldt ud, for dertil hører også den stedfortrædende dimension: at være det for andre. Måske må vi modsige missionsbefalingen ved at være nået til en sådan erkendelse, men så må vi gøre det, og vi har ret til det og pligt til det, for nu skal vi møde Herren ansigt til ansigt og han os. Jeg har også en anden opfattelse af, hvad Jens Ole Christensen omtaler som kirkens indre forfald nemlig bevægelsen hen imod at anerkende homoseksuelle ægteskaber som ligeværdige med heteroseksuelle ægteskaber. Jeg ser det ikke, og jeg vil bede læseren følge mig i at se sagen fra en anden vinkel:
Ved dannelsen af en ny regering efter valg til folketinget september 2011 skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds “Kristenheden Syvstjerne”, som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menigheds levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.
Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigheder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.
En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: “Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim”, og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.
Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: “i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: “Jeg ser ikke med mit øje men gennem det”. Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.
Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse end den, vi har lært ham at kende i? Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab.
Lige siden Jesus for til himmels, og englene varslede for galilæerne, at han skulle komme tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de havde set ham forsvinde i, har forventningen herom været en del af den kristne tro. Allerede til pinse gik forventningen i opfyldelse for galilæerne, for da sænkede ånden sig over dem i Jerusalem, og de genkendte den som Jesu ånd og begyndte at forkynde evangeliet på alle mulige sprog. De omkringstående undrede sig og sagde: Er de ikke alle sammen galilæere, hvordan kan de så tale alle mulige sprog? Men det var netop Jesu genkomst, som her gik i opfyldelse for netop galilæerne, som den siden er gået i opfyldelse gang på gang i menighed efter menighed, levendegørende stene. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er et pinseunder, virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den sidste menigheds samliv med Herren selv.
Ved dannelsen af en ny regering efter valg til folketinget september 2011 skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds “Kristenheden Syvstjerne”, som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menigheds levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.
Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigheder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.
En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: “Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim”, og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.
Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: “i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: “Jeg ser ikke med mit øje men gennem det”. Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.
Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse end den, vi har lært ham at kende i? Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab.
Lige siden Jesus for til himmels, og englene varslede for galilæerne, at han skulle komme tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de havde set ham forsvinde i, har forventningen herom været en del af den kristne tro. Allerede til pinse gik forventningen i opfyldelse for galilæerne, for da sænkede ånden sig over dem i Jerusalem, og de genkendte den som Jesu ånd og begyndte at forkynde evangeliet på alle mulige sprog. De omkringstående undrede sig og sagde: Er de ikke alle sammen galilæere, hvordan kan de så tale alle mulige sprog? Men det var netop Jesu genkomst, som her gik i opfyldelse for netop galilæerne, som den siden er gået i opfyldelse gang på gang i menighed efter menighed, levendegørende stene. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er et pinseunder, virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den sidste menigheds samliv med Herren selv.
onsdag den 21. december 2011
Nymåne
Nu er månen ny
skåret ud i pap. Hjerter
flettet af papir.
Spurvene pipper i løn.
Klipperne knæler i bøn.
skåret ud i pap. Hjerter
flettet af papir.
Spurvene pipper i løn.
Klipperne knæler i bøn.
onsdag den 14. december 2011
Mens vi venter på Jesus
Første del
1.
En dag, da jeg for nogle uger siden kom ind på kontoret, stod Jan Erik og fortalte om mayaernes kalender og om spåmanden Nostradamus, der i kryptiske vers hævdes at have forudsagt flere senere begivenheder. For begge gælder det, at de ophører i 2012. Mayaernes kalender slutter simpelthen dette år, og Nostradamus har ikke noget at forudsige om tiden efter 2012. Så vidt jeg har forstået, står det hen i det uvisse, hvad denne grænse i året 2012 skal betyde. Katastrofefilmen, der blot hedder "2012" er et skæbnesvangert bud, men der kan også være tale om en i det ydre mere blid overgang til en ny tidsalder. Ydre tegn ER der jo ellers nok af i form af klimaforandringer over hele kloden, finansiel krise i vesten og et såkaldt arabisk forår. Der skal nok også være omvæltninger i vente, hvad disse emner angår. Men alt dette hører verdenshistorien til, og den blander Gud sig kun indirekte i. Hvis vi vil finde frem til en indre ny begyndelse, må vi gå et andet sted hen nemlig til historiens udkant eller for at gå til bekendelse: Kirkehistorien.
2.
Når vi bevæger os ind i et kristent univers er "dommedag" det udtryk, der bruges om en omvæltende begivenhed ved tidens slutning. I trosbekendelsen siger vi, at her skal Jesus komme igen og dømme levende og døde. De døde skal opstå af deres grave og sammen med de levende dømmes af Herren selv. Nogle til fortabelse og andre til evigt liv. Det er den skræmmende udsigt. Men ikke for alle. Nogle ønsker slet ikke at blive frelst i kristelig forstand. For en muslim er frelsen i kristelig forstand det samme som fortabelse og omvendt. Derfor er det at gå fortabt kun en ulykke kristeligt set og ikke menneskeligt set. Men nu har vi valgt at orientere os indenfor en kristen horisont. Lad os derfor undersøge, om der på denne angiveligt verdenshistoriske tærskel, som udgøres af året 2012 også er noget i vente kristeligt set. Om ikke verdenshistorien og kirkehistorien trods alt er så meget indbyrdes forbundne, at vi kan identificere et skæringspunkt eller i det mindste en vekselvirkning.
3.
Selv om forventningen om Jesu genkomst på dommens dag og indstiftelsen af tusindårsriget - hvor de troende skal leve sammen med Kristus - er en umistelig del af den kristne overlevering, er det alligevel ikke god latin at tage den alvorlig. I nyere tid er en sekt som Jehovas Vidner flere gange skubbet årstallet for, hvornår dommens dag og Jesu genkomst skal finde sted. Jehovas Vidner er imidlertiden udløber af en bredere bevægelse nemlig den amerikanske adventbevægelse i 1800-tallet, som ikke er helt så hen i vejret. Denne bevægelse blev grundlagt af prædikanten William Miller, som på grundlag af studier i Bibelen havde regnet ud, at Jesu genkomst skulle finde sted i 1844. Det var tidsangivelsen 2300 aftener og morgener i Daniels bog kap. 8, der blev afgørende for Miller. Så lang tid angives der at skulle gå, inden Helligdommen skal genindtræde i sin tidligere herlighed. Miller forstod denne tidsangivelse som 2300 år og regnede sig frem til året 1844.
4.
Grundlæggende for hele William Millers beskæftigelse med dette emne var, at han ved sin læsning i Bibelen havde forstået, at når Gud lovede noget, så opfyldte han det også. Hvad Gud havde lovet på et tidligere tidspunkt i historien, gik i opfyldelse på et senere. Millers overbevisning var derfor, at Bibelens profetier var lige så troværdige for den troende som enhver anden del af Bibelen. Hos Luther finder vi et isoleret fokus på Jesu opstandelse, som den eneste spørgsmål i Bibelen, hvorom der ikke kan tvivles - men hos Miller vinder forudsigelserne i Bibelen en tilsvarende status. Året 1844 oprandt med sin store skuffelse, for tilsyneladende skete der ingenting. Det lykkedes dog bevægelsen at reorganisere sig i syvendedagsadventisterne, der i stedet som hovedanliggende har at flytte den ugentlige kristne helligdag fra om søndagen til om lørdagen. Men det er svært at tage alvorligt som andet end et billede på, at for den, der har ventet længe, indtræffer det hellige tidligere end ventet ligesom lørdag kommer før søndag.
5.
Ved et et ejendommeligt sammenfald skete det netop i 1844, hvor den amerikanske adventbevægelse var så skæbnesvangert opfyldt af forventningen om Jesu genkomst, at der i Iran sattes en bevægelse i gang, der i 1863 fuldbyrdedes ved Mirza Huzayn Ali (1817-1892) alias Baha´u´llahs (Guds Herlighed) erklæring om at være den lovede i alle religioner og således også en opfyldelse af den kristne forventning om Jesu genkomst.I den shiitiske gren af islam, som er den mest udbredte i Iran, findes en forventning om den såkaldte “madhi” eller skjulte imams genkomst. Den skjulte imam er identisk med den tolvte imam, som angiveligt skal være blevet bortrykket til et skjult sted allerede som spæd i 873 e. kr. (260 a. h.). Imam er betegnelsen for en efterfølger af profeten Muhammed. En Imam har samme fuldkommenhedsgrad som profeten selv, men adskiller sig fra denne ved ikke at bringe nogen ny åbenbaring. I islam opfattes Muhammed som profeternes segl, dvs. den sidste profet i rækken af Guds profeter, som angives at have været: Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og endelig Muhammed selv.
6.
Efter Muhammed skal der i islam ikke komme nogen ny åbenbaring til at afløse den, som Muhammed har givet i form af Koranen. Imidlertid erklærede Ali Muhammed (1821-50) i 1844, at han var Bab (Porten), hvilket i den shiitiske betydning af ordet var en angivelse af, at han var porten til den skjulte imam. Men Bab nøjedes ikke hermed. Han erklærede at være en ny “Guds manifestation” og formulerede en ny åbenbaring, som indholdsmæssigt var en lempelse af Koranens mange forskrifter. Denne åbenbaring gav Bab navnet Bayan (Fremstillinger). Bab grundlagde hermed en ny religion, som han hævdede var islam overlegen. Han negligerede det muslimske krav om Muhammed som profeternes segl og anså sig selv for at være en tidssvarende “manifestation” af samme Gud som Muhammed. Bab anså derimod ikke sig selv for at være den sidste profet, men meget af hans forkyndelse var rettet imod “den, som skulle komme”. Bab forventede, at hans egen åbenbaring skulle vare imellem 1511 og 2001 år. Når Mirza Huzayn Ali allerede nitten år efter Babs erklæring om sin guddommelige sendelse hævdede at være den af Bab ventede og antog det navn, som Bab havde anvendt om den, der skulle komme, Baha´u´llah, er det således ikke umiddelbart i overenstemmelse med Babs anvisninger. Men det var ikke desto mindre sådan det gik, og den nye religion babisme forvandledes hermed til baha´i.
7.
Religionen baha´i regner sin fødsel for at have fundet sted to timer og elleve minutter efter solnedgang den 22. maj 1844. Datoen, der er den 23. maj, hvis man regner med, at døgnet slutter ved solnedgang, og den 22. maj, hvis man regner efter midnat, er angivet med overordentlig omhu. Det, der skete i dette øjeblik, var, at sayyid Ali Muhammed for første gang åbenbarede overfor mulla Husayn Bushru´i, at han var Bab. Idet en ny åbenbaring finder sted ved Bab, krølles den hidtidige åbenbaring: Koranen sammen til en håndfuld støv i Guds hånd, og samtidig skabes en ny åbenbaring i menneskenes hjerter. Set fra månen gav det altså alligevel mening, at den amerikanske adventbevægelse ventede Jesu genkomst i 1844. Der skete ganske vist ikke noget i Amerika, men der skete noget i Iran, som i det mindste gjorde krav på at være en opfyldelse af forventningen om Jesu genkomst.
Anden del
1.
Hos Grundtvig findes i kapitlet om "Den guddommelige treenighed" i "Den christelige Børnelærdom" en forestilling om en treenig struktur i virkeliggørelsen af Jesu genkomst. Den skal altså finde sted i både faderens og sønnens og helligåndens tre aspekter. Det giver mulighed for at skelne mellem forskellige former for genkomst. Jeg vil først give et signalement af genkomsten som den synes at finde sted i skikkelse af helligånden. Ved Jesu himmelfart, som omtales i Apostlenes Gerninger kap. 1, henvender to engle sig til skaren, som netop har set Jesus forsvinde, med ordene: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen." Det, der især er grund til at hæfte sig ved her, er, at skaren tiltales "galilæere". Det siges også, at Jesus skal vende tilbage igen på samme måde, som han forsvandt. Men hvad betyder det? Det betyder vel kort og godt, at han skal komme i en skikkelse, så han kan genkendes. Med andre ord skal han kunne genkendes netop af galilæerne.
2.
I Apostlenes Gerninger kap. 2 skildres pinseunderet i Jerusalem, som finder sted 40 dage efter Jesu himmelfart, og her er det en ytring af de omkringstående, der oplyser sagen. Da disciplene nemlig under indflydelse af helligånden begynder at forkynde evangeliet på alle mulige sprog, siger de: "Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere - vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål." Her er der igen grund til at hæfte sig ved, at det siges, at alle der taler på de fremmede sprog netop alle sammen er galilæere. Det viser tilbage til henvendelsen til samme gruppe lige efter Jesu himmelfart. Det er nemlig her, Jesus vender tilbage til netop dem. Han vender tilbage netop som den identitet, de kender og har set forsvinde, for galilæerne genkender netop ånden som Jesu ånd.
3.
At genkende ånden som Jesu ånd er det springende punkt. Når galilæerne var i stand til det, var det fordi de kendte Jesus fra den tid, han gig omkring på jorden, og hvor de var sammen med ham. Bevæger vi os nu ind i det muslimske Iran eller Persien, som landet hed, dengang bahai opstod stiller sagen sig imidlertid ganske anderledes. I det shiamuslimske samfund, som var bahai´s miljø fandtes nemlig ingen kristen forkyndelse af nogen betydning. Så hvis Jesu genkomst - som bahai selv hævder - fandt sted her, så må må det være netop i skikkelse af helligånden, og den afgørende forskel i forhold til pinseunderet var, at der i Persien ingen menighed fandtes, som var fortrolig med Jesu forkyndelse. Så meget mere overraskende er det, at der ved åndens udgydelse over det persiske folk alligevel opstod en bevægelse, som ved at gøre op med islam, bragte en åbning i stand i forhold til genkomstens yderligere virkeliggørelse i også sønnen og faderens aspekter. Det er nemlig nok i et samspil med andre nyere religiøse bevægelser, vi skal finde bahai´s betydning og ikke i forhold til de gamle religioner.
4.
Det er imidlertid ikke sådan bahai forstår sig selv. Bahai´s symbol er en stjerne med ni takker, hvor hver tak repræsenterer en af de gamle religioner. Også det smukke bahaitempel i New Delhi har ni indgange, hvori der ligger den samme betydning. Denne universelle tilgang til verdens religiøse arv har bahai fælles med teosofien. Både i teosofien og i bahai stræbes der efter at lade alle verdens religioner gå op i en højere enhed ud fra den grundforestilling, at de alle har samme formål. Men hvor bahai hævder, at Bahaullah er profet for denne ønskværdige sammensmeltning af alle verdens store religioner, forudsagde Helena Blavatsky, som stiftede Teosofisk Samfund i New York i 1875, at en reinkarnation af den ånd, som tidligere havde inkarneret sig på jorden i skikkelse af Krishna, Buddha og Jesus var nært forestående. Blavatskys efterfølger i embedet som præsident Annie Besant og hendes nære medarbejder Charles Webster Leadbeater proklamerede i 1909, at de i den dangang 14-årige inderdreng Jiddhu Krishnamurti havde identificeret den ventede messias.
5.
Krishnamurti blev sammen med sin yngre bror Nityananda, som stod ham nær, adopteret af Annie Besant, og de tro drenge fik en moderne engelsk opdragelse først bosatte sammen med Leadbeater i Teosofisk samfunds hovedkvarter i Madras Indien og fra Krishnamurtis fjortende år i England sammen med Annie Besant. Som unge flyttede de to brødre til Californien, hvor Krishnamurti i 1922 gennemgik en åndelig krise, som han følte var en forberedelse til hans virke som Verdenslærer, som var den teosofiske betegnelse for den nye messias. Nityananda led af tuberkulose, og døde af sygdommen i 1925. Herved fik Krishnamurtis tro på den såkaldt åndelige verden et knæk, og han endte med at frasige sig rollen som messias i 1929. Forinden havde Rudolf Steiner trukket sig fra organisationen og dannet sin egen i protest mod den opfattelse, at Kristi genkomst skulle finde sted i form af et menneske i stedet for ved en åndelig forvandling. Krishnamurtis egen begrundelse var ikke den samme. Han benægtede aldrig at være Verdenslæreren men tog blot afstand fra teosofien.
6.
Omstændighederne ville, at jeg skulle læse”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Maale Hahamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv. Allerede på grundlag af min vens mundtlige introduktion tænkte jeg, at Krishnamurti var nøglen til kristendommen. Vel var jeg klar over, at mange ville mene, at kristendommen ikke havde brug for en sådan nøgle. Ikke desto mindre var jeg i besiddelse af den.
7.
To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin. I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død, er optrykt den skelsættende tale fra den 2. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren.
Tredie del
1.
Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære. Men i talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed: “Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).
2.
Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik: “Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003). Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” er nøjagtig det samme som Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier.
3.
Her har jeg peget på Krishnamurtis sensitivitet overfor den impuls, der udgik fra Sokrates. I det hele taget er det mest fremherskende træk hos Krishnamurti netop hans evne til at absorbere forskellige frugtbare tilgange til livet imellem hinanden. I hans ungdomsdigte er der en inderlig passion, som det er svært ikke at forbinde med Højsangen, når man ved, at Krishnamurti som ung kunne dette skrift fra det gamle testamente næsten udenad. Når man også ved, at han blev præsenteret for Nietzsches Zarathustra, er det ligeledes svært ikke at se dennes aristokratiske attitude reflekteret hos Krishnamurti selv. Når Krishnamurti alligevel i høj grad var på bølgelængde med sin tid, tror jeg det havde at gøre med en glæde over at møde andre unge frisindede især Californien i mellemkrigstiden - den amerikanske dimension, kunne man kalde det, som om Krishnamurti ved at kaste et blik i Walt Withmanns værker fik en moderne fornemmelse for uafhængighed, krop og historie. Endelig er Krishnanurtis minimalistiske begreb om et fællesskab er let at forbinde med det kristne nadverfælleskab. En tanke, som Krishnamurti selv nævner som sit eget originale bidrag til åndshistorien er erkendelsen af, at iagtageren er det iagtagne. Det ligner en formulering, der er lånt fra kvantefysikkens erkendelse af, at enhver måling påvirker den proces, der er genstand for målingen. Men Krishnamurti anvender den psykologisk. Hvis man bruger denne erkendelse til at tænke teologisk med, bliver vi med ét meget klogere på evangeliet, for så får vi sætningen: Synderen er synden.
4. Selv om man ikke kan understrege nok, at Krishnamurti er overordentlig modtagelig overfor en hvilken som helst åndelig substans, og at det netop er hans frigjorte modtagelighed, der er det specielle ved ham, så er det alligevel i det sociale, han har sin begrænsning. Religiøse fællesskaber er i Krishnamurtis optik altid suspekte. Derfor er det interessant, at der nøjagtig 15 måneder efter Krishnamurtis opløsning af Ordenen Stjernen den (2. august 1929) den 2.november 1930 fandt en begivenhed sted med modsat fortegn. Her kronedes nemlig Haile Selassie I til kejser af Etiopien med en til den etiopiske kirke hørende identifikation mellem kejseren og Gud. En sådan identifikation mellem kejseren og Gud er dogmatisk begrundet i den etiopisk ortodokse kirkes teologi. Men begivenheden nød stor international bevågenhed således også blandt efterkommere af sorte afrikanske slaver Amerika og på De Caribiske Øer. Især på Jamaica var forventningen spændt i forhold til denne begivenhed i Etiopien. Flere opfattede kejserens ophøjelse til Gud i kroningsritualet bogstaveligt, og selv om man ligsom kejseren selv havde det, må have alle mulige forbehold overfor en sådan opfattelse, er det uomgængeligt, at en voldsom vækkelse under navn af rastafari fandt sted i det halvkristne miljø på øen.
5.
Denne folkelige vækkelse er i rastafari kendetegnet ved en bevægelse “from Quashie to lion”, idet “Quashie” er betegnelsen for en selv-annulerende social adfærd: overlevelse via underkastelse. Jeg citerer Adrian Anthony McFarlane, der refererer til den kendte jamaikanske forsker og politiske aktivist: Horace Campbell: “This lionized status evolved almost ex nihilo — from being weak and fearful to being assertive, strong and “dread.” From a Rasta perspective, this is a transformation that shows the hand of Jah confounding the oppressors and the skeptics. As Campbell notes, Rastas began to repair the psycological damage of centuries of imposed servility, reactionary docility, and duplicity by declaring `their identification with the lion — its roar, its hair, its body strength, intelligence and total movements.´ ... This lion metaphor is what has inspired the Rasta movement. Haile Selassie I not only had lions as pets (friends) but was crowned as `the conquering Lion of the tribe of Judah.´ ...The lion is, therefore, a symbol of unapologetic strength — moral, psycological, and social — and confidence; it asumes its role of leadership, in spite of popular disdain, as a natural consequence of Jah’s presence in the I-consiousness of Rastafari.” Ifølge denne mytologiserende forklaring opstod rastafari således ud af intet ved troen på den etiopiske kejser som Bibelens Gud.
6.
Hvis man skal pege på et generelt udtryk for en tros- og livserfaring svarende til en sådan vurdering af rastafari i kristent perspektiv, er det oplagt at henvise til bevægelsens bevidste omdannelse af det engelske sprog. Det særlige “pidginengelsk” på Jamaica er i rastafarisammenhæng yderligere omdannet og udviklet ifølge bestemte principper. Dog genfindes også traditionelle symboler med et for rastafari specifikt indhold: “Babylon”, der specifikt refererer til “England” og til “police”; “Rome” er djævelens tilholdsted. Identifikationen af paven, “pope” med djævelen stammer sandsynligvis fra pavens velsignelse af de flyvemaskiner, der bombede Etiopien under Musolinis angreb på landet i 1935; “Ethiopia” er det sande Israel, også “Isreal” (Is real). Eksempler på deciderede neologismer er: “overstand” istedet for “understand” for at undgå forstavelsen “under-”, der har negative konnotationer til slavetidens undertrykkelse. Et hyppigt anvendt princip er indsættelsen af det vigtige personlige stedord “I-”, hvor det er muligt, således også “Iverstand” parallelt med det nævnte “Overstand”. Et århusiansk reggaeband hed “Isciples” afledt af “disciple”. Ligeledes “Ital” istedet for “vital” og “Iration” som synonym for “creation” eller “production” for at understrege et personlige aspekt i ordene. Et ord der ikke behøver at ændres rent stavelsesmæssigt er “idea”, der venteligt bliver til “Idea”. Man kan lave en længere liste. Det grundlæggende princip må siges at være en potensering af sproget. Et morsomt eksempel er, at ordet “mango” (frugten), som opløst i sine stavelser bliver til et negativt ladet udtryk: “man go” laves om til det positivt ladede “Icome” (I come). Den sproglige krone i denne religiøse “dialekt” er formuleringen “I and I”, der kan anvendes i stedet for alle former af det personlige stedord: jeg, du, han, hun, vi, I, de. Formuleringen henviser med sit dobbelte subjekt til et ligeværdigt menneskeligt og religiøst fælleskab, og versalen “I” refererer også til romertal et: “I” i den kejserlige titel: “Haile Selassie I”. Guds svar til Moses i 2. Mosebog 3, 14, som i den danske oversættelse gengives med “Jeg er den, jeg er!” oversættes i rastafari også til “I and I”.
7.
Det stærkeste internationale udtryk for rastafari er reggaemusikeren Bob Marleys sange, hvoraf mange har et direkte bekendende eller lovsangsmæssigt indhold. Igennem Bob Marley og en lang række andre reggaemusikere blev rastafari en del af det internationale hippiemiljø og har mange træk til fælles med denne bevægelse f. eks. omgangen med euforiserende stoffer, som for rastafaris vedkommende kommer til udtryk i en omfattende brug af marihuana. Men bortset fra holdningen til at ryge dette euforiserende stof er de mere lokale grene af bevægelsen stærkt konservativ i overenstemmelse med et stærkt fokus på det gamle testamente. Det giver sig især udtryk i mandschauvinisme og et had til homoseksuelle. Sørgeligt nok for rastafari repræsenterer en i bedste forstand sund maskulin kraft - blot mangler den altså et korrektiv i henseende til det selvreflekterende, som netop er Krishnamurtis force. Så for at gøre en lang historie kort, så berører eller repræsenterer Krishnamurti sønnens aspekt i den treenige struktur af Kristi genkomst, og rastafari repræsenter faderens aspekt af begrænset rækkevidde med mindre den går netop igennem sønnen.
Fjerde del
1.
Ved dannelsen af en ny regering efter valg til folketinget september 2011 skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds "Kristenheden Syvstjerne", som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menighed levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.
2.
Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.
3.
En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: "Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim", og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.
4.
Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: "i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem" idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: "Jeg ser ikke med mit øje men gennem det". Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.
5.
Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Der er meget de ikke har til fælles, men de har essensen til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?
6.
I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf - men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.
7.
Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.
1.
En dag, da jeg for nogle uger siden kom ind på kontoret, stod Jan Erik og fortalte om mayaernes kalender og om spåmanden Nostradamus, der i kryptiske vers hævdes at have forudsagt flere senere begivenheder. For begge gælder det, at de ophører i 2012. Mayaernes kalender slutter simpelthen dette år, og Nostradamus har ikke noget at forudsige om tiden efter 2012. Så vidt jeg har forstået, står det hen i det uvisse, hvad denne grænse i året 2012 skal betyde. Katastrofefilmen, der blot hedder "2012" er et skæbnesvangert bud, men der kan også være tale om en i det ydre mere blid overgang til en ny tidsalder. Ydre tegn ER der jo ellers nok af i form af klimaforandringer over hele kloden, finansiel krise i vesten og et såkaldt arabisk forår. Der skal nok også være omvæltninger i vente, hvad disse emner angår. Men alt dette hører verdenshistorien til, og den blander Gud sig kun indirekte i. Hvis vi vil finde frem til en indre ny begyndelse, må vi gå et andet sted hen nemlig til historiens udkant eller for at gå til bekendelse: Kirkehistorien.
2.
Når vi bevæger os ind i et kristent univers er "dommedag" det udtryk, der bruges om en omvæltende begivenhed ved tidens slutning. I trosbekendelsen siger vi, at her skal Jesus komme igen og dømme levende og døde. De døde skal opstå af deres grave og sammen med de levende dømmes af Herren selv. Nogle til fortabelse og andre til evigt liv. Det er den skræmmende udsigt. Men ikke for alle. Nogle ønsker slet ikke at blive frelst i kristelig forstand. For en muslim er frelsen i kristelig forstand det samme som fortabelse og omvendt. Derfor er det at gå fortabt kun en ulykke kristeligt set og ikke menneskeligt set. Men nu har vi valgt at orientere os indenfor en kristen horisont. Lad os derfor undersøge, om der på denne angiveligt verdenshistoriske tærskel, som udgøres af året 2012 også er noget i vente kristeligt set. Om ikke verdenshistorien og kirkehistorien trods alt er så meget indbyrdes forbundne, at vi kan identificere et skæringspunkt eller i det mindste en vekselvirkning.
3.
Selv om forventningen om Jesu genkomst på dommens dag og indstiftelsen af tusindårsriget - hvor de troende skal leve sammen med Kristus - er en umistelig del af den kristne overlevering, er det alligevel ikke god latin at tage den alvorlig. I nyere tid er en sekt som Jehovas Vidner flere gange skubbet årstallet for, hvornår dommens dag og Jesu genkomst skal finde sted. Jehovas Vidner er imidlertiden udløber af en bredere bevægelse nemlig den amerikanske adventbevægelse i 1800-tallet, som ikke er helt så hen i vejret. Denne bevægelse blev grundlagt af prædikanten William Miller, som på grundlag af studier i Bibelen havde regnet ud, at Jesu genkomst skulle finde sted i 1844. Det var tidsangivelsen 2300 aftener og morgener i Daniels bog kap. 8, der blev afgørende for Miller. Så lang tid angives der at skulle gå, inden Helligdommen skal genindtræde i sin tidligere herlighed. Miller forstod denne tidsangivelse som 2300 år og regnede sig frem til året 1844.
4.
Grundlæggende for hele William Millers beskæftigelse med dette emne var, at han ved sin læsning i Bibelen havde forstået, at når Gud lovede noget, så opfyldte han det også. Hvad Gud havde lovet på et tidligere tidspunkt i historien, gik i opfyldelse på et senere. Millers overbevisning var derfor, at Bibelens profetier var lige så troværdige for den troende som enhver anden del af Bibelen. Hos Luther finder vi et isoleret fokus på Jesu opstandelse, som den eneste spørgsmål i Bibelen, hvorom der ikke kan tvivles - men hos Miller vinder forudsigelserne i Bibelen en tilsvarende status. Året 1844 oprandt med sin store skuffelse, for tilsyneladende skete der ingenting. Det lykkedes dog bevægelsen at reorganisere sig i syvendedagsadventisterne, der i stedet som hovedanliggende har at flytte den ugentlige kristne helligdag fra om søndagen til om lørdagen. Men det er svært at tage alvorligt som andet end et billede på, at for den, der har ventet længe, indtræffer det hellige tidligere end ventet ligesom lørdag kommer før søndag.
5.
Ved et et ejendommeligt sammenfald skete det netop i 1844, hvor den amerikanske adventbevægelse var så skæbnesvangert opfyldt af forventningen om Jesu genkomst, at der i Iran sattes en bevægelse i gang, der i 1863 fuldbyrdedes ved Mirza Huzayn Ali (1817-1892) alias Baha´u´llahs (Guds Herlighed) erklæring om at være den lovede i alle religioner og således også en opfyldelse af den kristne forventning om Jesu genkomst.I den shiitiske gren af islam, som er den mest udbredte i Iran, findes en forventning om den såkaldte “madhi” eller skjulte imams genkomst. Den skjulte imam er identisk med den tolvte imam, som angiveligt skal være blevet bortrykket til et skjult sted allerede som spæd i 873 e. kr. (260 a. h.). Imam er betegnelsen for en efterfølger af profeten Muhammed. En Imam har samme fuldkommenhedsgrad som profeten selv, men adskiller sig fra denne ved ikke at bringe nogen ny åbenbaring. I islam opfattes Muhammed som profeternes segl, dvs. den sidste profet i rækken af Guds profeter, som angives at have været: Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og endelig Muhammed selv.
6.
Efter Muhammed skal der i islam ikke komme nogen ny åbenbaring til at afløse den, som Muhammed har givet i form af Koranen. Imidlertid erklærede Ali Muhammed (1821-50) i 1844, at han var Bab (Porten), hvilket i den shiitiske betydning af ordet var en angivelse af, at han var porten til den skjulte imam. Men Bab nøjedes ikke hermed. Han erklærede at være en ny “Guds manifestation” og formulerede en ny åbenbaring, som indholdsmæssigt var en lempelse af Koranens mange forskrifter. Denne åbenbaring gav Bab navnet Bayan (Fremstillinger). Bab grundlagde hermed en ny religion, som han hævdede var islam overlegen. Han negligerede det muslimske krav om Muhammed som profeternes segl og anså sig selv for at være en tidssvarende “manifestation” af samme Gud som Muhammed. Bab anså derimod ikke sig selv for at være den sidste profet, men meget af hans forkyndelse var rettet imod “den, som skulle komme”. Bab forventede, at hans egen åbenbaring skulle vare imellem 1511 og 2001 år. Når Mirza Huzayn Ali allerede nitten år efter Babs erklæring om sin guddommelige sendelse hævdede at være den af Bab ventede og antog det navn, som Bab havde anvendt om den, der skulle komme, Baha´u´llah, er det således ikke umiddelbart i overenstemmelse med Babs anvisninger. Men det var ikke desto mindre sådan det gik, og den nye religion babisme forvandledes hermed til baha´i.
7.
Religionen baha´i regner sin fødsel for at have fundet sted to timer og elleve minutter efter solnedgang den 22. maj 1844. Datoen, der er den 23. maj, hvis man regner med, at døgnet slutter ved solnedgang, og den 22. maj, hvis man regner efter midnat, er angivet med overordentlig omhu. Det, der skete i dette øjeblik, var, at sayyid Ali Muhammed for første gang åbenbarede overfor mulla Husayn Bushru´i, at han var Bab. Idet en ny åbenbaring finder sted ved Bab, krølles den hidtidige åbenbaring: Koranen sammen til en håndfuld støv i Guds hånd, og samtidig skabes en ny åbenbaring i menneskenes hjerter. Set fra månen gav det altså alligevel mening, at den amerikanske adventbevægelse ventede Jesu genkomst i 1844. Der skete ganske vist ikke noget i Amerika, men der skete noget i Iran, som i det mindste gjorde krav på at være en opfyldelse af forventningen om Jesu genkomst.
Anden del
1.
Hos Grundtvig findes i kapitlet om "Den guddommelige treenighed" i "Den christelige Børnelærdom" en forestilling om en treenig struktur i virkeliggørelsen af Jesu genkomst. Den skal altså finde sted i både faderens og sønnens og helligåndens tre aspekter. Det giver mulighed for at skelne mellem forskellige former for genkomst. Jeg vil først give et signalement af genkomsten som den synes at finde sted i skikkelse af helligånden. Ved Jesu himmelfart, som omtales i Apostlenes Gerninger kap. 1, henvender to engle sig til skaren, som netop har set Jesus forsvinde, med ordene: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen." Det, der især er grund til at hæfte sig ved her, er, at skaren tiltales "galilæere". Det siges også, at Jesus skal vende tilbage igen på samme måde, som han forsvandt. Men hvad betyder det? Det betyder vel kort og godt, at han skal komme i en skikkelse, så han kan genkendes. Med andre ord skal han kunne genkendes netop af galilæerne.
2.
I Apostlenes Gerninger kap. 2 skildres pinseunderet i Jerusalem, som finder sted 40 dage efter Jesu himmelfart, og her er det en ytring af de omkringstående, der oplyser sagen. Da disciplene nemlig under indflydelse af helligånden begynder at forkynde evangeliet på alle mulige sprog, siger de: "Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere - vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål." Her er der igen grund til at hæfte sig ved, at det siges, at alle der taler på de fremmede sprog netop alle sammen er galilæere. Det viser tilbage til henvendelsen til samme gruppe lige efter Jesu himmelfart. Det er nemlig her, Jesus vender tilbage til netop dem. Han vender tilbage netop som den identitet, de kender og har set forsvinde, for galilæerne genkender netop ånden som Jesu ånd.
3.
At genkende ånden som Jesu ånd er det springende punkt. Når galilæerne var i stand til det, var det fordi de kendte Jesus fra den tid, han gig omkring på jorden, og hvor de var sammen med ham. Bevæger vi os nu ind i det muslimske Iran eller Persien, som landet hed, dengang bahai opstod stiller sagen sig imidlertid ganske anderledes. I det shiamuslimske samfund, som var bahai´s miljø fandtes nemlig ingen kristen forkyndelse af nogen betydning. Så hvis Jesu genkomst - som bahai selv hævder - fandt sted her, så må må det være netop i skikkelse af helligånden, og den afgørende forskel i forhold til pinseunderet var, at der i Persien ingen menighed fandtes, som var fortrolig med Jesu forkyndelse. Så meget mere overraskende er det, at der ved åndens udgydelse over det persiske folk alligevel opstod en bevægelse, som ved at gøre op med islam, bragte en åbning i stand i forhold til genkomstens yderligere virkeliggørelse i også sønnen og faderens aspekter. Det er nemlig nok i et samspil med andre nyere religiøse bevægelser, vi skal finde bahai´s betydning og ikke i forhold til de gamle religioner.
4.
Det er imidlertid ikke sådan bahai forstår sig selv. Bahai´s symbol er en stjerne med ni takker, hvor hver tak repræsenterer en af de gamle religioner. Også det smukke bahaitempel i New Delhi har ni indgange, hvori der ligger den samme betydning. Denne universelle tilgang til verdens religiøse arv har bahai fælles med teosofien. Både i teosofien og i bahai stræbes der efter at lade alle verdens religioner gå op i en højere enhed ud fra den grundforestilling, at de alle har samme formål. Men hvor bahai hævder, at Bahaullah er profet for denne ønskværdige sammensmeltning af alle verdens store religioner, forudsagde Helena Blavatsky, som stiftede Teosofisk Samfund i New York i 1875, at en reinkarnation af den ånd, som tidligere havde inkarneret sig på jorden i skikkelse af Krishna, Buddha og Jesus var nært forestående. Blavatskys efterfølger i embedet som præsident Annie Besant og hendes nære medarbejder Charles Webster Leadbeater proklamerede i 1909, at de i den dangang 14-årige inderdreng Jiddhu Krishnamurti havde identificeret den ventede messias.
5.
Krishnamurti blev sammen med sin yngre bror Nityananda, som stod ham nær, adopteret af Annie Besant, og de tro drenge fik en moderne engelsk opdragelse først bosatte sammen med Leadbeater i Teosofisk samfunds hovedkvarter i Madras Indien og fra Krishnamurtis fjortende år i England sammen med Annie Besant. Som unge flyttede de to brødre til Californien, hvor Krishnamurti i 1922 gennemgik en åndelig krise, som han følte var en forberedelse til hans virke som Verdenslærer, som var den teosofiske betegnelse for den nye messias. Nityananda led af tuberkulose, og døde af sygdommen i 1925. Herved fik Krishnamurtis tro på den såkaldt åndelige verden et knæk, og han endte med at frasige sig rollen som messias i 1929. Forinden havde Rudolf Steiner trukket sig fra organisationen og dannet sin egen i protest mod den opfattelse, at Kristi genkomst skulle finde sted i form af et menneske i stedet for ved en åndelig forvandling. Krishnamurtis egen begrundelse var ikke den samme. Han benægtede aldrig at være Verdenslæreren men tog blot afstand fra teosofien.
6.
Omstændighederne ville, at jeg skulle læse”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Maale Hahamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv. Allerede på grundlag af min vens mundtlige introduktion tænkte jeg, at Krishnamurti var nøglen til kristendommen. Vel var jeg klar over, at mange ville mene, at kristendommen ikke havde brug for en sådan nøgle. Ikke desto mindre var jeg i besiddelse af den.
7.
To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin. I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død, er optrykt den skelsættende tale fra den 2. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren.
Tredie del
1.
Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære. Men i talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed: “Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).
2.
Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik: “Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003). Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” er nøjagtig det samme som Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier.
3.
Her har jeg peget på Krishnamurtis sensitivitet overfor den impuls, der udgik fra Sokrates. I det hele taget er det mest fremherskende træk hos Krishnamurti netop hans evne til at absorbere forskellige frugtbare tilgange til livet imellem hinanden. I hans ungdomsdigte er der en inderlig passion, som det er svært ikke at forbinde med Højsangen, når man ved, at Krishnamurti som ung kunne dette skrift fra det gamle testamente næsten udenad. Når man også ved, at han blev præsenteret for Nietzsches Zarathustra, er det ligeledes svært ikke at se dennes aristokratiske attitude reflekteret hos Krishnamurti selv. Når Krishnamurti alligevel i høj grad var på bølgelængde med sin tid, tror jeg det havde at gøre med en glæde over at møde andre unge frisindede især Californien i mellemkrigstiden - den amerikanske dimension, kunne man kalde det, som om Krishnamurti ved at kaste et blik i Walt Withmanns værker fik en moderne fornemmelse for uafhængighed, krop og historie. Endelig er Krishnanurtis minimalistiske begreb om et fællesskab er let at forbinde med det kristne nadverfælleskab. En tanke, som Krishnamurti selv nævner som sit eget originale bidrag til åndshistorien er erkendelsen af, at iagtageren er det iagtagne. Det ligner en formulering, der er lånt fra kvantefysikkens erkendelse af, at enhver måling påvirker den proces, der er genstand for målingen. Men Krishnamurti anvender den psykologisk. Hvis man bruger denne erkendelse til at tænke teologisk med, bliver vi med ét meget klogere på evangeliet, for så får vi sætningen: Synderen er synden.
4. Selv om man ikke kan understrege nok, at Krishnamurti er overordentlig modtagelig overfor en hvilken som helst åndelig substans, og at det netop er hans frigjorte modtagelighed, der er det specielle ved ham, så er det alligevel i det sociale, han har sin begrænsning. Religiøse fællesskaber er i Krishnamurtis optik altid suspekte. Derfor er det interessant, at der nøjagtig 15 måneder efter Krishnamurtis opløsning af Ordenen Stjernen den (2. august 1929) den 2.november 1930 fandt en begivenhed sted med modsat fortegn. Her kronedes nemlig Haile Selassie I til kejser af Etiopien med en til den etiopiske kirke hørende identifikation mellem kejseren og Gud. En sådan identifikation mellem kejseren og Gud er dogmatisk begrundet i den etiopisk ortodokse kirkes teologi. Men begivenheden nød stor international bevågenhed således også blandt efterkommere af sorte afrikanske slaver Amerika og på De Caribiske Øer. Især på Jamaica var forventningen spændt i forhold til denne begivenhed i Etiopien. Flere opfattede kejserens ophøjelse til Gud i kroningsritualet bogstaveligt, og selv om man ligsom kejseren selv havde det, må have alle mulige forbehold overfor en sådan opfattelse, er det uomgængeligt, at en voldsom vækkelse under navn af rastafari fandt sted i det halvkristne miljø på øen.
5.
Denne folkelige vækkelse er i rastafari kendetegnet ved en bevægelse “from Quashie to lion”, idet “Quashie” er betegnelsen for en selv-annulerende social adfærd: overlevelse via underkastelse. Jeg citerer Adrian Anthony McFarlane, der refererer til den kendte jamaikanske forsker og politiske aktivist: Horace Campbell: “This lionized status evolved almost ex nihilo — from being weak and fearful to being assertive, strong and “dread.” From a Rasta perspective, this is a transformation that shows the hand of Jah confounding the oppressors and the skeptics. As Campbell notes, Rastas began to repair the psycological damage of centuries of imposed servility, reactionary docility, and duplicity by declaring `their identification with the lion — its roar, its hair, its body strength, intelligence and total movements.´ ... This lion metaphor is what has inspired the Rasta movement. Haile Selassie I not only had lions as pets (friends) but was crowned as `the conquering Lion of the tribe of Judah.´ ...The lion is, therefore, a symbol of unapologetic strength — moral, psycological, and social — and confidence; it asumes its role of leadership, in spite of popular disdain, as a natural consequence of Jah’s presence in the I-consiousness of Rastafari.” Ifølge denne mytologiserende forklaring opstod rastafari således ud af intet ved troen på den etiopiske kejser som Bibelens Gud.
6.
Hvis man skal pege på et generelt udtryk for en tros- og livserfaring svarende til en sådan vurdering af rastafari i kristent perspektiv, er det oplagt at henvise til bevægelsens bevidste omdannelse af det engelske sprog. Det særlige “pidginengelsk” på Jamaica er i rastafarisammenhæng yderligere omdannet og udviklet ifølge bestemte principper. Dog genfindes også traditionelle symboler med et for rastafari specifikt indhold: “Babylon”, der specifikt refererer til “England” og til “police”; “Rome” er djævelens tilholdsted. Identifikationen af paven, “pope” med djævelen stammer sandsynligvis fra pavens velsignelse af de flyvemaskiner, der bombede Etiopien under Musolinis angreb på landet i 1935; “Ethiopia” er det sande Israel, også “Isreal” (Is real). Eksempler på deciderede neologismer er: “overstand” istedet for “understand” for at undgå forstavelsen “under-”, der har negative konnotationer til slavetidens undertrykkelse. Et hyppigt anvendt princip er indsættelsen af det vigtige personlige stedord “I-”, hvor det er muligt, således også “Iverstand” parallelt med det nævnte “Overstand”. Et århusiansk reggaeband hed “Isciples” afledt af “disciple”. Ligeledes “Ital” istedet for “vital” og “Iration” som synonym for “creation” eller “production” for at understrege et personlige aspekt i ordene. Et ord der ikke behøver at ændres rent stavelsesmæssigt er “idea”, der venteligt bliver til “Idea”. Man kan lave en længere liste. Det grundlæggende princip må siges at være en potensering af sproget. Et morsomt eksempel er, at ordet “mango” (frugten), som opløst i sine stavelser bliver til et negativt ladet udtryk: “man go” laves om til det positivt ladede “Icome” (I come). Den sproglige krone i denne religiøse “dialekt” er formuleringen “I and I”, der kan anvendes i stedet for alle former af det personlige stedord: jeg, du, han, hun, vi, I, de. Formuleringen henviser med sit dobbelte subjekt til et ligeværdigt menneskeligt og religiøst fælleskab, og versalen “I” refererer også til romertal et: “I” i den kejserlige titel: “Haile Selassie I”. Guds svar til Moses i 2. Mosebog 3, 14, som i den danske oversættelse gengives med “Jeg er den, jeg er!” oversættes i rastafari også til “I and I”.
7.
Det stærkeste internationale udtryk for rastafari er reggaemusikeren Bob Marleys sange, hvoraf mange har et direkte bekendende eller lovsangsmæssigt indhold. Igennem Bob Marley og en lang række andre reggaemusikere blev rastafari en del af det internationale hippiemiljø og har mange træk til fælles med denne bevægelse f. eks. omgangen med euforiserende stoffer, som for rastafaris vedkommende kommer til udtryk i en omfattende brug af marihuana. Men bortset fra holdningen til at ryge dette euforiserende stof er de mere lokale grene af bevægelsen stærkt konservativ i overenstemmelse med et stærkt fokus på det gamle testamente. Det giver sig især udtryk i mandschauvinisme og et had til homoseksuelle. Sørgeligt nok for rastafari repræsenterer en i bedste forstand sund maskulin kraft - blot mangler den altså et korrektiv i henseende til det selvreflekterende, som netop er Krishnamurtis force. Så for at gøre en lang historie kort, så berører eller repræsenterer Krishnamurti sønnens aspekt i den treenige struktur af Kristi genkomst, og rastafari repræsenter faderens aspekt af begrænset rækkevidde med mindre den går netop igennem sønnen.
Fjerde del
1.
Ved dannelsen af en ny regering efter valg til folketinget september 2011 skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds "Kristenheden Syvstjerne", som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menighed levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.
2.
Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.
3.
En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: "Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim", og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.
4.
Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: "i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem" idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: "Jeg ser ikke med mit øje men gennem det". Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.
5.
Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Der er meget de ikke har til fælles, men de har essensen til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?
6.
I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf - men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.
7.
Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.
tirsdag den 13. december 2011
Kom her og tilbed Gud
Kom her og tilbed Gud,
bruden byder dig indenfor;
ånden befaler kast frygten ud
og føl dig kun hjemme her.
Kom her, hvor Herren bor
og bese al hans overflod;
tag imod smulerne fra hans bord
og indvi selv dette sted.
Kom her i Jesu navn
og se op til det høje fjeld;
hvor Odin før sendte ud sin ravn
udspringer dit kildevæld.
http://hymntime.com/tch/htm/e/n/t/enterwor.htm
bruden byder dig indenfor;
ånden befaler kast frygten ud
og føl dig kun hjemme her.
Kom her, hvor Herren bor
og bese al hans overflod;
tag imod smulerne fra hans bord
og indvi selv dette sted.
Kom her i Jesu navn
og se op til det høje fjeld;
hvor Odin før sendte ud sin ravn
udspringer dit kildevæld.
http://hymntime.com/tch/htm/e/n/t/enterwor.htm
mandag den 12. december 2011
Nu lyser kloden op som en sol
Nu lyser kloden op som en sol,
et indre lys går fra pol til pol
og ud i verdensrummet,
bevæger sig gennem tid og rum
og når sin stjerne i Betlehem,
for tiden har sig krummet.
Fuldmånen stiger op over jord
oplyst i julenat af Guds ord,
som lyser over landet,
og skyerne danner kreds omkring
det bål, hvor hyrderne sad engang,
mens tiden gik og vandet.
Et billede på den hvide væg
af fiskerkoner foruden skæg,
som bjærger Jesusbarnet,
som var forsvundet i tidens løb
men nu er fanget i havets dyb
og viklet ud af garnet.
Selv solen smiler i søvnen sød
og skjuler sig i den mindste glød
dog set af himlens øje,
som også leder de vise mænd
fra fjerne egne til vores land
med dale her og høje.
Maria byder os indenfor,
hvor hun og Josef og barnet bor,
imens de er på farten;
hans øje åbnes for øjet blidt,
og lyset frigøres varmt og blødt
udover hele arten.
Fred lyser englene over jord
som frelseren ved sit nadverbord,
hvor han sig selv har givet,
og sagt, at én vil forråde ham,
og at det skal være en af dem,
som ham berøver livet.
Herodes sidder på borgen sin
og skumler over den søde vin,
som han har ladet skænke;
men den er ikke af Jesu blod,
og skønt han tømmer sit glas med flid,
så kan han ikke tænke.
Men Josef nu i Ægyptens skjul
med sin trolovede holder jul
i ly for hans soldater;
så vi i dag for vor frelses skyld
må knæle ned ved et kildevæld
af vin og små oblater.
Som manna daler fra himlen ned
hans legeme i sin kærlighed,
når kulden os betvinger;
han stod op af graven som en mand,
som sprang han ud af Marias lænd
og fløj på sine vinger.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/274/459
et indre lys går fra pol til pol
og ud i verdensrummet,
bevæger sig gennem tid og rum
og når sin stjerne i Betlehem,
for tiden har sig krummet.
Fuldmånen stiger op over jord
oplyst i julenat af Guds ord,
som lyser over landet,
og skyerne danner kreds omkring
det bål, hvor hyrderne sad engang,
mens tiden gik og vandet.
Et billede på den hvide væg
af fiskerkoner foruden skæg,
som bjærger Jesusbarnet,
som var forsvundet i tidens løb
men nu er fanget i havets dyb
og viklet ud af garnet.
Selv solen smiler i søvnen sød
og skjuler sig i den mindste glød
dog set af himlens øje,
som også leder de vise mænd
fra fjerne egne til vores land
med dale her og høje.
Maria byder os indenfor,
hvor hun og Josef og barnet bor,
imens de er på farten;
hans øje åbnes for øjet blidt,
og lyset frigøres varmt og blødt
udover hele arten.
Fred lyser englene over jord
som frelseren ved sit nadverbord,
hvor han sig selv har givet,
og sagt, at én vil forråde ham,
og at det skal være en af dem,
som ham berøver livet.
Herodes sidder på borgen sin
og skumler over den søde vin,
som han har ladet skænke;
men den er ikke af Jesu blod,
og skønt han tømmer sit glas med flid,
så kan han ikke tænke.
Men Josef nu i Ægyptens skjul
med sin trolovede holder jul
i ly for hans soldater;
så vi i dag for vor frelses skyld
må knæle ned ved et kildevæld
af vin og små oblater.
Som manna daler fra himlen ned
hans legeme i sin kærlighed,
når kulden os betvinger;
han stod op af graven som en mand,
som sprang han ud af Marias lænd
og fløj på sine vinger.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/274/459
mandag den 5. december 2011
Se på mig lille Guds menighed
Se på mig lille Guds menighed
igennem øjet og ikke med
og se det åbenbare,
hér er dit hjerte, hér er din ven,
jeg kommer også til dig igen
og lader ingen fare.
Sig frem, hvad hjertet er opfyldt af
til skyens konge: "Velsign min dag,
nu står du i min stue!"
Da flyver duen fra øjet dit,
når jeg i Paradis åbner mit
for duen min at skue.
Da springer korsets grene ud,
og æblerne plukkes ned af Gud,
og fuglene begynder
at synge, førend der bliver lys,
og hele skabelsens gang fornys
med alle sine ynder.
Tænk ikke mere på dommedag,
nu er den afløst af nat og dag
og arbejde og hvile;
af søvnen vågner du lykkelig
til dagen, som er vidunderlig,
så du kan sagtens smile.
Selv smiler kongen i nord og syd
til alle troendes store fryd,
til skræk for sol og måne,
hvis lys må blegne ved nat og dag
for nederlaget på dommens dag,
som ingen ville skåne.
Til skræk og rædsel, o menighed,
var dommens dag, som du sikkert ved
så godt som nogen synder;
han tøvede, indtil timen kom,
og nogen bryder sig ikke om,
hvad Herren selv begynder.
Du knæler ned i dit fadervor
og beder for det fortabte får
med Herrens eget mæle,
at det må finde sit eget hjem
et andet sted i Jerusalem
som hans de frelste sjæle.
Som Herren græd for Jerusalem,
dog nu han glæder sig over dem,
han under sine vinger
må give ly i sit ægteskab
med kirken, frelste fra dødens gab
ved tegnet fra Guds finger.
Da klinger klokken for første gang
bevæget dertil af jubelsang
for troen og beviset
på, at ved Gud op af graven stod
vor frelser selv på sin raske fod
og gik i Paradiset.
*
Nu lyser kloden op som en sol,
et indre lys går fra pol til pol
og ud i verdensrummet,
bevæger sig gennem tid og rum
og når sin stjerne i Betlehem,
for tiden har sig krummet.
Fuldmånen stiger op over jord
oplyst i julenat af Guds ord,
som lyser over landet,
og skyerne danner kreds omkring
det bål, hvor hyrderne sad engang,
mens tiden gik og vandet.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/274/459
igennem øjet og ikke med
og se det åbenbare,
hér er dit hjerte, hér er din ven,
jeg kommer også til dig igen
og lader ingen fare.
Sig frem, hvad hjertet er opfyldt af
til skyens konge: "Velsign min dag,
nu står du i min stue!"
Da flyver duen fra øjet dit,
når jeg i Paradis åbner mit
for duen min at skue.
Da springer korsets grene ud,
og æblerne plukkes ned af Gud,
og fuglene begynder
at synge, førend der bliver lys,
og hele skabelsens gang fornys
med alle sine ynder.
Tænk ikke mere på dommedag,
nu er den afløst af nat og dag
og arbejde og hvile;
af søvnen vågner du lykkelig
til dagen, som er vidunderlig,
så du kan sagtens smile.
Selv smiler kongen i nord og syd
til alle troendes store fryd,
til skræk for sol og måne,
hvis lys må blegne ved nat og dag
for nederlaget på dommens dag,
som ingen ville skåne.
Til skræk og rædsel, o menighed,
var dommens dag, som du sikkert ved
så godt som nogen synder;
han tøvede, indtil timen kom,
og nogen bryder sig ikke om,
hvad Herren selv begynder.
Du knæler ned i dit fadervor
og beder for det fortabte får
med Herrens eget mæle,
at det må finde sit eget hjem
et andet sted i Jerusalem
som hans de frelste sjæle.
Som Herren græd for Jerusalem,
dog nu han glæder sig over dem,
han under sine vinger
må give ly i sit ægteskab
med kirken, frelste fra dødens gab
ved tegnet fra Guds finger.
Da klinger klokken for første gang
bevæget dertil af jubelsang
for troen og beviset
på, at ved Gud op af graven stod
vor frelser selv på sin raske fod
og gik i Paradiset.
*
Nu lyser kloden op som en sol,
et indre lys går fra pol til pol
og ud i verdensrummet,
bevæger sig gennem tid og rum
og når sin stjerne i Betlehem,
for tiden har sig krummet.
Fuldmånen stiger op over jord
oplyst i julenat af Guds ord,
som lyser over landet,
og skyerne danner kreds omkring
det bål, hvor hyrderne sad engang,
mens tiden gik og vandet.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/274/459
lørdag den 3. december 2011
Se, julerosen vokser frem igen
Se, julerosen vokser frem igen
nu under løvet, som er vejret hen;
ude i haven planter du din fod
og står igen nøjagtig, hvor du stod.
Vær hilset frelser, lyder fra min mund
over min læbe fra mit hjertes grund,
du, som for mine synders skyld er død;
jeg beder dig om krummer fra dit brød.
Du er min konge fuld af kærlighed,
hersker almægtig over hvert et sted;
kom også her og bøj mit hjerte ned,
og lad det slå ved din barmhjertighed.
Du er det liv, ved hvilket vort er til,
og al vor vilje er det, som du vil;
skænk os ved troen og ved styrken din
i håndens bæger nu en dråbe vin.
Du har den sande, rene kærlighed
uden al hårdhed og ondskabsfuldhed;
giv os at nåden, som vi ser i dig,
vil overvælde os og rejse sig.
Vi har det håb, som du har plantet her,
hvor troen bygger på det gode ler;
Herre, lad kærligheden byde trods
til uretfærdighed og vær med os.
Kom nu og vis os, hvad din vilje er,
skjul vore palmer for os, når det sner;
træd selv i sneen med din rene fod
og vis os vej med dråber af dit blod.
Se, hvor du træder, vokser roser frem,
og vi os bøjer ned og plukker dem
for frit at tage blomsten med os hjem
i vores hjørne af Jerusalem.
Vers 2-6 efter "Je Te Salue Mon Certain Redempteur" Calvin 1545.
I greet Thee, who my sure Redeemer art,
My only trust and Savior of my heart,
Who pain didst undergo for my poor sake;
I pray Thee from our hearts all cares to take.
Thou art the King of mercy and of grace,
Reigning omnipotent in every place;
So come, O King, and our whole being sway;
Shine on us with the light of Thy pure day.
Thou art the life, by which alone we live,
And all our substance and our strength receive;
Sustain us by Thy faith and by Thy power,
And give us strength in every trying hour.
Thou hast the true and perfect gentleness,
No harshness hast Thou and no bitterness;
O grant to us the grace we find in Thee,
That we may dwell in perfect unity.
Our hope is in no other save in Thee;
Our faith is built upon Thy promise free;
Lord, give us peace, and make us calm and sure,
That in Thy strength we evermore endure.
http://www.cyberhymnal.org/htm/i/g/igreet.htm
nu under løvet, som er vejret hen;
ude i haven planter du din fod
og står igen nøjagtig, hvor du stod.
Vær hilset frelser, lyder fra min mund
over min læbe fra mit hjertes grund,
du, som for mine synders skyld er død;
jeg beder dig om krummer fra dit brød.
Du er min konge fuld af kærlighed,
hersker almægtig over hvert et sted;
kom også her og bøj mit hjerte ned,
og lad det slå ved din barmhjertighed.
Du er det liv, ved hvilket vort er til,
og al vor vilje er det, som du vil;
skænk os ved troen og ved styrken din
i håndens bæger nu en dråbe vin.
Du har den sande, rene kærlighed
uden al hårdhed og ondskabsfuldhed;
giv os at nåden, som vi ser i dig,
vil overvælde os og rejse sig.
Vi har det håb, som du har plantet her,
hvor troen bygger på det gode ler;
Herre, lad kærligheden byde trods
til uretfærdighed og vær med os.
Kom nu og vis os, hvad din vilje er,
skjul vore palmer for os, når det sner;
træd selv i sneen med din rene fod
og vis os vej med dråber af dit blod.
Se, hvor du træder, vokser roser frem,
og vi os bøjer ned og plukker dem
for frit at tage blomsten med os hjem
i vores hjørne af Jerusalem.
Vers 2-6 efter "Je Te Salue Mon Certain Redempteur" Calvin 1545.
I greet Thee, who my sure Redeemer art,
My only trust and Savior of my heart,
Who pain didst undergo for my poor sake;
I pray Thee from our hearts all cares to take.
Thou art the King of mercy and of grace,
Reigning omnipotent in every place;
So come, O King, and our whole being sway;
Shine on us with the light of Thy pure day.
Thou art the life, by which alone we live,
And all our substance and our strength receive;
Sustain us by Thy faith and by Thy power,
And give us strength in every trying hour.
Thou hast the true and perfect gentleness,
No harshness hast Thou and no bitterness;
O grant to us the grace we find in Thee,
That we may dwell in perfect unity.
Our hope is in no other save in Thee;
Our faith is built upon Thy promise free;
Lord, give us peace, and make us calm and sure,
That in Thy strength we evermore endure.
http://www.cyberhymnal.org/htm/i/g/igreet.htm
torsdag den 1. december 2011
Salme 19
1 For korlederen. Salme af David.
Nu vil himlen selv fortælle
om Guds store herlighed,
som i ungdom og i ælde
i dit sind vil vare ved.
Dag for dag det vil forkynde,
nat vil hviske det til nat,
mynde sige det til mynde,
kat fortælle det til kat.
Ingen lader røsten lyde
uden ordet klinger med,
ingen over støvet byde
uden ved Guds kærlighed.
*
v2 Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk;
v3 dag forkynder det til dag,
nat kundgør det til nat.
v4 Der lyder ingen ord, ingen tale,
uden at deres røst høres;
v5 deres røst når ud over hele jorden,
deres ord til verdens ende.
På himlen har han rejst et telt til solen,
v6 den går som en brudgom ud af sit kammer,
den gennemløber sin bane glad som en helt.
v7 Fra himlens ene ende går den ud
og når rundt til den anden,
intet er skjult for dens glød.
v8 Herrens lov er fuldkommen,
den styrker sjælen.
Herrens vidnesbyrd står fast,
det giver den uerfarne visdom.
v9 Herrens forordninger er retskafne,
de glæder hjertet.
Herrens befaling er ægte,
den giver øjnene glans.
v10 Herrens ord er rent,
det består til evig tid.
Herrens bud er sandhed,
de er alle retfærdige.
v11 De er mere kostbare end guld,
end det reneste guld i mængde,
de er sødere end honning,
end flydende honning.
v12 Din tjener lader sig advare af dem,
der er stor løn ved at holde dem.
v13 Hvem lægger mærke til uforsætlige synder?
Rens mig for skjulte synder!
v14 Skån også din tjener for de overmodige,
lad dem ikke få magt over mig!
Da er jeg udadlelig
og uden skyld i grov overtrædelse.
v15 Tag nådigt imod min munds ord
og mit hjertes tanke,
Herre, min klippe og forløser!
Nu vil himlen selv fortælle
om Guds store herlighed,
som i ungdom og i ælde
i dit sind vil vare ved.
Dag for dag det vil forkynde,
nat vil hviske det til nat,
mynde sige det til mynde,
kat fortælle det til kat.
Ingen lader røsten lyde
uden ordet klinger med,
ingen over støvet byde
uden ved Guds kærlighed.
*
v2 Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk;
v3 dag forkynder det til dag,
nat kundgør det til nat.
v4 Der lyder ingen ord, ingen tale,
uden at deres røst høres;
v5 deres røst når ud over hele jorden,
deres ord til verdens ende.
På himlen har han rejst et telt til solen,
v6 den går som en brudgom ud af sit kammer,
den gennemløber sin bane glad som en helt.
v7 Fra himlens ene ende går den ud
og når rundt til den anden,
intet er skjult for dens glød.
v8 Herrens lov er fuldkommen,
den styrker sjælen.
Herrens vidnesbyrd står fast,
det giver den uerfarne visdom.
v9 Herrens forordninger er retskafne,
de glæder hjertet.
Herrens befaling er ægte,
den giver øjnene glans.
v10 Herrens ord er rent,
det består til evig tid.
Herrens bud er sandhed,
de er alle retfærdige.
v11 De er mere kostbare end guld,
end det reneste guld i mængde,
de er sødere end honning,
end flydende honning.
v12 Din tjener lader sig advare af dem,
der er stor løn ved at holde dem.
v13 Hvem lægger mærke til uforsætlige synder?
Rens mig for skjulte synder!
v14 Skån også din tjener for de overmodige,
lad dem ikke få magt over mig!
Da er jeg udadlelig
og uden skyld i grov overtrædelse.
v15 Tag nådigt imod min munds ord
og mit hjertes tanke,
Herre, min klippe og forløser!
søndag den 27. november 2011
Vinterhalvår
Sommeren har strakt sig
september, oktober.
Mørket falder blidt omkring
lys i vore struber.
Vinteren har bredt sig
november, december.
Sneen falder tæt omkring
lys i gadens lamper.
Himmelen har skjult sig
januar, februar.
Blikket falder blødt omkring
lys i Jesu ar.
september, oktober.
Mørket falder blidt omkring
lys i vore struber.
Vinteren har bredt sig
november, december.
Sneen falder tæt omkring
lys i gadens lamper.
Himmelen har skjult sig
januar, februar.
Blikket falder blødt omkring
lys i Jesu ar.
tirsdag den 22. november 2011
Hør nu blot profetens stemme
Hør nu blot profetens stemme,
som Guds tale kan fornemme,
hvor du selv er stum;
kun Esajas skal forkynde
dig med al sin magt og ynde
evangelium.
For det bud, som du har krænket,
har så rigelig jeg skænket
malurt i din kop,
at jeg nu vil åbenbare
i mit eget ord det klare
nåde, dobbelt op.
Herrens veje stille finder
ned fra høje bjerges tinder
til den dybe dal
som en flod, der fri sig bugter
fanget i de dybe slugter
ud til havets hval.
Alle bølger skal forsvinde
sammen med det mindste minde
om det gode liv;
men et skib skal klare pynten,
når vi bare slipper mønten
i det dybe hav.
Herren vil nu selv betræde
kajen til de andres glæde
i en fremmed havn;
men han kommer blidt tilbage
til os i de korte dage,
blidt i Jesu navn.
Efter Esajas 40,1-8.
som Guds tale kan fornemme,
hvor du selv er stum;
kun Esajas skal forkynde
dig med al sin magt og ynde
evangelium.
For det bud, som du har krænket,
har så rigelig jeg skænket
malurt i din kop,
at jeg nu vil åbenbare
i mit eget ord det klare
nåde, dobbelt op.
Herrens veje stille finder
ned fra høje bjerges tinder
til den dybe dal
som en flod, der fri sig bugter
fanget i de dybe slugter
ud til havets hval.
Alle bølger skal forsvinde
sammen med det mindste minde
om det gode liv;
men et skib skal klare pynten,
når vi bare slipper mønten
i det dybe hav.
Herren vil nu selv betræde
kajen til de andres glæde
i en fremmed havn;
men han kommer blidt tilbage
til os i de korte dage,
blidt i Jesu navn.
Efter Esajas 40,1-8.
En uomgængelig vækst
Ved dannelsen af en ny regering efter det seneste valg til folketinget skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds "Kristenheden Syvstjerne", som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menighed levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.
Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.
En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: "Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim", og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.
Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: "i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem" idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: "Jeg ser ikke med mit øje men gennem det". Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.
Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Der er meget de ikke har til fælles, men de har essensen til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?
I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf - men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.
Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.
************************
Jeg underviser en gang om ugen på et skriveværksted, og her det er altid en udfordring at finde på en god skriveøvelse. En dag valgte jeg den enkle øvelse, der blot hed: Skriv om et cafébesøg. Jeg skrev også selv en besvarelse, og jeg tog udgangspunkt i et såkaldt go-card, som jeg en dag havde taget på en café: Kortet gengav Moses med de ti bud, og her er min besvarelse: Pludselig kommer Moses ud fra det lille hus med de ti bud. Han har vinger i panden og ved om noget, der hverken smager eller lugter, er til at tage at føle på eller kan ses eller høres. Han ligner en fugl, der flakser igennem cafeen, mens han klatter af skræk! Men i hver fugleklat står der, hvis man tager den nøjere i øjesyn, et lille bud. Her er de ti bud: Indtag opbyggelig føde. Drop google. Se dig omkring. Husk kærlighed. Slap af. Don´t think. Rør dig. Overstrøm sanserne. Uddriv gamle spøgelser. Foren venner, liv, værk. Dette er ganske vist ikke de ti bud, som vi kender dem. De stod i stedet på det postkort, som også har inspireret mig til foranstillede lille fantasi.
Men at der er tale om ti andre bud, som kun til en vis grad falder sammen med de originale, giver anledning til at overveje, hvad et bud egentlig er for en størrelse? Det specielle ved et bud er, at det ikke spørger, hvad vi selv synes. Det siger bare, hvad vi skal. Det sjette bud spørger ikke, om du er for eller imod prostitution. Det siger bare, du må ikke! På den måde gør budet os fortrolig med en vilje, der er større end vor egen. Det er sekundært hvad budet siger, det primære er, at det lyder. Et bud kan være helt hen i vejret og påstå, at det er en synd at spise sennep eller svinekød. Det betyder mindre, for budets vigtigste funktion er at signalere, at Gud er enerådende. Men så er der med ét en stemme, der råber i ørkenen, at nu er det nok! Nu har Gud straffet os for den ene og anden overtrædelse alt for længe. Gør plads for den, der skal komme, lyder det. Nu er det ikke længere en kræsen profet, der sætter dagsordenen. Nu er det Esajas, der varsler Guds tilgivende nåde.
Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.
En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: "Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim", og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.
Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: "i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem" idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: "Jeg ser ikke med mit øje men gennem det". Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.
Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Der er meget de ikke har til fælles, men de har essensen til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?
I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf - men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.
Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.
************************
Jeg underviser en gang om ugen på et skriveværksted, og her det er altid en udfordring at finde på en god skriveøvelse. En dag valgte jeg den enkle øvelse, der blot hed: Skriv om et cafébesøg. Jeg skrev også selv en besvarelse, og jeg tog udgangspunkt i et såkaldt go-card, som jeg en dag havde taget på en café: Kortet gengav Moses med de ti bud, og her er min besvarelse: Pludselig kommer Moses ud fra det lille hus med de ti bud. Han har vinger i panden og ved om noget, der hverken smager eller lugter, er til at tage at føle på eller kan ses eller høres. Han ligner en fugl, der flakser igennem cafeen, mens han klatter af skræk! Men i hver fugleklat står der, hvis man tager den nøjere i øjesyn, et lille bud. Her er de ti bud: Indtag opbyggelig føde. Drop google. Se dig omkring. Husk kærlighed. Slap af. Don´t think. Rør dig. Overstrøm sanserne. Uddriv gamle spøgelser. Foren venner, liv, værk. Dette er ganske vist ikke de ti bud, som vi kender dem. De stod i stedet på det postkort, som også har inspireret mig til foranstillede lille fantasi.
Men at der er tale om ti andre bud, som kun til en vis grad falder sammen med de originale, giver anledning til at overveje, hvad et bud egentlig er for en størrelse? Det specielle ved et bud er, at det ikke spørger, hvad vi selv synes. Det siger bare, hvad vi skal. Det sjette bud spørger ikke, om du er for eller imod prostitution. Det siger bare, du må ikke! På den måde gør budet os fortrolig med en vilje, der er større end vor egen. Det er sekundært hvad budet siger, det primære er, at det lyder. Et bud kan være helt hen i vejret og påstå, at det er en synd at spise sennep eller svinekød. Det betyder mindre, for budets vigtigste funktion er at signalere, at Gud er enerådende. Men så er der med ét en stemme, der råber i ørkenen, at nu er det nok! Nu har Gud straffet os for den ene og anden overtrædelse alt for længe. Gør plads for den, der skal komme, lyder det. Nu er det ikke længere en kræsen profet, der sætter dagsordenen. Nu er det Esajas, der varsler Guds tilgivende nåde.
Stjernerne flyver over det hele
Stjernerne flyver over det hele,
ligesom støvet ikke vil stå
stille i luften i tusinde dele
sprængt af det tindrende glasklare blå.
ligesom støvet ikke vil stå
stille i luften i tusinde dele
sprængt af det tindrende glasklare blå.
lørdag den 19. november 2011
Langt inde i hjertet
Langt inde i hjertet
af køn og politik
har enhjørningen rørt
ved en skål af keramik.
Langt ude i skoven
med pis og papir
er skovsvinet spist
af sin egen tapir.
Langt højere bjerge
så hvide som sne
har englene lovet
os, at vi skal se.
Langt inde i mørket
i Worms kabinet
er narhvalen vokset
af Kristi skelet.
af køn og politik
har enhjørningen rørt
ved en skål af keramik.
Langt ude i skoven
med pis og papir
er skovsvinet spist
af sin egen tapir.
Langt højere bjerge
så hvide som sne
har englene lovet
os, at vi skal se.
Langt inde i mørket
i Worms kabinet
er narhvalen vokset
af Kristi skelet.
onsdag den 16. november 2011
Natten bliver brudt
Natten bliver brudt af en dråbe,
der falder ned mod den lukkede jord.
Mørket bliver svækket men holder sig sort,
så vi ikke kan se, det forgår.
Jorden er vædet og våd af regn,
og frøet føler sig frit.
Det er umuligt at vente andet
end solens komme blidt.
Æblerne ligger i græsset
og sover under det nøgne træ.
Pludselig falder jeg over dem
og lander på mine knæ.
Katten bliver ramt af en kugle
og falder om på den blødende jord.
Mørket slår flænger og kommer til kort,
så vi ikke kan se, hvor det går.
der falder ned mod den lukkede jord.
Mørket bliver svækket men holder sig sort,
så vi ikke kan se, det forgår.
Jorden er vædet og våd af regn,
og frøet føler sig frit.
Det er umuligt at vente andet
end solens komme blidt.
Æblerne ligger i græsset
og sover under det nøgne træ.
Pludselig falder jeg over dem
og lander på mine knæ.
Katten bliver ramt af en kugle
og falder om på den blødende jord.
Mørket slår flænger og kommer til kort,
så vi ikke kan se, hvor det går.
tirsdag den 15. november 2011
Prædiken til 3. søndag i advent 2011
11-12-2011
Tekstrække: ANDEN RÆKKE
* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80
December 9
Can we discover for ourselves what is the religious mind? The scientist in his laboratory
is really a scientist; he is not persuaded by his nationalism, by his fears, by his vanities,
ambitions, and local demands; there, he is merely investigating. But outside the
laboratory, he is like anybody else with his prejudices, with his ambitions, with his
nationality, with his vanities, with his jealousies, and all the rest of it. Such a mind cannot
approach the religious mind. The religious mind does not function from a center of
authority, whether it is accumulated knowledge as tradition, or it is experience—which is
really the continuation of tradition, the continuation of conditioning. The religious spirit
does not think in terms of time, the immediate results, the immediate reformation within
the pattern of society....We said the religious mind is not a ritualistic mind; it does not
belong to any church, to any group, to any pattern of thinking. The religious mind is the
mind that has entered into the unknown, and you can not come to the unknown except by
jumping; you cannot carefully calculate and enter the unknown. The religious mind is the
real revolutionary mind, and the revolutionary mind is not a reaction to what has been.
The religious mind is really explosive, creative—not in the accepted sense of the word
creative, as in a poem, decoration, or building, as in architecture, music, poetry, and all
the rest of it—it is in a state of creation.
Tekstrække: ANDEN RÆKKE
* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80
December 9
Can we discover for ourselves what is the religious mind? The scientist in his laboratory
is really a scientist; he is not persuaded by his nationalism, by his fears, by his vanities,
ambitions, and local demands; there, he is merely investigating. But outside the
laboratory, he is like anybody else with his prejudices, with his ambitions, with his
nationality, with his vanities, with his jealousies, and all the rest of it. Such a mind cannot
approach the religious mind. The religious mind does not function from a center of
authority, whether it is accumulated knowledge as tradition, or it is experience—which is
really the continuation of tradition, the continuation of conditioning. The religious spirit
does not think in terms of time, the immediate results, the immediate reformation within
the pattern of society....We said the religious mind is not a ritualistic mind; it does not
belong to any church, to any group, to any pattern of thinking. The religious mind is the
mind that has entered into the unknown, and you can not come to the unknown except by
jumping; you cannot carefully calculate and enter the unknown. The religious mind is the
real revolutionary mind, and the revolutionary mind is not a reaction to what has been.
The religious mind is really explosive, creative—not in the accepted sense of the word
creative, as in a poem, decoration, or building, as in architecture, music, poetry, and all
the rest of it—it is in a state of creation.
onsdag den 9. november 2011
Jesus, milde frelser
Jesus, milde frelser,
du er i os nu,
fyld os med din godhed,
kom vor synd i hu.
Fyld med nådegaver
hvert et hjerterum,
og lad os bevare
evangelium.
Hvordan kan vi takke
dig for gaven god,
som du nådig skænker
af din overflod!
Se, hvor rosen folder
sig ud af vor skam
med en duft af nåde
i Jerusalem.
Efter "Jesu, gentlest Savior", Frederick W. Faber, 1854.
Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/j/g/jgsavior.htm
du er i os nu,
fyld os med din godhed,
kom vor synd i hu.
Fyld med nådegaver
hvert et hjerterum,
og lad os bevare
evangelium.
Hvordan kan vi takke
dig for gaven god,
som du nådig skænker
af din overflod!
Se, hvor rosen folder
sig ud af vor skam
med en duft af nåde
i Jerusalem.
Efter "Jesu, gentlest Savior", Frederick W. Faber, 1854.
Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/j/g/jgsavior.htm
søndag den 6. november 2011
Nu er der mørke igen i sind
Nu er der mørke igen i sind,
jeg så dog sommeren komme;
den var så sær, at jeg glemte helt
at elske den, før den var omme.
Nu lyser koglerne stille op
i træets øverste grene;
i midten sidder de mere spredt,
og nederst sidder en alene.
Nu tages træet i stuen ind,
så det kan fryde vort øje
med pynt og gaver og tændte lys,
der sænkede sig fra det høje.
Nu er der glæde igen i sind,
jeg ved dog vinteren kommer;
den kom i går, og nu er den her
med hænderne i sine lommer.
Nu står jeg stille i al den sne,
som himlen vil mig forunde;
nu når den mig op til mine knæ,
men se, Gud, jeg kan sagtens bunde.
jeg så dog sommeren komme;
den var så sær, at jeg glemte helt
at elske den, før den var omme.
Nu lyser koglerne stille op
i træets øverste grene;
i midten sidder de mere spredt,
og nederst sidder en alene.
Nu tages træet i stuen ind,
så det kan fryde vort øje
med pynt og gaver og tændte lys,
der sænkede sig fra det høje.
Nu er der glæde igen i sind,
jeg ved dog vinteren kommer;
den kom i går, og nu er den her
med hænderne i sine lommer.
Nu står jeg stille i al den sne,
som himlen vil mig forunde;
nu når den mig op til mine knæ,
men se, Gud, jeg kan sagtens bunde.
fredag den 4. november 2011
Jehova er mit lys
Jehova er mit lys,
og saligheden nær,
mig skræmmer intet nys
og undersøisk skær.
Når Gud er min styrke, værner mit liv,
så løfter sig min sjæl fri af verdens kiv.
Hvem ondt i sinde har
og gør mig til et fjog,
skal selv stå frem som nar
og være nok så klog.
I krydsilden står jeg helt uden skam,
fordi der er jeg plantet engang af ham.
Min fordring dyb og ren
og nu min ene bøn
og ingen uden én:
At bo hos dig i løn.
Jehova at skue syn imod syn
og templet at udforske med sol og lyn.
Når bølgen om mig slår,
og rædsler står i kø,
så gumler som et får
i folden jeg på hø.
Min hyrde mig tager ind i sit telt
til stormen er forbi, og her er jeg talt.
Opløftet på hans arm,
hvor fjender ej kan nå,
omend i krigens larm
skal sangens trille slå.
Usynlig jeg synger skjult i et træ,
Jehovas navn skal klinge i ny og næ.
Jehova hør mit råb
og svar mig på min bøn,
jeg ser dig i min dåb
i lyset af din søn.
Du skjuler dig ikke for tjener din
men skænker mig dit kød ud i brød og vin.
Jeg selv forlod mit land
og hjem og hele slægt,
gik ned med mus og mand,
kom flot i dåbens pagt.
Jehova mig fører over sit hav
igennem dødens dal og ud af min grav.
Jehova fører mig
igennem fjendens lejr
ad vejen frem til dig
i storm og al slags vejr.
Om vidnerne lyver og øver vold,
det rører ikke mig i frelsers sold!
Jehova skuer jeg
i godhed og i pragt,
og livet er en leg,
som sangeren har sagt.
De levendes land sig breder på jord,
Jehovas navn det kroner i sangens ord.
Efter Salme 27.
Melodi : http://www.cyberhymnal.org/htm/j/i/jimlight.htm
og saligheden nær,
mig skræmmer intet nys
og undersøisk skær.
Når Gud er min styrke, værner mit liv,
så løfter sig min sjæl fri af verdens kiv.
Hvem ondt i sinde har
og gør mig til et fjog,
skal selv stå frem som nar
og være nok så klog.
I krydsilden står jeg helt uden skam,
fordi der er jeg plantet engang af ham.
Min fordring dyb og ren
og nu min ene bøn
og ingen uden én:
At bo hos dig i løn.
Jehova at skue syn imod syn
og templet at udforske med sol og lyn.
Når bølgen om mig slår,
og rædsler står i kø,
så gumler som et får
i folden jeg på hø.
Min hyrde mig tager ind i sit telt
til stormen er forbi, og her er jeg talt.
Opløftet på hans arm,
hvor fjender ej kan nå,
omend i krigens larm
skal sangens trille slå.
Usynlig jeg synger skjult i et træ,
Jehovas navn skal klinge i ny og næ.
Jehova hør mit råb
og svar mig på min bøn,
jeg ser dig i min dåb
i lyset af din søn.
Du skjuler dig ikke for tjener din
men skænker mig dit kød ud i brød og vin.
Jeg selv forlod mit land
og hjem og hele slægt,
gik ned med mus og mand,
kom flot i dåbens pagt.
Jehova mig fører over sit hav
igennem dødens dal og ud af min grav.
Jehova fører mig
igennem fjendens lejr
ad vejen frem til dig
i storm og al slags vejr.
Om vidnerne lyver og øver vold,
det rører ikke mig i frelsers sold!
Jehova skuer jeg
i godhed og i pragt,
og livet er en leg,
som sangeren har sagt.
De levendes land sig breder på jord,
Jehovas navn det kroner i sangens ord.
Efter Salme 27.
Melodi : http://www.cyberhymnal.org/htm/j/i/jimlight.htm
torsdag den 3. november 2011
tirsdag den 1. november 2011
Kære tilfælde og skæbne
Kære tilfælde og skæbne,
som kan helvede afvæbne,
og derved har sprunget rammen,
hver gang I har fundet sammen,
ved at gøre, hvad I kan.
Hvad har I i verden fundet,
som har gerningen begrundet
at tilgive vore synder,
så igen hver dag begynder
med at give elgen navn?
Hvor den springer over hegnet
og har afstanden beregnet
herfra og til Paradiset,
selv om det endnu er diset
i den årle morgenstund!
Her, hvor dagen rolig skrider
frem med sine egne tider,
er der tid til at meddele
dele af det store hele,
som vi nu må deles om.
Det er kærlighedens under,
som i lediggangens stunder
vælder ud på vej og stræde
for at fylde os med glæde
ved at døbe os deri.
Lad mig dø igennem dåben,
lad mig strække mine våben
ned i kærlighedens milde
uudslukkelige kilde
som et moseoffer før.
Giv mig redskaber tilbage,
så jeg alle mine dage
kun skal grave og henrive,
kun skal skabe og gengive
jeres dybe sammenhæng.
Den skal for mit øje stråle,
den skal sig med døden måle,
så når øjet selv skal briste,
skal jeg ikke synet miste
men se, hvor I nu er skjult.
Ja, jeg ser, hvor vejen ender,
når jeg al min synd bekender
og går klædt i nådens frakke
og hvert åndedrag må takke
jer her i Jerusalem.
som kan helvede afvæbne,
og derved har sprunget rammen,
hver gang I har fundet sammen,
ved at gøre, hvad I kan.
Hvad har I i verden fundet,
som har gerningen begrundet
at tilgive vore synder,
så igen hver dag begynder
med at give elgen navn?
Hvor den springer over hegnet
og har afstanden beregnet
herfra og til Paradiset,
selv om det endnu er diset
i den årle morgenstund!
Her, hvor dagen rolig skrider
frem med sine egne tider,
er der tid til at meddele
dele af det store hele,
som vi nu må deles om.
Det er kærlighedens under,
som i lediggangens stunder
vælder ud på vej og stræde
for at fylde os med glæde
ved at døbe os deri.
Lad mig dø igennem dåben,
lad mig strække mine våben
ned i kærlighedens milde
uudslukkelige kilde
som et moseoffer før.
Giv mig redskaber tilbage,
så jeg alle mine dage
kun skal grave og henrive,
kun skal skabe og gengive
jeres dybe sammenhæng.
Den skal for mit øje stråle,
den skal sig med døden måle,
så når øjet selv skal briste,
skal jeg ikke synet miste
men se, hvor I nu er skjult.
Ja, jeg ser, hvor vejen ender,
når jeg al min synd bekender
og går klædt i nådens frakke
og hvert åndedrag må takke
jer her i Jerusalem.
lørdag den 29. oktober 2011
Den glans af himlens stråleglans
Den glans af himlens stråleglans,
som tændes i en adventskrans,
er den forklarelse, som fandt
sted på bjerget, og det er sandt.
Lad hver en tid forkynde selv
for sig om jord og himmelhvælv,
om Moses og Elias, der
sig møde lod af Herren her.
Som vidner til den nåde stor,
som gik omkring på vores jord,
stod loven og profeten selv,
da røsten i det høje skjalv.
Med klæder hvidere end sne
og ansigtet, som vi kan se,
har Jesus vist sin herlighed
til englene med kærlighed.
Det syn, hvis hemmelige bud
får engle til at tro på Gud
og mennesker på dommens dag
til at tone det rene flag.
O Gud som fader, Gud som søn,
og Gud som helligånd og bøn,
forund os i din nåde stor
at se dit ansigt i dit ord.
Forund os i din adventskrans
at se dit riges stråleglans
forøges i det lille hjem
for hyrderne ved Betlehem.
Vers 1-7 efter: Jean B. de Santeüil, 1686 (Coelestis aulae principes) og Richard E. Roberts, 1906.
som tændes i en adventskrans,
er den forklarelse, som fandt
sted på bjerget, og det er sandt.
Lad hver en tid forkynde selv
for sig om jord og himmelhvælv,
om Moses og Elias, der
sig møde lod af Herren her.
Som vidner til den nåde stor,
som gik omkring på vores jord,
stod loven og profeten selv,
da røsten i det høje skjalv.
Med klæder hvidere end sne
og ansigtet, som vi kan se,
har Jesus vist sin herlighed
til englene med kærlighed.
Det syn, hvis hemmelige bud
får engle til at tro på Gud
og mennesker på dommens dag
til at tone det rene flag.
O Gud som fader, Gud som søn,
og Gud som helligånd og bøn,
forund os i din nåde stor
at se dit ansigt i dit ord.
Forund os i din adventskrans
at se dit riges stråleglans
forøges i det lille hjem
for hyrderne ved Betlehem.
Vers 1-7 efter: Jean B. de Santeüil, 1686 (Coelestis aulae principes) og Richard E. Roberts, 1906.
torsdag den 20. oktober 2011
søndag den 16. oktober 2011
Tordenskjoldskaden
Der findes vandskade og knæskade
og husskade og skovskade
og tordenskjoldskade og schleppegrellskade;
og der findes skovsvin og vildsvin
og hængebugsvin og hverdagsvin
til 65 kroner for tre liter i Irma.
og husskade og skovskade
og tordenskjoldskade og schleppegrellskade;
og der findes skovsvin og vildsvin
og hængebugsvin og hverdagsvin
til 65 kroner for tre liter i Irma.
tirsdag den 11. oktober 2011
Lysets engel for mig står
Se, hvor solen går i ring
og igennem hegnet,
vokser sognet i et spring
ind i nabosognet.
Lysets engel for mig står
ikke fra det høje,
men af jorden genopstår
glansen for mit øje.
Stråleglansen skaber fred
mellem mand og minde,
og den skaber kærlighed
mellem mand og kvinde.
Lysets engel for mig går
sine egne veje
gennem livet og vedgår
arv og gæld og eje.
Tro og håb og kærlighed
viser sig til fulde,
når vi i din herlighed
ligger under mulde.
Lysets engel for mig står
ikke fra det høje,
men af jorden genopstår
glansen i mit øje.
Liv og død og lyst og nød
er i stue sammen
her og nu i vin og brød
ved bordenden. Amen.
og igennem hegnet,
vokser sognet i et spring
ind i nabosognet.
Lysets engel for mig står
ikke fra det høje,
men af jorden genopstår
glansen for mit øje.
Stråleglansen skaber fred
mellem mand og minde,
og den skaber kærlighed
mellem mand og kvinde.
Lysets engel for mig går
sine egne veje
gennem livet og vedgår
arv og gæld og eje.
Tro og håb og kærlighed
viser sig til fulde,
når vi i din herlighed
ligger under mulde.
Lysets engel for mig står
ikke fra det høje,
men af jorden genopstår
glansen i mit øje.
Liv og død og lyst og nød
er i stue sammen
her og nu i vin og brød
ved bordenden. Amen.
mandag den 10. oktober 2011
Y som i Ydby
I det øjeblik jeg går ud ad døren,
hører jeg en fjern "bjæffen".
Kort efter
flyver en flok gæs forbi
i fin form.
I form af et lille y.
Som i Ydby.
hører jeg en fjern "bjæffen".
Kort efter
flyver en flok gæs forbi
i fin form.
I form af et lille y.
Som i Ydby.
Bjælden i øjet
Jeg sørger altid for
at have en drøvtyggende ko
med i billedet.
Det giver ro.
Her ligger den
midt i det hele
for alle at se.
Badet i århundreders sol.
Nu rejser den sig
og forsvinder
i sæteren.
Med sin klokke
eller bjælde,
det rimer
på fjelde.
Deroppe i Norge.
at have en drøvtyggende ko
med i billedet.
Det giver ro.
Her ligger den
midt i det hele
for alle at se.
Badet i århundreders sol.
Nu rejser den sig
og forsvinder
i sæteren.
Med sin klokke
eller bjælde,
det rimer
på fjelde.
Deroppe i Norge.
torsdag den 6. oktober 2011
Døden som velgerning
Prædiken til 21. søndag efter trinitatis
I dette efterår er der for mig sket det, at jeg er flyttet. Jeg er flyttet tilbage fra kolonihaven; men jeg er også flyttet sammen med min kæreste. Vi har fået skilt på døren, og mit skrivebord har fået selskab af hendes klaver. Min kat har lagt sig i hendes skød. Jeg vil anvende ordet 'at flytte' ved siden af ordet 'at omvende sig'. At omvende sig angiver at skifte sind, hvorimod at flytte angiver at skifte bopæl. Forskellen er, at forandringen i det første tilfælde sker i det indre og i det andet i det ydre. Det indre går forud for det ydre, men det ydre følger efter det indre. Det første Jesus siger, da han træder frem som forkynder hos Markus er ordene "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!" Det kan lyde som om, at det at omvende sig og det at tro på evangeliet to måder at sige det samme på, men det er det ikke. At omvende sig er at forelske sig. At tro er at flytte.
Fortællingen i Anden Kongebog om aramæerkongens hærfører Na'aman er et godt eksempel på denne forskel mellem det første og det andet skridt. Den respekterede hærfører er blevet syg, og der er ingen umiddelbar udsigt til helbredelse for den alvorlige sygdom. Men hans kone har en tjenestepige, om hvem vi hører, at aramæerne engang havde bortført hende under et indfald i Israel. Nu er hun åbenbart faldet så godt til i sin påtvungne eksil, at hun nærer omsorg for sin nye herre. Nu siger hun: "Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!" Selv om den israelske pige, som her optræder uden navn, er blevet bortført, og slet ikke har ønsket at være slave hos aramæerne, har hun valgt at lade sig flytte. Hun har valgt at tro. Nu er det denne tro, der er virksom i forhold til hendes nye herre, aramæeren Na'aman, som er blevet syg.
Det er profeten Elisa, hvorom der er tale, og den aramæiske hærfører er ikke sen til at følge et godt råd, og han drager afsted belæsset med gaver til profeten som betaling for den forventede helbredelse. Gaver som betaling, sagde jeg. Men sådan opfører den syge hærfører sig. Halvhjertet. Det viser sig også, at da profeten befaler ham at bade syv gange i den beskedne Jordanflod, afviser han det som latterligt, for de har større og dejligere floder derhjemme. Hvorfor skulle han lade sig dirigere til at opføre sig fjollet, fordi han er syg. Men hans tjenere har mere respekt for Elisas mærkelige påbud, og de overtaler deres herre til at give sig ind under lægens autoritet og følge hans råd fuld ud. Da han gør det, bliver han rask. Derefter vender Na'aman tilbage til Elisa ikke bare for at sige tak men også for at bekende sin tro. Sin gave kommer han også af med, men nu er det ikke som betaling til Elisa. Nu er det som gave til Gud.
Tro er ikke alene noget indre men også noget ydre. Tro er adfærd. Det er som Paulus skriver i brevet til efeserne at iføre sig Guds fulde rustning. Sandhed er et bælte om lænden og retfærdighed er en brynje. Villighed til at forkynde evangeliet er sko på fødderne, og troen er et skjold. Frelsen er en hjelm, og den hellige ånd er et sværd. Således udrustet skal vi bekæmpe det onde i enhver synlig og usynlig skikkelse. Vi skal ikke granske vore hjerter og nyrer. Vi skal arbejde og bede, være foretagsomme. Vi prædiker ikke ikke-vold. Vi prædiker at skabe Guds menighed som Gud skabte verden ved at skabe liv. Ikke-vold skubber volden ind under gulvtæppet, og der bliver en vold. Skabelse udfolder kraften, så vi har noget at være fælles om. Vi mennesker har intet overhovedet tilfælles uden det vi skaber sammen. Men det, vi skaber sammen er vores rustning. I det er vort sværd og vor hjelm, vort skjold og vore sko på fødderne. Deri er vi usårlige, og deri ligger vor styrke.
Der blevet spurgt, om vi som forskellige kristne i verden overhovedet kan genkende hinanden. Svaret på det spørgsmål er, at det kan vi kun, hvis vi skaber noget sammen, for kun i det, som vi har skabt sammen, kan vi genkende hinanden. Vi kan være nok så forskellige, og det er vi, men skaber vi noget sammen, genkender vi og kender vi hinanden. Men at skabe noget sammen med andre kræver, at man giver slip på sine fordomme både om andre og om sig selv. I historien om den kirkelige embedsmand, hvis kirke ligger syg i Kapernaum, hører vi om et menneske, der er i stand til at give slip på sine fordomme om sig selv. Han tilhører uden tvivl det bedre borgerskab - og nu beder han Jesus om hjælp! Jesus selv er smækfuld af fordomme, og da den fremmede beder om hjælp til sin syge søn, oplever han det bare som en ønske om at se et mirakel, og først da faderen siger "Skynd dig! inden min søn dør", sker der et gennembrud, og Jesus svarer ham: "Gå hjem! din søn lever".
Vi har fordomme om alt, også om døden. Hvorfra ved vi, hvad døden er, og hvorfor frygter vi den? Hos Krishnamurti møder vi en opfattelse af døden som kendsgerning også eller måske især i andre sammenhænge end den sammenhæng døden optræder i i forbindelse med alder og sygdom eller ulykke. Døden er i virkeligheden noget andet, end det vi møder i disse sammenhænge. At være i kontakt med døden er forbundet med fordommes og vrangforestillingers ophør. Døden er venligheden selv, som kommer og tømmer én som den skraldespand man er. Fuld af forestillinger om egen fortræffelighed eller usselhed i henseende til alle de sammenhænge, vi indgår i. Døden tager det hele væk, og vi står nøgne tilbage i de Gudskabte relationer til familie og venner, hunde og katte, vind og vejr. Den egentlige lidelse og død er altså mærkeligt nok i virkeligheden en stedfortrædende lidelse og død. Det har vi hørt før. Men tænk sig, vi skulle høre det igen og påny.
Vi skulle høre det påny fra et menneske som tilsyneladende ikke har denne tanke fra den kristne forkyndelse. Men det har han nu nok alligevel. Det specielle ved Krishnamurti, er hans overordenlige modtagelighed. Krishnamurti har tilegnet sig oplevelsen af Jesu stedfortrædende lidelse og død uden egentlig at opdage, at der fandt en tilegnelse af en bestemt tradition sted. For Krishnamurti er det egentlig bare sådan, det er. Finanstilsynet kommer på besøg og gennemgår regnskabet og finder alt i skønneste orden. Kirken har ikke blot i sandhed forkyndt evangeliet. Den har også forkyndt evangeliets sandhed. Evangeliets sandhed har ladet sig udkrystallisere. Jeg har via Krishnamurti talt om døden som venligheden selv, og det kan dårligt opleves som andet end krænkende for den almindelige livsopfattelse. Men ifølge evangeliet er den død, som er den vigtigste for os, ikke vor egen død eller vore nærmestes død, men den død, som er en velgerning, fordi den er Jesu død.
Salme: http://larshougaardclausen.eftertanke.dk/2011/10/02/herrens-ord-stod-mig-for-øje/
I dette efterår er der for mig sket det, at jeg er flyttet. Jeg er flyttet tilbage fra kolonihaven; men jeg er også flyttet sammen med min kæreste. Vi har fået skilt på døren, og mit skrivebord har fået selskab af hendes klaver. Min kat har lagt sig i hendes skød. Jeg vil anvende ordet 'at flytte' ved siden af ordet 'at omvende sig'. At omvende sig angiver at skifte sind, hvorimod at flytte angiver at skifte bopæl. Forskellen er, at forandringen i det første tilfælde sker i det indre og i det andet i det ydre. Det indre går forud for det ydre, men det ydre følger efter det indre. Det første Jesus siger, da han træder frem som forkynder hos Markus er ordene "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!" Det kan lyde som om, at det at omvende sig og det at tro på evangeliet to måder at sige det samme på, men det er det ikke. At omvende sig er at forelske sig. At tro er at flytte.
Fortællingen i Anden Kongebog om aramæerkongens hærfører Na'aman er et godt eksempel på denne forskel mellem det første og det andet skridt. Den respekterede hærfører er blevet syg, og der er ingen umiddelbar udsigt til helbredelse for den alvorlige sygdom. Men hans kone har en tjenestepige, om hvem vi hører, at aramæerne engang havde bortført hende under et indfald i Israel. Nu er hun åbenbart faldet så godt til i sin påtvungne eksil, at hun nærer omsorg for sin nye herre. Nu siger hun: "Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!" Selv om den israelske pige, som her optræder uden navn, er blevet bortført, og slet ikke har ønsket at være slave hos aramæerne, har hun valgt at lade sig flytte. Hun har valgt at tro. Nu er det denne tro, der er virksom i forhold til hendes nye herre, aramæeren Na'aman, som er blevet syg.
Det er profeten Elisa, hvorom der er tale, og den aramæiske hærfører er ikke sen til at følge et godt råd, og han drager afsted belæsset med gaver til profeten som betaling for den forventede helbredelse. Gaver som betaling, sagde jeg. Men sådan opfører den syge hærfører sig. Halvhjertet. Det viser sig også, at da profeten befaler ham at bade syv gange i den beskedne Jordanflod, afviser han det som latterligt, for de har større og dejligere floder derhjemme. Hvorfor skulle han lade sig dirigere til at opføre sig fjollet, fordi han er syg. Men hans tjenere har mere respekt for Elisas mærkelige påbud, og de overtaler deres herre til at give sig ind under lægens autoritet og følge hans råd fuld ud. Da han gør det, bliver han rask. Derefter vender Na'aman tilbage til Elisa ikke bare for at sige tak men også for at bekende sin tro. Sin gave kommer han også af med, men nu er det ikke som betaling til Elisa. Nu er det som gave til Gud.
Tro er ikke alene noget indre men også noget ydre. Tro er adfærd. Det er som Paulus skriver i brevet til efeserne at iføre sig Guds fulde rustning. Sandhed er et bælte om lænden og retfærdighed er en brynje. Villighed til at forkynde evangeliet er sko på fødderne, og troen er et skjold. Frelsen er en hjelm, og den hellige ånd er et sværd. Således udrustet skal vi bekæmpe det onde i enhver synlig og usynlig skikkelse. Vi skal ikke granske vore hjerter og nyrer. Vi skal arbejde og bede, være foretagsomme. Vi prædiker ikke ikke-vold. Vi prædiker at skabe Guds menighed som Gud skabte verden ved at skabe liv. Ikke-vold skubber volden ind under gulvtæppet, og der bliver en vold. Skabelse udfolder kraften, så vi har noget at være fælles om. Vi mennesker har intet overhovedet tilfælles uden det vi skaber sammen. Men det, vi skaber sammen er vores rustning. I det er vort sværd og vor hjelm, vort skjold og vore sko på fødderne. Deri er vi usårlige, og deri ligger vor styrke.
Der blevet spurgt, om vi som forskellige kristne i verden overhovedet kan genkende hinanden. Svaret på det spørgsmål er, at det kan vi kun, hvis vi skaber noget sammen, for kun i det, som vi har skabt sammen, kan vi genkende hinanden. Vi kan være nok så forskellige, og det er vi, men skaber vi noget sammen, genkender vi og kender vi hinanden. Men at skabe noget sammen med andre kræver, at man giver slip på sine fordomme både om andre og om sig selv. I historien om den kirkelige embedsmand, hvis kirke ligger syg i Kapernaum, hører vi om et menneske, der er i stand til at give slip på sine fordomme om sig selv. Han tilhører uden tvivl det bedre borgerskab - og nu beder han Jesus om hjælp! Jesus selv er smækfuld af fordomme, og da den fremmede beder om hjælp til sin syge søn, oplever han det bare som en ønske om at se et mirakel, og først da faderen siger "Skynd dig! inden min søn dør", sker der et gennembrud, og Jesus svarer ham: "Gå hjem! din søn lever".
Vi har fordomme om alt, også om døden. Hvorfra ved vi, hvad døden er, og hvorfor frygter vi den? Hos Krishnamurti møder vi en opfattelse af døden som kendsgerning også eller måske især i andre sammenhænge end den sammenhæng døden optræder i i forbindelse med alder og sygdom eller ulykke. Døden er i virkeligheden noget andet, end det vi møder i disse sammenhænge. At være i kontakt med døden er forbundet med fordommes og vrangforestillingers ophør. Døden er venligheden selv, som kommer og tømmer én som den skraldespand man er. Fuld af forestillinger om egen fortræffelighed eller usselhed i henseende til alle de sammenhænge, vi indgår i. Døden tager det hele væk, og vi står nøgne tilbage i de Gudskabte relationer til familie og venner, hunde og katte, vind og vejr. Den egentlige lidelse og død er altså mærkeligt nok i virkeligheden en stedfortrædende lidelse og død. Det har vi hørt før. Men tænk sig, vi skulle høre det igen og påny.
Vi skulle høre det påny fra et menneske som tilsyneladende ikke har denne tanke fra den kristne forkyndelse. Men det har han nu nok alligevel. Det specielle ved Krishnamurti, er hans overordenlige modtagelighed. Krishnamurti har tilegnet sig oplevelsen af Jesu stedfortrædende lidelse og død uden egentlig at opdage, at der fandt en tilegnelse af en bestemt tradition sted. For Krishnamurti er det egentlig bare sådan, det er. Finanstilsynet kommer på besøg og gennemgår regnskabet og finder alt i skønneste orden. Kirken har ikke blot i sandhed forkyndt evangeliet. Den har også forkyndt evangeliets sandhed. Evangeliets sandhed har ladet sig udkrystallisere. Jeg har via Krishnamurti talt om døden som venligheden selv, og det kan dårligt opleves som andet end krænkende for den almindelige livsopfattelse. Men ifølge evangeliet er den død, som er den vigtigste for os, ikke vor egen død eller vore nærmestes død, men den død, som er en velgerning, fordi den er Jesu død.
Salme: http://larshougaardclausen.eftertanke.dk/2011/10/02/herrens-ord-stod-mig-for-øje/
søndag den 2. oktober 2011
Mellem broerne
Med græsset lagt på skår
kan man se helt ned til åen,
og ganske rigtigt
dér sad en kat
og vogtede på vandrotter
i min fantasi.
Jeg satte cyklen med varerne
på den nye støttefod
og gik ind over marken.
Det ligner stadigvæk,
legede jeg med mig selv.
Men det var alvor.
Det var s'gu ham!
I 95 dage havde han været væk
og sad nu her på den anden bred
mellem broerne.
Han miavede længe
uden at lade mig
komme tæt på.
Lagde sig så ned
og lod mig klø sig
bag øret.
Så rullede han om på ryggen.
kan man se helt ned til åen,
og ganske rigtigt
dér sad en kat
og vogtede på vandrotter
i min fantasi.
Jeg satte cyklen med varerne
på den nye støttefod
og gik ind over marken.
Det ligner stadigvæk,
legede jeg med mig selv.
Men det var alvor.
Det var s'gu ham!
I 95 dage havde han været væk
og sad nu her på den anden bred
mellem broerne.
Han miavede længe
uden at lade mig
komme tæt på.
Lagde sig så ned
og lod mig klø sig
bag øret.
Så rullede han om på ryggen.
Herrens ord stod mig for øje
Herrens ord stod mig for øje,
sagnet om en tornebusk
brændte altid i det høje,
altid lød det om det: Husk!
Nu en duft af disse roser
bølger evig om mig selv:
Gammelt held i munden oser
over hele Israel!
"Fædrene åd sure druer,
og det kendes skal derpå,
at de tænder ikke duer,
deres sønner monne få".
Nu det have skal en ende,
ej jeg nævne vil det ord.
Alle mennesker skal kende
mig på den forløste jord.
Jeg er Herren, ingen anden,
jeg er evigt den, jeg er.
Mundheld er som bare fanden.
Jeg er bare den, jeg er.
Herrens ord skal stå for øje
hver og en og hver især,
da jeg give vil i eje
Israel min hele hær.
Efter Ezekiel 18, 1-4.
Hør melodi her: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/320/305
sagnet om en tornebusk
brændte altid i det høje,
altid lød det om det: Husk!
Nu en duft af disse roser
bølger evig om mig selv:
Gammelt held i munden oser
over hele Israel!
"Fædrene åd sure druer,
og det kendes skal derpå,
at de tænder ikke duer,
deres sønner monne få".
Nu det have skal en ende,
ej jeg nævne vil det ord.
Alle mennesker skal kende
mig på den forløste jord.
Jeg er Herren, ingen anden,
jeg er evigt den, jeg er.
Mundheld er som bare fanden.
Jeg er bare den, jeg er.
Herrens ord skal stå for øje
hver og en og hver især,
da jeg give vil i eje
Israel min hele hær.
Efter Ezekiel 18, 1-4.
Hør melodi her: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/320/305
Novemberrose
Nu blomstrer rosen
rød og hvid,
et flag i havens
blomsterbed.
Den vajer ydmyg
for hver vind
imellem edder-
koppespind.
Så tager den
sin krone af,
et hyben kommer
for en dag.
Selv knopperne,
der ej sprang ud,
velsignes af
den høje Gud.
rød og hvid,
et flag i havens
blomsterbed.
Den vajer ydmyg
for hver vind
imellem edder-
koppespind.
Så tager den
sin krone af,
et hyben kommer
for en dag.
Selv knopperne,
der ej sprang ud,
velsignes af
den høje Gud.
mandag den 26. september 2011
Revolvercyklus
1
Jeg forstår godt Sharon.
Jeg forstår godt, Sharon
bygger et hegn,
ellers kommer der bare
en eller anden
og springer en bus i luften,
fordi den tror,
det er et æsel.
Jeg forstår godt, Sharon
byger en regn,
så ammer det bare
bryst en by,
fordi hun tror,
det er et barn.
Jeg forstår godt, Sharon
bygger en regn.
2
Jeg lader disse
seks projektiler
af elfenben
glide ind i tromlen
på min revolver.
Det siger sig selv,
at der ingen sprængladning
findes i tænder.
Hvert eneste ord
er et klik.
3
Jeg forstår godt, Abbas
staver til stat.
Ingen ved,
hvor det vender.
Jeg forstår godt Abbas.
Jeg forstår godt Sharon.
Jeg forstår godt, Sharon
bygger et hegn,
ellers kommer der bare
en eller anden
og springer en bus i luften,
fordi den tror,
det er et æsel.
Jeg forstår godt, Sharon
byger en regn,
så ammer det bare
bryst en by,
fordi hun tror,
det er et barn.
Jeg forstår godt, Sharon
bygger en regn.
2
Jeg lader disse
seks projektiler
af elfenben
glide ind i tromlen
på min revolver.
Det siger sig selv,
at der ingen sprængladning
findes i tænder.
Hvert eneste ord
er et klik.
3
Jeg forstår godt, Abbas
staver til stat.
Ingen ved,
hvor det vender.
Jeg forstår godt Abbas.
tirsdag den 20. september 2011
Jeg tale vil min konges sag
Jeg tale vil min konges sag,
hans trone er af lys;
hvem af hans dødelige børn
består ihvor det grys?
Sød er din stemme, nådefuld
din læbes bløde ord;
din Guds velsignelse slår rod
i gravens dyb af jord.
Nu vælter stenen fra din grav,
nu kommer du i sky;
du bærer i din højre hånd
en jord og himmel ny.
Din trone skal for evigt stå,
din magt nå viden om;
du skal dit scepter strække ud
og fælde ned din dom.
Retfærdighed og sandhed skal
frit ved din side gå;
forunderlige kærlighed
dog stå, hvor døden lå.
Af myrra dufter hver en flig
af dine klæders fold,
at hver en kongedatter vil
sig give dig i vold.
Lyt datter til din moders råd:
Glem fader din og folk,
sværg troskab til din konge ny
og vær hans egen tolk.
Hvor er din kjole smuk og fin
med perler i sit slæb,
som bæres over jordens støv
af tusind gyldne næb.
Med jubel føres skal du ind
nu i din konges hus;
din søn skal i din faders sted
din kærlighed betros.
Jeg prise vil dit høje navn
imellem alle dem,
der veg for kongens kærlighed
til dig, Jerusalem.
Efter Salme 45.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/735/364
hans trone er af lys;
hvem af hans dødelige børn
består ihvor det grys?
Sød er din stemme, nådefuld
din læbes bløde ord;
din Guds velsignelse slår rod
i gravens dyb af jord.
Nu vælter stenen fra din grav,
nu kommer du i sky;
du bærer i din højre hånd
en jord og himmel ny.
Din trone skal for evigt stå,
din magt nå viden om;
du skal dit scepter strække ud
og fælde ned din dom.
Retfærdighed og sandhed skal
frit ved din side gå;
forunderlige kærlighed
dog stå, hvor døden lå.
Af myrra dufter hver en flig
af dine klæders fold,
at hver en kongedatter vil
sig give dig i vold.
Lyt datter til din moders råd:
Glem fader din og folk,
sværg troskab til din konge ny
og vær hans egen tolk.
Hvor er din kjole smuk og fin
med perler i sit slæb,
som bæres over jordens støv
af tusind gyldne næb.
Med jubel føres skal du ind
nu i din konges hus;
din søn skal i din faders sted
din kærlighed betros.
Jeg prise vil dit høje navn
imellem alle dem,
der veg for kongens kærlighed
til dig, Jerusalem.
Efter Salme 45.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/735/364
onsdag den 14. september 2011
mandag den 22. august 2011
Nu er klokken blevet bange
Nu er klokken blevet bange
for at tiden går i stå,
og fordi den selv er mange,
slår den på de andre få.
Med en klokke på din tunge
og en viser på din kind
går du mellem andre unge
i den gamle verden ind.
Klokken ni vil vejen svinge
ind til venstre imod Skjern;
hanen har en brækket vinge,
men dens spore er af jern.
Lige nu er klokken lige,
som den er, når den er tolv;
ellers er det svært at sige,
hvad den er, når den er halv.
Klokken er nu blevet stille,
for den venter på et slag,
men der kravler kun en bille
over den en sommerdag.
Vi er kommet langt tilbage
i den tid, vi lever i,
i de gode gamle dage,
hvor en engel gik forbi.
Nu er klokken ikke bange
i den skæve kirkes tårn,
og den breder sine klange
stille over mark og korn.
Med en le i dine hænder
og lade i din drøm
bærer du i dine lænder
barnet ind i Betlehem.
for at tiden går i stå,
og fordi den selv er mange,
slår den på de andre få.
Med en klokke på din tunge
og en viser på din kind
går du mellem andre unge
i den gamle verden ind.
Klokken ni vil vejen svinge
ind til venstre imod Skjern;
hanen har en brækket vinge,
men dens spore er af jern.
Lige nu er klokken lige,
som den er, når den er tolv;
ellers er det svært at sige,
hvad den er, når den er halv.
Klokken er nu blevet stille,
for den venter på et slag,
men der kravler kun en bille
over den en sommerdag.
Vi er kommet langt tilbage
i den tid, vi lever i,
i de gode gamle dage,
hvor en engel gik forbi.
Nu er klokken ikke bange
i den skæve kirkes tårn,
og den breder sine klange
stille over mark og korn.
Med en le i dine hænder
og lade i din drøm
bærer du i dine lænder
barnet ind i Betlehem.
tirsdag den 16. august 2011
Pengesalme
I lyset af den klare sol,
som over havets bølger
uddeler fra sin hovedstol
de renter, som der følger
af skaberordet, Gud har sat
i banken dengang, det var nat
og gæld til alle sider,
der ser vi nu på bølgen blå
en søjle rejse sig på skrå
og varsle nye tider.
Den skæve kirke rejser sig
som lys på himmelhvælvet,
og skyerne betaler sig
at skue efter skælvet
i hele verdens pengepung,
der før var som en bjælke tung
på løsesummens skuldre,
indtil han segnede omkuld,
hans fod var af det pure guld,
men templet skulle smuldre.
Nu sænker blikket sig igen
på morgensolens vinge
og finder plads til alle, men
vil ingen hjerter tvinge
til at tro på den gode Gud,
som ikke skælder nogen ud
for ikke at betale,
men yder sit med velbehag
den hele gode lange dag
i Himmeriges sale.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/109/125
som over havets bølger
uddeler fra sin hovedstol
de renter, som der følger
af skaberordet, Gud har sat
i banken dengang, det var nat
og gæld til alle sider,
der ser vi nu på bølgen blå
en søjle rejse sig på skrå
og varsle nye tider.
Den skæve kirke rejser sig
som lys på himmelhvælvet,
og skyerne betaler sig
at skue efter skælvet
i hele verdens pengepung,
der før var som en bjælke tung
på løsesummens skuldre,
indtil han segnede omkuld,
hans fod var af det pure guld,
men templet skulle smuldre.
Nu sænker blikket sig igen
på morgensolens vinge
og finder plads til alle, men
vil ingen hjerter tvinge
til at tro på den gode Gud,
som ikke skælder nogen ud
for ikke at betale,
men yder sit med velbehag
den hele gode lange dag
i Himmeriges sale.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/109/125
lørdag den 6. august 2011
Vor Fader i himlen, vort barn
Vor Fader i himlen, vort barn
vi bringer til dig med en bøn,
at du vil på nådens velsignede arm
det tage til dig som din søn.
Gør krav på vort eneste håb
et øjeblik, før du igen
det giver tilbage til os i din dåb
og lader det være din ven.
Besværgelser intet formår
for hjerter så hårde som sten;
vi lader som om, vi din vilje forstår,
men ikke en eneste en!
Det kræver din stormflod af blod
at drukne vor babelske sjæl;
nu ligger den skælvende ny for din fod
og griber din signede hæl.
Vær nåde fra den Herre Krist
og kærlighed dyb fra vor Gud
formidlet ved Ånden så sikkert og vist,
som dagene går på dit bud.
Velsign vores bøn med dit ord
og lad vore hjerter forstå,
at nu skal vi samles med dig ved dit bord
og i graven, der hvor du lå.
Nu leger et barn på din grav
og fjerner den mægtige sten;
det triller den ned i det dybeste hav
og leder efter endnu en.
Vers 1-6 efter “Father, Our Child We Place", William M. Bunting, 1842.
Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/r/i/ritescch.htm
1 FATHER, our child we place
Where we thy children kneel;
For thou hast made the sign of grace
To him, to us, the seal.
2 Thine own a moment claim,
Then lend him to our love,
Marked as thine own, - and bid the name
Be registered above.
3 Rites cannot change the heart,
Undo the evil done
Or with the uttered name impart
The nature of thy Son.
4 To meet our desperate want,
There gushed a crimson flood:
O from His heart`s o`erflowing font
Baptize this soul with blood!
5 Be grace from Christ our Lord,
And love from God supreme,
By the communing Spirit poured
In a perpetual stream!
6 So cleanse our offering;
Then will we, at thy call,
This pledge accepted, daily bring
Ourselves, our house, our all.
vi bringer til dig med en bøn,
at du vil på nådens velsignede arm
det tage til dig som din søn.
Gør krav på vort eneste håb
et øjeblik, før du igen
det giver tilbage til os i din dåb
og lader det være din ven.
Besværgelser intet formår
for hjerter så hårde som sten;
vi lader som om, vi din vilje forstår,
men ikke en eneste en!
Det kræver din stormflod af blod
at drukne vor babelske sjæl;
nu ligger den skælvende ny for din fod
og griber din signede hæl.
Vær nåde fra den Herre Krist
og kærlighed dyb fra vor Gud
formidlet ved Ånden så sikkert og vist,
som dagene går på dit bud.
Velsign vores bøn med dit ord
og lad vore hjerter forstå,
at nu skal vi samles med dig ved dit bord
og i graven, der hvor du lå.
Nu leger et barn på din grav
og fjerner den mægtige sten;
det triller den ned i det dybeste hav
og leder efter endnu en.
Vers 1-6 efter “Father, Our Child We Place", William M. Bunting, 1842.
Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/r/i/ritescch.htm
1 FATHER, our child we place
Where we thy children kneel;
For thou hast made the sign of grace
To him, to us, the seal.
2 Thine own a moment claim,
Then lend him to our love,
Marked as thine own, - and bid the name
Be registered above.
3 Rites cannot change the heart,
Undo the evil done
Or with the uttered name impart
The nature of thy Son.
4 To meet our desperate want,
There gushed a crimson flood:
O from His heart`s o`erflowing font
Baptize this soul with blood!
5 Be grace from Christ our Lord,
And love from God supreme,
By the communing Spirit poured
In a perpetual stream!
6 So cleanse our offering;
Then will we, at thy call,
This pledge accepted, daily bring
Ourselves, our house, our all.
tirsdag den 2. august 2011
Jeg nærer ingen skam og skyld
Jeg nærer ingen skam og skyld
ved det jeg gerne vil;
jeg blomstrer som den hvide hyld
og sætter livet til.
Jesus, min Gud! Det søde navn,
som rummer al min trøst.
Han tager mig ind i sin favn
nu, og når det er høst.
Fast som hans trone løftet står,
som han gav i sin pagt,
indtil jeg er om føje år
hos ham i graven lagt.
Nu tager du mit bløde ler
i dine hænder hjem;
jeg åbner øjnene og ser
et skønt Jerusalem.
Efter "I’m not ashamed to own my Lord", Isaac Watts 1707.
Hør melodi her: http://www.cyberhymnal.org/htm/i/m/imnasoml.htm
ved det jeg gerne vil;
jeg blomstrer som den hvide hyld
og sætter livet til.
Jesus, min Gud! Det søde navn,
som rummer al min trøst.
Han tager mig ind i sin favn
nu, og når det er høst.
Fast som hans trone løftet står,
som han gav i sin pagt,
indtil jeg er om føje år
hos ham i graven lagt.
Nu tager du mit bløde ler
i dine hænder hjem;
jeg åbner øjnene og ser
et skønt Jerusalem.
Efter "I’m not ashamed to own my Lord", Isaac Watts 1707.
Hør melodi her: http://www.cyberhymnal.org/htm/i/m/imnasoml.htm
søndag den 31. juli 2011
Den nye jord
I min lille verden er der i sommerens løb sket det sørgelige, at min kat er blevet væk. En aften kom den ikke hjem som den plejede og heller ikke dagen efter eller den næste igen. Hver eneste dag har jeg ventet at se den komme tilbage. Jeg har holdt øje med om det så ud til at den kunne have ligget i sengen, gået på bordet eller siddet på sin plads i vindueskarmen. Der var én, der sagde til mig, at jeg skulle bede Gud om hjælp. Gud kan gøre meget, sagde hun - og en dag, da jeg samlede fjernbetjeningen til fjernsynet op fra gulvet fik jeg en følelse af, at katten havde været der og siddet netop dér på sin plads i vindueskarmen og derved skubbet fjernbetjeningen ned, hvis jeg havde lagt den der.
Følelsen var så livagtig, at jeg ikke har kunnet løsrive mig fra den, selv om jeg med min fornuft godt kan sige mig selv, at det nok ikke er sket sådan. Måske er oplevelsen af Jesu opstandelse en oplevelse af samme slags - og det at være kristen at have blik for betydningen af en sådan oplevelse og have blik for, at den er både glædelig og virkelig. Min indre oplevelse af at se min kat sidde i vinduet igen bliver en prisme eller et øje, hvorigennem jeg på ny oplever verden. Det er som om hele mit liv med katten - og alt, hvad jeg har forbundet med det - ikke bare er fortid men også nutid og fremtid. Det er som om, hvert øjeblik, jeg nogensinde har oplevet kærlighed, står og venter på mig lige om hjørnet.
Når Paulus taler om Jesu opstandelse, remser han op, at først blev den opstandne set af den og den, og så af så og så mange på én gang, og til sidst blev han også set af ham selv, som i sammenligning med de andre er et misfoster, som der står i den nye oversættelse, eller et ufuldbårent foster, som der står i den gamle, eller måske snarere et foster udenfor livmoderen - for han var jo ikke selv discipel! Fordi han ikke var fortrolig med Jesus i forvejen, så han ikke - som dem, der var dét - den opstandne i skikkelse af Jesus af Nazaret. Han så noget, men han måtte selv slutte sig til, hvem det var; og derved deler han skæbne med alle os andre, som heller ikke har oplevet Jesus gå omkring i kød og blod.
Kunsten at prædike består i at få tekstrækkens tre tekster til at sige noget i en nutidig situation. Jeg har brugt min egen lille ulykkelige situation som billede på alle mulige former for tab og det at miste - og jeg har nævnt den mulighed, at enhver kan bringe sin sag frem for Gud, for "han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles", som der står i dagens tekst fra Jobs bog. Jeg har også været omkring Paulus´første brev til Korintherne, hvor han fortæller om forskellige tilgange til det at se den opstandne Kristus. Det væsentlige her er, at det er ens egen udsatte position, der er udgangspunkt i enhver henvendelse til Gud. Ingen bliver hjulpet ved som farisæeren i evangelieteksten til i dag at fortælle, hvad han har gjort af godt. Kun i det felt, hvor man ikke slog til, findes det stof, som en bøn er gjort af.
Jeg har valgt også at bringe en anden tekst i spil udover dem, som er foreskrevet i den danske folkekirkes liturgi. I folkekirkens liturgi anvendes der ifølge traditionen foruden den evangelietekst, der prædikes over også en såkaldt episteltekst, ofte af Paulus, og siden 1992 har man i den danske folkekirke også læst en tekst fra det gamle testamente hver søndag. Til disse tre har jeg valgt at føje en tekst af Krishnamurti, der levede i 90 år fra 1895 til 1986. Teksten er tilfældigt valgt som teksten til idag den 3. september fra en bog med et stykke af Krishnamurti til hver dag. Når jeg har valgt at føje en tekst af Krishnamurti til de allerede eksisterende, skyldes det ikke, at der hos Krishnamurti føjes noget til forkyndelsen af evangeliet, som ikke er der i forvejen. Alle de tilgange til menneskelivet, som vi finder hos Krishnamurti, kender vi allerede fra Indien og Israel eller fra det moderne liv.
Men det specielle ved Krishnamurti er, at alle de tanker, som i tidens løb er vokset frem og har blandet sig med hinanden under store vanskeligheder og med mange omkostninger til følge - disse tanker og følelser synes hos Krishnamurti at folde sig ud med hidtil uset lethed. Langt fra at forkaste traditionen ved mødet med Krishnamurti skal vi tværtimod genopdage den med ny skønsomhed. Krishnamurti er den omstændighed, der gør, at alt det, vi har elsket, nu folder sig ud i en målestok hinsides det, vi er vant til og kendt med. Det findes der et fint udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv.
Lignelsen lyder således: "Der skal komme dage, hvor her vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: "Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig". På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed". Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom det nye testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: "Jeg er vintræet, I er grenene". Men Krishnamurti er jordbunden.
TEKSTER
Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham; han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. Han lader det regne på jorden, han sender vand over markerne. Han ophøjer de ydmyge, og de sørgende bringes i sikkerhed. Han krydser de snediges planer, så det, de sætter i værk, ikke lykkes. Han fanger de vise i deres snedighed, og de listiges planlægning viser sig forhastet. Ved højlys dag løber de ind i mørke, ved middagstid famler de sig frem, som var det nat. Han redder den ødelagte fra deres mund, den fattige fra den stærkes hånd, så der bliver håb for den svage, og munden lukkes på uretfærdigheden. Job 5,8-16
Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro. Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves. 1 Kor 15,1-10a
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 18,9-14
Man bliver ikke klogere af hjernegymnastik. Det er snarere sådan, at intelligens opstår, når man handler således, at der er overenstemmelse mellem, hvad man tænker og hvad man føler. Der er et umådeligt skel mellem intellekt og intelligens. Intellekt er overvejende tanken i funktion uafhængigt af følelserne. Når intellektet uden hensyn til følelserne skærpes i en bestemt retning, har man måske et stort intellekt men uden at have intelligens, for i intelligens er der også nedarvet evnen til at føle såvel som at tænke sig om; i intelligens er begge kapaciteter lige meget til stede, intenst og harmonisk. Nu er det sådan, at moderne undervisning favoriserer intellektet, tilbyder flere og flere livsforståelser, flere og flere teorier, uden omsorg for barnets trivsel. Derfor fremelsker vi kvikke hoveder med henblik på at flygte fra konflikt; således stiller vi os tilfredse med forklaringer, som videnskabsmænd og filosoffer giver os. Sindet - intellektet - stiller sig tilfreds med disse utallige forklaringer, men intelligens er der ikke, thi for at forstå må der være fuldkommen enhed mellem sind og hjerte i handling. Krishnamurti
Den engelske original
Training the intellect does not result in intelligence. Rather, intelligence comes into being when one acts in perfect harmony, both intellectually and emotionally. There is a vast distinction between intellect and intelligence. Intellect is merely thought functioning independently of emotion. When intellect, irrespective of emotion, is trained in any particular direction, one may have great intellect, but one does not have intelligence, because in intelligence there is the inherent capacity to feel as well as to reason; in intelligence both capacities are equally present, intensely and harmoniously. Now modern education is developing the intellect, offering more and more explanations of life, more and more theories, without the harmonious quality of affection. Therefore we have developed cunning minds to escape from conflict; hence we are satisfied with explanations that scientists and philosophers give us. The mind—the intellect—is satisfied with these innumerable explanations, but intelligence is not, for to understand there must be complete unity of mind and heart in action. Krishnamurti
Følelsen var så livagtig, at jeg ikke har kunnet løsrive mig fra den, selv om jeg med min fornuft godt kan sige mig selv, at det nok ikke er sket sådan. Måske er oplevelsen af Jesu opstandelse en oplevelse af samme slags - og det at være kristen at have blik for betydningen af en sådan oplevelse og have blik for, at den er både glædelig og virkelig. Min indre oplevelse af at se min kat sidde i vinduet igen bliver en prisme eller et øje, hvorigennem jeg på ny oplever verden. Det er som om hele mit liv med katten - og alt, hvad jeg har forbundet med det - ikke bare er fortid men også nutid og fremtid. Det er som om, hvert øjeblik, jeg nogensinde har oplevet kærlighed, står og venter på mig lige om hjørnet.
Når Paulus taler om Jesu opstandelse, remser han op, at først blev den opstandne set af den og den, og så af så og så mange på én gang, og til sidst blev han også set af ham selv, som i sammenligning med de andre er et misfoster, som der står i den nye oversættelse, eller et ufuldbårent foster, som der står i den gamle, eller måske snarere et foster udenfor livmoderen - for han var jo ikke selv discipel! Fordi han ikke var fortrolig med Jesus i forvejen, så han ikke - som dem, der var dét - den opstandne i skikkelse af Jesus af Nazaret. Han så noget, men han måtte selv slutte sig til, hvem det var; og derved deler han skæbne med alle os andre, som heller ikke har oplevet Jesus gå omkring i kød og blod.
Kunsten at prædike består i at få tekstrækkens tre tekster til at sige noget i en nutidig situation. Jeg har brugt min egen lille ulykkelige situation som billede på alle mulige former for tab og det at miste - og jeg har nævnt den mulighed, at enhver kan bringe sin sag frem for Gud, for "han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles", som der står i dagens tekst fra Jobs bog. Jeg har også været omkring Paulus´første brev til Korintherne, hvor han fortæller om forskellige tilgange til det at se den opstandne Kristus. Det væsentlige her er, at det er ens egen udsatte position, der er udgangspunkt i enhver henvendelse til Gud. Ingen bliver hjulpet ved som farisæeren i evangelieteksten til i dag at fortælle, hvad han har gjort af godt. Kun i det felt, hvor man ikke slog til, findes det stof, som en bøn er gjort af.
Jeg har valgt også at bringe en anden tekst i spil udover dem, som er foreskrevet i den danske folkekirkes liturgi. I folkekirkens liturgi anvendes der ifølge traditionen foruden den evangelietekst, der prædikes over også en såkaldt episteltekst, ofte af Paulus, og siden 1992 har man i den danske folkekirke også læst en tekst fra det gamle testamente hver søndag. Til disse tre har jeg valgt at føje en tekst af Krishnamurti, der levede i 90 år fra 1895 til 1986. Teksten er tilfældigt valgt som teksten til idag den 3. september fra en bog med et stykke af Krishnamurti til hver dag. Når jeg har valgt at føje en tekst af Krishnamurti til de allerede eksisterende, skyldes det ikke, at der hos Krishnamurti føjes noget til forkyndelsen af evangeliet, som ikke er der i forvejen. Alle de tilgange til menneskelivet, som vi finder hos Krishnamurti, kender vi allerede fra Indien og Israel eller fra det moderne liv.
Men det specielle ved Krishnamurti er, at alle de tanker, som i tidens løb er vokset frem og har blandet sig med hinanden under store vanskeligheder og med mange omkostninger til følge - disse tanker og følelser synes hos Krishnamurti at folde sig ud med hidtil uset lethed. Langt fra at forkaste traditionen ved mødet med Krishnamurti skal vi tværtimod genopdage den med ny skønsomhed. Krishnamurti er den omstændighed, der gør, at alt det, vi har elsket, nu folder sig ud i en målestok hinsides det, vi er vant til og kendt med. Det findes der et fint udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv.
Lignelsen lyder således: "Der skal komme dage, hvor her vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: "Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig". På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed". Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom det nye testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: "Jeg er vintræet, I er grenene". Men Krishnamurti er jordbunden.
TEKSTER
Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham; han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. Han lader det regne på jorden, han sender vand over markerne. Han ophøjer de ydmyge, og de sørgende bringes i sikkerhed. Han krydser de snediges planer, så det, de sætter i værk, ikke lykkes. Han fanger de vise i deres snedighed, og de listiges planlægning viser sig forhastet. Ved højlys dag løber de ind i mørke, ved middagstid famler de sig frem, som var det nat. Han redder den ødelagte fra deres mund, den fattige fra den stærkes hånd, så der bliver håb for den svage, og munden lukkes på uretfærdigheden. Job 5,8-16
Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro. Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves. 1 Kor 15,1-10a
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 18,9-14
Man bliver ikke klogere af hjernegymnastik. Det er snarere sådan, at intelligens opstår, når man handler således, at der er overenstemmelse mellem, hvad man tænker og hvad man føler. Der er et umådeligt skel mellem intellekt og intelligens. Intellekt er overvejende tanken i funktion uafhængigt af følelserne. Når intellektet uden hensyn til følelserne skærpes i en bestemt retning, har man måske et stort intellekt men uden at have intelligens, for i intelligens er der også nedarvet evnen til at føle såvel som at tænke sig om; i intelligens er begge kapaciteter lige meget til stede, intenst og harmonisk. Nu er det sådan, at moderne undervisning favoriserer intellektet, tilbyder flere og flere livsforståelser, flere og flere teorier, uden omsorg for barnets trivsel. Derfor fremelsker vi kvikke hoveder med henblik på at flygte fra konflikt; således stiller vi os tilfredse med forklaringer, som videnskabsmænd og filosoffer giver os. Sindet - intellektet - stiller sig tilfreds med disse utallige forklaringer, men intelligens er der ikke, thi for at forstå må der være fuldkommen enhed mellem sind og hjerte i handling. Krishnamurti
Den engelske original
Training the intellect does not result in intelligence. Rather, intelligence comes into being when one acts in perfect harmony, both intellectually and emotionally. There is a vast distinction between intellect and intelligence. Intellect is merely thought functioning independently of emotion. When intellect, irrespective of emotion, is trained in any particular direction, one may have great intellect, but one does not have intelligence, because in intelligence there is the inherent capacity to feel as well as to reason; in intelligence both capacities are equally present, intensely and harmoniously. Now modern education is developing the intellect, offering more and more explanations of life, more and more theories, without the harmonious quality of affection. Therefore we have developed cunning minds to escape from conflict; hence we are satisfied with explanations that scientists and philosophers give us. The mind—the intellect—is satisfied with these innumerable explanations, but intelligence is not, for to understand there must be complete unity of mind and heart in action. Krishnamurti
Abonner på:
Opslag (Atom)
