To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han oplyste, at Krishnamurti netop var i Schweiz, og at han havde i sinde at høre ham tale den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på caféer og vandrede i alperne - mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar "i en alder af næsten 91" som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.
I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære. Han hævder, at ”Sandheden er et land uden stier”, som svarer til det sokratiske standpunkt: at det eneste jeg ved, er at jeg intet ved. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed.
Ved siden af at trække på denne arv i henseende til spørgsmålet om sandhed er Krishnamurtis tale i 1929 også et opgør med organiseret religion. Med direkte adresse til Teosofisk Samfund men også i mere generelle vendinger argumenteres der imod princippet i en sådan organisation. De, som virkelig er søgende vil finde sammen og udgøre en flamme til fare for skyggerne. Et sådant fælleskab må vi skabe, siger han og sætter alligevel sig selv i centrum! Her er det ikke Sokrates men Jesus, der er forudsætningen, for det er netop den omsorg, som Jesus drager for disciplene ved den sidste nadver, som også ligger bag den mulighed, som Krishnamurti i sin afskedstale åbner for en alternativt discipelskab. Krishnamurti forsvinder ikke ud af sine tilhængeres liv, men han gør det umuligt at udvikle et afhængighedsforhold til ham. Med søvngængeragtig sikkerhed knytter Krishnamurti således til ved Athen og Jerusalem.
Uden at kende konsekvensen af sin handling
overhældte Takahashi
sit nu afklarede legeme
med benzin.
Idet han strøg en tændstik,
sank solen i zenit
over Hiroshima.
Takahashi pustede den ud!
Dagen efter læste Takahashi aviser
men fandt sig ingen steder omtalt
med så meget som et eneste ord.
Fuglene slog sig ned
i træerne i hans hjerne.
Han spændte buen
til fuldkommenhed
uden at lade pilen gå.
Tre dage senere
plukkede hans hustru
tomater i Nagasaki.
Da hun ramte ham med lænken i ansigtet tredie gang,
forsvandt de sidste individuelle træk.
Da hun fjernede bandagerne,
så hun den smukkeste mand,
hun nogensinde havde skabt.
Hendes hjerte slog og slog
ham ihjel.
Takahashi slog igen
øjnene op.
Så opdagede han pinjerne
i sin hånd.
Takahashi forlader digtet
og lader det stå et øjeblik.
En fin hvid røg stiger op
fra krematoriets skorsten.
Klokken er et minut foran
på det gamle ur
over cyklerne.
Lyset tændes på én gang
på en gang
på første sal
på universitetet.
Takahashi træder ind i digtet
og slipper fuglene løs.
Takahashi tegner en spurv
på en spurv.
Se, en verden fuld af glade børn,
de smiler stærkt og brydes for at bære.
Du mærker kroppe trykke mod dit sind
og stryges let henover dine tanker.
Fra oplandet strækker skovene
sig via jernbaneskråningerne ind i byen.
Her går de under jorden
for at genopstå på kirkegårdene.
*
Mågerne flyver højt ind over byen
for at mærke dens stilhed,
inden den vågner.
Tankerne vugger som skibe
på uendelighedens ocean,
der holder jorden i sit bløde greb.
*
Langsommere end menneskene lever,
forvitrer monumenterne i bevidstheden,
der rejser sig som et fjeld
på den anden side af dalen.
Forventningen spænder uafladelig
sit slør ud over sindet,
hvis top lyser beroligende
ned fra det høje Kilimanjaro.
*
Jorden hvilende i sin tilstand
samler sin opmærksomhed
om et punkt i sig selv,
der er befrugtet af himlen.
Grenene forfiner sig ud i kviste,
hvoraf de yderste af bare sarthed
er lige ved at blive ét med himlen.
*
Bladene folder sig ud,
og ved at leve i lyset
afgiver de deres farve til øjnene.
Du løftede øjnene og så,
da duen foldede sig ud
og fløj fra dit ansigt.
*
Jeg væver en vulkan,
der kaster sin lava op i solen
på væggen over din seng.
Flise for flise gendannes gaderne,
og det ender med,
at græsset betrædes.
*
Træet hviler sine hvide rødder i jorden
og lader som om,
at der ingenting er sket.
Jeg bærer to af dine knogler i min arm
fra albuen og ned til håndroden,
hvor min hånd vokser frem.
*
Hvis tankerne betyder noget,
flyver de nu som fugle igennem bevidstheden
og griber med fødderne i træernes grene.
Der, hvor du så fuglene flyve fra,
vender du tilbage
og ser på den mørke himmels skønhed.
*
De har et bæger i hjertet,
som de tømmer, hver gang de skal skrive.
Har de intet, de skal finde?
Jeg lader en sten falde
fra mit hjerte til bunden af havet.
Den har det bedre dér.
*
Ved du, om din hånd er en rose,
eller den blot folder sig ud af længsel
og lukker sig om dit glas?
Når dine øjne falder i som små fjer,
sover du i min arm
som en fugl i Edens have.
*
År for år lægger træet en ring
af styrke til sin stamme
og en alen af længsel til sin vækst.
Milde grene hænger nøgne
ned fra byens århundredegamle birke
og glemmer alt nu ved forårets komme.
*
Der hænger en mand i et træ
helt stille
næsten ikke til at se.
Træet er en kvinde
med et løv så lyst
som bøgens i det tidlige forår
*
Allerede de små træer
har godt fat I jorden
med deres lille rod.
Allerede før krigen
bugtede åen sig
igennem byen.
*
Hvem der kunne gennemtrænge stenen
og gøre sig gældende
som mos på overfladen.
Glæden trænger igennem stenen
og lægger sig fuldkommen rolig
glitrende på overfladen.
*
En tidlig morgen har sneglen sat
hornene på og kurs
mod den anden side af gaden.
Du flytter blikket
fra og med en flue på væggen
til og med en flue på gulvet.
*
Set fra en af sine egne måner
ligner Jupiter
en venlig stor planet.
Albatrosen vender
på vingerne på vinden
ved Ækvator.
*
Knopsvanen har strakt sin hals gennem himlen
og fjernet et brød fra min hånd.
Pindsvinet har lagt sin vej gennem stuen
og spist af min hånd i kattens skål.
*
Kastanjen kaster
sine brune øjne
ned på jorden.
Forlaget bøgen
udgiver bog.
*
Du er selv en åben bog
skrevet med Guds finger
på min pande.
Jesus går til bageren
efter alt at dømme
i Nyhavn.
Havet er bølgende blåt som en kappe
svøbt om de levendes sted.
Fra en boreplatform i hjernen
henter jeg svaret op i flydende form.
*
Gråspurvene flyver
som tennisbolde
fra gren til gren.
Edderkopperne kravler
ind ad det ene øre
og ud af det andet.
*
Så rammer Thorvaldsen mig
med sin hammer på min pande.
Her kysser Andersen mig
med sin læbe på min læbe.
*
Om vi så kun
var snegle uden huse
en tilfældig morgen.
Onsdag morgen
var du lykkeligere
end nogensinde før.
*
Som en pil der fløj fra buen
med træfpunktets dirrende balance i flugten.
Som et spyd der forlader hånden
med fodfæstets hvilende balance i længden.
*
Fuldstændig stille hviler verden,
når man går ned fra dette Akropolis.
Jeg er alene i dette værelse,
og tankerne lytter til stilhedens søjle.
*
Opmærksomheden fanger
skønhedens lavine
i dit ansigt.
Vreden rejser sig
som en geyser
og bliver til verden.
*
Så utroligt frie kroppe berører hinanden
omspændt af kærlighedens usynlige flammer.
Erindringen bemægtiger sig umærkeligt sindet
og udstråler denne uanfægtelige fred.
*
En paddehattesky
af marmor.
En klode
af skyer.
*
En globus har sænket
sit lys over stuen.
Du ligger med en due
under dit hjerte.
*
Istanbul, der vokser
minareter fra dit røvhul.
Fordi du sked
i en åben bog.
*
Du har en rotte,
hvor hjertet sad
på en bænk.
Jeg har en kat,
hvor hånden lå
på dit knæ.
*
Nu ser jeg, at græsset er grønt.
Det har jeg aldrig bemærket før.
Pilen fløj gennem mørket
og ramte på bunden;
og det skiftede til klarhed.
*
Nu får bladene stærkere farver,
og hylden lyser sort mod menneskene.
Pludselig foldede jeg vingerne ud og steg,
og du kan ikke nå mig med et stenkast.
*
Fremadrettet sammenpresset
harpunspids
den mindste berøring
aktiverer dit snit.
Som efter gråd
spænder sindet
sit net
under tankens trapez.
*
Tatovering
af dit billede
i min hud
på mit ansigt.
Opløsningen
af mit ansigt
finder sted
i dit skød.
*
Jeg vender
dørkarmen.
Jeg spejler mig
i bussen.
*
Basho, fra øjeblik til øjeblik
rejste du gennem dit liv.
Lars, der falder ovale dråber
i det nordlige Canada.
*
To stjerner
hvilende midt
i universets ellipse.
To store sole
triller ind i hinanden
på skinner.
*
Du bygger rede
i hækken
i mit bryst.
Fuglen er fløjet
fra vreden
i mit skæg.
*
Det levende lys i min pande
tænder en faldende stjerne.
Lige pludselig vrimlede det
med små elefanter over det hele.
*
Du lægger dit navn
som en fjer
på min pande.
En fugl folder sig ud
af min pande
og flyver ind i dit knæ.
*
Du er ved siden af mig
vokset frem af mig selv.
Du er halvdelen af min arm
og halvdelen af mit ben.
*
Det eneste, jeg husker,
er, at du spyttede mig i munden;
og jeg sank det.
Det eneste, jeg ville,
var at tage dig i hånden;
og du tog mig.
*
Jeg lagde først mærke til dine fine bevægelser
og derefter til tankens træ.
Opadvendte tunge
bryster der er
fulde af fint
formede kærtegn.
*
En humlebi
kommer frem
på din kind.
Klædt i en pels
af humlebier
er du her i mørket.
*
Fra en humlebikube i kæben
lukker du via din tunge
ordene ud imellem dine læber.
Når humlebierne vender tilbage,
kravler de tunge ind
imellem dine læber.
*
I vrider et vådt håndklæde imellem jer
og hænger det til tørre på teltet.
I bærer en kort nederdel af flagermus
hver i det ydmyge mørke af myg.
*
Du sænker dine øjne
fulde af nåle
ned i mit havblik.
Fra et øje i det høje
falder en dråbe
ned på din kind.
*
Dit blik lander
som en fugl på bordet.
Fuglespor i sneen
ender blindt.
*
Var det ikke en fange,
der med en følt inderside
slap bolden fri?
Elgen rejser sig
i en sværm af fluer
og kaster skyggen til jorden.
*
Et sted, et sted i Afrika
tror jeg en pige er
i færd med at læse lektier, ja,
et sted i Afrika.
Hun læser ikke lige nu
men tænker sig omkring,
hun bider lidt i blyanten
og smiler for sig selv.
Jeg folder mine hænder,
og du bruger min bøn
som stigbøjle og svinger
dig op på min nakke.
Så giver du mig skyklapper på,
og jeg går,
imedens vi kaster
én skygge i Hades.
*
De vilde heste løber ind på scenen
og ud igen på den anden side,
og skuespillerne og publikum
farer bestyrtede sammen.
Men efter nogen snakken frem og tilbage
indvilliger de i at spille stykket til ende,
men teaterdirektøren blev aldrig den samme
efter det med de heste.
Du så, at jeg var den eneste,
der red på en helt hvid hingst,
og du søgte mig dragende
og vakte mit vanvid mod solen.
Nu rider jeg igen på jorden,
og selv om min hest er bevinget,
vil jeg lade den græsse i det grønne,
mens jeg høster solen i dit skød.
*
Englene flyver omkring i luften
og trutter i små gyldne horn,
men tro ikke det er rigtige børn,
det er kun silkebløde fostre i sindet.
Hvis de nogensinde rører jorden,
går der hul på dem, og det
er ikke værd, men vi har jo også
det rigtige barn, der ligger i krybben.
Du tænker dig altid om to gange,
sagde du til mig på gaden i Hamborg,
og det er sådan set rigtigt,
for at få tanken til at forsvinde.
Jeg bevæger mig hurtigt og undvigende
ligesom en flyvende tallerken
for så pludselig selv at forsvinde
dog allerede set af Ezekiel.
*
Nu springer frugttræerne ud i haven,
og vandet koger i kedlen,
erindringen er en smuk bølge,
der skyller mod stranden for øjet.
Jeg kan huske din helt klare kærlighed,
som den fødtes et forår,
og selv om du frygter de evige bølger,
så flygter jeg ikke for Danmarks april.
Jeg havde en bog med et billede,
den gang jeg var barn, af det gode
skib Santa Maria,
i hvilket Columbus drog over Atlanten.
Nu ser jeg med ét, at jeg ikke
selv er en søhelt, og du
kommer ind i mit liv for fulde
sejl. Jeg er Amerika.
Jesu lem.
Mose lig.
*
Dantes DNA.
Cezannes lange arm.
*
Alter
ambolt.
Sky
skygge.
*
Verden
en nåde.
Viljen er klar
som en lysende handling.
*
En mørk nat
hvor husene lyser røde.
En lastbil
med anhænger og udrykning.
*
Dør arm
tøj lemmer.
Bjørne lo
måge latter.
*
Vikar virak arkiv.
Kaviar.
Orkan koran narko.
Anorak.
*
Jeg leder efter min elskede,
med runde øjne leder jeg
efter min elskedes blik.
Jeg finder min elskede ved havet,
ved havet finder jeg min elskede
med bølger i håret.
*
Sin mors eneste er hun, min due.
Sin egen.
Min elskede går fra træ til træ.
Alle oliven.
*
Min elskede er som sne,
som sne i Jerusalem
er min elskede.
Min ven er som vand,
som vand i Venedig
er min ven.
Således eksploderer byen langsomt,
ved at vi haster igennem gaderne
med tætsluttende sanser
og udrydder alt.
Selv om vi cycler forbi hinanden,
står træerne lige ved siden af
med hvide kroner af skyer
og tunge rødder af sten.
*
Det er forår,
i den første sol
sidder narkomanerne
i sort og blomstrer.
Forsigtigt knuser
du med høje hæle
det fine lag af angst,
der dækker mit ansigt.
*
Dine ansigtstræk løfter sig
op over havet og fjeldet;
isbjergene ville du ikke stå tilbage for i skønhed
inuit, menneske.
Med håret sat op til narrestreger
højere end det hellige bjerg;
skammen ville du ikke et øjeblik skænke din skønhed
oviri, den vilde.
*
Midt mellem søjler af lår,
mens jeg kysser dit skød,
bliver jeg skudt af en stråle af gylden urin.
Varmt sprøjter din bløde afføring
ud over min krop og mit ansigt,
og jeg slikker skinnende ren din vidunderlige anus.
*
Du beordrer mig op i badekaret
og bruser mig med den kolde bruser,
indtil vandet begynder at løbe over.
Du tager mit lem i hånden og munden
og ind i dig forfra og bagfra,
og jeg kommer grædende i din mund i et kys.
*
Der er ingen, der kan se,
at sæden er hvid,
når den springer gennem lemmet og ind i dit skød,
men sæden er hvid.
Det er ikke til at se det,
hvis man ikke lige ved det,
at dunhammer udtales så hårdt som en fjer,
der er lavet af ler.
*
Liv udvikles af liv,
og planlægningen kommer aldrig ind i billedet,
som ikke er noget billede men lige så meget det,
der ikke ses som det, der ses.
Døden afvikles ved døden,
og forgængeligheden har ikke en finger med i spillet,
som ikke er noget spil, men lige så meget det,
der ikke forgår som det, der forgår.
*
Vulkanen er i udbrud, og den brændende
himmel falder ned på jorden,
og den glødende lava lægger en gloende
hjelm over verdens formationer.
Det må være det største stjerneskud,
jeg nogensinde har set
trænge ind i atmosfæren og trække vejret
og blive en levende sten på Jorden.
*
Jeg lader disse
seks projektiler
af elfenben
glide ind i tromlen
på min revolver.
Det siger sig selv,
at der ingen sprængladning
findes i tænder.
Hvert eneste ord
er et klik.
Hør dette flygel
falde i cirkler
fra etage til etage
med bagage
i kløver.
Klaver.
*
Jeg forstår godt,Sharon
bygger et hegn,
ellers kommer der bare
en eller anden
og springer en bus i luften,
fordi den tror,
det er et æsel.
Jeg forstår godt, Sharon
byger en regn,
så ammer det bare
bryst en by,
fordi hun tror,
det er et barn.
Jeg forstår godt, Sharon
bygger en regn.
Jeg forstår godt, Abbas
staver til stat.
Ingen ved, hvor
det vender.
Jeg forstår godt Abbas.
Om vuggestuen Anemonen ved jeg, at den har sit navn som følge af en konkurrence udskrevet blandt forældrene. Jeg har ladet mig fortælle, at det var en grønlænder, der fandt på navnet. Han har uden tvivl fundet det oplagt, fordi det i et nærliggende skovbryn vrimler med anemoner om foråret. Også andre steder i området omkring Århus findes der anemoner, men også før, jeg blev ansat i vuggestuen, var det anemonerne i skoven ved Brabrandsøen, jeg huskede. Ligesom den mig ubekendte grønlænder har jeg haft den lykkelige oplevelse at finde blomstrende anemoner, hvor jeg kom hen.
Om anemonen ved jeg, at den sætter det følgende års rodnet forskudt for det gamle. Således vandrer den hen over skovbunden. Herefter springer bøgen ud og lukker sit lysegrønne tag over skoven; og hvem har ikke som barn set en fugl flyve fra gren til gren i skyggen af sådan et forår? Ganske vist var det i egeskoven, Jakob og jeg engang sad stille, mens to nysgerrige egern kom ned ad stammen for at se på os. Det ene var rødt, det andet var gråt. Selv i naturen finder umage par sammen. I barndommens skove findes en stilhed, hvoraf en helt anden verden fødes. Det er derfor, vi bærer dem med os. Skovene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar