Sollur

De hvide blomster fra pæretræet

falder allerede på det brune bord,

hvor det hvide runde stearinlys  i sin montre

venter på at blive tændt en aften.

Til venstre over mod hækken

fanger spireabuskens hvide stængler solens lys

eller rettere i stedet for hækken,

for den er næsten gået ud!

I stedet slynger også kaprifolien sig længere til venstre tæt

omkring højt op over det spinkle skelet af liguster,

og skråt heroverfor læner Thorvaldsens sønderbrudte Venus

sig mod en olietønde, som er mallet gul.

Hun læner sig virkelig på grund af sine manglende lægge og fødder

og flytter således tyngdepunktet og glemmer tilsyneladende selv

sin manglende hånd, hvori æblet hvilede så selvfølgeligt

som det endnu hviler i kraniets fæstning bag øjenlågets fine slør.

En krukke derfra forlader keruben jasminen i urets retning
glidende gennem skvalderkål.

*
Æbleblomsterne har nået græsset
på den anden side af huset
omkring og under det hvide havebord
sneet lige igennem lamellerne.

Cyklerne står som hjorte i skovbrynet
lige ved at forsvinde ind imellem stammerne.

En mælkebøtte løfter hovedet under bordet.
En rødhals lander på pedalen.

Nu ligger verdens frelser

Nu ligger verdens frelser

som en lysfølsom film

på kameraets valser

i mørke og i mulm.

Han er den film vi lever

og genoptræder i,

når han os selv begraver,

og som vi selv kan se.

I biografens mørke

og kirkens store sal,

på graven vel at mærke

er påskeliljen gul.

Hun tror, det er en gartner,

der bøjer sig mod den;

men det er hendes partner,

der rejser sig igen.

Han siger: Lad din finger

berøre mine sår,

når påskeklokken ringer,

og påskehjertet slår.

Hun går ind til de andre

og siger det til dem,

at verden vil forandre

sig i Jerusalem.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/746/280

Vor Gud er nu det åbne land

Vor Gud er nu det åbne land,
hvor ingen stier findes,
her træder kvinde fri og mand,
hvor ingen tanke bindes.
Det ser den onde selv
og bryder som en elv
frem for at bane vej
til Himmerige? Nej,
dér vil han ikke være.

Til Jorden står hans hele hu,
her skal hans trone være;
men Kristus lever her endnu
med alle sine kære.
Det er Guds menighed,
som ingen djævel ved
at kende på vor jord;
det er det sande ord,
vi veksler mellem sjæle.

På himlen hersker sole to,
så ingen skygge falder,
hvor misteltenen kunne gro
og gennembore Balder.
Nu lukker Høder op
sit øje som en kop,
og synet vælder ind
i hans mørklagte sind
med ét fra Himmerige.

Se, hvor herlig Jesus træder

Se, hvor herlig Jesus træder

hen i mod af alle steder

netop vores lille vrå;

og hvor ømt vi ham bereder

vejen med den bøn, vi beder

for hans fod og for hans tå.

Ind i vore haver kommer

han, som er den store dommer

for at dømme hver en krog;

men han lader nåden gælde,

sætter bladet på en nælde,

æblekød på hvert et skrog.

Se, hvor dejlig frugten falder

netop nu, hvor jorden kalder,

i det lange grønne græs;

himlen må for resten smile

og bevæges af en kile

af mindst enogtyve gæs.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/484/106