torsdag den 21. februar 2013

Nu beder vi for alle

Nu beder vi for alle,
der går i frygt og nød
igennem dybe dale,
hvor mælk og honning flød.

Lad dem dit nærvær mærke
igennem vore skridt,
og lad os salve være
for alle, der har lidt.

Din fred til dem, der sørger,
du skænke. Lad det ske,
at smil igennem tårer
må bryde frem og le.

Giv håb og nye kræfter
til dem, der måtte gå
fra hus og hjem og hæfter
for gæld, de ikke så.

Til dem, som ingen andre
kan lide og til dem,
der intet har tilbage,
giv dit Jerusalem.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/549/541

I sin fjerde artikel om nye bønner til folkekirken skriver Bo Hakon Jørgensen om en bøn af Tine Illum og Jørgen Demant. Det er en bøn for de andre, for dem der lider og er udstødte. Det specielle ved den er, at den beder Gud hjælpe dem - igennem os! Bønnen anvender ret almindelige ord, som godt kunne udskiftes med andre. Jørgensen foreslår alternativt en bøn for dem, "som ingen kan lide" og føjer til " - en bøn jeg ofte har savnet i kirken som menighed, da vi jo ved, hvor meget udstødelse, der er i sådanne samfundsdannelser". Denne yderste fordring giver salmen et sted at rejse sig fra.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar