Se, de tror, de overvåger

Se, de tror, de overvåger
hvert et enkelt skridt, vi ta´r,
når vi falder gennem våger,
når vi går med røven bar.

Men vi blæser dem et stykke
af en velfordøjet luft
og går ind til salig lykke
klædt i sol og rosenduft.

Her er jomfruer med mere,
ja, med mere, siger vi,
og der bliver stadig flere
af os her i Himmerig.

Jeg løfter blikket
fra klaveret. Jeg løfter
ikke klaveret.

Sange til Gallo Skolens 25 års fødselsdag

1.
Hvem vil råbe højt hurra
og tillykke med i dag
og de fem og tyve år,
der er samlet i et neg?

Omkvæd:
Skolen har sin dør på klem
for enhver, der vil gå ind
eller ud og gå omkring
i den skrøbelige vind.

2.
Her i haven hænger vi
neget ud til hver en fugl,
så når sneen daler ned,
flyver også den af skjul.

3.
Hist og her på skolens grund
vil der falde nogle få,
som vil vokse op igen
og som nye marker stå.

4.
Blæsten samler sine fjer
i en hanes kontrafej
og tillykkelige gal
højt over Blåmunkevej!

*

Se, hvor Ovartaci træder

på sin genopstandne fod

ned på gulvet og sig glæder

over, hvad han efterlod,

billeder fra væg til væg,

mennesker foruden skæg.

Se på Babelstårnets tinde

på stiletter står en kvinde.

Over verden nu hun våger

i sit åbne øjeblik

fyldt af store hvide måger,

som hun ligner på en prik,

når hun svæver over jord

i sit billede og ord.

Af sin kærlighed hun øser,

Ovartaci hun forløser.

Selv som præsten for Kybele

varetog han hendes kult,

lærte dog med os at dele,

når hun stillede hans sult,

og lod dragen genopstå,

der hvor Vesterhavet lå.

I sin enegang går solen

op og ned i Gallo Skolen.

Her Kybele dog må dele

magten med en anden Gud,

kunsten, der kan sjæle hele,

jage onde ånder ud

i de svin, som går omkring

i al evighed i ring.

Jesus vil jo gerne dele

Edens have med Kybele.

Snart gjalder luren for sidste gang

Snart gjalder luren for sidste gang,

og alting bryder ud i sang

for at bekende det første bud,

at hele jorden tilhører Gud.

Lad alle riger adlyde dig,

selv om de gør det hver for sig;

udstræk dit scepter over land og sø,

lad det velsigne den mindste ø.

O lad din hymne fra sjæl til sjæl

gå og fra isse og til hæl,

indtil det hjerte sig vender om,

som pønsede på den sidste dom.

Snart gjalder luren for sidste gang,

og lærken synger dagen lang,

for at forkynde det ene bud,

at alle hjerter tilhører Gud.

Vers 1-3 efter "Soon may the last glad song arise", Mrs. Vokes 1816.

Den hemmelige vej

Stenene spreder sig på stranden

ligesom skyerne på himlen

og guldsmedene i luften.

Vi spredes selv

for alle vinde.

Nogle tager afsted i bil,

mens andre tager bussen.

Vi er også nogle,

der cykler.

Ved krydset er vi fire,

der tager ned til lystbådehavnen

for at få en is.

Herfra følges vi ad to og to

i hver sin retning.

Fra Værkmestergade fortsætter jeg alene

ad den hemmelige vej langs med jernbanen,

over broen og videre ad Brabrandstien.

Nu er vi ved at være hjemme.

Allesammen.

Kirken, biblioteket og ørkenen

I år 1900 døde både Nietzsche og Vlaidmir Solovviev, den sidste kun 47 år gammel. Georg Brandes var i berøring med begge og skrev efter sit møde med russeren: Den øverste del af ansigtet er overmåde ædelt, men munden er styg. På billeder bærer Solovjov oftest et stort skæg, så man må forestille sig, hvad Brandes kan have ment. Men som billede siger det noget om modsætningsfylden hos den største russiske filosof.

Som barn var han i nær forbindelse med sin bedstefar, som var præst i den russisk-ortodokse kirke, og han var levende optaget af kristendommens historie. Om natten tog han dynen af for at ligge og fryse, og da hans mor i den tro, at han sov, ville lægge den over ham, bad han hende lade være med at hindre ham i sin bestemmelse. Hans far gav ham derfor en bog om græsk mytologi, og straks lod han sig fænge af de livfulde skildringer. Han konkluderede, at oldkirkens strenge, asketiske kristendom ikke kunne være den højeste form for kristendom.

Kristi Himmelfarts dag 1862 var den 9-årige Vladimir med sin familie i kirke. Men hans tanker var et andet sted. Han var blevet forelsket i en jævnaldrende pige og havde betroet sig til hende uden at få svar. Optændt af forestillingen om en eventuel rival optændtes han af ønsket om at duelere. Men midt under ritualet, mens koret sang: "Kast smerten af, jag sorgen væk!" skete der noget:

"Det forsmædelige minde opløser sig som røg; han står alene under himmelhvælvingen. Overalt skinneret klart, asurblåt og gyldent lys. Ud af dette lys, som både omgiver ham og bølger i hans egen sjæl, kommer en kvindeskikkelse til syne. ikke den lille, jordiske veniinde som han indtil da havde været så optaget af, men den himmelske Sofia - "hans evige veninde" -står smilende foran ham nogle øjeblikke. Så svinder hun langsomt bort."  Peter norman Waage: "Det usynlige kontinent. Vladsimir Sollovjov som Europas filosof"

Allerede som femtenårig havde han taget en ny strømning til sig nemlig den moderne naturvidenskab, og inviterede sine venner hjem til sig for at overvære, at han smed alle sine ikoner ud af vinduet. Da han sammen med vennerne en dag gik gennem en kirkegård væltede han et kors og hoppede på det. En gammel bonde, som overværede det kom farende og gav ham en frygtelig overhaling. Men mere skete der ikke.

Han lod sig indskrive ved det naturvidenskabelige fakultet, men da faget ikke svarede til hans forventninger skiftede han snart til det historisk- filosofiske fakultet. Da han senere har fået denne sin naturvidenskabelige periode på afstand og "fundet tilbage til sine ikoner" skriver han, at han anser denne naturvidenskabelige kult som havende været nødvendig at gå igennem både for ham selv og den øvrige unge generation i Rusland.

I 1873 gør Soloviev noget ganske uhørt for en mand af hans stand i datidens Rusland: Han lader sig indskrive ved et teologisk seminar udenfor Moskva. Det er så usædvanligt, at han bliver opfattet som spion og mødes med uvenlighed. Sine medstuderende beskriver han som et fornuftigt folkefærd al grovhed til trods, muntre på en godmodig måde og store mestre i at drikke. Meget tid til at være sammen med den har han dog ikke, da han samtidig arbejder på sin afhandling med titlen "Krisen i Vestens filosofi", som han aflever til magisterkonferens i efteråret 1874 og vækker vældig opsigt med.

I foråret 1875 bliver han ansat som docent i filosofi ved universitetet i Moskva, og underviser samtidig i græsk filosofi ved Det Højere kvindekursus i Moskva. Her gav han også eksempler på sin egen livsanskuelse. En af hans elever herfra skriver, at han til forskel fra Aristoteles ikke definerer mennesket som et samfundsmæssigt dyr, men som et leende dyr.

Det er godt set, hvad mennesket angår, men også hvad dyrene angår. Disse sidste beskrives som totalt opslugte af naturen i sansernes vold. Denne verden har for dyrene karakter af absolut virkelighed. Men mennesket kan hæve sig over sansningen og forholde sig kritisk til den. Dersom denne ikke stemmer overens med menneskets indre forestilling, ler det.

I 1875 foretage Soloviev også en rejse til London. I stipendieansøgningen angiver han studiet af indisk, gnostisk og europæisk mystik som formålet med rejsen. Imidlertid sætter han ikke sine ben på universitetet og opsøger ikke fagfæller. Det egentlige formål med rejsen var at tage kontakt med spiritistiske kredse i London. Det bliver dog en skuffelse.

Den oversanselig veden møder han dog et andet sted nemlig på British Museum, hvor han studerer gamle manuskripter. Her ser han igen sin Sofia, som han så første gang i en alder af ni år. Denne gang er kun hendes ansig synligt og som svar på hans bøn om at hun må vise sig i hele sin skikelse svarer hun "Rejs til Ægyten!" Det giver overhovedet ingen mening men han adlyder.

I Kairo hører han, at der skal findes en beduinstamme, som har holdt en gammel kabbalistisk-muslimsk mysterietradition i hævd, og han forsøger at komme i kontakt med stammen. Da han møder op på det aftalte sted er han klædt i europæisk selskabstøj med hvide handsker og svalehale, og beduinerne antager ham for at være djævelen selv. De plyndrer ham for alt og slæber ham ud i ørkenen og overlader ham til sin skæbne. Her ligger han frysende og skælvende af skræk og hører pludselig som en stemme fra oven: "Sov, min stakkels ven". Så falder han i søvn, og da han vågner skuer han igen og for sidste gang i sit liv Sofia i solopgangen.

Møblerne falder på plads
i støbeskeen.

Vi flytter langsomt ind
fra dag til dag.

Klaveret flytter med

Det er så hårdt at flytte et klaver,

at man ikke drømmer om det.

Skub hunden ind under!

Så kommer det op i hjørnet af ladet af flyttebilen

pakket ind i tæpper, og vi tager den derfra.

Hen over flisene på det nye sted,

hvor et par mænd har gået et par måneder

for en anlægsgartner.

De lægger en ny flise i her og der.

Så op ad trappen i terrænnet,

og nu kommer den lange ståltrappe

op til første sal.

Ingen repos!

Vel oppe holdes der pause og råbes på tværs af tangenterne.

Orker ikke at svare.

Så gennem entreen og køkkenet

til den lille trappe op til stuen.

Må sætte det ned, inden hunden kommer under.

Nu sidder vi fast!

Flyttede nissen alligevel med?

Vi letter eller rettere tipper det lidt

og trækker selerne ud.

Så flytter vi blikket.

Klaveret lytter med.

Jeg sover ind
i mosen. Med fødderne
i en ret vinkel.

Gennem tykningen!
Ind i skovens kølige
palads af skygger.

Lydbillede

Når kirkeklokken slår fire om morgenen,

erindrer jeg fuglene synge

i de umiddelbart foregående sekunder.

Ligesom jeg nu husker scenen fra aftenens krimi,

hvor to mænd rullede båren med liget ud

til den ventende bil.

Også katten var vi to om 
at bære ud til det hul,

som jeg havde gravet, 
og du dækkede til.

Selv så hun til fra de tilstødende vokaler.

I de allersidste dage

I de allersidste dage
styrter vedbend med sit træ
ned til jorden for at smage,
hvad der voksede i læ.

Med de mange nøgne frugter
kryber brombærbusken hen
over hækken, og den flugter
med en solsort over den.

Den vil dele sine søde,
sorte bær med hver og én
mellem levende og døde,
og den vokser på en sten.

Sommerfulgebuskens rakler
kalder sommerfugle til,
for de lyser op som fakler
i det mørke, der er til.

I sit slør af sommerfugle
står hun klædt i havens skød,
overdådig pragt skal skjule
Jesu lidelse og død.

Det nye sort

Det nye sort er ikke orange,

det nye sort er sort.

Trækul og brombær.

Det kan enhver se

med sine egne øjne.

Pupillerne bliver store,

nu mørket falder på.

Det er ikke mørkt endnu,

men det bliver det.

Helt sort.

I et indre udsyn skuer

I et indre udsyn skuer
jeg ind i et land, hvor duer
daler over alle ned,
som med egne ord forkynder
Guds tilgivelse af synder
i sin store kærlighed.

På en indre rejse finder
jeg et land, hvor mine minder
vokser i den gode jord,
hvoraf Gud i paradiset
skabte selve gudsbeviset
med sin hånd og med sit ord.

Med en indre vished pløjer
jeg, hvor andre bønder døjer
med den hårde lyng og lov,
og hvor jeg den lader ligge,
Gud bevare vil den ikke,
men den springer brat i skov.

Nu blomstrer roserne igen

Nu blomstrer roserne igen,

mens brombærranker mildnes

i sort og syrlig sødme

henover hæk og skel.

En pippen får mig til

at kigge op og se

en solsort på en gren

en meter fra mit øre.

Mens blæsten tager til

og river kogler ned

fra fyrretræets grene

og til et andet sted.

Skabende forståelse

Mit hjerte hopper af glæde, når jeg hos Krishnamurti møder opfordringen til, at vi annammer "en skabende forståelse af os selv". Når der på kierkegaardsk vis tales om "vælge sig selv" eller "overtage sit givne indhold" er der vist ikke tale om en sådan skabende eller kreativ forståelse af sig selv. Det er vel Luthers bud om at "leve i kald og stand", der er Kierkegaards åg - mere end hans egen far endda? Blot er det ikke lige kald og stand men det personligheden givne vilkår. Men pinsen er et godt eksempel på den kristne menigheds skabende forståelse af sig selv. Disciplene følte sig ikke henvist til en slavelignende erindring om Jesus, men erindringen blev levendegjort af ånden. Det, som var før, er forsvundet. Se en ny himmel og en ny jord. Det lyder som et Jesusord.

http://www.jkrishnamurti.org/krishnamurti-teachings/view-daily-quote/20130809.php

Hvid humlebi

Der er hundrede blomsterfluer

i de gyldne ris eller gyldenris,

som de rettelig hedder.

Svirrefluer hedder det vist også,

og de svirrede væk med et sæt

ved en nærgående bevægelse.

De få spyfluer og endnu færre

almindelige fluer blev siddende

ligesom en enkelt humlebi.

En hvidpelset lille en.

Olga havde en drøm. Hun drømte om en ugle, der føj omgivet af fire måger. Det var en mærkelig drøm. Var der en elg inde i skoven og en igle i åen? Helt sikkert var der alger i gadegæret. De dækkede fuldstændig. Det var midt i juli. Hun havde været ærgerlig over øglerne indtil nu. Men nu var det ikke længere noget åg.

Hvem vil råbe højt hurra

Hvem vil råbe højt hurra
og tillykke med i dag
og de fem og tyve år,
der er samlet i et neg?

Her i haven hænger vi
neget ud til hver en fugl,
så når sneen daler ned,
flyver også den af skjul.

Hist og her på skolens grund
vil der falde nogle få,
som vil vokse op igen
og som nye marker stå.

Skolen har sin dør på klem
for enhver, der vil gå ind
eller ud og gå omkring
i den skrøbelige vind.

Blæsten samler sine fjer
i en hanes kontrafej
og tillykkelige gal
højt over Blåmunkevej!

Vær Gud ophøjet over alt

Vær Gud ophøjet over alt,

vær verdens lys og jordens salt

i os, indtil den hele jord

er samlet om dig ved dit bord.

O Gud, mit hjerte slår et slag

for dig trods død og nederlag,

og jeg bekender al min tro

og beder om hos dig at bo.

Din pris, o Herre, vil jeg frit

udsynge over alt og tit;

din kærlighed er som en flod,

din sandhed slår i hjertet rod.

O Jesus, lad ved dine ord

de døde genopstå af jord

og som syrener springe ud

og sprede deres duft af Gud.

Vers 1-3 efter salme 57.

Kunst som erkendelse

Jørgen Hunosøe er i litterære kredse kendt for to ting. Den ene er den beundrede udgivelse af Sophus Clausens samlede lyrik 1982-84, og den anden er en skandale afstedkommet af en artikel i tidsskriftet Nordica med en påvisning af at Ole Wivels sympati for nazismen i sin ungdom trak dybe spor i det senre forfatterskab. Anita Brask Rasmussen opsumerer præcist i en artikel i Information i 2007:

"Jørgen Hunosøe påviste i tidsskriftet Nordica i 2000, at Ole Wivel i erindringsbogen Romance for Waldhorn fra 1972 havde slettet sine fem første digtsamlinger og dermed skjult de tilbøjeligheder, der var at læse i det meget tidlige forfatterskab. En fascination og dyrkelse af germansk litteratur og kultur".

Ole Wivel skal selv have hævdet, at et afsnit omhandlende netop dette er udeladt af bogen efter ønske fra forlaget. Men Hunosøes pointe må være, at det manglende opgør med den undgdommelige fascination af nazismen alligevel har sat sit præg på forfatterskabet. I den nævnte arikel citerer Anita Brask Rasmussen forfatteren Simon Pasternak, der sammen med Christian Dorph har skrevet en krimi med udgangspunkt i det miljø omkring Ringen, som var den nazistisk inspirerede kreds også Ole Wivel havde tilknytning til. Simon Pastenak mener at have fundet svaret på spørgsmålet: Hvorfor blev historien om kunstneres tilknytning til nazismen så fortiet og forløjet?

"Vi er i meget høj grad indpodede med, at kunst skal gøre os til gode mennesker. Den er smuk. Men kunst er ikke nødvendigvis god, og hvis man tror det, så har man misforstået, hvad dele af avantgardekunsten går ud på. Det handler jo i høj grad om overskridelse. Og det, som kunsten inspirerer til i vores bog, er på ingen måde smukt. Det handler om, at vi alle kan lære noget af at se nuancerne både i kunsten og i fascinationen". 

Svaret er ganske godt.

Hunosøes analyse har alene Ole Wivels forfatterskab som sin genstand, men indirekte under anklage er også Knud W. Jensen, gundlæggeren af kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland. Det er således to i dansk kulturliv særdeles velanskrevne mænd, der anfægtes. Budbringeren blev da også slagtet i store dele af pressen.

Men spørgsmålet er, om der gives et alternativ tilgang til kunst og poesi end den Ole Wivel og Knud W. Jensen repræsenterer - en selvrefleksion, som ikke erbåret af forførelse og fascination men af erkendelse. Når det nu netop har været Jørgen Hunosøe, der optrådte som anklager, er det nærliggende at søge et svar i Sophus Claussens forfatterskab.

En som en ulv

Først lignede det en ørn,

der landede i nærlyset

midt på kørebanen,

da vi kom ud af svinget.

Men så forsvandt den

uden tøven i hast 

ind over marken.

Hvad fanden var det?

Spørgsmålet undslap mig

som en ubetinget refleks.

Jeg vidste allerede,

hvad jeg mente at have set.

I aftenens sene western

bygget over den bibelske fortælling om Josef

gik og løb den igen

nu i et mere ubekymret trav.

Som et billede på helten,

der brød med den fædrende arv

og dermed lansen,

som han ellers havde plantet

i jorden foran brødrene.

For at vælge kærligheden i landflygtighed

efter sin indianske mors eksempel.

Eller måske bare

som et billede på

en ensom ulv.

Fri af flokken.