lørdag den 10. august 2013

Hvid humlebi


Der er hundrede blomsterfluer
i de gyldne ris eller gyldenris,
som de rettelig hedder.

Svirrefluer hedder det vist også,
og de svirrede væk med et sæt
ved en nærgående bevægelse.

De få spyfluer og endnu færre
almindelige fluer blev siddende
ligesom en enkelt humlebi.

En hvidpelset lille en.

fredag den 9. august 2013

Olga havde en drøm. Hun drømte om en ugle, der føj omgivet af fire måger. Det var en mærkelig drøm. Var der en elg inde i skoven og en igle i åen? Helt sikkert var der alger i gadegæret. De dækkede fuldstændig. Det var midt i juli. Hun havde været ærgerlig over øglerne indtil nu. Men nu var det ikke længere noget åg.

torsdag den 8. august 2013

Hvem vil råbe højt hurra

Hvem vil råbe højt hurra
og tillykke med i dag
og de fem og tyve år,
der er samlet i et neg?

Her i haven hænger vi
neget ud til hver en fugl,
så når sneen daler ned,
flyver også den af skjul.

Hist og her på skolens grund
vil der falde nogle få,
som vil vokse op igen
og som nye marker stå.

Skolen har sin dør på klem
for enhver, der vil gå ind
eller ud og gå omkring
i den skrøbelige vind.

Blæsten samler sine fjer
i en hanes kontrafej
og tillykkelige gal
højt over Blåmunkevej!

Vær Gud ophøjet over alt

Vær Gud ophøjet over alt,
vær verdens lys og jordens salt
i os, indtil den hele jord
er samlet om dig ved dit bord.

O Gud, mit hjerte slår et slag
for dig trods død og nederlag,
og jeg bekender al min tro
og beder om hos dig at bo.

Din pris, o Herre, vil jeg frit
udsynge over alt og tit;
din kærlighed er som en flod,
din sandhed slår i hjertet rod.

O Jesus, lad ved dine ord
de døde genopstå af jord
og som syrener springe ud
og sprede deres duft af Gud.

Vers 1-3 efter salme 57.

mandag den 5. august 2013

Kunst som erkendelse


Jørgen Hunosøe er i litterære kredse kendt for to ting. Den ene er den beundrede udgivelse af Sophus Clausens samlede lyrik 1982-84, og den anden er en skandale afstedkommet af en artikel i tidsskriftet Nordica med en påvisning af at Ole Wivels sympati for nazismen i sin ungdom trak dybe spor i det senre forfatterskab. Anita Brask Rasmussen opsumerer præcist i en artikel i Information i 2007:

"Jørgen Hunosøe påviste i tidsskriftet Nordica i 2000, at Ole Wivel i erindringsbogen Romance for Waldhorn fra 1972 havde slettet sine fem første digtsamlinger og dermed skjult de tilbøjeligheder, der var at læse i det meget tidlige forfatterskab. En fascination og dyrkelse af germansk litteratur og kultur".
Ole Wivel skal selv have hævdet, at et afsnit omhandlende netop dette er udeladt af bogen efter ønske fra forlaget. Men Hunosøes pointe må være, at det manglende opgør med den undgdommelige fascination af nazismen alligevel har sat sit præg på forfatterskabet. I den nævnte arikel citerer Anita Brask Rasmussen forfatteren Simon Pasternak, der sammen med Christian Dorph har skrevet en krimi med udgangspunkt i det miljø omkring Ringen, som var den nazistisk inspirerede kreds også Ole Wivel havde tilknytning til. Simon Pastenak mener at have fundet svaret på spørgsmålet: Hvorfor blev historien om kunstneres tilknytning til nazismen så fortiet og forløjet?
"Vi er i meget høj grad indpodede med, at kunst skal gøre os til gode mennesker. Den er smuk. Men kunst er ikke nødvendigvis god, og hvis man tror det, så har man misforstået, hvad dele af avantgardekunsten går ud på. Det handler jo i høj grad om overskridelse. Og det, som kunsten inspirerer til i vores bog, er på ingen måde smukt. Det handler om, at vi alle kan lære noget af at se nuancerne både i kunsten og i fascinationen". 
Svaret er ganske godt.

Hunosøes analyse har alene Ole Wivels forfatterskab som sin genstand, men indirekte under anklage er også Knud W. Jensen, gundlæggeren af kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland. Det er således to i dansk kulturliv særdeles velanskrevne mænd, der anfægtes. Budbringeren blev da også slagtet i store dele af pressen.

Men spørgsmålet er, om der gives et alternativ tilgang til kunst og poesi end den Ole Wivel og Knud W. Jensen repræsenterer - en selvrefleksion, som ikke erbåret af forførelse og fascination men af erkendelse. Når det nu netop har været Jørgen Hunosøe, der optrådte som anklager, er det nærliggende at søge et svar i Sophus Claussens forfatterskab.

søndag den 4. august 2013

En som en ulv


Først lignede det en ørn,
der landede i nærlyset
midt på kørebanen,
da vi kom ud af svinget.

Men så forsvandt den
uden tøven i hast 
ind over marken.

Hvad fanden var det?

Spørgsmålet undslap mig
som en ubetinget refleks.

Jeg vidste allerede,
hvad jeg mente at have set.

I aftenens sene western
bygget over den bibelske fortælling om Josef
gik og løb den igen
nu i et mere ubekymret trav.

Som et billede på helten,
der brød med den fædrende arv
og dermed lansen,
som han ellers havde plantet
i jorden foran brødrene.

For at vælge kærligheden i landflygtighed
efter sin indianske mors eksempel.

Eller måske bare
som et billede på
en ensom ulv.

Fri af flokken.

mandag den 29. juli 2013

Hvidkløveren

Jeg overtog en meget sirlig have, hvor hækken aldrig var blevet klippet. Den var altid blevet nippet med fingrene i en spand. Havegangen lå helt ude ved hækken og helt inde ved huset. I mange år forsøgte jeg at holde haven, som den var anlagt, men den ændrede langsomt karakter. Efter ikke at have set min ven Peter Gustav i nogle år, kom han og besøgte mig. Han gik, som han plejede igennem bedet og over græsplænen. Så anlagde jeg en sti der. Hvor vi nu går vokser hvidkløveren med sine brune øjne frem i stedet for græsset.

En mørkegrøn sti
i græsset, der vokser ind
over fliserne.