Guds enbårne søn,
som fødtes som svar på den eneste bøn;
din moder Maria i krybben har lagt
dig ned som i graven, da alt var fuldbragt;
opstanden, opfaret til himmels som syn
for hvælvede bryn.
Velkommen igen
på dagen som skrifterne spåede den,
hvor duerne kredser med fred over by
og kurrer på taget i ly under sky,
hvorpå du er kommet med lysende sol
til marts og viol.
Din smilende kyst
har mågerne krydset så hvide på bryst;
de lander på marken, hvor kragerne gror,
og flyver igen ad usynlige spor
tilbage til havet, hvor fiskene bor
og synger i kor.
Tillykke min ven
med dagen, der går, og hvor den kommer hen
skal pindsvinet vågne i vinterens hi
og mærke i mørket, at den er forbi,
og foråret kommer med rislende bæk,
og kulden er væk.
Du sænker dig ned
på jorden og lander et hemmeligt sted,
hvor de kun dig skuer, som før dig har set
i hjertet og troet på det, der er sket
med himlen og jorden og afgrund og hvælv
i hjerterne selv.
På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet den hellige ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det sagt.
Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.
Du byder mig vin
så rød som dit blod i krystallen så fin;
i øjnenes bæger der skænker du op
af vinen, du bærer på fad i din krop;
af druerne fem er den blandet og smag
den yderste dag!
Nu flytter jeg ud
i haven, hvor liljerne er sprunget ud
til påske og pinse i et blomsterbed
som altid og altid et hemmeligt sted,
hvor lykken står bi, og jeg finder min kat
en sensommernat.
En regnbuering
gled nu af Guds finger blandt tusinde ting;
han rørte ved øjet ved øverste pol,
så nordlyset vældede ud som en sol
med ét af Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.
Hvor valget er frit,
der vælger vi engle til himlene tit;
i byråd og folketing laver de lov
for koen på marken og fuglen i skov
i fred med hverandre dog kække og kry
i smilenes by.
Den hellige ånd
har rusket sig fri af det snærende bånd
og udfolder vingerne frit over jord
og folder dem sammen igen i dit ord
og synger på grenen som spurven på kvist
så sikkert og vist.
I sommerens løb
skal Eva sig rejse, hvor hugormen krøb
i støvet, og leve i tusinde år
og dele med dig de velsignede kår;
I ser, I er nøgne og lader jer se
og falde som sne.
Anskuelighed,
du udfolfder verden i led after led;
hvad ordet ej magter, det lader du ske,
således at vi hver detalje kan se,
som djævelen ikke kan skjule sig i
men må gå forbi.
TilgængelighedI ser, I er nøgne og lader jer se
og falde som sne.
Anskuelighed,
du udfolfder verden i led after led;
hvad ordet ej magter, det lader du ske,
således at vi hver detalje kan se,
som djævelen ikke kan skjule sig i
men må gå forbi.
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
foran Israel.
Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk,
og lader sig dele af verden i to,
og finder hinanden i tro imod tro,
som Krisus og kirken, når kirken står brud
med Kristus for Gud.
