så den nu står omme bag ved træet
på vej frem igen til højre for det.
Den lyser igennem grenene
og bliver tydeligere og tydeligere
som minutterne går.
Uden at vide det har jeg skrevet
disse linjer med en finger
i støvet på det runde ark.
Her er et digt om månen, som er specielt på den måde, at det begynder med at omtale månen i dens fravær. Man kan næsten sige at månen skrives frem i løbet af digtet. Det sker ved i begyndelsen at notere helt upåfaldende omstændigheder. Så kommer der til sidst i digtet et billede, der overrasker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar