Du har mig lokket i dit garn

Du har mig lokket i dit garn,
min elskede. Din lige
ej findes. Kærlighedens barn
er du, min elskelige.
Jeg er min elskedes, og han
begærer mig og står mig an.
Kom, lad os gå i kirke;
der bydes skal vi vin og brød
og sige ja i liv og død
og med vor Fader virke.

Så får vi hundrede af børn
på gader og i huse;
så tager vi vor egen tørn
med murer og med muse.
Vi fuldender, hvad vi engang
har godt begyndt i sagn og sang
om tusindårets rige;
det stunder til, og vi kan se
det nu med sin velsignelse
og med sin himmelstige.

Kom, lad os stige op og ned
som englene forleden
i Jakobs drøm, hvor blomsterbed
sprang ud i evigheden!
Nu tager du mig ved din hånd
og leder mig i samme ånd
ned til de gamle grave;
her springer korsets grene ud,
som vinens allerførste skud
igen i Edens have.



*


Din skikkelse er som et træ,
og dine bryster giver læ,
udbreder mørke klaser;
jeg klatre vil op på din gren
og spise druer nu med sten
og nødder uden haser.