I Edens have skabte Gud

I Edens have skabte Gud

os af den sorte muld

og lod os i vort ansigts sved

kun klæde os i uld.

Vi bærer mærkerne af slid,

men korset, det er let,

for Kristus bærer det med flid,

og nåde går for ret.

Ad smertens pinefulde vej,

hvor hjertet bliver solgt

til stanglakrids og hurlumhej,

har vi vor frelser fulgt.

Vi beder ham om dagligt brød

og smør på skiverne

men også om den visse død

imellem løverne!

Men løverne, de brøler kun

som torden mellem os,

fordi det er en han og hun

med poterne på mos.

Alverdens dyr har Herren skabt

af kærlighed til dem,

sit eget hjerte har han tabt

til os i Betlehem.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/sammemelodi/110

Hvorfor taler vi så sødt

Hvorfor taler vi så sødt,
at vi kalder hvidt for rødt,
som om vi vort Dannebrog
fra den slagne fjende tog,
selv om det, hvad alle ved,
dalede i slaget ned.

Sejren kom på vinger blå,
og hvad intet øje så,
var den hånd, som bar vort skjold
udi fjendens magt og vold,
og den hånd, som bar vort sværd
imod hele fjendens hær.

Fjenden led sit nederlag
i det sagnomspundne slag,
Danmark vandt sin lethed der,

som vi vinder klarhed her
over løgnen i vor mund
ved det lykkelige fund.

Det er sandt, for det er sket,

det har Sagas øje set,

at vi trukket har en streg,

som vi gjorde det i leg

for at sikre kysten rå,

som ved Vesterhavet lå.

Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Forsigtigpeteriet fra samlingen Kristne prædiker imod islam. Salmen erstatter den tidligere salme skrevet til samme prædiken. I prædikenen kalder Ricardt Riis den selv for den hårdeste af de ni prædikener, som samlingen udgør. I mit første forsøg veg jeg tilbage for at matche denne hårdhed, men jeg har ombestemt mig og forsøger alligevel her at måle mig med den. 

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/459/140

Gud priset vær i dag

Gud priset vær i dag
for hjælp til hver en tid
og tro på kærlighedens sag
indtil den sidste hvid.

Hans arm er som en bro,

som vi kan vandre på

op til hans skulder i den tro,

at vi på den kan stå.

Det være må din lod

at dele lykken din

og al din tankes overflod

ud fra din pande fin.

Lad os nu gå med fryd
ud til de andre små,
at de barmhjertighedens dyd
med dig brat dele må.

Herodes i sin borg
har planer for med dem
og sender englen i sin sorg
ud fra Jerusalem.

Vers 1-4 efter "O praise our God today", Henry W. Baker 1861.

Dejlig er den morgen skøn

Bright and joyful is the morn,
For to us a Child is born;
From the highest realms of Heaven,
Unto us a Son is given.

On His shoulders He shall bear
Power and majesty, and wear
On His vesture and His thigh,
Names most awful, names most high.

Wonderful in counsel be,
Christ, the incarnate Deity;
Sire of ages, ne’er to cease,
King of kings, and Prince of peace.

Dejlig er den morgen skøn,

født er himlens kongesøn;

fra den høje himmels skjul

daler sneen ned til jul.

Come and worship at His feet;
Yield to Him the homage meet;
From the manger to the throne,
Homage due to God alone.

Ånd på mig, Helligånd

Ånd på mig, Helligånd,
fyld mig med liv påny, 
at jeg må løftes af din hånd
og svæve som en sky.

Ånd på mig, Helligånd,
og gør mit hjerte rent,
indtil min vilje bliver din,
hvortil den af dig er ment.

Ånd på mig, Helligånd,
bland op min sjæl med din,
indtil mit kød med al min synd
går op i din flamme fin.

Ånd på mig, Helligånd,
så jeg skal ikke dø,
men leve i fuldkommenhed
med dig på en øde ø.

Ånd på mig, Helligånd,
svævende frit og let,
og læg dig ned på bølgerne
ud over Genesaret.

Vers 1-4 efter "Breathe om me, breath of God", Edwin Hatch, 1878.

Vær Gud ophøjet over alt

Vær Gud ophøjet over alt,

vær verdens lys og jordens salt,

vær alt i alt og alt i os,

vær den, som vi må være hos.

Du rejser den der ligger ned
i tro og håb og kærlighed,
som Paulus sang, imens han skrev
det ned i sit Korinterbrev.

Vær Gud i dybet som jeg selv

opløst som hver en dristig elv

og stå, når havet svinder bort,

med mig ved Himmeriges port.

Frit efter Salme 36.
Melodi 191.

Sne snerle. Et træ

har lagt sig ned over åen.

Stubben lyser hvid. 

En sædemand så let på tå

Hvem er det, som vi skuer gå
på vandet over fjorden
og kalde frem den himmel blå
af stormen over jorden.

En sædemand så let på tå,
som var han gjort af skyer,
går over marken for at så,
som syersken nu syer.

Hun træder nålen med sin tråd
og agter vel på sømmen,
som fiskeren i samme båd
må agte vel på strømmen.

Imens han stanger sine ål
om natten ved en lygte,
så viser hendes taljemål
sig mindre end sit rygte.

Hun tager nu sin kjole på,
som går til over knæet,
som fiskeren i grunden så
og lagde sig i læet.

Hvor hyrderne på marken lå
og spurgte om beviset,
der lod Gud selv sin engel stå
med ånden overiset.

Han lægger hovedet på skrå
og siger med det samme,
den glæde skal al verden få,
som gør al sorg til skamme.

Det grunder malkepigen på
og lader hånden glide
med korn henover golde strå
ud over jorden vide.

Derom profeten kunne spå
og englene forkynde;
det er, hvad markens hyrder så
og lod vor tid begynde.

Den første tid har trange kår
og er alt andet lige;
men lad det gå som livet går
sin gang i Himmerige.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/15/332