Nu er solen sunket
i vore øjne ind,
for at samle kræfter
igen i vore sind;
og den tunge kirke-
klokke falder brat
i med sine tunge
slag, og det er nat.
Imens mørket synker
til bunden af sin grav,
vil vi gerne bede
den bøn, som du os gav;
i vore egne hænder,
når vi dem folder frit,
blir det ord, vi siger,
uskelneligt fra dit.
Fri os fra det onde,
led os ikke ind
i den dybe fristel-
se i vore sind;
når du os forlader
i dit Kapernaum,
mødes vi på hjørnet
i dit København.
torsdag den 23. juni 2011
onsdag den 22. juni 2011
Midsommersalme
Hvorfor fejrer vi Sankt Hans, bliver der spurgt og svaret på - og får man det med Johannes Døberen på plads er man så klog. Men hvad er det egentlig hos ham, vi fejrer? Det fandt jeg ud af her på morgenkvisten ved at dvæle over en gammel salme, der handler om Døberens erindring om at have "set" Jesus før - nemlig, da han som foster sprang af fryd i livet på sin mor Elisabeth, som der står i Lukasevangeliet kapitel 1,39-45.
"I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse":
Guds lam, jeg genkender dig,
du har før betaget mig;
da i moders liv jeg lå,
var det dig mit øje så.
Herre, jeg vil være din,
du er lille, myg og fin;
giv mig din medlidenhed,
giv mig og din lidenhed.
Lad mig over alt på jord
leve op til dine ord;
så en dag jeg svigter ej,
når jeg baner Herrens vej.
Gendigtning af "Lamb of God, I look to Thee", Charles Wesley, 1742.
*
Midsommervisen “Vi elsker vort land”
De tre første vers, som normalt synges ved bålfester
Text: Holger Drachmann, 1885
Melodi P. E. Lange-Müller, 1885
Vi elsker vor land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl,
over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans,
bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.
Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.
*
Vi elsker vort land,
når den signede dom
løfter hjerterne op i den højeste himmel,
og vi vender os om
imod kvinde og mand,
som går rundt under stjernernes lysende vrimmel.
Nu går vi omkring på den yderste klode
og vokser og gror som den dejligste pode,
det er hendes og hans,
det er din Sankte Hans!
Du har lært os din jubel
og gjort os så lette til mode.
Vers 4 er en tilføjelse ved undertegnede.
*
Opgave: Lav et remix af Midsommervisen. Skriv din egen tekst med udgangspunkt i det univers, der etableres i visen - hvordan giver ord som elsker, land, jul, midsommer, hekse, trolde, sognet, glædesblus og tvivlende mening i sammenhængen? Lav dit eget midsommerdanmarksbillede.
"I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse":
Guds lam, jeg genkender dig,
du har før betaget mig;
da i moders liv jeg lå,
var det dig mit øje så.
Herre, jeg vil være din,
du er lille, myg og fin;
giv mig din medlidenhed,
giv mig og din lidenhed.
Lad mig over alt på jord
leve op til dine ord;
så en dag jeg svigter ej,
når jeg baner Herrens vej.
Gendigtning af "Lamb of God, I look to Thee", Charles Wesley, 1742.
*
Midsommervisen “Vi elsker vort land”
De tre første vers, som normalt synges ved bålfester
Text: Holger Drachmann, 1885
Melodi P. E. Lange-Müller, 1885
Vi elsker vor land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl,
over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans,
bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.
Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.
*
Vi elsker vort land,
når den signede dom
løfter hjerterne op i den højeste himmel,
og vi vender os om
imod kvinde og mand,
som går rundt under stjernernes lysende vrimmel.
Nu går vi omkring på den yderste klode
og vokser og gror som den dejligste pode,
det er hendes og hans,
det er din Sankte Hans!
Du har lært os din jubel
og gjort os så lette til mode.
Vers 4 er en tilføjelse ved undertegnede.
*
Opgave: Lav et remix af Midsommervisen. Skriv din egen tekst med udgangspunkt i det univers, der etableres i visen - hvordan giver ord som elsker, land, jul, midsommer, hekse, trolde, sognet, glædesblus og tvivlende mening i sammenhængen? Lav dit eget midsommerdanmarksbillede.
tirsdag den 21. juni 2011
Alle unger vågner
Alle unger vågner
i det årle gry,
morgensangen stiger
til vor konge ny.
Kom, vær ikke bange,
lad os se til ham,
titte til hinanden
gedekid og lam.
I den lille hytte
sover barnet ind,
og Maria bøjer
sig imod dets kind.
Øjet i det høje
skuer stille ned,
vores ledestjerne
fyldt af kærlighed.
Vore ringe gaver
tager han imod,
fylder vore hjerter
med sin overflod.
Ædlere end stene
er hans øjesten,
som han lader døbe
i sin kilde ren.
Jesusbarnet byder:
Vær velkommen hjem!
Hele verden skrives
ind i Betlehem.
Efter Samuel C. Hamertons "Waken! Christian children", 1861.
Mel: http://nethymnal.org/htm/w/c/c/wcchldrn.htm
i det årle gry,
morgensangen stiger
til vor konge ny.
Kom, vær ikke bange,
lad os se til ham,
titte til hinanden
gedekid og lam.
I den lille hytte
sover barnet ind,
og Maria bøjer
sig imod dets kind.
Øjet i det høje
skuer stille ned,
vores ledestjerne
fyldt af kærlighed.
Vore ringe gaver
tager han imod,
fylder vore hjerter
med sin overflod.
Ædlere end stene
er hans øjesten,
som han lader døbe
i sin kilde ren.
Jesusbarnet byder:
Vær velkommen hjem!
Hele verden skrives
ind i Betlehem.
Efter Samuel C. Hamertons "Waken! Christian children", 1861.
Mel: http://nethymnal.org/htm/w/c/c/wcchldrn.htm
søndag den 19. juni 2011
Nu er al glæde og al sorg
Nu er al glæde og al sorg
i dine hænder lagt.
Jeg lever inde i din borg,
og gør, som du har sagt.
Hvis du din fryd berøver mig,
så klager ikke jeg;
før din fryd, den kom over mig,
så var den jo hos dig.
Når engang hele verden går
under i dine ord,
jeg ved, jeg evig lykke får
hos dig og ved dit bord.
Hvad er alverden med sit gøgl
andet end bittersød,
når jeg vil plukke rosens fløjl
så fin og mørk og rød?
Her findes ingen evig fred,
hvor honningtårer faldt;
så når jeg står ved dødens bred,
vær du mit alt i alt.
Nu er al glæde og alt håb
i dine hænder lagt,
jeg drukner mig nu i min dåb
og ånder i din pragt.
Vers 1-5 gendigtning af “My times of sorrow and of joy”, Benjamin Beddome 1778.
Hør melodi her.
i dine hænder lagt.
Jeg lever inde i din borg,
og gør, som du har sagt.
Hvis du din fryd berøver mig,
så klager ikke jeg;
før din fryd, den kom over mig,
så var den jo hos dig.
Når engang hele verden går
under i dine ord,
jeg ved, jeg evig lykke får
hos dig og ved dit bord.
Hvad er alverden med sit gøgl
andet end bittersød,
når jeg vil plukke rosens fløjl
så fin og mørk og rød?
Her findes ingen evig fred,
hvor honningtårer faldt;
så når jeg står ved dødens bred,
vær du mit alt i alt.
Nu er al glæde og alt håb
i dine hænder lagt,
jeg drukner mig nu i min dåb
og ånder i din pragt.
Vers 1-5 gendigtning af “My times of sorrow and of joy”, Benjamin Beddome 1778.
Hør melodi her.
torsdag den 16. juni 2011
Nu knæler vi ved bordet
Nu knæler vi ved bordet,
som her vi samles om
og leder efter ordet
og der, hvorfra vi kom.
Men inden, at vi bøjer
os helt til jorden ned,
så standser du og føjer
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Så træder vi i dansen,
og det gør hånden fri,
og hånden vækker sansen
for ilden indeni.
Men inden, at vi falder
i syndens hule ned,
så kommer du og kalder
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Her sidder vi og synger
om himmel og om jord,
en lille båd, der gynger
og om de store ord.
Men inden, at vi sænker
vor fod i graven ned,
så står du op og skænker
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Nu går vi gennem kirken,
enhver til hver sit sted,
en knagen og en knirken,
når vi os sætter ned.
Men inden, at den gamle
af ælde styrter ned,
så har du vidst at samle
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Se, vore øjne hviler
nu på dig og din sky,
og menigheden smiler
og drikker vinen ny.
Men inden, at vi glemmer
den første kærlighed,
så husker du og stemmer
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/sammemelodi/730
som her vi samles om
og leder efter ordet
og der, hvorfra vi kom.
Men inden, at vi bøjer
os helt til jorden ned,
så standser du og føjer
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Så træder vi i dansen,
og det gør hånden fri,
og hånden vækker sansen
for ilden indeni.
Men inden, at vi falder
i syndens hule ned,
så kommer du og kalder
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Her sidder vi og synger
om himmel og om jord,
en lille båd, der gynger
og om de store ord.
Men inden, at vi sænker
vor fod i graven ned,
så står du op og skænker
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Nu går vi gennem kirken,
enhver til hver sit sted,
en knagen og en knirken,
når vi os sætter ned.
Men inden, at den gamle
af ælde styrter ned,
så har du vidst at samle
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Se, vore øjne hviler
nu på dig og din sky,
og menigheden smiler
og drikker vinen ny.
Men inden, at vi glemmer
den første kærlighed,
så husker du og stemmer
os til din menighed.
Menigheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/sammemelodi/730
søndag den 12. juni 2011
De førte for Jesus en kvinde
De førte for Jesus en kvinde greben i vitterlig hor,
de bad ham med svig i sinde at tale det dommens ord:
"Vor lærer, Moses befaler at stene en sådan til gru
og rædsel, som loven taler. Mester, hvad mener vel du?"
De spurgte med svig i sinde at prøve, som vel vi véd,
om og over falden kvinde han dømte med kærlighed,
at prøve, om mesteren voved at dømme den lov så led
og over sit eget hoved at drage et uvejr ned.
De nødte ham hårdt at svare; i sandet han tiende skrev,
til i den rasende skare et uverjsstille der blev;
da faldt de, klare og faste, ordene "Den som er ren,
han tage da nu og kaste på hende den første sten".
Men de, som spurgte med liste, undredes svarligen da.
De vidste så vel, hvad de vidste - taus sneg enhver sig derfra.
Da mesteren løfted sit øje mod solfaldets lysende skær,
så han i glans fra det høje kvinden alene der.
"Så dømte ingen dig kvinde?" "Mester", hun svarede, "nej".
"Ej heller har jeg i sinde at vandre ad dømmernes vej;
gå bort; i fred tør du fare", så talte den mester god.
Omkring hans pande den klare gød solen en stråleflod.
Anton M. Jensen (1871-1941)
de bad ham med svig i sinde at tale det dommens ord:
"Vor lærer, Moses befaler at stene en sådan til gru
og rædsel, som loven taler. Mester, hvad mener vel du?"
De spurgte med svig i sinde at prøve, som vel vi véd,
om og over falden kvinde han dømte med kærlighed,
at prøve, om mesteren voved at dømme den lov så led
og over sit eget hoved at drage et uvejr ned.
De nødte ham hårdt at svare; i sandet han tiende skrev,
til i den rasende skare et uverjsstille der blev;
da faldt de, klare og faste, ordene "Den som er ren,
han tage da nu og kaste på hende den første sten".
Men de, som spurgte med liste, undredes svarligen da.
De vidste så vel, hvad de vidste - taus sneg enhver sig derfra.
Da mesteren løfted sit øje mod solfaldets lysende skær,
så han i glans fra det høje kvinden alene der.
"Så dømte ingen dig kvinde?" "Mester", hun svarede, "nej".
"Ej heller har jeg i sinde at vandre ad dømmernes vej;
gå bort; i fred tør du fare", så talte den mester god.
Omkring hans pande den klare gød solen en stråleflod.
Anton M. Jensen (1871-1941)
torsdag den 9. juni 2011
En enkes olie og brød
En enkes olie og brød
det var Elias nok;
og selv da enkens søn var død
var Gud Elias nok.
De levede fra dag til dag
på grænsen til at dø;
men Herren fremme vil sin sag
med urt og sesamfrø.
Han dækker op dit morgenbord
til øjeblikkets tarv,
og lader kun sit faderord
til aften gå i arv.
Dit lager er nu sluppet op,
og det er tomt igen
som Jesu grav, da han stod op
og levede igen.
Så sæt dig ned og spis med ham,
der bryder dig sit brød;
og vid, han føler ingen skam
ved dig i liv og død.
Og se nu for dit øje stå
et bord med fad og frugt
og brød og vin af druer blå
og behagelig lugt.
Efteer "By the poor widow’s oil and meal", Isaac Watts, 1707.
Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/732/515
det var Elias nok;
og selv da enkens søn var død
var Gud Elias nok.
De levede fra dag til dag
på grænsen til at dø;
men Herren fremme vil sin sag
med urt og sesamfrø.
Han dækker op dit morgenbord
til øjeblikkets tarv,
og lader kun sit faderord
til aften gå i arv.
Dit lager er nu sluppet op,
og det er tomt igen
som Jesu grav, da han stod op
og levede igen.
Så sæt dig ned og spis med ham,
der bryder dig sit brød;
og vid, han føler ingen skam
ved dig i liv og død.
Og se nu for dit øje stå
et bord med fad og frugt
og brød og vin af druer blå
og behagelig lugt.
Efteer "By the poor widow’s oil and meal", Isaac Watts, 1707.
Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/732/515
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
