Den glans af himlens stråleglans,
som tændes i en adventskrans,
er den forklarelse, som fandt
sted på bjerget, og det er sandt.
Lad hver en tid forkynde selv
for sig om jord og himmelhvælv,
om Moses og Elias, der
sig møde lod af Herren her.
Som vidner til den nåde stor,
som gik omkring på vores jord,
stod loven og profeten selv,
da røsten i det høje skjalv.
Med klæder hvidere end sne
og ansigtet, som vi kan se,
har Jesus vist sin herlighed
til englene med kærlighed.
Det syn, hvis hemmelige bud
får engle til at tro på Gud
og mennesker på dommens dag
til at tone det rene flag.
O Gud som fader, Gud som søn,
og Gud som helligånd og bøn,
forund os i din nåde stor
at se dit ansigt i dit ord.
Forund os i din adventskrans
at se dit riges stråleglans
forøges i det lille hjem
for hyrderne ved Betlehem.
Vers 1-7 efter: Jean B. de Santeüil, 1686 (Coelestis aulae principes) og Richard E. Roberts, 1906.
lørdag den 29. oktober 2011
torsdag den 20. oktober 2011
søndag den 16. oktober 2011
Tordenskjoldskaden
Der findes vandskade og knæskade
og husskade og skovskade
og tordenskjoldskade og schleppegrellskade;
og der findes skovsvin og vildsvin
og hængebugsvin og hverdagsvin
til 65 kroner for tre liter i Irma.
og husskade og skovskade
og tordenskjoldskade og schleppegrellskade;
og der findes skovsvin og vildsvin
og hængebugsvin og hverdagsvin
til 65 kroner for tre liter i Irma.
tirsdag den 11. oktober 2011
Lysets engel for mig står
Se, hvor solen går i ring
og igennem hegnet,
vokser sognet i et spring
ind i nabosognet.
Lysets engel for mig står
ikke fra det høje,
men af jorden genopstår
glansen for mit øje.
Stråleglansen skaber fred
mellem mand og minde,
og den skaber kærlighed
mellem mand og kvinde.
Lysets engel for mig går
sine egne veje
gennem livet og vedgår
arv og gæld og eje.
Tro og håb og kærlighed
viser sig til fulde,
når vi i din herlighed
ligger under mulde.
Lysets engel for mig står
ikke fra det høje,
men af jorden genopstår
glansen i mit øje.
Liv og død og lyst og nød
er i stue sammen
her og nu i vin og brød
ved bordenden. Amen.
og igennem hegnet,
vokser sognet i et spring
ind i nabosognet.
Lysets engel for mig står
ikke fra det høje,
men af jorden genopstår
glansen for mit øje.
Stråleglansen skaber fred
mellem mand og minde,
og den skaber kærlighed
mellem mand og kvinde.
Lysets engel for mig går
sine egne veje
gennem livet og vedgår
arv og gæld og eje.
Tro og håb og kærlighed
viser sig til fulde,
når vi i din herlighed
ligger under mulde.
Lysets engel for mig står
ikke fra det høje,
men af jorden genopstår
glansen i mit øje.
Liv og død og lyst og nød
er i stue sammen
her og nu i vin og brød
ved bordenden. Amen.
mandag den 10. oktober 2011
Y som i Ydby
I det øjeblik jeg går ud ad døren,
hører jeg en fjern "bjæffen".
Kort efter
flyver en flok gæs forbi
i fin form.
I form af et lille y.
Som i Ydby.
hører jeg en fjern "bjæffen".
Kort efter
flyver en flok gæs forbi
i fin form.
I form af et lille y.
Som i Ydby.
Bjælden i øjet
Jeg sørger altid for
at have en drøvtyggende ko
med i billedet.
Det giver ro.
Her ligger den
midt i det hele
for alle at se.
Badet i århundreders sol.
Nu rejser den sig
og forsvinder
i sæteren.
Med sin klokke
eller bjælde,
det rimer
på fjelde.
Deroppe i Norge.
at have en drøvtyggende ko
med i billedet.
Det giver ro.
Her ligger den
midt i det hele
for alle at se.
Badet i århundreders sol.
Nu rejser den sig
og forsvinder
i sæteren.
Med sin klokke
eller bjælde,
det rimer
på fjelde.
Deroppe i Norge.
torsdag den 6. oktober 2011
Døden som velgerning
Prædiken til 21. søndag efter trinitatis
I dette efterår er der for mig sket det, at jeg er flyttet. Jeg er flyttet tilbage fra kolonihaven; men jeg er også flyttet sammen med min kæreste. Vi har fået skilt på døren, og mit skrivebord har fået selskab af hendes klaver. Min kat har lagt sig i hendes skød. Jeg vil anvende ordet 'at flytte' ved siden af ordet 'at omvende sig'. At omvende sig angiver at skifte sind, hvorimod at flytte angiver at skifte bopæl. Forskellen er, at forandringen i det første tilfælde sker i det indre og i det andet i det ydre. Det indre går forud for det ydre, men det ydre følger efter det indre. Det første Jesus siger, da han træder frem som forkynder hos Markus er ordene "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!" Det kan lyde som om, at det at omvende sig og det at tro på evangeliet to måder at sige det samme på, men det er det ikke. At omvende sig er at forelske sig. At tro er at flytte.
Fortællingen i Anden Kongebog om aramæerkongens hærfører Na'aman er et godt eksempel på denne forskel mellem det første og det andet skridt. Den respekterede hærfører er blevet syg, og der er ingen umiddelbar udsigt til helbredelse for den alvorlige sygdom. Men hans kone har en tjenestepige, om hvem vi hører, at aramæerne engang havde bortført hende under et indfald i Israel. Nu er hun åbenbart faldet så godt til i sin påtvungne eksil, at hun nærer omsorg for sin nye herre. Nu siger hun: "Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!" Selv om den israelske pige, som her optræder uden navn, er blevet bortført, og slet ikke har ønsket at være slave hos aramæerne, har hun valgt at lade sig flytte. Hun har valgt at tro. Nu er det denne tro, der er virksom i forhold til hendes nye herre, aramæeren Na'aman, som er blevet syg.
Det er profeten Elisa, hvorom der er tale, og den aramæiske hærfører er ikke sen til at følge et godt råd, og han drager afsted belæsset med gaver til profeten som betaling for den forventede helbredelse. Gaver som betaling, sagde jeg. Men sådan opfører den syge hærfører sig. Halvhjertet. Det viser sig også, at da profeten befaler ham at bade syv gange i den beskedne Jordanflod, afviser han det som latterligt, for de har større og dejligere floder derhjemme. Hvorfor skulle han lade sig dirigere til at opføre sig fjollet, fordi han er syg. Men hans tjenere har mere respekt for Elisas mærkelige påbud, og de overtaler deres herre til at give sig ind under lægens autoritet og følge hans råd fuld ud. Da han gør det, bliver han rask. Derefter vender Na'aman tilbage til Elisa ikke bare for at sige tak men også for at bekende sin tro. Sin gave kommer han også af med, men nu er det ikke som betaling til Elisa. Nu er det som gave til Gud.
Tro er ikke alene noget indre men også noget ydre. Tro er adfærd. Det er som Paulus skriver i brevet til efeserne at iføre sig Guds fulde rustning. Sandhed er et bælte om lænden og retfærdighed er en brynje. Villighed til at forkynde evangeliet er sko på fødderne, og troen er et skjold. Frelsen er en hjelm, og den hellige ånd er et sværd. Således udrustet skal vi bekæmpe det onde i enhver synlig og usynlig skikkelse. Vi skal ikke granske vore hjerter og nyrer. Vi skal arbejde og bede, være foretagsomme. Vi prædiker ikke ikke-vold. Vi prædiker at skabe Guds menighed som Gud skabte verden ved at skabe liv. Ikke-vold skubber volden ind under gulvtæppet, og der bliver en vold. Skabelse udfolder kraften, så vi har noget at være fælles om. Vi mennesker har intet overhovedet tilfælles uden det vi skaber sammen. Men det, vi skaber sammen er vores rustning. I det er vort sværd og vor hjelm, vort skjold og vore sko på fødderne. Deri er vi usårlige, og deri ligger vor styrke.
Der blevet spurgt, om vi som forskellige kristne i verden overhovedet kan genkende hinanden. Svaret på det spørgsmål er, at det kan vi kun, hvis vi skaber noget sammen, for kun i det, som vi har skabt sammen, kan vi genkende hinanden. Vi kan være nok så forskellige, og det er vi, men skaber vi noget sammen, genkender vi og kender vi hinanden. Men at skabe noget sammen med andre kræver, at man giver slip på sine fordomme både om andre og om sig selv. I historien om den kirkelige embedsmand, hvis kirke ligger syg i Kapernaum, hører vi om et menneske, der er i stand til at give slip på sine fordomme om sig selv. Han tilhører uden tvivl det bedre borgerskab - og nu beder han Jesus om hjælp! Jesus selv er smækfuld af fordomme, og da den fremmede beder om hjælp til sin syge søn, oplever han det bare som en ønske om at se et mirakel, og først da faderen siger "Skynd dig! inden min søn dør", sker der et gennembrud, og Jesus svarer ham: "Gå hjem! din søn lever".
Vi har fordomme om alt, også om døden. Hvorfra ved vi, hvad døden er, og hvorfor frygter vi den? Hos Krishnamurti møder vi en opfattelse af døden som kendsgerning også eller måske især i andre sammenhænge end den sammenhæng døden optræder i i forbindelse med alder og sygdom eller ulykke. Døden er i virkeligheden noget andet, end det vi møder i disse sammenhænge. At være i kontakt med døden er forbundet med fordommes og vrangforestillingers ophør. Døden er venligheden selv, som kommer og tømmer én som den skraldespand man er. Fuld af forestillinger om egen fortræffelighed eller usselhed i henseende til alle de sammenhænge, vi indgår i. Døden tager det hele væk, og vi står nøgne tilbage i de Gudskabte relationer til familie og venner, hunde og katte, vind og vejr. Den egentlige lidelse og død er altså mærkeligt nok i virkeligheden en stedfortrædende lidelse og død. Det har vi hørt før. Men tænk sig, vi skulle høre det igen og påny.
Vi skulle høre det påny fra et menneske som tilsyneladende ikke har denne tanke fra den kristne forkyndelse. Men det har han nu nok alligevel. Det specielle ved Krishnamurti, er hans overordenlige modtagelighed. Krishnamurti har tilegnet sig oplevelsen af Jesu stedfortrædende lidelse og død uden egentlig at opdage, at der fandt en tilegnelse af en bestemt tradition sted. For Krishnamurti er det egentlig bare sådan, det er. Finanstilsynet kommer på besøg og gennemgår regnskabet og finder alt i skønneste orden. Kirken har ikke blot i sandhed forkyndt evangeliet. Den har også forkyndt evangeliets sandhed. Evangeliets sandhed har ladet sig udkrystallisere. Jeg har via Krishnamurti talt om døden som venligheden selv, og det kan dårligt opleves som andet end krænkende for den almindelige livsopfattelse. Men ifølge evangeliet er den død, som er den vigtigste for os, ikke vor egen død eller vore nærmestes død, men den død, som er en velgerning, fordi den er Jesu død.
Salme: http://larshougaardclausen.eftertanke.dk/2011/10/02/herrens-ord-stod-mig-for-øje/
I dette efterår er der for mig sket det, at jeg er flyttet. Jeg er flyttet tilbage fra kolonihaven; men jeg er også flyttet sammen med min kæreste. Vi har fået skilt på døren, og mit skrivebord har fået selskab af hendes klaver. Min kat har lagt sig i hendes skød. Jeg vil anvende ordet 'at flytte' ved siden af ordet 'at omvende sig'. At omvende sig angiver at skifte sind, hvorimod at flytte angiver at skifte bopæl. Forskellen er, at forandringen i det første tilfælde sker i det indre og i det andet i det ydre. Det indre går forud for det ydre, men det ydre følger efter det indre. Det første Jesus siger, da han træder frem som forkynder hos Markus er ordene "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!" Det kan lyde som om, at det at omvende sig og det at tro på evangeliet to måder at sige det samme på, men det er det ikke. At omvende sig er at forelske sig. At tro er at flytte.
Fortællingen i Anden Kongebog om aramæerkongens hærfører Na'aman er et godt eksempel på denne forskel mellem det første og det andet skridt. Den respekterede hærfører er blevet syg, og der er ingen umiddelbar udsigt til helbredelse for den alvorlige sygdom. Men hans kone har en tjenestepige, om hvem vi hører, at aramæerne engang havde bortført hende under et indfald i Israel. Nu er hun åbenbart faldet så godt til i sin påtvungne eksil, at hun nærer omsorg for sin nye herre. Nu siger hun: "Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!" Selv om den israelske pige, som her optræder uden navn, er blevet bortført, og slet ikke har ønsket at være slave hos aramæerne, har hun valgt at lade sig flytte. Hun har valgt at tro. Nu er det denne tro, der er virksom i forhold til hendes nye herre, aramæeren Na'aman, som er blevet syg.
Det er profeten Elisa, hvorom der er tale, og den aramæiske hærfører er ikke sen til at følge et godt råd, og han drager afsted belæsset med gaver til profeten som betaling for den forventede helbredelse. Gaver som betaling, sagde jeg. Men sådan opfører den syge hærfører sig. Halvhjertet. Det viser sig også, at da profeten befaler ham at bade syv gange i den beskedne Jordanflod, afviser han det som latterligt, for de har større og dejligere floder derhjemme. Hvorfor skulle han lade sig dirigere til at opføre sig fjollet, fordi han er syg. Men hans tjenere har mere respekt for Elisas mærkelige påbud, og de overtaler deres herre til at give sig ind under lægens autoritet og følge hans råd fuld ud. Da han gør det, bliver han rask. Derefter vender Na'aman tilbage til Elisa ikke bare for at sige tak men også for at bekende sin tro. Sin gave kommer han også af med, men nu er det ikke som betaling til Elisa. Nu er det som gave til Gud.
Tro er ikke alene noget indre men også noget ydre. Tro er adfærd. Det er som Paulus skriver i brevet til efeserne at iføre sig Guds fulde rustning. Sandhed er et bælte om lænden og retfærdighed er en brynje. Villighed til at forkynde evangeliet er sko på fødderne, og troen er et skjold. Frelsen er en hjelm, og den hellige ånd er et sværd. Således udrustet skal vi bekæmpe det onde i enhver synlig og usynlig skikkelse. Vi skal ikke granske vore hjerter og nyrer. Vi skal arbejde og bede, være foretagsomme. Vi prædiker ikke ikke-vold. Vi prædiker at skabe Guds menighed som Gud skabte verden ved at skabe liv. Ikke-vold skubber volden ind under gulvtæppet, og der bliver en vold. Skabelse udfolder kraften, så vi har noget at være fælles om. Vi mennesker har intet overhovedet tilfælles uden det vi skaber sammen. Men det, vi skaber sammen er vores rustning. I det er vort sværd og vor hjelm, vort skjold og vore sko på fødderne. Deri er vi usårlige, og deri ligger vor styrke.
Der blevet spurgt, om vi som forskellige kristne i verden overhovedet kan genkende hinanden. Svaret på det spørgsmål er, at det kan vi kun, hvis vi skaber noget sammen, for kun i det, som vi har skabt sammen, kan vi genkende hinanden. Vi kan være nok så forskellige, og det er vi, men skaber vi noget sammen, genkender vi og kender vi hinanden. Men at skabe noget sammen med andre kræver, at man giver slip på sine fordomme både om andre og om sig selv. I historien om den kirkelige embedsmand, hvis kirke ligger syg i Kapernaum, hører vi om et menneske, der er i stand til at give slip på sine fordomme om sig selv. Han tilhører uden tvivl det bedre borgerskab - og nu beder han Jesus om hjælp! Jesus selv er smækfuld af fordomme, og da den fremmede beder om hjælp til sin syge søn, oplever han det bare som en ønske om at se et mirakel, og først da faderen siger "Skynd dig! inden min søn dør", sker der et gennembrud, og Jesus svarer ham: "Gå hjem! din søn lever".
Vi har fordomme om alt, også om døden. Hvorfra ved vi, hvad døden er, og hvorfor frygter vi den? Hos Krishnamurti møder vi en opfattelse af døden som kendsgerning også eller måske især i andre sammenhænge end den sammenhæng døden optræder i i forbindelse med alder og sygdom eller ulykke. Døden er i virkeligheden noget andet, end det vi møder i disse sammenhænge. At være i kontakt med døden er forbundet med fordommes og vrangforestillingers ophør. Døden er venligheden selv, som kommer og tømmer én som den skraldespand man er. Fuld af forestillinger om egen fortræffelighed eller usselhed i henseende til alle de sammenhænge, vi indgår i. Døden tager det hele væk, og vi står nøgne tilbage i de Gudskabte relationer til familie og venner, hunde og katte, vind og vejr. Den egentlige lidelse og død er altså mærkeligt nok i virkeligheden en stedfortrædende lidelse og død. Det har vi hørt før. Men tænk sig, vi skulle høre det igen og påny.
Vi skulle høre det påny fra et menneske som tilsyneladende ikke har denne tanke fra den kristne forkyndelse. Men det har han nu nok alligevel. Det specielle ved Krishnamurti, er hans overordenlige modtagelighed. Krishnamurti har tilegnet sig oplevelsen af Jesu stedfortrædende lidelse og død uden egentlig at opdage, at der fandt en tilegnelse af en bestemt tradition sted. For Krishnamurti er det egentlig bare sådan, det er. Finanstilsynet kommer på besøg og gennemgår regnskabet og finder alt i skønneste orden. Kirken har ikke blot i sandhed forkyndt evangeliet. Den har også forkyndt evangeliets sandhed. Evangeliets sandhed har ladet sig udkrystallisere. Jeg har via Krishnamurti talt om døden som venligheden selv, og det kan dårligt opleves som andet end krænkende for den almindelige livsopfattelse. Men ifølge evangeliet er den død, som er den vigtigste for os, ikke vor egen død eller vore nærmestes død, men den død, som er en velgerning, fordi den er Jesu død.
Salme: http://larshougaardclausen.eftertanke.dk/2011/10/02/herrens-ord-stod-mig-for-øje/
søndag den 2. oktober 2011
Mellem broerne
Med græsset lagt på skår
kan man se helt ned til åen,
og ganske rigtigt
dér sad en kat
og vogtede på vandrotter
i min fantasi.
Jeg satte cyklen med varerne
på den nye støttefod
og gik ind over marken.
Det ligner stadigvæk,
legede jeg med mig selv.
Men det var alvor.
Det var s'gu ham!
I 95 dage havde han været væk
og sad nu her på den anden bred
mellem broerne.
Han miavede længe
uden at lade mig
komme tæt på.
Lagde sig så ned
og lod mig klø sig
bag øret.
Så rullede han om på ryggen.
kan man se helt ned til åen,
og ganske rigtigt
dér sad en kat
og vogtede på vandrotter
i min fantasi.
Jeg satte cyklen med varerne
på den nye støttefod
og gik ind over marken.
Det ligner stadigvæk,
legede jeg med mig selv.
Men det var alvor.
Det var s'gu ham!
I 95 dage havde han været væk
og sad nu her på den anden bred
mellem broerne.
Han miavede længe
uden at lade mig
komme tæt på.
Lagde sig så ned
og lod mig klø sig
bag øret.
Så rullede han om på ryggen.
Herrens ord stod mig for øje
Herrens ord stod mig for øje,
sagnet om en tornebusk
brændte altid i det høje,
altid lød det om det: Husk!
Nu en duft af disse roser
bølger evig om mig selv:
Gammelt held i munden oser
over hele Israel!
"Fædrene åd sure druer,
og det kendes skal derpå,
at de tænder ikke duer,
deres sønner monne få".
Nu det have skal en ende,
ej jeg nævne vil det ord.
Alle mennesker skal kende
mig på den forløste jord.
Jeg er Herren, ingen anden,
jeg er evigt den, jeg er.
Mundheld er som bare fanden.
Jeg er bare den, jeg er.
Herrens ord skal stå for øje
hver og en og hver især,
da jeg give vil i eje
Israel min hele hær.
Efter Ezekiel 18, 1-4.
Hør melodi her: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/320/305
sagnet om en tornebusk
brændte altid i det høje,
altid lød det om det: Husk!
Nu en duft af disse roser
bølger evig om mig selv:
Gammelt held i munden oser
over hele Israel!
"Fædrene åd sure druer,
og det kendes skal derpå,
at de tænder ikke duer,
deres sønner monne få".
Nu det have skal en ende,
ej jeg nævne vil det ord.
Alle mennesker skal kende
mig på den forløste jord.
Jeg er Herren, ingen anden,
jeg er evigt den, jeg er.
Mundheld er som bare fanden.
Jeg er bare den, jeg er.
Herrens ord skal stå for øje
hver og en og hver især,
da jeg give vil i eje
Israel min hele hær.
Efter Ezekiel 18, 1-4.
Hør melodi her: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/320/305
Novemberrose
Nu blomstrer rosen
rød og hvid,
et flag i havens
blomsterbed.
Den vajer ydmyg
for hver vind
imellem edder-
koppespind.
Så tager den
sin krone af,
et hyben kommer
for en dag.
Selv knopperne,
der ej sprang ud,
velsignes af
den høje Gud.
rød og hvid,
et flag i havens
blomsterbed.
Den vajer ydmyg
for hver vind
imellem edder-
koppespind.
Så tager den
sin krone af,
et hyben kommer
for en dag.
Selv knopperne,
der ej sprang ud,
velsignes af
den høje Gud.
Abonner på:
Opslag (Atom)
