Prædiken til 21. søndag efter trinitatis holdt til Kirken i Gyngen på Gallo Skolen den 28. oktober 2012.
I dagens tekst fra Lukasevangeliet
fortæller Jesus en lignelse, som lyder sådan her:
»En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom
og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre
år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde
nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men
han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og
givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge
det om.«
Hvis vi læser denne lignelse meget
opmærksomt, er der flere ting at lægge mærke til. Når lignelsen for det første
handler om et figentræ i en vingård, kan man vel godt tillade sig at spørge om,
hvorfor det vokser der? I en vingård skal der vel vokse vinstokke, og
figentræer skal vel vokse i en figenplantage. Men sådan er det altså ikke her.
Et enkelt træ er åbenbart kommet på afveje og har fået lov til at stå. Men det
trives bare ikke – måske fordi det kræver en helt anden slags pleje end de
vinstokke, det står iblandt.
Og måske fordi vingårdens ejer ikke
har blik for dette forlanger han at få træet hugget om. Men gartneren har
derimod en idé om, hvad der er galt, og han går i forbøn for figentræet. Det
har sandsynligvis brug for gødning, siger han. Hvis det så ikke hjælper, er der
ikke andet at gøre end at hugge det om.
Da der i sommers blev plantet et nyt
blommetræ i Gallo Skolens have, var det med strenge ordre fra Johannes om, at
vi skulle huske at købe såkaldt Plantestarter
til at komme ned omkring træets rødder! Det var vigtigt, ellers ville træet
ikke gro. I Plantorama fik vi at vide, at dette plantestarter egentlig bare er
kogødning, så det var sikkert lige netop, hvad gartneren i dagens lignelse
havde i tankerne.
Hvis vi stadigvæk læser lignelsen
meget opmærksomt skal vi ikke glemme, at der også tales om at hugge træet om!
Det er dommens dag, der kommer ind i billedet. Den begivenhed, vi i Trosbekendelsen
taler om, når vi siger, at Jesus skal komme og dømme levende og døde.
Forestillingen om Dommen er en del af
en gammel bibelsk måde at tænke på, og den er knyttet meget nøje sammen med
forestillingen om verdens skabelse – og også til noget, som ikke så tit nævnes
længere nemlig, at denne af Gud skabte verden har et bestemt tidsrum at
eksistere i inden Dommen over den skal afsiges. Dette tidsrum er 6000 år, og i
Bibelens måde at regne på, regnes der med at der gik 2000 år fra Adams skabelse
til Abraham og derefter igen 2000 år til Jesus blev født som Guds søn.
Siden da er der igen gået 2000 år, og
så kommer dommen – eller også er den
allerede kommet – og herefter skal Tusindårsriget, som der tales om i
Johannes Åbenbaring oprinde, og det skal, som navnet siger, vare i 1000 år. Så
er den historie slut, og hvad der kommer herefter er en anden historie.
En af de få, der har haft et nært
forhold til denne bibelske måde at tænke på, at verden skal eksistere i 6000 år inden Dommen, er Grundtvig. I
Grundtvigs udlægning af denne tanke er der nøje gjort rede for den tid, der er
gået siden Kristus – og jeg bliver ikke træt af at gentage remsen, der opregner
de syv historiske menigheder, som Grundtvig ser kirkehistorien udfolde sig i:
Disse er nemlig den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske,
den danske og endelig den syvende og sidste, som er den indiske, og som er den
vi skal beskæftige os med her.
I det seneste par hundrede år har et
møde mellen Indien og Vesten fundet sted, og i dettte møde finder vi måske i
virkeligheden den Dom, der tales så meget om, og dommen har et navn. Dommen
hedder Nirvana.
I mødet mellem evangeliet og nirvana
sker der noget helt afgørende, og nirvana forvandler sig til næring for
evangeliet. Nirvana er den store tomhed, som selvfølgelig kun er tom for at
kunne fyldes, og den fyldes af evangeliet.
Hvis man i religionsvidenskabelig
korrekthed vil gøre indsigelser herimod og forsøge at fastholde nirvana
ubesmittet som Indiens store erfaring, går man naturligvis glip af denne historie. Men vi andre har lov til at sige: Nirvana er allerede frugsommelig ved evangeliet og venter et barn - eller er barnet allerede født?
I historien om mødet mellem Indien og
Vesten optræder mange navne. Men ikke alle er i stand til at matche den kristne
tros overvældende tilgivelse og kærlighed til det at være menneske. Men ét er.
Inderen Krishnamurti, der som 14årig i
1909 blev opdaget af Teosofisk Samfund og udset til at være den kommende
Verdenslærer, vor tids Messias – og som 20 år senere i 1929 trak sig ud af
Teosofisk Samfund for at tale i eget navn.
Alt, hvad Krishnamurti siger, lyder
som noget man har hørt før. Men hvis man lytter nøje efter, har man aldrig hørt
det sådan før. Krishnamurti har nemlig tilegnet sig hele den europæiske kultur
i en legende uskyld, som kommer af, at han bærer nirvana i sig.
I Krishnamurtis tale om Sandheden som
et land uden stier er der egentlig ikke tale om andet end et rids af den
sokratiske indsigt, at det eneste man kan vide, er, at man intet ved. Men
selvfølgelig er det kun som udgangspunkt for at blive klogere, at man må
begynde med at konstatere at man intet ved. Det er ikke fordi det intet at vide
er en erkendelse i sig selv.
Ligeledes er der i Krishnamurtis
afvisning af organiseret religion samtidig med, at han taler om et andet og
mere inderligt fællesskab mellem de, som virkelig ønsker at forstå, tale om en
genopdagelse af den kristne nadvertanke, som er ganske parrallel til Grundtvigs
mageløse opdagelse af samme i 1825. For Grundtvig var der tale om at unddrage
sig kirken som institution i en genopdagelse af den levende menighed samlet om
dåb og nadver – og der er i princippet tale om det samme hos Krishnamurti, selv om
dåb og nadver hos ham er erstattet af samvær og samtale. Hos Krishnamurti er
der ingen ritualer men kun fælles Fordybelse.
Man kunne nævne flere eksempler på
Krishnamurtis tilegnelse af europæisk kultur. Krishnamurtis ungdomsdigte er præget
af Højsangen i Det Gamle Testamente, som han efter sigende skal have kunnet
næsten udenad som yngre. Hans tale om selviagtagelse og deraf følgende
umiddelbar forvandling synes at have meget fra Shakespeare og moderne
litteratur i det hele taget. Hans frimodige opgør med Teosofisk Samfund – som
så ham som Messias – skylder han givetvis sit møde med andre unge i Californien
i 1920´erne. Det selvberoende amerikanske menneske, som vi møder i Walt
Whitmans digtning findes jo, og Krishnamurti mødte det. Han konfronterede et kvælende
overgreb på sin egen person så let, som rystede han håret væk fra panden – og
det, der slår én ved at studere Krishnamurtis tilegnelse af så at sige alle
Vestens lyksaligheder er, at det sker med søvngængeragtig sikkerhed!
Søvngængeragtig sikkerhed.
Det udtryk stødte jeg på igen i en
prædiken, som er skrevet på baggrund af begivenhederne den 11. september fo nu
11 år siden. Den dag to kaprede fly fløj ind i to skyskrabere i New York og et
tredie ramte Det Amerikanske Forsvarsministerium i Washington. Se her: http://home1.stofanet.dk/klostersogn/kr-prd.htm#_1_2
Det var også et fjerde kapret fly, og
det er det, vi befinder os i her.
Man ved, at nogle af passagererne i
dette kaprede fly havde lejlighed til at tale i mobiltelefon med deres
pårørende i så lang tid som op til tyve minutter. Én talte med sin kone og en
anden, der ikke kunne få fat i sin kone talte i stedet med en omstillingsdame i
den tid han havde til rådighed.
I disse samtaler gik det langsomt op
for passagererne i det fjerde kaprede fly, at også deres eget fly var udset til
at være et levende missil – og det var her de besluttede at overmande
gidseltagerne med fare for deres eget liv. Det gik også sadan, at flyet efter
en zig-zaggende kurs styrtede ned og alle ombordværende blev dræbt.
Det er højdramatiske tyve minutter der
er tale om, hvor den af de to nævnte, der talte med sin kone, spurgte hende, om
det ville være rigtigt af ham at angribe gidseltagerne. Det har ikke været
nogen let beslutning for hende, men hun gav ham lov. Du må gøre det, sagde hun
til ham. Da hun mindede ham om, at han var ubevæbnet svarede han humoristisk,
at han da stadig havde plastickniven fra morgenmåltidet.
Den anden, som talte med en
omstillingsdame, afbrød ikke opkaldet, da de havde afsluttet samtalen, med bad
hende om at bevare forbindelsen. Hun hørte som det sidste fra ham, at han sagde
“Let´s roll”. Hans kone sagde senere, at det netop var det, han plejede at
sige, når bilen var pakket om søndagen og hele familien var klar til at tage på
tur. Det var altså med en helt dagligdags bemærkning, han gik sin skæbne i
møde.
Den fine iagttagelse i den prædiken,
jeg gengiver fra er, at på tyve minutter
voksede passagererne i det fjerde fly til at være martyrer. De vidste ikke,
de skulle være det, men pludselig var det lagt til rette for dem at blive det.
I Efeserbrevet kapitel 2 står der en
sætning, som giver mening her:
“For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud
forud har lagt til rette for os at vandre i”.
Gode gerninger, som Gud forud har lagt
til rette for os.
Evangeliet er, at der ikke er noget
bud, vi skal overholde, men at der er lagt gerninger til rette for os, som vi
med søvngængeragtig sikkerhed skal vandre i.
Amen.
