mandag den 3. september 2012

Ikke-vold eller ikke-discipel


Jeg har en ganske klar idé om, hvad Grundtvig har betydet for mig. For at indkredse det vil jeg starte med at forsage Bjørn Nørgaard eller i hvert fald hans gobeliner. Her optræder Gandhi nemlig i det verdenshistoriske vue, hvilket naturligvis giver god mening, når der er tale om verdenshistorie, hvad der jo er. Men der burde være tale om kirkehistorie, ikke? Burde ikke dansk selvforståelse være et indbegreb af vor kristne arv og forvaltningen af den? Selvfølgelig ikke, men jeg tillader mig her at være arbitrær og se sagen udelukkende fra min egen skæve vinkel.

Altså, Gandhi! Da ikke ham, da ikke denne indiske asket og sultestrejker med hans ikke-voldsideologi som udtryk for en dansk relation til Indien. Det er for letkøbt, og det er ikke udtryk for kærlighed til noget som helst - eller nogen som helst, skulle jeg måske skrive, for måske er det kærlighed til en idé, ideen om ikke-vold. Men er ikke-vold ikke bare et trick, som i sit inderste væsen selv er afhængigt af vold blot i en total projektion over på modstanderen? Den indiske selvstændighed var også en deling af Indien og en skabelse af Pakistan. Ikke-voldsideologien spillede allerede dér fallit.
                      
Nu er det sikkert mig, der ræsonnerer letkøbt, men det får være. Der er ingen anden vej frem end en undsigelse af dette selvretfærdige gespenst. Selv om Martin Luther King kunne lide hans tanker. Jesus gav os ånden, men Gandhi gav os metoden til at vende den anden kind til, skal han have sagt. Åh, nej! Ånden er metoden, selvfølgelig er ånden metoden. Der findes ingen metode udenfor ånden. Men det er svært at argumentere mod Martin Luther Kings sværmeriske kætteri, for det virkede jo! Eller gjorde det? Eller skabte det blot separation på et mere anstændigt niveau? Det er selvfølgelig også bedre. Men det skaber ikke et folk. Det skaber ikke samhørighed.
                      
Ikke Gandhi, men Krishnamurti! Selvfølgelig burde Krishnamurti have være at finde på Dronningens gobeliner. Med en sådan accentforskydning ville hele historien have skullet fortælles på en anden måde. Krishnamurti og hans ikke-disciple som virkeliggørelsen af den syvende menighed, som Grundtvig profeterede i sin sene kirkehistoriske digtkreds ”Christenhedens Syvstjerne”. Her, hvor den rene indiske ånd danner ny jordbund for evangeliets vækst – en hidtil uset vækst.

I Johannesevangeliet kap. 15 omtaler Jesus sin fader i himlen som vinavleren og sig selv som vinstokken, hvorpå vi er grenene. Han siger intet om jordbunden, men den er jo også af betydning og kan være forskellig. Indien i skikkelse af Krishnamurti er den gunstigste jordbund, evangeliets rødder endnu har set. Derfor er det så forstemmende at se Gandhi indskrevet i netop et dansk overblik over verdenshistorien. Men nuvel, det er verdenshistorie og ikke kirkehistorie! Men det burde det have været.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar