I fortællingen om Hading hos Saxo har en kvinde lokket Hading ned i underverdenen. De kommer til en mur, som ikke lader sig forcere, og kvinden vrider resolut hovedet af en hane og kaster det over muren. De hører den omgående gale som et tegn på, at den igen er levende. Det skete efter, at Hading ved en dåd havde forhindret Nithernes konge Hagen i at give sin datter Ragnhild til en jætte. Skønt Hading kunne have levet i fred og ro hjemme på sin gård, så satte han dog mandomsgerninger højere end fred og ro og drog til Norge og dræbte den ædle kvindes lede fæstemand. Det fortælles, at den frelste kvinde selv forbandt sin velgørers sår men var ude af stand til at fæstne sit sind ved hans skikkelse og derfor lagde en ring i såret på hans skinneben. Da hendes fader siden holdt gilde og gav hende lov til at vælge sig en mand blandt gæsterne, følte hun alle de unge mænd på benene, og da hun havde genkendt Hading, faldt hun ham straks om halsen, og hun tog den til mand, som ikke havde villet finde sig i, at jætten fik hende.
I fortællingen om Balders død hos Grønbech lader Frigg foranlediget af sin søns onde drømme stort og småt aflægge ed på ikke at ville skade Balder. Dog finder hun misteltenen for betydningsløs, og den lægger siden ved til den pil, som Loke lader den blinde Høder sende mod sin bror, da guderne muntrer sig med at skyde til måls efter den usårlige gud. Hvad Mjølner ikke formåede, gjorde den uanselige vækst og dræbte Balder. Da guderne kom til sig selv, lovede Frigg evigt venskab til den, som ville drage til Hel og forhandle hendes søns frigivelse. Odins søn Hermod rider på denne sin mors bøn til Hel på Odins hest Sleipner for at bringe Balder tilbage til Asgård. I Hel finder han Balder og hans hustru Nanna, hvis hjerte brast af sorg over Balders død. Da Hermod forlader Hel med betingelserne for gudens frigivelse, følger Balder ham ud af hallen og giver ham ringen Draupner som mindegave til Odin, der selv havde skænket den til sin døde søn, og Nanna giver ham et slør og andre gaver til Frigg og en ring til hendes terne Fulla.
tirsdag den 14. februar 2012
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar