søndag den 22. december 2013

Hilsen fra fyret.
Jeg kaster lys ud i mørket med regelmæssige intervaller.
Solhverv eller ej.

Nu sænker julefreden sig

Nu sænker julefreden sig
på vinger over dig og mig;
den har en englelyd så fin,
at jeg forveksler den med din.
Jeg tror, at det er dig, der går
omkring, når kirkeklokken slår;
så går du ind, hvor der er lydt
og standser op og tøver lidt.

Du linder på en lukket dør
et sted, hvor du har været før,
og skænker fred i sjæl og sind
i huset, hvor du træder ind.
Maria sidder ved din fod
og drikker af din overflod,
for hun har valgt den gode del
og føler, at hun bliver hel.

Det er i dag din fødselsdag,
og vi har pyntet med dit flag
som dug på bordet, hvor du frit
meddeler os, hvad der er dit.
Det er dit legeme og blod;
hvor flæskestegen lige stod,
der sætter du den røde kål
og skænker op og siger skål!

Dit glas, det har så fin en klang,
at jeg forveksler den med sang
som sunget af de engle små,
dengang du selv i krybben lå:
Hvor hyrderne ved bålet lå
og tænkte, om de gad at gå,
der overtalte engle dem
til at gå ind i Betlehem.

Vi drager også selv dertil,
og gør som englene, de vil,
og banker på en lukket dør
et sted, hvor vi har været før.
Her finder vi, som de har gjort,
et lille under, som er stort,
at selv det allermindste hjem
er større end Jerusalem.

torsdag den 12. december 2013

Lande som lå i mørket længe hen,

(Lande som lå i mørke længe hen,
er det forundt nu at skue himlens skær;
riger som lå i dødens kolde grav
er genopstandne nu som en vældig hær.

Jomfruens søn er lige blevet født,
se barnet kommer til syne på et strå;
hvad skal vi kalde ham, hvad er hans navn,
som ved Guds ånd i moderlivet lå?

Underfuld rådgiver, almægtig Gud
ved moders barm i et billede på jord;
himmelske fader, fyrste over fred;
selv Davids søn, og hans herre ved sit bord.

Riger og lande nu i fjern og nær
skal ved hans skulder få trøst for bittert savn;
nu skal hans herredømme blive stort,
nu skal al ære bekendes i hans navn.)

Jesus, sin fader David beder nu
om at få magt til at herske over alt;
sin fjende forvandler han til sin fod,
og sine venner gør han til jordens salt.

Efter "The lands that long in darkness lay", Isaac Watts 1709.



"For unto us a child is born, unto us a son is given: and the government shall be upon his shoulder: and his name shall be called Wonderful, Counsellor."—Isaiah 9:6.

søndag den 8. december 2013

I en prik på himlen som en stjerne

  Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
       v68  Lovet være Herren, Israels Gud,
      for han har besøgt og forløst sit folk.
       v69  Han har oprejst os frelsens horn
      i sin tjener Davids hus,
       v70  sådan som han fra gammel tid har forkyndt
      ved sine hellige profeters mund:
       v71  at frelse os fra vore fjender
      og fra alle dem, som hader os,
       v72  at vise barmhjertighed mod vore fædre
      og huske på sin hellige pagt,
       v73  den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
       v74  at fri os fra vore fjenders hånd
      og give os at tjene ham uden frygt
       v75  i fromhed og retfærdighed
      for hans åsyn alle vore dage.
       v76  Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
      for du skal gå foran Herren og bane hans veje
       v77  og lære hans folk at kende frelsen
      i deres synders forladelsen,
       v78  takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
      hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
       v79  for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
      og lede vore fødder ind på fredens vej.

Israel, din Gud højt være lovet,
Herren igen besøgt sit folk;
selv om det i timen tungt har sovet,
har han nu forløst det ved sin tolk;
og i Davids hus og by skal kornet
vælde af overflødighedshornet.

Som Gud selv til Abraham har svoret,
vil han fri os ud af fjendens hånd,
så vi trygt kan synge med i koret
og tilbede ham foruden bånd;
du mit barn får lov at synge solo,
imens hele koret spiller polo.

Stå, min rose, i det store øde
og lad stemmen stige som en duft;
det vil ingen sarte sjæle støde,
de vil bare tro, at du er luft;
indtil du dig viser for vort øje
skjult i solopgangen fra det høje.

I en prik på himlen som en stjerne
kommer du til syne for mit blik,
og du kommer hertil fra det fjerne
med det sår i hjertet, som du fik;
men nu er du klædt i magt og glæde
bragt hertil fra himlens høje sæde.

Klædt i herlighedens dyre klæde
klæder jeg min næste i din pragt;
hun går gennem byen for at glæde
alle andre i sin nye dragt;
når de da betænker, hvor hun smiler,
ved de også, hvor dit øje hviler.
Du ser ind i hjertets dybe grunde,
hvem kan skue i sin afgrund selv?
Dybere end foden selv kan bunde,
sænker du dit dybe himmelhvælv;
så når dagen kommer for at dømme,
skal hun i din store nåde svømme.
Når hun føler hjertets hårde kulde
isne gennem legeme og sind,
føler hun fortvivlende til fulde
kun at være klædt i storm og vind;
men dit eget hovede du sænker
mod den nøgne skulder nu og tænker.
I en flig af Herrens egen kappe
skjuler hun sit ansigt og sin gråd,
og hun kan med den sin egen lappe
med sin nål og med sin egen tråd,
der er rød som Jesu blod og vinen,
når hun løber lige ud af linen.

Hører vi, når silkesnoren brister,
eller er derikke nogen lyd,
ikke end en engel som der lister
gennem stuen til den store fryd,
der er skjult i husets sovekammer,
hvorfra alle søde unger stammer.

Selv er vi hos faderen i himlen,
når vi går omkring på denne jord,
spredt imellem stjernerne i vrimlen,
når vi sidder om det runde bord,
hvor der intet mere er at sige
end, at vi er født af Himmerige.

torsdag den 5. december 2013

Og Jesus er det sande lys

Og Jesus er det sande lys,
som ingen skygge ved;
nu skal al skabelsen fornys
ved al hans kærlighed.

Igen den kære sol står op
i glans på vores jord
og skænker mod til sjæl og krop
og fylde til vort ord.

Det stråler som en egen sol
på himlen klar og lys
og spænder let fra pol til pol
Jerusalem det Nys.

onsdag den 4. december 2013

I spredt orden


En kvinde med en rød paraply
passerer forbi med en hund
i en af disse lange snore i en spole.

Rønnebærrene hænger endnu røde på træerne,
og græsset er grønt på skråningen,
og en grå lygtepæl står lodret som en flagstang ved vejen.

Mågerne flyver forbi i spredt orden.

På denne side af ruden
står flasker og glas fra i aftes endnu på bordet,
og selv stolene er spredt i stuen.

Hajerne bevæger sig uafladeligt
i hjernens akvarium.

En hval bag min pande holder øje med flankerne.

søndag den 1. december 2013

Hugget i sten

Lysvågen hele natten, og nu
er klokken seks.

Jeg stiller vækkeuret
en time frem.

Søvnen indfinder sig monumentalt
i de følgende dage.

Nu svæver jeg
som en måne
hugget i sten.






*


Hendes knæ for dit blik

Dit undvigende blik
stiger etage for etage
mod himlen bag dig.

Det går sine egne veje og tager
til sidst dig selv med sig.

Du rejser dig og går
med slangen i tørklædet
og sætter den fri i græsset i parken.

Hendes hår falder
til hendes knæ
for dit blik.



^^^^^^^
Jeg var derinde som en drøm,
og søvnen huggede mig fri som en fugl
og fløj væk.