mandag den 24. september 2012

Højt jeg svinger mig i sang

Højt jeg svinger mig i sang
på et strå eller ved en stang
over overliggeren
over stjernekiggeren;
han kan kun den fare se,
som ved et tilfælde kunne ske.

Al beregning viser dog,
der er fare på færde, og
værre end vi drømte om
i den store verdensdom;
det kan jeg fra Himlen se
gennem et slør af velsignelse.

Her, hvor lynet nu slår ned
i den store kærlighed,
deler Jorden sig i to
mellem kærlighed og tro,
medens håbet flyver hjem
til dem i Det ny Jerusalem.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/645/488/2

søndag den 23. september 2012

Jeg er før end Abraham

Jeg er før end Abraham,
som I kalder jeres fader,
selv om I som intet lader,
når I møder ham igen.
Selv om jøderne forleden
ofrede ytringsfriheden,
lader jeg den genopstå
med min egen kjortel på.

Tegn mig som du vil, og tegn
mig da gerne som et æsel,
der forvandles til en væsel
ved din silkebløde barm.
Men jeg kommer til dit hjerte
fuldt a bitterhed og smerte,
og når jeg går ind deri,
slipper onde onder fri.

Jeg var førend Adam selv,
og han skabtes af min tunge,
siden Eva af min lunge
og af ribben hans det små.
Derfor har hun ben i næsen,
selv om hun kan være kræsen,
og når Sara kender ham,
er hun glad for Abraham.

Johannes 8, 58.

lørdag den 22. september 2012

Digtet har en gæst
fra øjeblikket før.
Erindringen slap fri.

fredag den 21. september 2012

Før Abraham var til


Før Abraham var til, er jeg,
det var de rene ord,
der faldt i en uskyldig leg
med ét ved Herrens bord.

Gud giv mig, at igen jeg må
din streg i sandet se,
og lad mig din befaling få
og lad din vilje ske!

Jeg kender ikke Abraham,
at det må gå mig vel;
men du er mere værd end ham
og hele Israel.

Johannes 8, 58.

Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/f/d/fdeyogod.htm

torsdag den 20. september 2012

Næsehornet forsvinder ikke

Næsehornet forsvinder ikke,
selvom de brænder biler af og udløser bomber.
Det er nærsynet og fatter ikke en meter.

Jeg sidder på kontorstolen og drejer

Jeg sidder på kontorstolen og drejer,
jeg drejer lidt henimod dig,
når jeg taler til dig.
Den svale luft kommer fra vinduet
sammen med lyden af børn og voksne,
der taler, og lyden af biler.
Nyhederne binder verden sammen
i strømme af forundring og kærlighed.
Raseriet rejser sig og lægger sig
og efterlader et spor af roser og lys.
Al den opmærksomhed, du får.

Jeg ytrer mig i uskyld


Jeg ytrer mig i uskyld, og jeg erindrer i uskyld:
Jeg genkalder mig latteren i min krop, da jeg første gang hørte
med gravalvorlig røst – mens jeg lå på sofaen og drev den af –
at Kristendommen står og falder med Jesu død og opstandelse!
Jeg havde lige læst lignelsen om de betroede talenter
i Matthæusevangeliet, og Jesus var levende for mig.
Jeg strålede af meget mere end mine dengang sytten år.
Senere lærte jeg at forstå opstandelsen som den fylde,
jeg allerede da følte uden at vide noget om døden.
Af Jesus lærer vi ikke at vide noget om døden.