Nu ligger der et punktum

Nu ligger der et punktum
i sneen som en sten,
og derved bliver disse
to vel i grunden én.

Ved vejen står en gravhøj
med fuglerede i
og ser på karavanen,
der ruller let forbi.

Herom har ploven kredset
i mange tusind år;
dengang, vi havde geder,
og dengang, vi fik får.

Da Harald blev discipel
og kristnede sit folk
og rejste stenen denne
op for den store tolk.

Vi kører over grænsen
ad solens svungne vej,
og siger stedets tolder
et ubetinget nej.

Vi intet skal fortolde,
men vent til vi skal hjem,
så har vi købt det halve
af Guds Jerusalem.

At huske sig selv og de andre

At huske sig selv og de andre,
det er den eneste vej,
som verden med ét vil forandre,
så at den bliver stramaj.

Så bliver din hverdag at skue
så let som ikonmosaik,
og du bliver set af en due
og ligner dig selv på en prik.

Det er som Guds øje sig sænker
over den kæmpende jord
og løfter den, førend han tænker
sit, med sit levende ord.

Hvor troen sin velsignelse

som krone for sit håb

nu beder om forladelse,

er sangen fryderåb.

Dog sødere end jubelsang,

som øret svælger i,

er hjertets indre altergang,

når englen går forbi.

Hvor lærken daler ned i skjul

og tier for en stund,

der lader Gud det blive jul

ved ordet af sin mund.

Efter "Faith grasps the blessing she desires", Harriet Martineau (1802-1876).

Jesus af Nazaret

Jesus af Nazaret,
jødernes konge.
Han var af Davids æt
og Davids sange.

Under Augustus blev
Herodes bange.

Se under Konstantin,

se under sange.

Se på den lyse

side af mange.

Fader, jeg fandt dig

i dine sange.

Jesu ord på korset: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" kan forstås på to måder. Den ene er, at Jesus i sin død oplevede at være forladt af Gud. Derfor siger man ifølge denne læsning, at Jesus har kendt til at være forladt af Gud, og derfor er han også med os, når vi føler os forladt af Gud. En anden læsning er den, at Jesus med disse ord citerer Salme 22 fra Salmernes bog i Det gamle Testamente. Det specielle ved gudsforladtheden i denne salme er, at den afhjælpes og salmisten ender med at være fortrøstningsfuld. Så ifølge denne læsning giver Jesus netop udtryk for ikke at være forladt af Gud. Min salme abonnerer på denne læsning.

Hjælp mig nu troens vinge på

Hjælp mig nu troens vinge på,

og lad mig stige op

til de opstandne i det blå

og se den store trop.

De led engang i vores sted,

og tåren faldt fra kind

på puden, hvorfra den sank ned

og sank i dunet ind.

Jeg spørger til den salighed,

de føler her og der,

hvor hele hjertets bitterhed

opsuges af en fjer.

De lader lovsang gå for svar

og synger Lammets pris,

hvorved med ét jeg bliver var

ved fod en ærenpris.

Jeg går igen på jorden grøn

og tager min vinge af,

min tro er evigheden skøn,

jeg kommer just derfra.

Efter "Give me the wings of faith to rise", Isaac Watts, 1709.

Hvis nogen spørger mig, hvortil

Hvis nogen spørger mig, hvortil

jeg fæster al min lid
til, at jeg, som jeg gerne vil,
kun om en liden tid

i Paradis med Jesus går

og mine ønsker opfyldt får,

så har jeg en forklaring god,

og det er Jesu blod.

Det er min faste grundvold her

ved evighedens rand

at blande evighedens ler
med kærlighedens sand,

den dag, at døden med sin le

vil have noget til at ske,

så tager jeg min nøgle frem

til mit Jerusalem.

Min nøgle er den halve del
til Himmeriges port,
men den vil hurtigt blive hel,
selv om den nu er kort,
når Jesus lægger koden til,
opspringer evighedens spil,
jeg går med ham på denne vis
i Himlens Paradis.

Vers 1-2 efter "Faith in the blood", som er en oversættelse til engelsk af "Om nogen mig nu spörge vil om grund til salighed" af Erik L. Pontoppidan, København 1748.

Melodi: http://cyberhymnal.org/htm/f/a/i/faithitb.htm

Vær hilset denne stund

Vær hilset denne stund,

hvor hvilen os bereder,

at tale med én mund

om alle vore glæder.

I en velsignet tid

vi holder dig i ære,

som skabte os med flid,

sådan som vi skal være.

Du går imellem os,

og dine spor i sneen

forsvinder nu i mos,

hér sidder du med feen.

Dit tempel er et skib,
som havet ikke rummer,
det rummer selv det kryb,
som ikke har et nummer.

Dog skal en større fryd
os siden overvælde,
når selv den mindste lyd
for stem men din vil gælde.

Vær hilset denne stund,

hvor lyden af din stemme

mig glæder som en hund,

fordi, at du er hjemme.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/523
eller: http://www.mariagerkirke.dk/salmer_spil.asp?melodiid=117

Det skete påskemorgen

Det skete påskemorgen
endnu på gravens rand
og midt i selve sorgen,
der lagde sig om land,
at kirken lod sig føde
ved ordene, der faldt
fra den opstandnes søde
læber og som salt.

Vi er hans ord det rene,
der falder for hans fod
og rejser sig alene
i legeme og blod
og går igennem dagen
i søvne som ved nat,
der gjorde rædselslagen
af stjernerne besat.

Når dommendag oprinder,
da går vi frit dertil
og taber eller vinder
det lykkelige spil,
så deles vi i geder
og kid og får og lam
og bukke til og beder,
et delt Jerusalem.

Jerusalem, løft op

Jerusalem, løft op

dit hovede og se,

din krone stråler nu om kap

med alt, hvad der skal ske.

Nu det en ende får

med spillets dystre nat,

for himlens sol sig viser her

på vores sorte kat. 

Nu flyder livets vand

og kvæger hver en sjæl;

fra hav til hav kanalen går

som solen på sit hjul.

Alene Jesus skal

nu herske ved sit ord;

hans skygge kaster, som den vil,

sit spil på vores jord.

Efter "Jerusalem, arise", Joseph Proud (1745-1826).

Påskesang

Vintergæk! Luk øjet op,

hele verden vågner,

mark og skov og sind og krop

vågner, hvor du blegner;

Vintergæk, fortæl i haven,

Herren selv stod op af graven.

Lilje, lilje! Påske ring!

Rejs dig op i gryet,

som nu klæder alle ting

og dig selv i nuet;

Lilje, ring i hele haven,

Herren selv stod op af graven.

Sommerfugl og blomsterbrud,

spræng din trange puppe,

fold kun støvets vinge ud

som en øjenvippe;

Sommerfugl, se nu i haven,

Herren selv stod op af graven.

 Efeter "Easter Song", Mary A. Lathbury, 1883.

g

Guds enbårne søn,
som fødtes som svar på den eneste bøn;
din moder Maria i krybben har lagt
dig ned som i graven, da alt var fuldbragt;
opstanden, opfaret til himmels som syn
for hvælvede bryn.

Velkommen igen
på dagen som skrifterne spåede den,
hvor duerne kredser med fred over by
og kurrer på taget i ly under sky,
hvorpå du er kommet med lysende sol
til marts og viol.

Din smilende kyst
har mågerne krydset så hvide på bryst;
de lander på marken, hvor kragerne gror,
og flyver igen ad usynlige spor
tilbage til havet, hvor fiskene bor
og synger i kor.

Tillykke min ven
med dagen, der går, og hvor den kommer hen
skal pindsvinet vågne i vinterens hi
og mærke i mørket, at den er forbi,
og foråret kommer med rislende bæk,
og kulden er væk.

Du sænker dig ned
på jorden og lander et hemmeligt sted,
hvor de kun dig skuer, som før dig har set
i hjertet og troet på det, der er sket
med himlen og jorden og afgrund og hvælv
i hjerterne selv.

På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet den hellige ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det sagt.

Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.

Du byder mig vin
så rød som dit blod i krystallen så fin;
i øjnenes bæger der skænker du op
af vinen, du bærer på fad i din krop;
af druerne fem er den blandet og smag
den yderste dag!

Nu flytter jeg ud
i haven, hvor liljerne er sprunget ud
til påske og pinse i et blomsterbed
som altid og altid et hemmeligt sted,
hvor lykken står bi, og jeg finder min kat
en sensommernat.

En regnbuering
gled nu af Guds finger blandt tusinde ting;
han rørte ved øjet ved øverste pol,
så nordlyset vældede ud som en sol
med ét af Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.

Hvor valget er frit,
der vælger vi engle til himlene tit;
i byråd og folketing laver de lov
for koen på marken og fuglen i skov
i fred med hverandre dog kække og kry
i smilenes by.

Den hellige ånd
har rusket sig fri af det snærende bånd
og udfolder vingerne frit over jord
og folder dem sammen igen i dit ord
og synger på grenen som spurven på kvist
så sikkert og vist.

I sommerens løb

skal Eva sig rejse, hvor hugormen krøb

i støvet, og leve i tusinde år

og dele med dig de velsignede kår;
I ser, I er nøgne og lader jer se
og falde som sne.

Anskuelighed

du udfolder verden i led efter led;

hvad ordet ej magter, det lader du ske,

således at vi hver detalje kan se,

som djævelen ikke kan skjule sig i
men må gå forbi.

Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
foran Israel.

Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk,
og lader sig dele af verden i to,
og finder hinanden i tro imod tro
som Krisus og kirken, når kirken står brud
med Kristus for Gud.

Inuit nunaat,
du hæver dig over den enkelte stat;
Det yderste Thule omstråler vor jord
i lysende bølger i farver i nord,
hvor himlen er grøn som den evige vår
i dag og i går.

Det evige liv
udfolder sig frit mellem blomster og siv,
hvor hejren udfolder sin vinge så frit
og lander i landet, hvor ordet er frit,
og kommer når nogen den kalder ved navn
her i København.