Nu lysner det, og se den står

Nu lysner det, og se den står

med skimlet hvide mure;

imens den den gamle klokke slår

i takt med tidens ure.

Vist trænger den til en gang kalk,

men det er kun det ydre;

det rimer rimeligt på kælk,

at spørge troens fædre.

Da falder der et særligt lys

i disse juledage;

fordi den gamle tro fornys

og vender frelst tilbage.

Det lyder blidt fra sogn til sogn,

at Salomon sig viser

i landet i sin gyldne vogn

og synger sine viser.

Men her er mer end Salomon,
og liljerne sig klæder
i deres søde dufte kun,
uvisnelige hæder.
Selv himlens fugle finder frø,
selv om de ikke pløjer;
og når en lille spurv skal dø,
Gud den til sine føjer.

*

Selv kirken gynger på sin grund;

den skæve fure springer

på vid med spirer i sin mund

udlignet af Guds finger.

For kristen er hver sjæl i smug,
førend det bliver sommer,
kun trukket til det friske trug
lidt førend tørsten kommer.

Nu er der lys på bølgerne,
hvor Jesus på sin stige
er steget ned med følgerne
herfra til Himmerige.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/293/165

Velsignelsen følges med den

The man is ever bless’d

Who shuns the sinners’ ways,

Among their councils never stands,

Nor takes the scorner’s place;

^

Velsignelsen følges med den,

der bereder synderen vej

og aldrig fordømmer sin eneste ven

og siger ja og ikke nej.

!

But makes the law of God

His study and delight,

Amidst the labors of the day,

And watches of the night.

He like a tree shall thrive,

With waters near the root;

Fresh as the leaf his name shall live;

His works are heav’nly fruit.

Not so th’ungodly race,

They no such blessings find;

Their hopes shall flee, like empty chaff

Before the driving wind.

How will they bear to stand

Before that judgment seat,

Where all the saints, at Christ’s right hand,

In full assembly meet!

He knows, and He approves

The way the righteous go;

But sinners and their works shall meet

A dreadful overthrow.

I støvet for mit øje ser

Nu svæver du i vægtløshed
og lader tiden gå,
til jorden kalder med sit bad
og med sit bord til to.
I støvet for mit øje ser

jeg aftryk af din fod,

fordi du fra din trone har

trådt på din klode ned.

Du strakte ud din stærke arm

og plantede et flag;

dér stod det i din trones storm,

da du til himmels steg.

Uskyldig satte du din stav,

så den stod rank og fin,

i månens hvide pulverstøv

imellem dine ben.

Du tager kun et lille skridt,
men det er stort for os,
for ellers er vi overladt
til den, som er os vis.
Nu svæver vi i vægtløshed
hen over månens støv
og bliver i den bøn, du bad
i Rolighedens hav.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/572/271/2

DR havde fundet det passende at vise Apollo 11 om månelandingen juleaften på kulturkanalen. Jeg fandt det også passende. Et vælig fint drama om store begivenheder og få og  betydningsfulde menneskelige valg. Jordens blå øje hvilende velsignende over rejsen.

Så taler du i telefon
med præsidenten selv,,
som taler om de vises sten,
på vores himmelhvælv.
Nu stiger jordens øje op
højt over månens rand
og stråler inderlig om kap
med solen lys og rund.

Hilsen fra fyret.

Jeg kaster lys ud i mørket med regelmæssige intervaller.

Solhverv eller ej.

Nu sænker julefreden sig

Nu sænker julefreden sig
på vinger over dig og mig;
den har en englelyd så fin,
at jeg forveksler den med din.
Jeg tror, at det er dig, der går
omkring, når kirkeklokken slår;
så går du ind, hvor der er lydt
og standser op og tøver lidt.

Du linder på en lukket dør
et sted, hvor du har været før,
og skænker fred i sjæl og sind
i huset, hvor du træder ind.
Maria sidder ved din fod
og drikker af din overflod,
for hun har valgt den gode del
og føler, at hun bliver hel.

Det er i dag din fødselsdag,
og vi har pyntet med dit flag
som dug på bordet, hvor du frit
meddeler os, hvad der er dit.
Det er dit legeme og blod;
hvor flæskestegen lige stod,
der sætter du den røde kål
og skænker op og siger skål!

Dit glas, det har så fin en klang,
at jeg forveksler den med sang
som sunget af de engle små,
dengang du selv i krybben lå:
Hvor hyrderne ved bålet lå
og tænkte, om de gad at gå,
der overtalte engle dem
til at gå ind i Betlehem.

Vi drager også selv dertil,
og gør som englene, de vil,
og banker på en lukket dør
et sted, hvor vi har været før.
Her finder vi, som de har gjort,
et lille under, som er stort,
at selv det allermindste hjem
er større end Jerusalem.

Lande som lå i mørket længe hen,

(Lande som lå i mørke længe hen,

er det forundt nu at skue himlens skær;

riger som lå i dødens kolde grav

er genopstandne nu som en vældig hær.

Jomfruens søn er lige blevet født,

se barnet kommer til syne på et strå;

hvad skal vi kalde ham, hvad er hans navn,

som ved Guds ånd i moderlivet lå?

Underfuld rådgiver, almægtig Gud

ved moders barm i et billede på jord;

himmelske fader, fyrste over fred;

selv Davids søn, og hans herre ved sit bord.

Riger og lande nu i fjern og nær

skal ved hans skulder få trøst for bittert savn;

nu skal hans herredømme blive stort,

nu skal al ære bekendes i hans navn.)

Jesus, sin fader David beder nu

om at få magt til at herske over alt;

sin fjende forvandler han til sin fod,

og sine venner gør han til jordens salt.

Efter "The lands that long in darkness lay", Isaac Watts 1709.

Melodi: http://nethymnal.org/htm/l/a/landstha.htm

"For unto us a child is born, unto us a son is given: and the government shall be upon his shoulder: and his name shall be called Wonderful, Counsellor."—Isaiah 9:6.

I en prik på himlen som en stjerne

  Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
       v68  Lovet være Herren, Israels Gud,
      for han har besøgt og forløst sit folk.
       v69  Han har oprejst os frelsens horn
      i sin tjener Davids hus,
       v70  sådan som han fra gammel tid har forkyndt
      ved sine hellige profeters mund:
       v71  at frelse os fra vore fjender
      og fra alle dem, som hader os,
       v72  at vise barmhjertighed mod vore fædre
      og huske på sin hellige pagt,
       v73  den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
       v74  at fri os fra vore fjenders hånd
      og give os at tjene ham uden frygt
       v75  i fromhed og retfærdighed
      for hans åsyn alle vore dage.
       v76  Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
      for du skal gå foran Herren og bane hans veje
       v77  og lære hans folk at kende frelsen
      i deres synders forladelsen,
       v78  takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
      hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
       v79  for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
      og lede vore fødder ind på fredens vej.

Israel, din Gud højt være lovet,

Herren igen besøgt sit folk;

selv om det i timen tungt har sovet,

har han nu forløst det ved sin tolk;

og i Davids hus og by skal kornet

vælde af overflødighedshornet.

Som Gud selv til Abraham har svoret,

vil han fri os ud af fjendens hånd,

så vi trygt kan synge med i koret

og tilbede ham foruden bånd;

du mit barn får lov at synge solo,

imens hele koret spiller polo.

Stå, min rose, i det store øde

og lad stemmen stige som en duft;
det vil ingen sarte sjæle støde,

de vil bare tro, at du er luft;
indtil du dig viser for vort øje
skjult i solopgangen fra det høje.

I en prik på himlen som en stjerne

kommer du til syne for mit blik,

og du kommer hertil fra det fjerne

med det sår i hjertet, som du fik;

men nu er du klædt i magt og glæde

bragt hertil fra himlens høje sæde.

Klædt i herlighedens dyre klæde
klæder jeg min næste i din pragt;
hun går gennem byen for at glæde
alle andre i sin nye dragt;
når de da betænker, hvor hun smiler,
ved de også, hvor dit øje hviler.

Du ser ind i hjertets dybe grunde,
hvem kan skue i sin afgrund selv?
Dybere end foden selv kan bunde,
sænker du dit dybe himmelhvælv;
så når dagen kommer for at dømme,
skal hun i din store nåde svømme.

Når hun føler hjertets hårde kulde
isne gennem legeme og sind,
føler hun fortvivlende til fulde
kun at være klædt i storm og vind;
men dit eget hovede du sænker
mod den nøgne skulder nu og tænker.

I en flig af Herrens egen kappe

skjuler hun sit ansigt og sin gråd,

og hun kan med den sin egen lappe

med sin nål og med sin egen tråd,

der er rød som Jesu blod og vinen,
når hun løber lige ud af linen.

Hører vi, når silkesnoren brister,
eller er derikke nogen lyd,
ikke end en engel som der lister
gennem stuen til den store fryd,
der er skjult i husets sovekammer,
hvorfra alle søde unger stammer.

Selv er vi hos faderen i himlen,
når vi går omkring på denne jord,
spredt imellem stjernerne i vrimlen,
når vi sidder om det runde bord,
hvor der intet mere er at sige
end, at vi er født af Himmerige.

Og Jesus er det sande lys

Og Jesus er det sande lys,

som ingen skygge ved;

nu skal al skabelsen fornys

ved al hans kærlighed.

Igen den kære sol står op

i glans på vores jord

og skænker mod til sjæl og krop

og fylde til vort ord.

Det stråler som en egen sol

på himlen klar og lys

og spænder let fra pol til pol

Jerusalem det Nys.

I spredt orden

En kvinde med en rød paraply

passerer forbi med en hund

i en af disse lange snore i en spole.

Rønnebærrene hænger endnu røde på træerne,

og græsset er grønt på skråningen,

og en grå lygtepæl står lodret som en flagstang ved vejen.

Mågerne flyver forbi i spredt orden.

På denne side af ruden

står flasker og glas fra i aftes endnu på bordet,

og selv stolene er spredt i stuen.

Hajerne bevæger sig uafladeligt

i hjernens akvarium.

En hval bag min pande holder øje med flankerne.

Hugget i sten

Lysvågen hele natten, og nu

er klokken seks.

Jeg stiller vækkeuret

en time frem.

Søvnen indfinder sig monumentalt

i de følgende dage.

Nu svæver jeg
som en måne
hugget i sten.

*


Hendes knæ for dit blik

Dit undvigende blik
stiger etage for etage
mod himlen bag dig.

Det går sine egne veje og tager
til sidst dig selv med sig.

Du rejser dig og går
med slangen i tørklædet
og sætter den fri i græsset i parken.

Hendes hår falder
til hendes knæ
for dit blik.

^^^^^^^

Jeg var derinde som en drøm,

og søvnen huggede mig fri som en fugl

og fløj væk.