At huske sig selv og de andre,
det er den eneste vej,
som verden med ét vil forandre,
så at den bliver stramaj.
Så bliver din hverdag at skue
så let som ikonmosaik,
og du bliver set af en due
og ligner dig selv på en prik.
Det er som Guds øje sig sænker
over den kæmpende jord
og løfter den, førend han tænker
sit, med sit levende ord.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar