Jorden lader sig forpuppe

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/573/211

Jorden lader sig forpuppe
lige nu i Noas ark
og udvikler sine vinger
hos den gamle patriark.

Se, ligusterlarven sidder
som en konge i sin hæk,
og når efteråret kommer
i sin puppe, er den væk.

Og når duen lader skue
sig på håndens oliegren,
skal der bies i en uge,
før der letter endnu en.

Først når duen ikke vender
hjem fra sine eventyr,
skal vi se at landet hæver
sig bag hav, når dagen gryr.

Vi har kastet al vor glæde
op imod din himmel op;
det er stære, der beskriver
dine ord med deres krop.

Når den sorte sol sig spreder
over land og over by,
bygger tusind fugle reder
i det allermindste ly.

Her i vort Rabalderstræde
under himlens fuglesving
skal en tusindtallig skare
synge om de sidste ting.

Pilgrimstoget drager ikke
længere ad bølgen blå,
men i bakke, dal, hvor vejen
gennem Paradiset lå.

Se, det stiger frem af disen,
som det sorte næsehorn,
der er fredet alle dage
i det yderst modne korn.

Himlen lader sig forvandle
til at dale over jord,
og den lader sig indånde
midt i mellem Jesu ord.