En sædemand så let på tå

Hvem er det, som vi skuer gå
på vandet over fjorden
og kalde frem den himmel blå
af stormen over jorden.

En sædemand så let på tå,
som var han gjort af skyer,
går over marken for at så,
som syersken nu syer.

Hun træder nålen med sin tråd
og agter vel på sømmen,
som fiskeren i samme båd
må agte vel på strømmen.

Imens han stanger sine ål
om natten ved en lygte,
så viser hendes taljemål
sig mindre end sit rygte.

Hun tager nu sin kjole på,
som går til over knæet,
som fiskeren i grunden så
og lagde sig i læet.

Hvor hyrderne på marken lå
og spurgte om beviset,
der lod Gud selv sin engel stå
med ånden overiset.

Han lægger hovedet på skrå
og siger med det samme,
den glæde skal al verden få,
som gør al sorg til skamme.

Det grunder malkepigen på
og lader hånden glide
med korn henover golde strå
ud over jorden vide.

Derom profeten kunne spå
og englene forkynde;
det er, hvad markens hyrder så
og lod vor tid begynde.

Den første tid har trange kår
og er alt andet lige;
men lad det gå som livet går
sin gang i Himmerige.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/15/332