tirsdag den 16. august 2011

Pengesalme

I lyset af den klare sol,
som over havets bølger
uddeler fra sin hovedstol
de renter, som der følger
af skaberordet, Gud har sat
i banken dengang, det var nat
og gæld til alle sider,
der ser vi nu på bølgen blå
en søjle rejse sig på skrå
og varsle nye tider.

Den skæve kirke rejser sig
som lys på himmelhvælvet,
og skyerne betaler sig
at skue efter skælvet
i hele verdens pengepung,
der før var som en bjælke tung
på løsesummens skuldre,
indtil han segnede omkuld,
hans fod var af det pure guld,
men templet skulle smuldre.

Nu sænker blikket sig igen
på morgensolens vinge
og finder plads til alle, men
vil ingen hjerter tvinge
til at tro på den gode Gud,
som ikke skælder nogen ud
for ikke at betale,
men yder sit med velbehag
den hele gode lange dag
i Himmeriges sale.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/109/125

Ingen kommentarer:

Send en kommentar