Skærlund

Vel hjemme igen efter en uges kombineret skrivekursus ved undertegnede og musikkursus ved Bent på Gallo Skolens gård, Skærlund i Thy - hvor vi havde Christian med som kok - erindrer jeg noget, jeg sagde i en sen nattetime, efter eleverne var gået mere eller mindre til ro. Jeg gjorde mig overvejelser over gallotanken i forhold til højskoletanken. Hvor højskoletanken har sit udgangspunkt i det folkelige har gallotanken, som den er formuleret af Johannes Nielsen sit mere specifikke udgangspunkt i forholdet mellem psykisk syge og ikke-psykisk syge. En central formulering hos Johannes er, at "psykisk syge får det bedre og har brug for mindre medicin, når de er kreative". En anden er, at "kunst er et område, hvor psykisk syge og ikke-psykisk syge kan mødes". Hvor den første sætning forekommer at være veldokumenteret og reflekteres i en bred vifte af undervisningstilbud, er et møde mellem psyjkisk syge og ikke-psykisk syge vanskeligere at få bragt i stand. Grunden er sikkert, at det umiddelbart er forbundet med usikkerhed for begge parter. Men ved i et glimt at sætte gallotanken i forbindelse med højskoletanken, lykkedes det mig at formulere endnu en sætning i stil med Johannes Nielsens korte epigrammer. Jeg tror, den skal lyde sådan her: Vekselvirkningen mellem psykisk syge og ikke-psykisk syge gør begge parter klogere.

Vær velkommen til Skærlund, hvor svalen

flyver højt over bølgende korn

og gør tegn over marken med halen

ned til tjørnens den yderste torn.

Her er gåsefjeren dalet

i din hånd fra en kile på træk;

i din ånd være hermed befalet

hver en fugl, selv om den er fløjet væk.

Nu er ugen til ende, og svalen

flyver herind i stuen til os;

hvor den sidder på bjælken med halen

skjult i vingernes åbenlyse kryds.

Den er ikke til at redde,

for man fanger den ikke i en hånd;

men den er fløjet ud allerede

efterladende dele af sin ånd.

Vær velkommen til Skærlund i hjertet,
for vi bærer det med os herfra;
det det er lutret i ilden og hærdet
for Antonius og Kleopatra.
Deres fælles rige rejser
sig i oldtidens yderste glans,
og vi arver et flag, som vi hejser
over asken, når vi fejrer Sankt Hans.

Melodi: Se, der summer af sol