Jørgen Hunosøe er i litterære kredse kendt for to ting. Den ene er den beundrede udgivelse af Sophus Clausens samlede lyrik 1982-84, og den anden er en skandale afstedkommet af en artikel i tidsskriftet Nordica med en påvisning af at Ole Wivels sympati for nazismen i sin ungdom trak dybe spor i det senre forfatterskab. Anita Brask Rasmussen opsumerer præcist i en artikel i Information i 2007:
"Jørgen Hunosøe påviste i tidsskriftet Nordica i 2000, at Ole Wivel i erindringsbogen Romance for Waldhorn fra 1972 havde slettet sine fem første digtsamlinger og dermed skjult de tilbøjeligheder, der var at læse i det meget tidlige forfatterskab. En fascination og dyrkelse af germansk litteratur og kultur".
Ole Wivel skal selv have hævdet, at et afsnit omhandlende netop dette er udeladt af bogen efter ønske fra forlaget. Men Hunosøes pointe må være, at det manglende opgør med den undgdommelige fascination af nazismen alligevel har sat sit præg på forfatterskabet. I den nævnte arikel citerer Anita Brask Rasmussen forfatteren Simon Pasternak, der sammen med Christian Dorph har skrevet en krimi med udgangspunkt i det miljø omkring Ringen, som var den nazistisk inspirerede kreds også Ole Wivel havde tilknytning til. Simon Pastenak mener at have fundet svaret på spørgsmålet: Hvorfor blev historien om kunstneres tilknytning til nazismen så fortiet og forløjet?
"Vi er i meget høj grad indpodede med, at kunst skal gøre os til gode mennesker. Den er smuk. Men kunst er ikke nødvendigvis god, og hvis man tror det, så har man misforstået, hvad dele af avantgardekunsten går ud på. Det handler jo i høj grad om overskridelse. Og det, som kunsten inspirerer til i vores bog, er på ingen måde smukt. Det handler om, at vi alle kan lære noget af at se nuancerne både i kunsten og i fascinationen".
Svaret er ganske godt.
Hunosøes analyse har alene Ole Wivels forfatterskab som sin genstand, men indirekte under anklage er også Knud W. Jensen, gundlæggeren af kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland. Det er således to i dansk kulturliv særdeles velanskrevne mænd, der anfægtes. Budbringeren blev da også slagtet i store dele af pressen.
Men spørgsmålet er, om der gives et alternativ tilgang til kunst og poesi end den Ole Wivel og Knud W. Jensen repræsenterer - en selvrefleksion, som ikke erbåret af forførelse og fascination men af erkendelse. Når det nu netop har været Jørgen Hunosøe, der optrådte som anklager, er det nærliggende at søge et svar i Sophus Claussens forfatterskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar