I Simon den Spedalskes hus

I Simon den Spedalskes hus,
der var et mægtigt gilde
hvor roserne de havde lus
men duftede så milde,
at de befordrede en rus,
hvor solen fordum gløde,
de duftede så søde.

Sin alabasterkrukke brød
Maria mellem torne,
og salven mellem roser flød
fra stjerne og til stjerne;
hun over Jesu fødder gød
sit dyrebare eje
i stedet for at neje.

Hun salvet har mig før min død,
hvad ingen andre vover,
det sagde Jesus, og han bød,
hvor andre bare lover,
at huske hende, vel det lød,
så skal mig ikke svige
min tro på Himmmerige.