Fra øjeblik til øjeblik

Se, en verden fuld af glade børn,

de smiler stærkt og brydes for at bære.

Du mærker kroppe trykke mod dit sind

og stryges let henover dine tanker.

Se, en verden fuld af gamle folk,
de smiler blidt og slipper for at være.

Du mærker intet trykke mod dit sind
og flyver let henover dine tanker.

Så utroligt frie kroppe berører hinanden

omspændt af kærlighedens usynlige flammer.

Erindringen bemægtiger sig umærkeligt sindet

og udstråler denne uanfægtelige fred.

Du har en rotte,

hvor hjertet sad

på en bænk.

Jeg har en kat,

hvor hånden lå

på dit knæ.

*

Dine ansigtstræk løfter sig
op over havet og fjeldet.
Isbjergene ville du ikke stå tilbage for i skønhed
inuit, menneske.

Dine billeder løfter sig
op over smagen og duften.
Farverne vilde du ikke stå tilbage for i renhed
oviri, den vilde.

Træerne står roligt oprejste,
mange års besindighed  er gemt i stammen.

Stammen opløser sin vælde

i tyndere opvendte grene.

Fra oplandet strækker skovene

sig via jernbaneskråningerne ind i byen.

Her går de under jorden

for at genopstå på kirkegårdene.

Langsommere end menneskene lever,

forvitrer monumenterne i bevidstheden,

der rejser sig som et fjeld

på den anden side af dalen.

Forventningen spænder uafladelig

sit slør ud over sindet,

hvis top lyser beroligende

ned fra det høje Kilimanjaro.

*

Hvis tankerne betyder noget,

flyver de nu som fugle igennem bevidstheden

og griber med fødderne i træernes grene.

Der, hvor du så fuglene flyve fra,

vender du tilbage og ser 

på den mørke himmels skønhed.

Jeg væver en vulkan,

der kaster sin lava op i solen

på væggen over din seng.

Flise for flise gendannes gaderne,

og det ender med,

at græsset betrædes.

Ved du, om din hånd er en rose,

eller den blot folder sig ud af længsel

og lukker sig om dit glas?

Når dine øjne falder i som små fjer,

sover du i min arm

som en fugl i Edens have.

*

Idet han strøg en tændstik,

sank solen i zenit

over Hiroshima.

Takahashi pustede den ud!

Hendes hjerte slog og slog

ham ihjel.

Takahashi slog igen

øjnene op.

Så opdagede han pinjerne

i sin hånd.

Takahashi tegner en spurv

på en spurv.

*

Stjerne asters

verdens rige.

Min pels

træ plaster.

Dør arm

tøj lemmer.

Bjørne lo

måge latter.

Vikar virak arkiv.

Kaviar.

Koran narko orkan.

Anorak.

*

Anemonerne blomstrer

i duften

i det tidlige forår.

Allerede de små træer

har godt fat  jorden

med deres lille rod.

Der hænger en mand i et træ

helt stille

næsten ikke til at se.

Træet er en kvinde

med et løv så lyst

som bøgens i det tidlige forår

År for år lægger træet en ring

af styrke til sin stamme

og en alen af længsel til sin vækst.

Milde grene hænger nøgne

ned fra byens århundredegamle birke

og glemmer alt nu ved forårets komme.

*

En tidlig morgen har sneglen sat

hornene på og kurs

mod den anden side af gaden.

Hvem der kunne gennemtrænge stenen

og gøre sig gældende

som mos på overfladen.

Kastanjen kaster

sine brune øjne

ned på jorden.

Elgen rejser sig
i en sværm af fluer
og kaster skyggen til jorden.

Du flytter blikket

fra og med en flue på væggen

til og med en flue på gulvet.

De burde have været brune
ligesom hækkens visne løv
om vinteren dækker af sne.

*

Opmærksomheden fanger

skønhedens lavine

i dit ansigt.

Gråspurvene flyver
som tennisbolde

fra gren til gren.

Onsdag morgen

var du lykkeligere

end nogensinde før.

Om vi så kun

var snegle uden huse

en tilfældig morgen.

En fugl folder sig ud

af min pande

og flyver ind i dit knæ.

Knæskade.

Der findes skovskade

og husskade

og Tordenskjoldsgade.

*

Fremadrettet sammenpresset

harpunspids

den mindste berøring

aktiverer dit snit.

Som efter gråd

spænder sindet

sit net

under tankens trapez.

Tatovering

af dit billede

i min hud

på mit ansigt.

Opløsningen

af mit ansigt

finder sted

i dit skød.

Opadvendte tunge

bryster der er

fulde af fint

formede kærtegn.

Jeg lagde først mærke

til dine fine bevægelser

og derefter 

til tankens træ.

*

Svalen flyver ind imod klinten
og finder med bankende hjerte det rigtige hul.

Gærdesmutten har bygget rede i min solhat

i en klemme på en ståltråd under halvtaget.

Knopsvanen har strakt sin hals gennem himlen

og fjernet et brød fra min hånd.

Pindsvinet har lagt sin vej gennem stuen

og spist af min hånd i kattens skål.

Insektet i teksten løber ud over kanten

og om på den næste side i bogen.

En hvid politibil dukker op i horisonten

og skriver sig ind i historien.

*

Som en pil der fløj fra buen
med træfpunktets dirrende balance i flugten.

Som et spyd der forlader hånden

med fodfæstets hvilende balance i længden.

Havet er bølgende blåt som en kappe

svøbt om de levendes sted.

Fra en boreplatform i hjernen

henter jeg svaret op i flydende form.

I vrider et vådt håndklæde imellem jer

og hænger det til tørre på teltet.

I bærer en kort nederdel af flagermus
hver i det ydnyge mørke af myg.

*

Fuldstændig stille hviler verden,

når jeg går ned fra dette Akropolis.

Jeg er alene i dette værelse,
og tankerne lytter til stilhedens søjle.

Nu får bladene stærkere farver,
og hylden lyser sort imod menneskene.

Pludselig foldede jeg vingerne ud og steg,
og du kan ikke nå mig med et stenkast.

Jeg folder mine hænder,
og du bruger min bøn som stigbøjle.

Din regnbueudsigt er fuld af folk,

når du kigger derop fra Vester Allé. 

*

De har et bæger i hjertet,

som de tømmer, hver gang de skal skrive.

Har de intet, de skal finde?

Jeg lader en sten falde

fra mit hjerte til bunden af havet.
Den har det bedre dér.

Set fra en af sine egne måner

ligner Jupiter

en venlig stor planet.

Du er selv en åben bog

skrevet med Guds finger

på min pande.

Albatrosen vender

på vingerne på vinden

ved Ækvator.

Jesus går til bageren

efter alt at dømme

i Nyhavn.

*

Fuglen er fløjet

fra vreden

i mit skæg.

Du bygger rede

i hækken

i mit bryst.

En humlebi

kommer frem

på din kind.

Klædt i en pels

af humlebier

er du her i mørket.

Du lægger dit navn

som en fjer

på min pande.

Du kærtegner

din fod

med din hånd.

*

Fra et øje i det høje

falder en dråbe

ned på din kind.

Du sænker dine øjne

fulde af nåle

ned i mit havblik.

To stjerner

hvilende midt
i universets ellipse.

To store sole
triller ind i hinanden
på skinner.

Fra øjeblik til øjeblik
rejste du gennem dit liv.

Der falder ovale dråber
i det nordlige Canada.

*

Jeg forstår godt, Sharon

bygger et hegn,

ellers kommer der bare

en eller anden

og springer en bus i luften,

fordi den tror,

det er et æsel.

Jeg forstår godt, Sharon

byger en regn,

så ammer det bare

bryst en by,

fordi hun tror,

det er et barn.

Jeg forstår godt, Sharon

bygger en regn.

Jeg forstår godt, Abbas

staver til stav,

ellers kommer der bare

en eller anden

og giver en dragt prygl,

fordi den tror,

det er en kjortel.

Jeg forstår godt, Abbas
støver en stav,

så ånder den åbne

mund et ord,

fordi hun tror,

det er et kys.

Jeg forstår godt, Abbas

staver til stat.

*

Min elskede er som sne,
som sne i Jerusalem
er min elskede.

Min ven er som vand,
som vand i Venedig
er min ven.

Jeg leder efter min elskede,
med runde øjne leder jeg
efter min elskedes blik.

Jeg finder min elskede ved havet,
ved havet finder jeg min elskede
med bølger i håret.

Sin mors eneste er hun, min due.
Sin egen.

Min elskede går fra træ til træ.
Alle oliven.

*

En mørk nat

hvor husene lyser røde.

Viljen er klar

som en lysende handling.

Du er ved siden af mig

vokset frem af mig selv.

Du er halvdelen af min arm

og halvdelen af mit ben.

Det levende lys i min pande

tænder en faldende stjerne.

Lige pludselig vrimlede det

med små elefanter over det hele.

*

Alter

ambolt.

Sky

skygge.

Verden

en nåde.

En lastbil

med anhænger og udrykning.

En globus har sænket

sit lys over stuen.

Du ligger med en due

under dit hjerte.

*

Det regner med bog
efter bog efter bog.

Dit blik lander

som en fugl på bordet.

En paddehattesky

af marmor.

En klode

af skyer.

Fuglespor i sneen

ender blindt.

Forlaget bøgen

udgiver bog.

*

Således eksploderer byen langsomt,

ved at vi haster igennem gaderne

med tætsluttende sanser
og udrydder alt.

Vulkanen er i udbrud, og den brændende
himmel falder ned på jorden,

og den glødende lava lægger en gloende

hjelm over verdens formationer. 

Jeg lader disse

seks projektiler

af elfenben

glide ind i tromlen

på min revolver.

Hør dette flygel

falde i cirkler

fra etage til etage

med bagage

i kløver.

Selv om vi cykler forbi hinanden,

står træerne lige ved siden af

med hvide kroner af skyer 

og tunge rødder af sten.

Det må være det største stjerneskud,

jeg nogensinde har set 

trænge ind i atmosfæren og trække vejret

og blive en levende sten på sten.

*

Pilen fløj gennem mørket

og ramte på bunden,

og det skiftede til klarhed.

Tankerne vugger som skibe

på uendelighedens ocean,

der holder jorden i sit bløde greb.

Træet hviler sine hvide rødder i jorden

og lader som om,
at der ingenting er sket.

Jeg bærer to af dine knogler i min arm
fra albuen og ned til håndroden,
hvor min hånd vokser frem.

Det eneste, jeg husker,

er, at du spyttede mig i munden;

og jeg sank det.

Det eneste, jeg ville,

var at tage dig i hånden;

og du tog mig.

*

Liv udvikles af liv,
og planlægningen kommer aldrig ind i billedet,
som ikke er noget billede men lige så meget det,
der ikke ses som det, der ses.

Død afvikles ved død,
og Gud har ikke en finger med i spillet,
som ikke er noget spil men lige så meget det,
der ikke sker som det, der sker.

Midt mellem søjler af lår,
mens jeg kysser dit skød,
bliver jeg skudt af en stråle af gylden urin.

Varmt sprøjter din gløde afføring
ud over min krop og mit ansigt,
og jeg slikker skinnende ren din vidunderlige anus.

Der er ingen, der kan se,
at sæden er hvid,
når den springer gennem lemmet og ind i dit skød,
men sæden er hvid.

Det er ikke til at se det,
hvis man ikke lige ved det,
at dunhammer udtales så hårdt som en fjer,
der er lavet af ler.


*

Et sted, et sted i Afrika

tror jeg en pige er

i færd med at læse lektier, ja

et sted i Afrika.

Hun læser ikkelige nu

men tænker sig omkring

og bider lidt i blyanten

og smiler for sig selv.

Jeg folder mine hænder,

og du bruger min bøn

som "hestesko"og svinger 

dig op på min nakke.

Så giver du mig "skyklapper" på,
og jeg går, 

imedens vi kaster 

én skygge i Hades.

De vilde heste løber ind på scenen

og ud igen på den anden side,

og skuespillerne og publikum

farer bestyrtede sammen.

Men efter nogen snakken frem og tilbage

indvilliger de i at spille stykket til ende,

men teaterdirektøren blev aldrig den samme

efter det med de heste.

Englene flyver omkring i luften

og trutter i små gyldne horn,

men tro ikke det er rigtige børn,

det er kun silkebløde fostre i sindet.

Hvis de nogensinde rører jorden,

går der hul på dem, og det

er ikke værd, men vi har jo også

det rigtige barn, der ligger i krybben.

Nu springer frugttræerne ud i haven,

og vandet koger i kedlen,

erindringen er en smuk bølge,

der skyller mod stranden for øjet.

Jeg kan huske din helt klare kærlighed,

som den fødtes et forår,

og selv om du frygter de evige bølger,

så flygter jeg ikke for Danmarks april.

Jeg havde en bog med et billede,

den gang jeg var barn, af det gode

skib Santa Maria,

i hvilket Columbus drog over Atlanten.

Nu ser jeg med ét, at jeg ikke

selv er en søhelt, og du

kommer ind i mit liv for fulde

sejl. Jeg er Amerika.

*

Jorden samler sin opmærksomhed,

i hvilken kilden springer frem af bakken

og synker ned i jorden igen.

Grenene forfiner sig ud i kviste, 

hvoraf de yderste af bare sarthed 
er lige ved at blive ét med himlen. 

Bladene folder sig ud, 
og ved at leve i lyset 
afgiver de deres farve til øjnene.

Du løftede øjnene og så, 
da duen foldede sig ud 
og fløj fra dit ansigt.

Var det ikke en fange,

der med en følt inderside
slap bolden fri?

Der vokser ingen mælkebøtter her,
hvor æbletræet gror
og kaster sin skygge.

*

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse en bog af Krishnamurti i kibbutz Maale Hahamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han, ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde nu præsenteret ham for den iagttagelse, at et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han oplyste, at Krishnamurti netop var i Schweiz, og at han havde i sinde at høre ham tale den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på caféer og vandrede i alperne - mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar "i en alder af næsten 91" som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

Det specielle for mig ved at læse ved at læse Albert Dams bøger er en oplevelse af, at her er det tingene selv, der taler - og ikke en beskrivelse af dem, som kun delvis lader tingene komme til orde selv. I "Den lodrette beståen" har Vagn Lundbye anskuet Albert Dams forfatterskab som en fuldendelse af fortællingen om os i forlængelse af Johannes V. Jensens og Martin A. hansens forfatterskaber. Måske er det i virkeligheden sådan, at der er tale om en fuldendelse i ordets egentlige betydning, for ved at betvivle enhver mytologisering trænger Dams tekst definitivt igennem og lægger historien bag sig. I Albert dams forfatterskab etableres et favær, et af historien uafhængigt frirum, hvorigennem fortiden, nutiden og fremtiden ses.

Vagn Steen har i egnsbeskrivelsen "Østjylland" karakteriseret Albert Dams historiesyn derved, at det i en dansk sammenhæng adskiller sig både fra Johannes V. Jensens kyniske darwinisme og fra Grundtvigs romantisk farvede kristne udviklingsoptimisme. Imidlertid er Dams østjyske vision både mere illusionsløs end den himmerlandske og mere naiv end den sjællandske. Den udviklingslinje, han har opsporet, som den der fra padder og småkravl over oprejste menneskeaber førte til mennesket, har et blik for det ufarlige væsens overlevelsespotentiale. I denne sammenhæng opleves pindsvinet som forbillede i udfoldensen af denne ellers særlige menneskelige kvalitet, som i Dams øjne har fundet sin højeste udfoldelse hos netop østjyderne.

Om vuggestuen Anemonen ved jeg, at den har sit navn som følge af en konkurrence udskrevet blandt forældrene. Jeg har ladet mig fortælle, at det var en grønlænder, der fandt på navnet. Han har uden tvivl fundet det oplagt, fordi det i et nærliggende skovbryn vrimler med anemoner om foråret. Også andre steder i området omkring Århus findes der anemoner, men også før, jeg blev ansat i vuggestuen, var det anemonerne i skoven ved Brabrandsøen, jeg huskede. Ligesom den mig ubekendte grønlænder har jeg haft den lykkelige oplevelse at finde blomstrende anemoner, hvor jeg kom hen.

Om anemonen ved jeg, at den sætter det følgende års rodnet forskudt for det gamle. Således vandrer den hen over skovbunden. Herefter springer bøgen ud og lukker sit lysegrønne tag over skoven; og hvem har ikke som barn set en fugl flyve fra gren til gren i skyggen af sådan et forår? Ganske vist var det i egeskoven, Jakob og jeg engang sad stille, mens to nysgerrige egern kom ned ad stammen for at se på os. Det ene var rødt, det andet var gråt. Selv i naturen finder umage par sammen. I barndommens skove findes en stilhed, hvoraf en helt anden verden fødes. Det er derfor, vi bærer dem med os. Skovene.

*********************************************************************************

Nu ser jeg, at græsset er grønt.

Det har jeg aldrig bemærket før.

*

Selv om vi cykler forbi hinanden,

står træerne lige ved siden af

med hvide kroner af skyer 

og tunge rødder af sten.

Allerede før krigen
bugtede åen sig
igennem byen.

*

Jesu lem.

Abrahams ham.

Cezannes lange arm.

Thor valsens hammer.

Returbillet: Se tilbagetog.

Enkeltbillet: Se indtoget i Jerusalem.

Fordi du sked

i en åben bog.

Fra en humlebikube i kæben
lukker du via din tunge
ordene ud imellem dine læber.

Edderkopperne kravler
ind ad det ene øre
og ud af det andet.

Når humlebierne vender tilbage,

kravler de tunge ind

imellem dine læber.

*

Du så, at jeg var den eneste,

der red på en helt hvid hingst,

og du søgte mig dragende

og vakte mit vanvid mod solen.

Nu rider jeg igen på jorden,

og selv om min hest er bevinget,

vil jeg lade den græsse i det grønne,

mens jeg høster solen i dit skød.

Du tænker dig altid om to gange,

sagde du til mig på gaden i Hamborg,

og det er sådan set rigtigt

for at få tanken til at forsvinde.

Jeg bevæger mig hurtigt og undvigende

for pludselig selv at forsvinde

ligesom en flyvende tallerken

dog allerede set af Ezekiel.

*