Herrens ord stod mig for øje,
sagnet om en tornebusk
brændte altid i det høje,
altid lød det om det: Husk!

Nu en duft af disse roser
bølger evig om mig selv:
Gammelt held i munden oser
over hele Israel!

"Fædrene åd sure druer,
og det kendes skal derpå,
at de tænder ikke duer,
deres sønner monne få".

Nu det have skal en ende,
ej jeg nævne vil det ord.
Alle mennesker skal kende
mig på den forløste jord.

Jeg er Herren, ingen anden,
jeg er evigt den, jeg er.
Mundheld er som bare fanden.
Jeg er bare den, jeg er.

Herrens ord skal stå for øje
hver og en og hver især,
da jeg give vil i eje
Israel min hele hær.

Efter Ezekiel 18, 1-4.
Hør melodi her: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/320/305

Herrens hånd kom over mig,
og ved den han førte mig
ud i dalen ved sin hånd
fuld af knogler af en hånd.

Og han førte mig forbi
dem ad helt sin egen sti,
som går hele vejen rundt,
hvor der intet er af ondt.

Menneske kan disse ben,
som nu ligger mellem sten,
blive levende igen
sammen med velsignelsen?

Gud, min herre ej jeg ved,
om den slags kan finde sted;
men jeg siger til mig selv,
at det ved du med dig selv.

Ja, men du skal mellem sten
sige til de nøgne ben:
I, som ligger over jord,
lytte skal til Herrens ord.

Jeg vil nu på hvert et led
sætte sener, og med kød
dække jer og trække hud
over jer, for jeg er Gud.

Og en raslen ved mit ord
lød, da knoglerne på jord
rejste sig nu i en dans;
den var hendes, den var hans.

Og nu blev på hvert et led
trukket sener, kød og hud,
så forfærdelig en død,
intet åndedrag, der lød.

Livsens ånde over jord
læg den levende Guds ord
på de døde tungers ler,
så de ikke tier mer!

Herren siger til sin tolk,
dette er mit eget folk,
som kom hjem alligevel;
det er hele Israel.

Efter Ezekiel 37,1-14.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/80

*

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/26/405/2

Herre! Jeg følger dig, ført af din hånd,
selv om jeg ikke ser dine ledebånd.
Du går ved siden af mig over sø og land,
hvor end jeg rejser hen i enhver forstand.

Kilden af klippen frem springer i væld,
manna fra himlen ned daler hver en kvæld.
Aldrig så stor en nød, at du ej over bød;
ravnen og slangen gav vand og dagligt brød.

Tit har du ført min vej til Maras bred,
hvor vandet smager grimt, grimt på det sted;
men når jeg bad til dig, rakte du selv til mig
træet, som gør det sødt, sødere af dig.

Herre! Jeg ønsker mig nærmere dig,
ind i den kærlighed, som du gav til mig;
jeg følger dig idag, det er min fødselsdag,
du går den tunge vej til dit Golgata.

Graven er dig for tang, synger vi lydt;
du har gjort levende, hvad der før var dødt.
Nu er jeg blevet din, og du er blevet min;
himlen bevæger sig til os fra Berlin.

Vers 1-4 efter "Savior! I follow on", Charles S. Robinson, 1862.


*

Lykkelig er den, som ikke
følger ugudeligt råd
og går i den tro, at synden
det er den sande dyd.

Og ikke tilbringer dagen
i en ugudelig hob
men er alene sammen
med Jeremias og Job.

Gud er et træ, som er plantet
alene ved bækkens bred,
og det er tungt af frugter
i en uendelighed.

Men de ugudelige
flyver som avner i flok,
når de er løftet af vinden;
og det er ikke nok.

Derfor skal de ved dommen
ikke slå rødderne i
jorden, som Gud har løftet
ind i sit Himmerig.

Efter Salme 1.

Salmen er sat i musik af Jan Erik Hansen og sunget ind af Anne Marie Eerksen. Hør Anne Marie Eriksens fortolkning her:
http://www.galleribetty.biz/nyesalmer/jazzcorals/lykkelig.mp3



*

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/176/357

Udånder alle munde
det allersidste suk,
og pilgrimsfærden ende.
Nu er det evig nok.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den af dage,
og evigheden blev.

Indånder alle munde
nu jordens frie luft,
og tankerne udgrunde
den søde blomsterduft.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den tilbage,
og døden blev til liv.

Udånder alle munde
det alersidste suk,
og følgelig erkende.
Nu skal du have tak.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den til mage
i dit Korintherbrev.


*

Mel: http://nethymnal.org/htm/l/t/s/ltsroard.htm

Den løve, som mod Samson sprang
begærende hans blod
blev fyldt med honning på en gang,
hvor han den efterlod.

Hvor troende i verden går,
de mange løver ser;
men samler honning efter år
og kød af jordens ler.

Mig løverne forgæves åd,
for Jesus er mit skjold,
og hvert et tab, det gør mig kåd,
og blid er fjendens vold.

Skønt Satan her med al sin magt
ret bange gør min sjæl,
jeg høster al Guds riges pragt
fra frøet under hæl.

Kun vokser kærligheden til
dit ord og til din bøn
og til det, som du gerne vil,
jeg gør for dig i løn.

Den, som en løve slår ihjel,
skal herlig genopstå,
og honningsøde kildevæld
skal jeg af Jesus få.

Gendigtning af "The lion that on Sampson roared", John Newton 1779 - efter Dommerbogen kap.14.