Et pinseunder

Lillejuleaftens dag havde Jens Ole Christensen et indlæg i avisen om 2011 som en generalprøve på Jesu genkomst. Jeg forstår ganske hans nærvær i forhold til denne begivenhed netop nu; men den forkyndelse af evangeliet for alle folkeslag, som han dog stadig efterlyser som tegn på, at tiden er nær, synes jeg ikke er svær at få øje på. Forkyndelsen af evangeliet er ganske vidtrækkende, og at forlange mere ville være overkill. Måske er det slet ikke meningen, at alle skal være kristne for verdens frelses skyld. Det er nok, at nogle er det, og i virkeligheden bedst, at det kun er nogle. Andre ønsker ikke at være det, og det gør ingen skår i glæden, at de ikke er det. Tværtimod, for ellers ville vi ikke kunne være det fuldt ud, for dertil hører også den stedfortrædende dimension: at være det for andre. Måske må vi modsige missionsbefalingen ved at være nået til en sådan erkendelse, men så må vi gøre det, og vi har ret til det og pligt til det, for nu skal vi møde Herren ansigt til ansigt og han os. Jeg har også en anden opfattelse af, hvad Jens Ole Christensen omtaler som kirkens indre forfald nemlig bevægelsen hen imod at anerkende homoseksuelle ægteskaber som ligeværdige med heteroseksuelle ægteskaber. Jeg ser det ikke, og jeg vil bede læseren følge mig i at se sagen fra en anden vinkel:

Ved dannelsen af en ny regering efter valg til folketinget september 2011 skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds “Kristenheden Syvstjerne”, som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menigheds levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.

Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigheder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.

En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: “Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim”, og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.

Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: “i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: “Jeg ser ikke med mit øje men gennem det”. Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.

Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse end den, vi har lært ham at kende i? Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab.

Lige siden Jesus for til himmels, og englene varslede for galilæerne, at han skulle komme tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de havde set ham forsvinde i, har forventningen herom været en del af den kristne tro. Allerede til pinse gik forventningen i opfyldelse for galilæerne, for da sænkede ånden sig over dem i Jerusalem, og de genkendte den som Jesu ånd og begyndte at forkynde evangeliet på alle mulige sprog. De omkringstående undrede sig og sagde: Er de ikke alle sammen galilæere, hvordan kan de så tale alle mulige sprog? Men det var netop Jesu genkomst, som her gik i opfyldelse for netop galilæerne, som den siden er gået i opfyldelse gang på gang i menighed efter menighed, levendegørende stene. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er et pinseunder, virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den sidste menigheds samliv med Herren selv.