Mens vi venter på Jesus

Første del

1.
En dag, da jeg for nogle uger siden kom ind på kontoret, stod Jan Erik og fortalte om mayaernes kalender og om spåmanden Nostradamus, der i kryptiske vers hævdes at have forudsagt flere senere begivenheder. For begge gælder det, at de ophører i 2012. Mayaernes kalender slutter simpelthen dette år, og Nostradamus har ikke noget at forudsige om tiden efter 2012. Så vidt jeg har forstået, står det hen i det uvisse, hvad denne grænse i året 2012 skal betyde. Katastrofefilmen, der blot hedder "2012" er et skæbnesvangert bud, men der kan også være tale om en i det ydre mere blid overgang til en ny tidsalder. Ydre tegn ER der jo ellers nok af i form af klimaforandringer over hele kloden, finansiel krise i vesten og et såkaldt arabisk forår. Der skal nok også være omvæltninger i vente, hvad disse emner angår. Men alt dette hører verdenshistorien til, og den blander Gud sig kun indirekte i. Hvis vi vil finde frem til en indre ny begyndelse, må vi gå et andet sted hen nemlig til historiens udkant eller for at gå til bekendelse: Kirkehistorien.

2.
Når vi bevæger os ind i et kristent univers er "dommedag" det udtryk, der bruges om en omvæltende begivenhed ved tidens slutning. I trosbekendelsen siger vi, at her skal Jesus komme igen og dømme levende og døde. De døde skal opstå af deres grave og sammen med de levende dømmes af Herren selv. Nogle til fortabelse og andre til evigt liv. Det er den skræmmende udsigt. Men ikke for alle. Nogle ønsker slet ikke at blive frelst i kristelig forstand. For en muslim er frelsen i kristelig forstand det samme som fortabelse og omvendt. Derfor er det at gå fortabt kun en ulykke kristeligt set og ikke menneskeligt set. Men nu har vi valgt at orientere os indenfor en kristen horisont. Lad os derfor undersøge, om der på denne angiveligt verdenshistoriske tærskel, som udgøres af året 2012 også er noget i vente kristeligt set. Om ikke verdenshistorien og kirkehistorien trods alt er så meget indbyrdes forbundne, at vi kan identificere et skæringspunkt eller i det mindste en vekselvirkning.

3.
Selv om forventningen om Jesu genkomst på dommens dag og indstiftelsen af tusindårsriget - hvor de troende skal leve sammen med Kristus - er en umistelig del af den kristne overlevering, er det alligevel ikke god latin at tage den alvorlig. I nyere tid er en sekt som Jehovas Vidner flere gange skubbet årstallet for, hvornår dommens dag og Jesu genkomst skal finde sted. Jehovas Vidner er imidlertiden udløber af en bredere bevægelse nemlig den amerikanske adventbevægelse i 1800-tallet, som ikke er helt så hen i vejret. Denne bevægelse blev grundlagt af prædikanten William Miller, som på grundlag af studier i Bibelen havde regnet ud, at Jesu genkomst skulle finde sted i 1844. Det var tidsangivelsen 2300 aftener og morgener i Daniels bog kap. 8, der blev afgørende for Miller. Så lang tid angives der at skulle gå, inden Helligdommen skal genindtræde i sin tidligere herlighed. Miller forstod denne tidsangivelse som 2300 år og regnede sig frem til året 1844.

4.
Grundlæggende for hele William Millers beskæftigelse med dette emne var, at han ved sin læsning i Bibelen havde forstået, at når Gud lovede noget, så opfyldte han det også. Hvad Gud havde lovet på et tidligere tidspunkt i historien, gik i opfyldelse på et senere. Millers overbevisning var derfor, at Bibelens profetier var lige så troværdige for den troende som enhver anden del af Bibelen. Hos Luther finder vi et isoleret fokus på Jesu opstandelse, som den eneste spørgsmål i Bibelen, hvorom der ikke kan tvivles - men hos Miller vinder forudsigelserne i Bibelen en tilsvarende status. Året 1844 oprandt med sin store skuffelse, for tilsyneladende skete der ingenting. Det lykkedes dog bevægelsen at reorganisere sig i syvendedagsadventisterne, der i stedet som hovedanliggende har at flytte den ugentlige kristne helligdag fra om søndagen til om lørdagen. Men det er svært at tage alvorligt som andet end et billede på, at for den, der har ventet længe, indtræffer det hellige tidligere end ventet ligesom lørdag kommer før søndag.

5.
Ved et et ejendommeligt sammenfald skete det netop i 1844, hvor den amerikanske adventbevægelse var så skæbnesvangert opfyldt af forventningen om Jesu genkomst, at der i Iran sattes en bevægelse i gang, der i 1863 fuldbyrdedes ved Mirza Huzayn Ali (1817-1892) alias Baha´u´llahs (Guds Herlighed) erklæring om at være den lovede i alle religioner og således også en opfyldelse af den kristne forventning om Jesu genkomst.I den shiitiske gren af islam, som er den mest udbredte i Iran, findes en forventning om den såkaldte “madhi” eller skjulte imams genkomst. Den skjulte imam er identisk med den tolvte imam, som angiveligt skal være blevet bortrykket til et skjult sted allerede som spæd i 873 e. kr. (260 a. h.). Imam er betegnelsen for en efterfølger af profeten Muhammed. En Imam har samme fuldkommenhedsgrad som profeten selv, men adskiller sig fra denne ved ikke at bringe nogen ny åbenbaring. I islam opfattes Muhammed som profeternes segl, dvs. den sidste profet i rækken af Guds profeter, som angives at have været: Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og endelig Muhammed selv.

6.
Efter Muhammed skal der i islam ikke komme nogen ny åbenbaring til at afløse den, som Muhammed har givet i form af Koranen. Imidlertid erklærede Ali Muhammed (1821-50) i 1844, at han var Bab (Porten), hvilket i den shiitiske betydning af ordet var en angivelse af, at han var porten til den skjulte imam. Men Bab nøjedes ikke hermed. Han erklærede at være en ny “Guds manifestation” og formulerede en ny åbenbaring, som indholdsmæssigt var en lempelse af Koranens mange forskrifter. Denne åbenbaring gav Bab navnet Bayan (Fremstillinger). Bab grundlagde hermed en ny religion, som han hævdede var islam overlegen. Han negligerede det muslimske krav om Muhammed som profeternes segl og anså sig selv for at være en tidssvarende “manifestation” af samme Gud som Muhammed. Bab anså derimod ikke sig selv for at være den sidste profet, men meget af hans forkyndelse var rettet imod “den, som skulle komme”. Bab forventede, at hans egen åbenbaring skulle vare imellem 1511 og 2001 år. Når Mirza Huzayn Ali allerede nitten år efter Babs erklæring om sin guddommelige sendelse hævdede at være den af Bab ventede og antog det navn, som Bab havde anvendt om den, der skulle komme, Baha´u´llah, er det således ikke umiddelbart i overenstemmelse med Babs anvisninger. Men det var ikke desto mindre sådan det gik, og den nye religion babisme forvandledes hermed til baha´i.

7.
Religionen baha´i regner sin fødsel for at have fundet sted to timer og elleve minutter efter solnedgang den 22. maj 1844. Datoen, der er den 23. maj, hvis man regner med, at døgnet slutter ved solnedgang, og den 22. maj, hvis man regner efter midnat, er angivet med overordentlig omhu. Det, der skete i dette øjeblik, var, at sayyid Ali Muhammed for første gang åbenbarede overfor mulla Husayn Bushru´i, at han var Bab. Idet en ny åbenbaring finder sted ved Bab, krølles den hidtidige åbenbaring: Koranen sammen til en håndfuld støv i Guds hånd, og samtidig skabes en ny åbenbaring i menneskenes hjerter. Set fra månen gav det altså alligevel mening, at den amerikanske adventbevægelse ventede Jesu genkomst i 1844. Der skete ganske vist ikke noget i Amerika, men der skete noget i Iran, som i det mindste gjorde krav på at være en opfyldelse af forventningen om Jesu genkomst.

Anden del

1.
Hos Grundtvig findes i kapitlet om "Den guddommelige treenighed" i "Den christelige Børnelærdom" en forestilling om en treenig struktur i virkeliggørelsen af Jesu genkomst. Den skal altså finde sted i både faderens og sønnens og helligåndens tre aspekter. Det giver mulighed for at skelne mellem forskellige former for genkomst. Jeg vil først give et signalement af genkomsten som den synes at finde sted i skikkelse af helligånden. Ved Jesu himmelfart, som omtales i Apostlenes Gerninger kap. 1, henvender to engle sig til skaren, som netop har set Jesus forsvinde, med ordene: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen." Det, der især er grund til at hæfte sig ved her, er, at skaren tiltales "galilæere". Det siges også, at Jesus skal vende tilbage igen på samme måde, som han forsvandt. Men hvad betyder det? Det betyder vel kort og godt, at han skal komme i en skikkelse, så han kan genkendes. Med andre ord skal han kunne genkendes netop af galilæerne.

2.
I Apostlenes Gerninger kap. 2 skildres pinseunderet i Jerusalem, som finder sted 40 dage efter Jesu himmelfart, og her er det en ytring af de omkringstående, der oplyser sagen. Da disciplene nemlig under indflydelse af helligånden begynder at forkynde evangeliet på alle mulige sprog, siger de: "Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere - vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål." Her er der igen grund til at hæfte sig ved, at det siges, at alle der taler på de fremmede sprog netop alle sammen er galilæere. Det viser tilbage til henvendelsen til samme gruppe lige efter Jesu himmelfart. Det er nemlig her, Jesus vender tilbage til netop dem. Han vender tilbage netop som den identitet, de kender og har set forsvinde, for galilæerne genkender netop ånden som Jesu ånd.

3.
At genkende ånden som Jesu ånd er det springende punkt. Når galilæerne var i stand til det, var det fordi de kendte Jesus fra den tid, han gig omkring på jorden, og hvor de var sammen med ham. Bevæger vi os nu ind i det muslimske Iran eller Persien, som landet hed, dengang bahai opstod stiller sagen sig imidlertid ganske anderledes. I det shiamuslimske samfund, som var bahai´s miljø fandtes nemlig ingen kristen forkyndelse af nogen betydning. Så hvis Jesu genkomst - som bahai selv hævder - fandt sted her, så må må det være netop i skikkelse af helligånden, og den afgørende forskel i forhold til pinseunderet var, at der i Persien ingen menighed fandtes, som var fortrolig med Jesu forkyndelse. Så meget mere overraskende er det, at der ved åndens udgydelse over det persiske folk alligevel opstod en bevægelse, som ved at gøre op med islam, bragte en åbning i stand i forhold til genkomstens yderligere virkeliggørelse i også sønnen og faderens aspekter. Det er nemlig nok i et samspil med andre nyere religiøse bevægelser, vi skal finde bahai´s betydning og ikke i forhold til de gamle religioner.

4.
Det er imidlertid ikke sådan bahai forstår sig selv. Bahai´s symbol er en stjerne med ni takker, hvor hver tak repræsenterer en af de gamle religioner. Også det smukke bahaitempel i New Delhi har ni indgange, hvori der ligger den samme betydning. Denne universelle tilgang til verdens religiøse arv har bahai fælles med teosofien. Både i teosofien og i bahai stræbes der efter at lade alle verdens religioner gå op i en højere enhed ud fra den grundforestilling, at de alle har samme formål. Men hvor bahai hævder, at Bahaullah er profet for denne ønskværdige sammensmeltning af alle verdens store religioner, forudsagde Helena Blavatsky, som stiftede Teosofisk Samfund i New York i 1875, at en reinkarnation af den ånd, som tidligere havde inkarneret sig på jorden i skikkelse af Krishna, Buddha og Jesus var nært forestående. Blavatskys efterfølger i embedet som præsident Annie Besant og hendes nære medarbejder Charles Webster Leadbeater proklamerede i 1909, at de i den dangang 14-årige inderdreng Jiddhu Krishnamurti havde identificeret den ventede messias.

5.
Krishnamurti blev sammen med sin yngre bror Nityananda, som stod ham nær, adopteret af Annie Besant, og de tro drenge fik en moderne engelsk opdragelse først bosatte sammen med Leadbeater i Teosofisk samfunds hovedkvarter i Madras Indien og fra Krishnamurtis fjortende år i England sammen med Annie Besant. Som unge flyttede de to brødre til Californien, hvor Krishnamurti i 1922 gennemgik en åndelig krise, som han følte var en forberedelse til hans virke som Verdenslærer, som var den teosofiske betegnelse for den nye messias. Nityananda led af tuberkulose, og døde af sygdommen i 1925. Herved fik Krishnamurtis tro på den såkaldt åndelige verden et knæk, og han endte med at frasige sig rollen som messias i 1929. Forinden havde Rudolf Steiner trukket sig fra organisationen og dannet sin egen i protest mod den opfattelse, at Kristi genkomst skulle finde sted i form af et menneske i stedet for ved en åndelig forvandling. Krishnamurtis egen begrundelse var ikke den samme. Han benægtede aldrig at være Verdenslæreren men tog blot afstand fra teosofien.

6.
Omstændighederne ville, at jeg skulle læse”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Maale Hahamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv. Allerede på grundlag af min vens mundtlige introduktion tænkte jeg, at Krishnamurti var nøglen til kristendommen. Vel var jeg klar over, at mange ville mene, at kristendommen ikke havde brug for en sådan nøgle. Ikke desto mindre var jeg i besiddelse af den.

7.
To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin. I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død, er optrykt den skelsættende tale fra den 2. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren.

Tredie del

1.
Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære. Men i talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed: “Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).

2.
Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik: “Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003). Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” er nøjagtig det samme som Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier.

3.
Her har jeg peget på Krishnamurtis sensitivitet overfor den impuls, der udgik fra Sokrates. I det hele taget er det mest fremherskende træk hos Krishnamurti netop hans evne til at absorbere forskellige frugtbare tilgange til livet imellem hinanden. I hans ungdomsdigte er der en inderlig passion, som det er svært ikke at forbinde med Højsangen, når man ved, at Krishnamurti som ung kunne dette skrift fra det gamle testamente næsten udenad. Når man også ved, at han blev præsenteret for Nietzsches Zarathustra, er det ligeledes svært ikke at se dennes aristokratiske attitude reflekteret hos Krishnamurti selv. Når Krishnamurti alligevel i høj grad var på bølgelængde med sin tid, tror jeg det havde at gøre med en glæde over at møde andre unge frisindede især Californien i mellemkrigstiden - den amerikanske dimension, kunne man kalde det, som om Krishnamurti ved at kaste et blik i Walt Withmanns værker fik en moderne fornemmelse for uafhængighed, krop og historie. Endelig er Krishnanurtis minimalistiske begreb om et fællesskab er let at forbinde med det kristne nadverfælleskab. En tanke, som Krishnamurti selv nævner som sit eget originale bidrag til åndshistorien er erkendelsen af, at iagtageren er det iagtagne. Det ligner en formulering, der er lånt fra kvantefysikkens erkendelse af, at enhver måling påvirker den proces, der er genstand for målingen. Men Krishnamurti anvender den psykologisk. Hvis man bruger denne erkendelse til at tænke teologisk med, bliver vi med ét meget klogere på evangeliet, for så får vi sætningen: Synderen er synden.

4. Selv om man ikke kan understrege nok, at Krishnamurti er overordentlig modtagelig overfor en hvilken som helst åndelig substans, og at det netop er hans frigjorte modtagelighed, der er det specielle ved ham, så er det alligevel i det sociale, han har sin begrænsning. Religiøse fællesskaber er i Krishnamurtis optik altid suspekte. Derfor er det interessant, at der nøjagtig 15 måneder efter Krishnamurtis opløsning af Ordenen Stjernen den (2. august 1929) den 2.november 1930 fandt en begivenhed sted med modsat fortegn. Her kronedes nemlig Haile Selassie I til kejser af Etiopien med en til den etiopiske kirke hørende identifikation mellem kejseren og Gud. En sådan identifikation mellem kejseren og Gud er dogmatisk begrundet i den etiopisk ortodokse kirkes teologi. Men begivenheden nød stor international bevågenhed således også blandt efterkommere af sorte afrikanske slaver Amerika og på De Caribiske Øer. Især på Jamaica var forventningen spændt i forhold til denne begivenhed i Etiopien. Flere opfattede kejserens ophøjelse til Gud i kroningsritualet bogstaveligt, og selv om man ligsom kejseren selv havde det, må have alle mulige forbehold overfor en sådan opfattelse, er det uomgængeligt, at en voldsom vækkelse under navn af rastafari fandt sted i det halvkristne miljø på øen.

5.
Denne folkelige vækkelse er i rastafari kendetegnet ved en bevægelse “from Quashie to lion”, idet “Quashie” er betegnelsen for en selv-annulerende social adfærd: overlevelse via underkastelse. Jeg citerer Adrian Anthony McFarlane, der refererer til den kendte jamaikanske forsker og politiske aktivist: Horace Campbell: “This lionized status evolved almost ex nihilo — from being weak and fearful to being assertive, strong and “dread.” From a Rasta perspective, this is a transformation that shows the hand of Jah confounding the oppressors and the skeptics. As Campbell notes, Rastas began to repair the psycological damage of centuries of imposed servility, reactionary docility, and duplicity by declaring `their identification with the lion — its roar, its hair, its body strength, intelligence and total movements.´ ... This lion metaphor is what has inspired the Rasta movement. Haile Selassie I not only had lions as pets (friends) but was crowned as `the conquering Lion of the tribe of Judah.´ ...The lion is, therefore, a symbol of unapologetic strength — moral, psycological, and social — and confidence; it asumes its role of leadership, in spite of popular disdain, as a natural consequence of Jah’s presence in the I-consiousness of Rastafari.” Ifølge denne mytologiserende forklaring opstod rastafari således ud af intet ved troen på den etiopiske kejser som Bibelens Gud.

6.
Hvis man skal pege på et generelt udtryk for en tros- og livserfaring svarende til en sådan vurdering af rastafari i kristent perspektiv, er det oplagt at henvise til bevægelsens bevidste omdannelse af det engelske sprog. Det særlige “pidginengelsk” på Jamaica er i rastafarisammenhæng yderligere omdannet og udviklet ifølge bestemte principper. Dog genfindes også traditionelle symboler med et for rastafari specifikt indhold: “Babylon”, der specifikt refererer til “England” og til “police”; “Rome” er djævelens tilholdsted. Identifikationen af paven, “pope” med djævelen stammer sandsynligvis fra pavens velsignelse af de flyvemaskiner, der bombede Etiopien under Musolinis angreb på landet i 1935; “Ethiopia” er det sande Israel, også “Isreal” (Is real). Eksempler på deciderede neologismer er: “overstand” istedet for “understand” for at undgå forstavelsen “under-”, der har negative konnotationer til slavetidens undertrykkelse. Et hyppigt anvendt princip er indsættelsen af det vigtige personlige stedord “I-”, hvor det er muligt, således også “Iverstand” parallelt med det nævnte “Overstand”. Et århusiansk reggaeband hed “Isciples” afledt af “disciple”. Ligeledes “Ital” istedet for “vital” og “Iration” som synonym for “creation” eller “production” for at understrege et personlige aspekt i ordene. Et ord der ikke behøver at ændres rent stavelsesmæssigt er “idea”, der venteligt bliver til “Idea”. Man kan lave en længere liste. Det grundlæggende princip må siges at være en potensering af sproget. Et morsomt eksempel er, at ordet “mango” (frugten), som opløst i sine stavelser bliver til et negativt ladet udtryk: “man go” laves om til det positivt ladede “Icome” (I come). Den sproglige krone i denne religiøse “dialekt” er formuleringen “I and I”, der kan anvendes i stedet for alle former af det personlige stedord: jeg, du, han, hun, vi, I, de. Formuleringen henviser med sit dobbelte subjekt til et ligeværdigt menneskeligt og religiøst fælleskab, og versalen “I” refererer også til romertal et: “I” i den kejserlige titel: “Haile Selassie I”. Guds svar til Moses i 2. Mosebog 3, 14, som i den danske oversættelse gengives med “Jeg er den, jeg er!” oversættes i rastafari også til “I and I”.

7.
Det stærkeste internationale udtryk for rastafari er reggaemusikeren Bob Marleys sange, hvoraf mange har et direkte bekendende eller lovsangsmæssigt indhold. Igennem Bob Marley og en lang række andre reggaemusikere blev rastafari en del af det internationale hippiemiljø og har mange træk til fælles med denne bevægelse f. eks. omgangen med euforiserende stoffer, som for rastafaris vedkommende kommer til udtryk i en omfattende brug af marihuana. Men bortset fra holdningen til at ryge dette euforiserende stof er de mere lokale grene af bevægelsen stærkt konservativ i overenstemmelse med et stærkt fokus på det gamle testamente. Det giver sig især udtryk i mandschauvinisme og et had til homoseksuelle. Sørgeligt nok for rastafari repræsenterer en i bedste forstand sund maskulin kraft - blot mangler den altså et korrektiv i henseende til det selvreflekterende, som netop er Krishnamurtis force. Så for at gøre en lang historie kort, så berører eller repræsenterer Krishnamurti sønnens aspekt i den treenige struktur af Kristi genkomst, og rastafari repræsenter faderens aspekt af begrænset rækkevidde med mindre den går netop igennem sønnen.

Fjerde del

1.
Ved dannelsen af en ny regering efter valg til folketinget september 2011 skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds "Kristenheden Syvstjerne", som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menighed levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.

2.
Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.

3.
En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: "Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim", og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.

4.
Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: "i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem" idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: "Jeg ser ikke med mit øje men gennem det". Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.

5.
Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Der er meget de ikke har til fælles, men de har essensen til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?

6.
I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf - men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.

7.
Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.