Sonnet

Jeg er bange for at drukne,
når du hælder nærvær op i stuen,
og jeg kæmper for at holde
mit hoved oven vande;

men det lykkes bare ikke,
med en gispen må jeg sluge
alt det vand, som du har fyldt
med mere ilt end selve luften.

Og jeg ånder i det flydende,
og jeg ser dig blive siddende
hos mig ved mit bord.

Og jeg skænker op i glasset,
det er tykkere end vand,
og det minder om det rene ord for Jesu blod.

*

Og en engel ruller stenen som en stjerne fra din grav.
Og den triller ned i dalen som en perle i en musling.
Og selv synden blir forvandlet til et æble på en gren,
som du plukker ved at strække dig mod himlen fra en sten.
Og jeg bøjer mig befriet under ægteskabets åg.
Og jeg løfter på min skulder et klaver.
Fugl Føniks flyver op fra asken på en gren.