De førte for Jesus en kvinde

De førte for Jesus en kvinde greben i vitterlig hor,
de bad ham med svig i sinde at tale det dommens ord:
"Vor lærer, Moses befaler at stene en sådan til gru
og rædsel, som loven taler. Mester, hvad mener vel du?"

De spurgte med svig i sinde at prøve, som vel vi véd,
om og over falden kvinde han dømte med kærlighed,
at prøve, om mesteren voved at dømme den lov så led
og over sit eget hoved at drage et uvejr ned.

De nødte ham hårdt at svare; i sandet han tiende skrev,
til i den rasende skare et uverjsstille der blev;
da faldt de, klare og faste, ordene "Den som er ren,
han tage da nu og kaste på hende den første sten".

Men de, som spurgte med liste, undredes svarligen da.
De vidste så vel, hvad de vidste - taus sneg enhver sig derfra.
Da mesteren løfted sit øje mod solfaldets lysende skær,
så han i glans fra det høje kvinden alene der.

"Så dømte ingen dig kvinde?" "Mester", hun svarede, "nej".
"Ej heller har jeg i sinde at vandre ad dømmernes vej;
gå bort; i fred tør du fare", så talte den mester god.
Omkring hans pande den klare gød solen en stråleflod.

Anton M. Jensen (1871-1941)