mandag den 30. september 2013

Sandhedens blindgyde


Måske er det på tide at genopfinde blindgyden som eksistentiel kategori. Søren Kierkegaard er nok ikke alene om at ende i en sådan. Alene ordet ‘kirkelukning’ siger, at dertil er kirken også selv kommet. Blindgyden forstået ikke som skæbne men som eksistentiel kategori leder tanken hen på oldtidens store dramatiker Aischylos. I behandlingen af denne i “Lyset fra Akropolis” skriver Vilhelm Grønbech:
.
“Ingen af de to sejrer, hverken Gud eller menneske sejrer. Det er Aischylos´ store tanke at først da Zeus lærer lidelsen at kende kan de to møde hinanden, og en skønne dag finder de sammen i den dybe visdom som vi har hørt Aischylos udtale på andre af livets områder. Løsningen er ikke en harmonisering af modsætningerne, den kommer når man er gået til bunds i lidelsen og derfra dukker op til en ny menneskelighed.
    Der falder mig et billede ind som jeg har elsket fra jeg var ganske ung, de linjer jeg så ofte har citeret af Brownings Saul, dèr hvor han lader David opleve den nye ordning, the new law, og så siger han: See the Christ stand. – Det er den nye lov: Gud og menneske finder hinanden. Det er mærkeligt hvordan Browning ad sine veje er kommet på samme tanke”.

Kristen humor


I forbindelse med fejringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel udtalte biskop Kjeld Holm ti Kristeligt Dagblad, at Kierkegaard endte i en blindgyde og optrådte neurotisk under sit voldsomme angreb på kirken i det sidste år af sit liv. Det VAR også et meget voldsomt angreb, og han sagde blandt andet, at den som IKKE gik i kirke havde i det mindste én synd mindre – nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar. Fra denne periode stammer også skudsmålet for en ung teologisk kandidat: “Cand. theol. Ludvig From søger. Mest af alt søger han embede”. Selve angrebspunktet for Kierkegaards angreb på statskirken er også morsomt – eller bliver det i hvert fald i Kierkegaards karikatur. Det var, at den senere biskop Martensen i sin begravelsestale over biskop Mynster kaldte denne et “sandhedsvidne, et i en hellig kæde tilbage til apostlene”. Kierkegaard parodierede det igen og igen. Skulle en biskop med sin fede løn og sikre stilling i samfundet kunne vidne om den fornedrede og korsfæstede? Denne form for sarkasme er såre menneskelig. Men i den store artikel om Kierkegaard i Gyldendals Encyklopædi findes den oplysning, at Kierkegaard ved siden af denne menneskelige humor eller rettere ironi også havde et begreb om en 'kristen humor'.
Jeg skal ikke gøre mig klog på Kierkegaards egen definition af dette begreb. Men det er nok at få tonen slået an, så kan vi selv gå på opdagelse. Når nu talen er om Kierkegaards blindgyde, så falder det mig ind, at jeg selv er vokset op på en såkaldt blind vej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.

Måske er det på tide at genopfinde blindgyden som eksistentiel kategori. Søren Kierkegaard er nok ikke alene om at ende i en sådan. Alene ordet 'kirkelukning' siger, at dertil er kirken også selv kommet. Blindgyden forstået ikke som skæbne men som eksistentiel kategori leder tanken hen på oldtidens store dramatiker Aischylos. I behandlingen af denne i "Lyset fra Akropolis" skriver Vilhelm Grønbech:

"Ingen af de to sejrer, hverken Gud eller menneske sejrer. Det er Aischylos´ store tanke at først da Zeus lærer lidelsen at kende kan de to møde hinanden, og en skønne dag finder de sammen i den dybe visdom som vi har hørt Aischylos udtale på andre af livets områder. Løsningen er ikke en harmonisering af modsætningerne, den kommer når man er gået til bunds i lidelsen og derfra dukker op til en ny menneskelighed.
    Der falder mig et billede ind som jeg har elsket fra jeg var ganske ung, de linjer jeg så ofte har citeret af Brownings Saul, dèr hvor han lader David opleve den nye ordning, the new law, og så siger han: See the Christ stand. - Det er den nye lov: Gud og menneske finder hinanden. Det er mærkeligt hvordan Browning ad sine veje er kommet på samme tanke".

En spektakulær blindgyde, som hører den moderne verden til, knytter sig til Teosofisk Samfunds lancering af Krishnamurti som Messias. I en særudgave af det lille blad 'Krishnamurti Bulletin', som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i februar 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren: Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.
Både her og andre steder er der hos Krishnamurti meget få tilknytningspunkter til andre tænkere, hvilket kan give det indtryk, at Krishnamurti taler fuldstændig forudsætningsløst i en direkte tilgang til tilværelsens store spørgsmål. Dette forhold er betinget af karakteren af Krishnamurtis egen åndsform, som i høj grad er mystikerens - men dog kombineret med et nærvær og en præcis opfattelse de to kulturer, han var i berøring: Den indiske og den europæisk/amerikanske. Fornøjelsen ved at beskæftige sig med Krishnamurti er derfor i høj grad at opdage gang på gang, hvorledes dyrekøbte værdier i vestlig kultur og religion hos Krishnamurti finder en hidtil uset gunstig jordbund at vokse i.

Når det gælder talen i Ommen i august 1929, er der i talens centrale påstand, at ”Sandheden er et land uden stier”, i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:
“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).
Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik og i forlængelse af en redegørelse for begrebet 'apori', som betyder 'det vejløse', ' det ufremkommelige': “Det vrimler med aporier i Metafysikken” (Politiken 4. august 2003). Det aristoteliske begreb 'apori' er nøjagtig det samme som Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier.
Det morsomste kristne dogme er forestillingen om Jesu genkomst på himlens skyer. Der er næsten ingen, der kan tage det alvorligt - heller ikke jeg. Jeg forestiller mig, at det bør oversættes 'som sol på himlens skyer', og derved forsvinder den kristne mytologi jo helt ud af billedet. Men det var vel også meningen.

torsdag den 26. september 2013

Som tusindvis af rønnebær

Som tusindvis af rønnebær
er kærlighedens glød;
og det er hele himlens hær,
som stod, da Herren bød.

Nu står de spredt og danner ring
om rækkehuses tal,
der skyder op af ingenting
i Himmeriges hal.

I tusindvis af røde sten
er lagt i mur og hjem;
Guds hånd når som en spinkel gren
ind i Jerusalem.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/261

Et rosenblad

Et rosenblad
lander som en båd
på Buddhas isse.

onsdag den 25. september 2013

Opskrift

Kogte rødbeder og æbler
skæres i tern og blandes
med revet peberrod og creme fraiche.

Salt og peber.

Lammekølle med hvidløg
og enebær indeni
og salt og peber udenpå.

Rosmarin.

tirsdag den 24. september 2013

Fuldmånesegl

I en rundkørsel
bremser vi op! Bilerne
flyder som fløde.

Vi kører lige
frem efter månen. Vejen
danner en kurve.

Således kaster
en regnbue sin skygge.
En skygge af lys.

Jeg plukker en halv
rose. Den folder sig ud
som om den er hel.

Inde i stuen
i skæret af levende
lys. Fuldmånesegl.

søndag den 22. september 2013

Fortolkningens kløft

Den mest simple form for buddhistisk meditation er at sidde og blot være opmærksom på sin verjtrækning. Tilsvarende er der i den zen-digtning, som vi bedst kender i forbindelse med haiku, en helt elementær optagethed af årstidernes skiften. Det er det værende som ritual kan man næsten sige. I haikudigtningen er således kirsebærtræernes blomstring om foråret et yndet motiv, ligesom høstmånen er det om efteåret. Sneen om vinteren er det vel også. Det er denne sådanhed i samspil med det enkelte menneskes sorg og lykke, der er zen. En anden form for zen-digtning er waka, som er et haiku tilføjet 2 gange 7 stavelser. Her er ti waka af Ōtagaki Rengetsu (1791-1875) i min gendigtning fra engelsk. At gengive disse digte på vore sprog er at falde i fortolkningens kløft.

Høstmåne
For ikke at afsløre
min fortid for månen
kigger jeg ned
denne aften.

Vand i et gammelt tempel
Klippen er læk
i et gammelt tempel,
næppe sivende vand -
stemmen
af dvælende dharma.

Penselsstrøg
Blot legende
uden hensigt -
de trukne spor
af en pensel
dybbet i blæk.

Sne på vand
Jeg ser sneen falde
i vinden over floden,
derpå forsvinde -
skrøbelige flager over vandet
bliver væk for mit blik.

Ildfluer på marken
Selv hvis en tanke
af ildfluegræs forsvinder,
lyser den måske op
som en ildflue
et andet sted.

Hjerte
Drivende som hvide skyer
fra fødsel til død -
det er svært at blive klog på
dette hjerte.

Længsel i vinden
Jeg venter min elskede,
som endnu ikke er her.
Månen i fyrretræerne
og vindens stemme
forstærker min længsel.

Mørkets blomster
Duften af det blomstrende blommetræ
når selv ærmerne
af min blæksorte kjole -
mit tunge hjerte
gennemtrænger mørket.

Mit ønske under månen
Hvor jeg ønsker
at dø ved fuldmåne
om efteråret,
at selv ikke mørket
må få mig.

Dødsdigt
Jeg ønsker at se månen
fra en skyfri himmel
oven over lotusblomsten
i mit næste liv.

Læs digtene på engelsk her: http://www.gratefulness.org/readings/jhr_rengetsu_poems.htm
Se en verden fuld af glade børn,
de smiler stærkt og brydes for at bære.
Du mærker kroppe trykke mod dit sind
og stryges let hen over dine tanker.

Nu er der mørke igen i sind;
jeg så dog sommeren komme.
Den var så sær, at jeg glemte helt,
at elske den, før den var omme.

Natten blir brudt af en dråbe,
som falder ned mod den lukkede jord.
Mørket blir svækket, men holder sig sort,
så vi ikke kan se, det forgår.

Jorden er vædet og våd af regn,
og frøet føler sig frit.
Det er umuligt at vente andet
end solens komme blidt.

I et hjørne af billedet
opdager vi en gammel bekendt.
Det er den kvindelige terrorist,
der tæver en betjent.

Der er et øjeblik i hver dag,
som Satan ikke kan finde.
Det låser ham i ro og mag
i evigheden inde.

onsdag den 18. september 2013

Hvad er nu Guds evangelium

Hvad er nu Guds evangelium
til forskel fra alle tiders sum
af visdom og åbenbaringer?
Det er tilgivelse for al synd,
Jehova siger det selv med fynd,
og Jesus med sammenligninger.

Da skal Jehova i blandt os bo,
når overalt der imellem to
er ømhed overmåde.
Når ingen frygter hinandens dom
og taler ej heller uden om
men frit om tilværelsens gåde.

Det er en due, som fanger din

opmærksomhed ved at lade sin
flugt gå hen over dit hovede.
Den flyver ind ad den åbne dør
og ind i himlen, som også før,
da Jesus på jorden levede.

Nu går en dom over land og by,
nu frister han med en verden ny,
som før vor frelser fristede:
Gør disse stene til dagligt brød,
og udfri jorden af sult og nød;
således til ham han listede.

I vore dage den samme list
er over os, det er sandt og vist;
han styrtet er til jorden.
Han efterstræberhver enkelt sjæl;
vi kan ham ikke med nogen pæl
igennem kalde til orden!

Kun genopretter vor frelser selv
sit rige ved dette efterskælv,
som går igennem vort øje.
Det standser ikke men slår igen
et slag for fjende og et for ven
og et for Gud i det høje.

Vi ser med hjertet og skuer ind
i Paradis i hinandens sind,
en lykke uden lige.
Maria sidder med barnet sit
og kysser ham både ømt og tit
hver dag i Himmerige. 

tirsdag den 17. september 2013

Parallelsteder


Jeg ønskede mig og fik en Bibel på min femårs fødselsdag, og jeg husker, at jeg fik læst højt af den. Men da vi havde læst historien om Abraham og Isak, smækkede min mor bogen i for aldrig siden at åbne den igen. Derved gav hun mig mulighed for at åbne den igen ved en senere lejlighed.
Jeg slog nærmest op på lignelsen om de betroede talenter, som er et meget godt modbillede til historien om Abraham og Isak, da den er ligeså uforståelig udfra en almindelig måde at tænke på. Men den siger ikke, at du skal ofre det dyrebareste, du ejer. Men at du skal bruge dine talenter.
*
Det gælder historien om en mand, der allerede er gået til køjs med hele sin familie og bliver vækket af en højrøstet tigger, der beder om mad. Han ligger godt under dynen. Børnene er endelig faldet til ro. Men tiggeren bliver ved med at råbe udenfor huset, og til sidst må han op og en tur i køleskabet.
Der er også historien om kvinden, der omhyggeligt havde gemt en hundredekroneseddel i en bog, og nu ikke kan huske, hvilken bog, det var. Hun må febrilsk igennem hele reolen, og da hun endelig finder den af bare glæde må fejre det og inviterer sine veninder på is nede på lystbådehavnen.

Kære Jesus, blid og mild


Kære Jesus, blid og mild,
lad mig ikke fare vild;
lad mig i enfoldighed
finde al din kærlighed.

Famlende jeg finder ind
til dig lige som en blind;
lad mig i elendighed
skue al din herlighed.

Du er mit forbillede,
du vil ikke vildlede
mig, du er et lille lam,
som borttager jordens skam.

Jeg vil være, som du er
lige nu og lige her;
jeg vil bære verdens synd,
vend mig om og sig: Begynd!

Lad Guds vilje være min,
lad den som et bæger vin
løfte mig som ånd og vind
helt i Himmerige ind.

Efter "Gentle Jesus, meek and mild", Charles Wesley, 1742.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/380
Melodi: http://nethymnal.org/htm/g/e/gentleje.htm

Fjernsyn


I vindueskarmen ligger en balinesisk figur
knælende, men den ligger altså, væltet
med ansigtet mod den opgående sol i bøn.

Humlen blomstrer ovenover som en grøn
klokke hængende ned ved siden af ledningen
fra fjernsynsantennen. Den sidder stadigvæk

på taget, selv om den ikke længere er i brug.
Nu er det bare en lille stueantenne, der
klarer ærterne. Siden det blev digitalt.

søndag den 8. september 2013

I Simon den Spedalskes hus

I Simon den Spedalskes hus,
der var et mægtigt gilde
hvor roserne de havde lus
men duftede så milde,
at de befordrede en rus,
hvor solen fordum gløde,
de duftede så søde.

Sin alabasterkrukke brød
Maria mellem torne,
og salven mellem roser flød
fra stjerne og til stjerne;
hun over Jesu fødder gød
sit dyrebare eje
i stedet for at neje.

Hun salvet har mig før min død,
hvad ingen andre vover,
det sagde Jesus, og han bød,
hvor andre bare lover,
at huske hende, vel det lød,
så skal mig ikke svige
min tro på Himmmerige.

onsdag den 4. september 2013

Josef som frelser


Bibelen er en sjov størrelse. Egentlig betyder ordet bogsamling ligesom bibliotek, or bibelen er en samling af bøger. En muslimsk ven spurgte mig engang om, hvem der har skrevet bibelen – og jeg blev så overrasket, at jeg aldrig fik svaret. For bibelen har flere hundrede forfattere, og med en moderne tekstkritisk læsning af bibelen in mente ved vi jo, at der er endnu flere såkaldte redaktører på spil i tilblivelsen af bibelen.

Der er også mange skæbner i bibelen især i de gamle testamente. I Grundtvigs sang om ”Fong Farao” hører vi om den spæde Moses, som er heldig at blive adopteret af konges datter, som ”var bedre end han”, som der står i sangen. Selv om farao forsøgte at udrydde ebræerne ved at slå alle deres drengebørn ihjel, var der alligevel en der overlevede – og ham var det, som siden skulle føre sit folk ud af fangeskabet i Ægypten og ind i Kanaens land.

Men hvorfor var israelitterne eller ebræerne, som de kaldes her, overhovedet i Ægypten? Det får vi at vide i historien om Josef. De fleste kender sikkert historien om Jakob, der forelskede sig i sin kusine Rakel og måtte arbejde 7 år for sin onkel Laban for at få hende. Men på bryllupsnatten blev han snydt og fik i stedet hendes mindre attraktive søster Lea, som ellers var svær at få afsat. Så måtte han arbejde 7 år til for Laban for endelig at få Rakel. Derfor havde Jakob allerede 10 sønner, da han fik sin første søn med sin Rakel, og Josef blev hans yndling. Det vakte de øvrige brødres jalousi, og for at slippe af med ham solgte de ham til ægyptiske slavehandlere og bildte Jaskob ind, at han var død.

Men Josef fik fremgang i Ægypten, og vi kender måske historien om, hvordan hans Herre Potifars hustru lagde an på ham og fik ham smidt i fængsel, da han afviste hende. I fængslet gjorde hans evner som drømmetyder ham kendt, og han blev hentet ud af fængslet for at tyde faraos drømme om de syv fede køer og de syv magre køer. Det tolkede han til kongens tilfredshed som syv fede år efterfulgt af syv magre år. Han blev herefter faraos højre hånd.

Da der siden blev hungersnød hjemme, hvor hans familie boede, sendte hans far Josefs brødre til Ægypten for at anmode om korn. Det var ingen ringere end deres egen forhadte lillebror, de kom i audiens hos, men de genkendte ham ikke. Josef genkendte derimod dem. Han tilgav dem og fik sin far og hele hans familie til Ægypten, så de overlevede hungersnøden.

Herefter blev Josef og hans slægt boende i Ægypten og blev talrige. Men der kom en ny faro, som intet vidste om Josef, og ægypterne opfattede efterhånden ebræerne som et problem. Den nye farao gav ordre til at alle ebræernes drengebørn skulle kastes i Nilen. For Moses skete det ved at han blev lagt i en lille båd. Den er den historie Grundtvig har digtet om.

Historien om Josef har givet anledning til en anden sang af reggaemusikeren Bob Marley. Det er den, der hedder ”Redemption Song”, hvor Bob Marley identificerer sig selv og sine forfædres slavetilværelse med fortællingen om Josef. Men i omkvædet tales der også om det mentale slaveri, sangen får herved adresse til os alle. Josef tager vel imod os alle med sin overflod af korn.
http://www.youtube.com/watch?v=55s3T7VRQSc

tirsdag den 3. september 2013

Halogénbomber

Forleden sad der
hundrede spurve i en sværm
på parkeringspladsen.

I dag er der flere hundrede æbler
på æbletræet.

Jeg spiser stærk ost
og drikker stærk kaffe.

Vi hængte fem rispapirslamper op
i lejligheden i går.

Fem hvide sole!

De falder som halogénbomber
i hvert eneste rum.

Lys i alle regnbuens farver.

*

Her er et digt, som ad omveje kommer til sagen, som er den udskiftning af energiforbrugende glødepærer med elsparepærer, som er forordnet af EU. Deciderede elsparepærer giver et mindre behageligt lys end de gamle glødepærer. Men der er også andre muligheder f. eks. dioder og halogénlamper. Halogénpærer giver ligesom glødelampen et bredspektret lys, som gengiver farverne naturligt.

Opgave: Lad udskiftningen af lyskilder fremkalde en tekst. Skriv om dine personlige erfaringer med at bruge forskellige pærer, eller gå mere videnskabeligt til værks. 

mandag den 2. september 2013

Æbletræet


Igennem årenes løb
har jeg flere gange
måttet høre på,
at æbletræet skal beskæres.

Som om det ikke er blevet det!

Blot tøver jeg
et år eller to
eller flere.

Så får træet
sin helt
egen form.

I år er en gren
i sommerens løb
sunket og sunket
helt ned til jorden.

I takt med
at to æbler
blev modne.

Nu ligger det ene
æble på jorden
og rådner.

Det andet løfter sig igen
en anelse over jorden.

Forløst.