Krishnamurti quotes

Frygt og nydelse er to sider af samme mønt. At efterstræbe nydelse er at invitere frygt og vrede, ængstelse og skyld og al sjælelig armod. Så disse ting hænger sammen*.

At vælge sig selv i sin evige salighed.

Ørnen folder vingerne ud i stuen
og folder dem sammen igen.

*Krishnamurti, The Impossible Question, pp 50-51

Guds finger rører ved jorden som løven,
der på sin pote går let under sol;
lyset beklager sin evige tøven,
nordlyset bølger beskedent om pol;
isbjørnen står uden et sår
nyfødt på flagen i tusinde år.

Havene stiger, og polerne smelter,
siger de kloge, og de ved besked;
forudser ikke, at tårnene vælter,
hvad er det egentlig, som at de ved;
at den er gal, helvedes kval
opsluges let af en legende hval.

Trykbølgen breder sig ud gennem ringe
henover vandet, og vandet det går;
urfuglen løfter sin klodsede vinge,
flyver som storken mod himlen, og når
vejen er lang, spærret og trang,
slår den sig ned under lærkernes sang.

Sangen fra himlen til jorden nedstiger,
førend det endelig er blevet dag;
endnu en finger har brat som en tiger
tilføjet kloden et dræbende slag;
gik det forbi, er det forbi,
eller er striberne sat på en bi?

Hvad er det hvide imellem det grønne
ude i marsken, hvor solen er sort;
lammene springer så kåde og skønne
om med Guds lam, som er lige så stort
som en pupil: katten der vil
ind eller ud, for det trænger den til.

Nu standser bussen på vejen derude,
blinkende lygter og kegler af lys;
det kan jeg skue igennem min rude
nu, imens døren og karmen fornys;
døren er blå, hvem banker på,
derom er det ikke muligt at spå.

Jesus er færdig til tiden og kommer
nu med en gryde med kød og krydderi;
vinen er på tilbud, og han er smagsdommer,
skåner vort hjerte for sorg og bryderi
og hovedbrud over hans bud,
større end vor hjerte er Herren vor Gud.

Guds finger rører ved jorden som løven

Guds finger rører ved jorden som løven,

der på sin pote går let under sol;

lyset beklager sin evige tøven,

nordlyset bølger beskedent om pol;

isbjørnen står uden et sår

nyfødt på flagen i tusinde år.

Havene stiger, og polerne smelter,

siger de kloge, og de ved besked;

forudser ikke, at tårnene vælter,

hvad er det egentlig, som at de ved;

at den er gal, helvedes kval

opsluges let af en legende hval.

Hvalen er sprunget mod solen og hviler
let som et øjenlåg over dens rand;
falder pladask fra det høje og smiler,
inden den rammer det spejlblanke vand;
smiler og ser nu, at der sker,
Gud laver skabelsen om, når det sner.



*

Se, jorden svæver så let som en klode

svøbt i en sommerfugls vinge af støv,

øjnene bliver uendelig gode

fyldt af det glødende faldende løv,

dejlige lænd, Himmerigs brønd

Gud har berørt os med hele sin hånd.

*
Guds finger rører ved jorden som løven,

der på sin pote går frit under sol,

lyset bekender sin evige tøven,

nordlyset bølger beskedent om pol,

isbjørnen står uden et år

nyfødt på flagen med snehvide hår.

Havene stiger, og polerne smelter,

siger de kloge, og de ved besked,

forudser ikke, at tårnene vælter,

hvad er det egentlig, som at de ved,

at den er gal, helvedes kval

opsluges let af en levende hval.

Ingen kan vide, hvad livet vil bringe,

sorgen og glæden alene er vis,

urfuglen løfter sin klodsede vinge,

flyver som storken mod himlen, og hvis

vejen er lang, spærret og trang,

slår den sig ned under lærkernes sang.

Kræfterne svinder, og byrderne stiger,

mørket tiltager hver eneste dag,

endnu en finger har let som en tiger

tilføjet kloden et dræbende slag,

det gik forbi, det er fordi,

striberne smittede af på en bi.

Nu stander landet som førhen i våde,

marsken sig breder, og solen er sort,

lammene springer som førhen så kåde

om med Guds lam som er lige så sort,

solsorten selv, graner og elv,

grænserne krydses af rener og elg.

Tvillingekronen af Danmark og Norge
deles, og Sverige bliver en del
nu af den pagt, som fra nu af skal borge
for, at den genopstår herlig og hel,
og er der skel alligevel
trækker vi grænserne i Israel.

*

Hvad Gud har føjet med fingrene sammen,

skal ikke skilles af menneskehånd,

hjertet sig klæder i sorgen og skammen,

lader sig lænke til glæde og ånd,

hvad skal der ske, tør vi at le,

åbner vi øjnene op for at se?

Se, jorden svæver så let som en klode

svøbt i en sommerfugls vinge af støv,

skyerne pynter hver eneste node

i partituret, sæt dig hen og prøv,

løsnede bånd, hellige ånd,

Gud har berørt dig med hele sin hånd.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/46/483/1

Guds ord har fået mæle

Guds ord har fået mæle

i Jesu egen mund
til alle jordens sjæle
nu og i hver en stund.

Hvorfor går I og leder
om mig og mine spor,
jeg sidder jo og beder
i huset, hvor jeg bor.

Jeg søger ingen bolig

som kun er ødsel pragt,

min sjæl er kun fortrolig

med det, som Gud har sagt.

Lukas 2, 41-52.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/530

Floden flyder med lige dele

gennem landet og ud i fjorden.

Under broen føjes de to sammen

ved en usynlig søm.

Gyngestolen

Jeg husker gyngestolen

med min krop.

Timers velvære erindret

på trods af traume.

Et samlingspunkt

for lægedom.

Udtryk for mors og fars kærlighed,

min søsters begejstring!

Mormors broderede hynder

nu skæve af brug.

Mor samlede kræfter i den,

da hun fortsalte far,

at hun nu boede

hos en anden mand.

Siden fik hun den med sig.

Jeg tror ikke,

jeg har siddet i den

i 30  år.

Men nu fik vi den.

Nu går du mellem biler

Nu går du mellem biler

og passer på de små,

som hen til skole iler

i stedet for at gå;

de cykler mellem store

forfærdelige sving,

her er dit kors at spore

i klokkeklemt og ring.

Du rører ved trafikken

med fingeren på arm,

velsigner den, for sikken

en trængsel og alarm;
så står du under kurven
og deler nadver ud
til duen og til spurven
med samme enkle bud.

Hold øje med hinanden
i fugle små og se
til svanen og til anden
for min velsignelse;
de bryder overfladen
i spejlet, så jeg frit
dem hjælper over gaden
til Himmerige mit.

Melodi : http://www.mariagerkirke.dk/salmer_spil.asp?melodiid=18

Motorveje og broer
forbinder den ene vindmøllepark
med den anden.