Ved din Faders højre hånd i himlen

Ved din Faders højre hånd i himlen
sidder du og våger over mig,
og du finder altid mig i vrimlen,
og jeg finder altid hjem til dig.
Dag for dag, mens øjeblikket svinder
som en flod for øjnene af mig,
skal jeg i det vand, der aldrig binder,
se det sande billede af dig.

Hver en byrde, som jeg lader spejle
i den bæk, der risler for min fod
lader du i evigheden sejle
i din evigt klare strøm af blod.
Hjælp mig Herre! Når jeg dine veje
finder vanskelige nok at gå,
må du rejse mig op fra mit leje.
Kom og giv mig troens vinge på.

Jeg vil flyve ind i Himmerige,
hvor din trone svæver som en ø,
og jeg vil på mine vinger stige
op og lande i din øjesø.
Her, hvor evighedens kilde springer
i den sø, hvor øjeblikket svandt,
vil jeg sammenfolde mine vinger
om den fuglekonge, som jeg fandt.

Når jeg ned fra himlens hvide skyer
daler mellem fuglene på jord
i en broget flok imellem byer,
hører jeg et kærligt lille ord.
Det er fuglekongen, der til ørnen
byder indenfor i hjerterum;
det er mindre end selv druekernen,
større end Det ny Jerusalem.

Det er Danmarks mindste fugl herneden,
men i himlen er den evigt stor,
og den bliver størst som kærligheden
for enhver, som på dens tone tror.
Se, nu flyver den imellem graner,
når vi vover os i skoven ud;
den er væk, førend man noget aner,
og her sidder jeg og tror på Gud.

Frit efter Karolina W. Sandell-Berg,
"Blott en dag, ett ögonblick i sänder" 1865 .
Mel: http://www.hymnal.net/hymn.php/h/713

Dåbsenglen

Guds ånde daler stille ned
i mesterens figurer,
der udgør hver sin menighed
adskilt af dybe furer,
men ved et greb
imod et kneb
slår kirkerne sig sammen
og råder bod på skammen.

Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder;
dengang han stod
i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.

De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til,
om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.

Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør
enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.

Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen
han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.

I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten
og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.

Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind
i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.

Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser
de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.

Nu kroner vi usynlig dig

Treenighedens krone tung
din nådes stol og trone
har tynget med sin store pung
at frelse og forsone.

En ild på vore tinder slår
som frygtelige krøller
i ro og mag i vores hår
imod alverdens bøller.

Nu ser vi for vort øje klart
din krone og din kappe;
og skal vi se dit ansigt snart,
din hånd dit skøde knappe.

Treenighedens konge let
som fjer på fuglens vinge
sin krone bærer kun med ret
blandt englene på tinge.

Hver plaget sjæl, som søger Gud

Levende sjæl, som søger Gud,
jag hver bekymring bort;
og kast de stjålne blikke ind
ad Paradisets port.

Den åbner sig i Betlehem
i stalden, hvor han lå,
Gud søn, som kom til vores jord
med vores synder på.

Han vaskede i dåben dem
af ved Johannes´hånd,
skønt den var ikke værdig til
at binde skoens bånd.

Så skænkede han ud sin vin
og brød det gode brød,
før han led korsets lidelse,
og stod op af sin død.

Nu lander han på vores vej
som dråber fra en sky,
og døber vores gamle jord
Jerusalem det Ny.

Hør melodi http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/655/364

Reception på cd: http://www.kirku.dk/485631:arrangement:Poetklub-AArhus:Salmer-og-roedvin

I søndagens citat fokuserer Krishnamurti på forholdet mellem vore egne relationer og verden som sådan – og sætter her lighedstegn imellem de to. Verden er identisk med de relationer det lykkes os at skabe eller ikke skabe til hinanden. Verden er en udfoldelse af os selv, og for at forstå verden må vi forstå os selv. Verden er ikke forskellig fra os; Vi er verden, og vore problemer er verdens problemer.

Måske er det én selv, der er en omvandrende atomreaktor. Måske er det én selv, der er en religiøs fantast med samvittighedsfulde kvaler over verdens gang. Måske er det én selv, der misforstår sit liv og anser det, som er en gunstbevisning, for en ulykke. Måske skulle man køle lidt af. Måske skulle man lade verden gå sin ryggesløse gang. Måske skulle vi forstå, at problemet er en oblat.

Det handler ikke om at løse verdens problemer men sine egne. Vie dem opmærksomhed og komme ud i nogle kroge. Gør vi det, vil det få gode følgevirkninger.

Guds enbårne søn

Guds enbårne søn,
som fødtes som svar på den eneste bøn;
din moder Maria i krybben har lagt
dig ned som i graven, da alt var fuldbragt;
opstanden, opfaret til himmels som syn
for hvælvede bryn.

Velkommen igen
på dagen som skrifterne spåede den,
hvor duerne kredser med fred over by
og kurrer på taget i ly under sky,
hvorpå du er kommet og lader dig se
og falde som sne.

Din smilende kyst
har mågerne krydset så hvide på bryst;
de lander på marken, hvor kragerne gror,
og flyver igen ad usynlige spor
tilbage til havet, hvor fiskene bor
og synger i kor.

Tillykke min ven
med dagen, der går, og hvor den kommer hen
skal pindsvinet vågne i vinterens hi
og mærke i mørket, at den er forbi,
for foråret kommer med rislende bæk,
og kulden er væk.

'Du sænker dig ned
på jorden og lander et hemmeligt sted,
hvor de kun dig skuer, som før dig har set
i hjertet og troet på det, der er sket
med himlen og jorden og afgrund og hvælv
i hjerterne selv.

På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet den hellige ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det sagt.

Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.

Du byder mig vin
så rød som dit blod i krystallen så fin;
i øjnenes bæger der skænker du op
af vinen, du bærer på fad i din krop;
af druernes fold er den blandet og smag
den yderste dag!

Nu flytter jeg ud
i haven, hvor liljerne er sprunget ud
til påske og pinse i et blomsterbed
som altid og altid et hemmeligt sted,
hvor lykken står bi, og jeg finder min kat
en sensommernat.

I sommerens løb

skal Eva sig rejse, hvor hugormen krøb

i støvet, og leve i tusinde år

og dele med dig de velsignede kår
i haven, hvor Gud skabte Adam af muld

og hende af guld.

 

En regnbuering
gled nu af Guds finger blandt tusinde ting
og lagde sig rundt om den øverste pol,
så nordlyset vældede ud som en sol
med ét af Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.

Den hellige ånd
har rusket sig fri af det snærende bånd
og udfolder vingerne frit over jord
og folder dem sammen igen i dit ord
og synger på bænken som spurven på kvist
så sikkert og vist.

Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
foran Israel.

Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk,
og lader sig dele af verden i to
og finder hinanden i tro imod tro
som Kristus og kirken, når kirken står brud
med Kristus for Gud.

Hvor valget er frit,
der vælger vi engle til himlene tit;
i byråd og folketing laver de lov
for liljen på marken og fuglen i skov;
de tror, det er alvor men ved, det er sjov,
Gud ske tak og lov.

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/321/128

Kom lad os byde
forvandlingen ind
i hjertet og råbe
med glæde i sind.