Tiger, tiger vild i varmen

Tiger, tiger, vild i varmen,
du har fået hele armen.
Hvem har set mig før betvinge
Helvede med blot en vinge?

Fjernere end mine øjne
rækker, fandt jeg dine egne
fulde af en indre ild
uudslukkelig og vild.

Og med skulder, knæ og lunge
ofrede jeg til din tunge,
og da pulsen i dig flød,
var jeg selv så godt som død.

Med en hammer og en esse
formede jeg fod og isse.
Med en ambolt og et greb
om det dødbringende begreb!

Og selv stjernerne beskæmmet
fyldte himlen op med gråd:
Den der skabte lammet
skabte også lammets blod.

Tiger, tiger, vild i varmen,
du har taget hele armen.
Jeg kan let igen betvinge
Helvede med blot en vinge.

Efter "The Tyger", William Blake.

Lykkelig er den, som ikke

Lykkelig er den, som ikke
følger ugudeligt råd
og går i den tro, at synden
det er den sande dyd.

Og ikke tilbringer dagen
i en ugudelig hob
men er alene sammen
med Jeremias og Job.

Gud er et træ, som er plantet
alene ved bækkens bred,
og det er tungt af frugter
i en uendelighed.

Men de ugudelige
flyver som avner i flok,
når de er løftet af vinden;
og det er ikke nok.

Derfor skal de ved dommen
ikke slå rødderne i
jorden, som Gud har løftet
ind i sit Himmerig.

Efter Salme 1.

Salmen er sat i musik af Jan Erik Hansen og sunget ind af Anne Marie Eerksen. Hør Anne Marie Eriksens fortolkning her:
http://www.galleribetty.biz/nyesalmer/jazzcorals/lykkelig.mp3

Hører du det tavse

Hører du det tavse
bag hans forvredne ord,
hører du det hjerte,
der bag hans ansigt bor?

Mærker du den smerte
bag hendes sikre blik,
og så du godt den tåre,
som øjet ikke fik?

Hører du den tavshed
bag andre stemmers lag,
som ikke er den tien,
hans mund er lukket af?

Og blir du altid stille
og bange for dig selv,
fordi dit hjerte fyldes
af tavse kildevæld?

At høste er at krones

At høste er at krones
for blind og kærlig tro
på livets trang i verden
til der at fæste bo.
At ikke ænse andet
end jorden og sin sæd
og følge dem med skælven
og altid blive ved.

At turde række hånden
ud med en håndfuld frø
mod jordens frosne øje
og be´ at det må tø.
At gi´ sin skæbne fra sig
til vejrets strenge gud
og ikke mærke andet
end håbet i sin hud.

At så al sæd man ejer
i dem, som man har kær,
og ikke ønske andet
end det, man høster der.
At give sig til livet,
om end man kun ser glød
og ingensinde gemme
sin såsæd til sin død.

At høste er at krones
for modet til sit liv,
at træde det med skælven
og aldrig stolt og stiv.
Erkende at man ikke
er noget i sig selv
men har en håndfuld såsæd
og tro på skæbneheld.

Lyset rammer gravens sten

Mel: http://www.cyberhymnal.org/htm/m/o/morbreak.htm

Lyset rammer gravens sten,
spurven sidder på en gren;
øm i både sjæl og krop
frelseren er stået op.

Du, som rækker hånden ud
mod den genopstandne hud,
rør mig ikke nu men se,
hvad i døden, der skal ske.

Og fortæl, hvad du har set,
og fortæl, hvad der er sket;
rør mig nu med troen på,
der er tomt, hvor Herren lå.

Efter: Morning breaks upon the tomb, William B. Collyer 1812.

Jesus, dine klare øjne

Jesus, dine klare øjne
møder mine himmelblå,
når du hjem til dine egne
kommer med din kjortel på.
Jorden klæber til din krop,
selv om du er steget op
til din himmel for at stige
ned igen med Himmerige.

Lig en morgenstjerne lyser
du på himlen i et blå,
før et øjeblik du fryser
og igen på jorden stå.
Når du rækker hånden ud
på din faders første bud,
tager du din brud til ægte;
ingen kan sin hånd dig nægte.

Nådigt skænker hun sit rige
hjerte til din ensomhed,
og hver dreng og hver en pige
byder hun at være med.
Satan og vil mænge sig,
men hun tænker kun på dig,
som det sig på dagen sømmer,
når den store mester kommer.

Vil den onde ånd forlokke
hende ad sin egen sti,
hører hun din kirkeklokke,
hver gang at den falder i.
Det er lyden af dit ord,
da du skabte vores jord,
der er kommet stærkt tilbage
nu i vore egne dage.

Ja, selv når orkanen krænker,
hvad du har tilendebragt,
finder hun i sine tanker
udtryk for, hvad du har sagt.
Helligånden er en vind,
som går ind i sjæl og sind
helt ad sine egne veje,
bøjer løvet for dit øje.

Påskeliljerne sig bøjer
på din grav, når det er vår;
dertil øjet blidt sig føjer,
og din kærlighed består.
Selv om loven som et sværd
strejfer både her og der,
tager hun dig rask ved hånden,
kysser dig med helligånden.

Al din godhed skal nu vælde
fra dit hjertes kildespring;
det skal for en verden gælde,
at du nu går frit omkring.
Se, en himmel ny og jord
spejler sig i dine ord;
når du til din kære taler,
løsner hun de blå sandaler.

Jesus, du har åbenbaret
dig i legeme og blod,
og du har for mig forklaret,
hvad jeg ikke før forstod.
Mine øjne kan nu se,
jeg kan se, hvad der skal ske;
vejen frem er som en stige
lige ind i Himmerige.

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/199

Fuglesang

Se, ligusterlarven sidder
som en konge i sin hæk,
og når efteråret kommer
i sin puppe, er den væk.
Jorden lader sig forpuppe

lige nu i Noas ark

og udvikler sine vinger

hos den gamle patriark.

Og når duen lader skue

sig på håndens oliegren,
skal der bies i en uge,
før der letter endnu en.
Og når duen ikke vender
hjem fra sine eventyr,
skal vi se at landet hæver
sig bag hav, når dagen gryr.

Vi har kastet al vor glæde
op imod din himmel op;
det er stære, der beskriver
dine ord med deres krop.
Når den sorte sol sig spreder
over land og over by,
bygger tusind fugle reder
i det allermindste ly.

Her i vort Rabalderstræde
under himlens fuglesving
skal en tusindtallig skare
synge om de sidste ting.
Pilgrimstoget drager ikke
længere ad bølgen blå,
men i bakke, dal, hvor vejen
gennem Paradiset lå.

Se, det stiger frem af disen,
som det sorte næsehorn,
der er fredet alle dage
i det yderst modne korn.
Himlen lader sig forvandle
til at dale over jord,
og den lader sig indånde
frit i mellem Jesu ord.

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/431

Gud jeg bekymrer mig i dag

Hør melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/a/m/amusi2jb.htm

Gud jeg bekymrer mig i dag
om du min gerning ser;
jeg føler mig så træt og svag
og tynget i mit ler.

Og skal jeg selv på dommens dag
til ansvar stå for alt,
for hver en tanke, der lå bag,
og hvert et ord, der faldt?

Ja, selv det mindste skjulested
skal bringes for en dag,
og dømmes med retfærdighed
skal hvert et hjerteslag.

Hvor burde jeg hvert øjeblik
dog skælve for din fod,
når jeg i hvert et øjeblik
må gøre gavn og bod.

Min dommer har nu talt min sag
og udgydt al sin ånd,
så skælve må selv dommedag
for Herrens stærke hånd.

Nu bankede du på min dør
og lukkede dig ind;
hvor har vi set hinanden før
i legeme og sind?

Engang i Edens have har
for længe siden vi
hinanden set en morgen klar
som her i Himmerig.

Vers 2-5 efter "And must I be to judgment brought", Charles Wesley, 1763.

Må, hvor englene velsigner

Må, hvor englene velsigner
dig, min tunge synge med?
Mennesker og engles herre,
du er altings kærlighed.
Hver en vrå på jorden synger.
Med genklang af Paradiset
gennemglødes vore stemmer
i en indgraveret pris.

Til din overmåde store
herlighed serafen led
nederlag i sidste ende
i en brand af kærlighed.
Hellig, hellig, hellig være
han som er og var og kommer,
synger den nu uden ende.
Selv jeg synger: Herre Kom!

Med din store rige nåde
træder du i mørket ind,
tænder lys med dine hænder
i det mørkelagte sind.
Lyset falder på dit ansigt.
I bengalsk belysning viger
du tilbage til din himmel
i din Faders Himmerig.

Skal vi allesammen komme
til den store bryllupsfest,
hvor du tager den til ægte,
der var kommet med som gæst?
Lad mig ikke dø i synden,
lad det høres på min stemme,
at den klinger i dit øre
i Det ny Jerusalem.

Efter "Mighty God, while angels bless Thee", Robert Robinson, 1774.