Jeg har en ganske klar idé om, hvad Grundtvig har betydet
for mig. For at indkredse det vil jeg starte med at forsage Bjørn Nørgaard
eller i hvert fald hans gobeliner. Her optræder Gandhi nemlig i det
verdenshistoriske vue, hvilket naturligvis giver god mening, når der er tale om
verdenshistorie, hvad der jo er. Men der burde være tale om kirkehistorie,
ikke? Burde ikke dansk selvforståelse være et indbegreb af vor kristne arv og
forvaltningen af den? Selvfølgelig ikke, men jeg tillader mig her at være arbitrær
og se sagen udelukkende fra min egen skæve vinkel.
Altså,
Gandhi! Da ikke ham, da ikke denne indiske asket og sultestrejker med hans
ikke-voldsideologi som udtryk for en dansk relation til Indien. Det er for
letkøbt, og det er ikke udtryk for kærlighed til noget som helst - eller nogen
som helst, skulle jeg måske skrive, for måske er det kærlighed til en idé,
ideen om ikke-vold. Men er ikke-vold ikke bare et trick, som i sit inderste
væsen selv er afhængigt af vold blot i en total projektion over på modstanderen?
Den indiske selvstændighed var også en deling af Indien og en skabelse af
Pakistan. Ikke-voldsideologien spillede allerede dér fallit.
Nu
er det sikkert mig, der ræsonnerer letkøbt, men det får være. Der er ingen
anden vej frem end en undsigelse af dette selvretfærdige gespenst. Selv om
Martin Luther King kunne lide hans tanker. Jesus gav os ånden, men Gandhi gav
os metoden til at vende den anden kind til, skal han have sagt. Åh, nej! Ånden
er metoden, selvfølgelig er ånden metoden. Der findes ingen metode udenfor
ånden. Men det er svært at argumentere mod Martin Luther Kings sværmeriske
kætteri, for det virkede jo! Eller gjorde det? Eller skabte det blot separation
på et mere anstændigt niveau? Det er selvfølgelig også bedre. Men det skaber ikke
et folk. Det skaber ikke samhørighed.
Ikke
Gandhi, men Krishnamurti! Selvfølgelig burde Krishnamurti have være at finde på
Dronningens gobeliner. Med en sådan accentforskydning ville hele historien have
skullet fortælles på en anden måde. Krishnamurti og hans ikke-disciple som
virkeliggørelsen af den syvende menighed, som Grundtvig profeterede i sin sene
kirkehistoriske digtkreds ”Christenhedens Syvstjerne”. Her, hvor den rene
indiske ånd danner ny jordbund for evangeliets vækst – en hidtil uset vækst.
I Johannesevangeliet kap. 15
omtaler Jesus sin fader i himlen som vinavleren og sig selv som vinstokken,
hvorpå vi er grenene. Han siger intet om jordbunden, men den er jo også af
betydning og kan være forskellig. Indien i skikkelse af Krishnamurti er den gunstigste
jordbund, evangeliets rødder endnu har set. Derfor er det så forstemmende at se
Gandhi indskrevet i netop et dansk overblik over verdenshistorien. Men nuvel,
det er verdenshistorie og ikke kirkehistorie! Men det burde det have været.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar