Når man roder sig ud i noget,
som man ikke har forstand på
men alligevel gerne selv vil,
opstår der uforudsete og ligefrem usandsynlige problemer.
Springet fra idé til virkelighed støder på grund.
At save hullet for stort til vasken
eller lave en prop af kaustisk soda i afløbet
er oplagte klasikere.
Men selv, når jeg tager højde for alt,
virker værktøjet ikke altid efter hensigten,
og selv, når jeg spørger mig for,
får jeg ikke altid gode råd.
Selv håndværkere er teoretikere,
byggemarkedet en labyrint.
Jeg aner ikke,
hvordan jeg kom hjem med en dør,
der alligevel var 9 cm for bred -
at den var 4 cm for høj vidste jeg godt,
men det er der råd for.
Nu lukker den alligevel
helt ud på den anden side af karmen
og må hæftes indvendig med en krog.
Men det er smukkere nu end før.
*
*
Her er et gør det selv digt. Digtet henter sit stof fra et praktisk gøremål. Håndværk og teknik rummer mange særlige ord. Her er gevind og dyvler, små blå søm og bolte. Det er ofte upopdaget land for en skønånd.
Opgave: Skriv et digt om et praktisk gøremål. Om at skue en pære i eller om at bygge et hus eller anlægge en have. Husk at få de særlige ord med, som knytter sig til netop dette område.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar