Jeg har en ganske klar idé om, hvad Grundtvig har betydet for mig. For
at indkredse det vil jeg starte med at forsage Bjørn Nørgaard eller i hvert
fald hans gobeliner. Her optræder Gandhi nemlig i det verdenshistoriske vue,
hvilket naturligvis giver god mening, når der er tale om verdenshistorie, hvad
der jo er. Men der burde være tale om kirkehistorie, ikke? Burde ikke dansk selvforståelse
være et indbegreb af vor kristne arv og forvaltningen af den? Selvfølgelig
ikke, men jeg tillader mig her at være arbitrær og se sagen udelukkende fra min
egen skæve vinkel.
Altså, Gandhi! Da ikke ham, da ikke denne indiske asket og sultestrejker
med hans ikke-voldsideologi som udtryk for en dansk relation til Indien. Det er
for letkøbt, og det er ikke udtryk for kærlighed til noget som helst – eller
nogen som helst, skulle jeg måske skrive, for måske er det kærlighed til en
idé, ideen om ikke-vold. Men er ikke-vold ikke bare et trick, som i sit
inderste væsen selv er afhængigt af vold blot i en total projektion over på
modstanderen? Den indiske selvstændighed var også en deling af Indien og en
skabelse af Pakistan. Ikke-voldsideologien spillede allerede dér fallit.
Nu er det sikkert mig, der ræsonnerer letkøbt, men det får være. Der er
ingen anden vej frem end en undsigelse af dette selvretfærdige gespenst. Selv
om Martin Luther King kunne lide hans tanker. Jesus gav os ånden, men Gandhi
gav os metoden til at vende den anden kind til, skal han have sagt. Åh, nej!
Ånden er metoden, selvfølgelig er ånden metoden. Der findes ingen metode
udenfor ånden. Men det er svært at argumentere mod Martin Luther Kings
sværmeriske kætteri, for det virkede jo! Eller gjorde det? Eller skabte det
blot separation på et mere anstændigt niveau? Det er selvfølgelig også bedre.
Men det skaber ikke et folk. Det skaber ikke samhørighed.
Ikke Gandhi, men Krishnamurti! Selvfølgelig burde Krishnamurti have være
at finde på Dronningens gobeliner. Med en sådan accentforskydning ville hele
historien have skullet fortælles på en anden måde. Krishnamurti og hans
ikke-disciple som virkeliggørelsen af den syvende menighed, som Grundtvig
profeterede i sin sene kirkehistoriske digtkreds ”Christenhedens Syvstjerne”.
Her, hvor den rene indiske ånd danner ny jordbund for evangeliets vækst – en
hidtil uset vækst.
I Johannesevangeliet kap. 15 omtaler Jesus sin fader i himlen som
vinavleren og sig selv som vinstokken, hvorpå vi er grenene. Han siger intet om
jordbunden, som dog også har betydning og kan være forskellig. Indien i
skikkelse af Krishnamurti er den gunstigste jordbund, evangeliets rødder endnu
har set. Derfor er det så forstemmende at se Gandhi indskrevet i netop et dansk
overblik over verdenshistorien. Men nuvel, det er verdenshistorie og ikke
kirkehistorie! Men det burde det have været.
Grundtvig skyldte sit særlige kristne historiesyn sin læsning af
kirkefaderen Irenæus, der gav ham blik for jordbundens betydning for evangeliets
vækst. Det var den levende menigheds antagelse af evangeliet, der udgjorde
kirken, og det var evangeliets forplantning fra menighed til menighed, der
udgjorde kirkehistorien. Evangeliet var samtidig bundet til Trosbekendelsen,
der med sin dybe forståelse af forholdet mellem skabelse, syndefald og frelse
var den eneste sande forståelse af menneskelivet. Derfor var falder den
irokeltiske kristendom på de britiske øer i sin pelagianske mangel på
forståelse for arvesynden udenfor Grundtvigs særlige kirkehistoriske
fremstilling – ligesom Gandhi burde vare faldet udenfor motivkredsen i Bjørn
Nørgaards gobeliner! Men her findes ingen fornemmelse for den for evangeliet
særlige gunstige jordbund, som Grundtvig gennem Irenæus fik blik for.
Hos Krishnamurti findes derimod dette fuldstændige frirum for synd og
frelse, som er den kristne tros egentlige hjem. Hos ham, der af teosofferne
selv blev udvalgt og opdraget til rollen som Messias men ved nærmere eftertanke
betakkede sig – ikke som den offentlige mening plejer at sige, fordi han ikke
ville påtage sig opgaven. Snarere fordi det ikke lod sig gøre indenfor rammerne
af det historiesyn, som teosofferne delte med alle andre undtagen den
historiske menighed, som det var Grundtvigs lykke at identificere, og som Krishnamurti
ikke kendte.
Der er ellers mange, der gerne vil udkonkurrere Kristus. Hvis jeg har
forstået Hans Hauge (og Harold Bloom) nogenlunde er det nærmest programmet i al
teologi at ville det: Luther, Kingo, Grundtvig, osv. Det gør altså Krishnamurti
lidt speciel, at han ikke ville det. Men han var selv ikke-discipel, ligesom
han opfordrede os andre til at være ikke-disciple – selv om det ikke er hans
ord! Udtrykket er nærmest lidt drilsk, måske i virkeligheden formet som en
parallel til Gandhis begreb om ikke-vold.
Problemet med at sige, at Krishnamurti ikke ville “sætte sig på Kristi
trone” er at det giver det indtryk, at han trak sig i afmagt overfor opgaven.
Det giver mere mening at sammenligne med Abraham og Isak på Moria bjerg. Her
var Abraham villig til at adlyde Gud og ofre Isak. Men netop derigennnem fik
han Isak igen i egentlig forstand. Det er en parallel til Krishnamurti, der gav
afkald på opgaven – og stod så alligevel med den i et andet perspektiv.
Nuvel. Vi kan godt sige, at det var på grund af ydmyghed – men så var
der tale om ydmyghed i forhold til sandheden og ikke i forhold til en kristen
konvention. Det var ydmyghed i samme forstand, som da Jesus jog kræmmerne ud af
templet med spørgsmålet: Hvorfor har I gjort min fars hus til en røverkule? Det
skulle være et bedehus! – Eller det var ydmyghed i samme forstand, som da Kurt
Westergaard lavede sin tegning af Muhammed – hvis man begriber med hvilken
uskyld han satte sin streg og lavede en omvendt Aladdin.
I Pupul Jayakars biografi om Krishnamurti kan man læse om, hvordan
Krishnamurti havde kontakt med Indiens premiereminister Indira Gandhi, da hun
fandt ro i sig selv og besluttede at storme Det (besatte) Gyldne Tempel i
Amritsar i den shikiske delstat Punjab. Det fremgår af fremstillingen, at hun
var afklaret med, at det kunne få en konsekvens på niveau med den som det fik,
da hun kort efter blev myrdet af sine egne shikiske livvagter. Hvis ikke hun
havde handlet, som hun gjorde, havde der eksisteret endnu et “Pakistan”.
Bjørn Nørgaards aktuelle foredrag skal
med intervieweren, Daniel Øhrstrøms ord give et indtryk af en “modernistisk
kunstnersjæl , der også har plads til det religiøse”. Det har ikke meget med
Grundtvig, der var bekendende Kristen, at gøre. Fejlen ved Bjørn Nørgaards historiesyn
er, at det er trivielt og uden nogen bevidsthed om Guds indgriben i historien i
skikkelse af Jesus Kristus. Jeg giver ikke meget for hans uigennemskuelige
selvkarakteristik som “håbefuld tvivler”. Han kan selv være en klaphat. Også
jeg er bekendende Kristen, og Krishnamurti er min Irenæus.
