lørdag den 15. september 2012

Krishnamurti på Droningens gobeliner


I Kristeligt Dagblad lørdaf den 15. september er der et længere interview med brandmajor og billedhugger Bjørn Nørgaard i anledning af dennes Mands Minde foredrag i Vartov. Det er sikkert udmærkede foredrag, men i Grundtvigs ånd er de næppe – i hvert fald ikke i kristen forstand. Det er nok heller ikke meningen. Men det burde det have været.

Jeg har en ganske klar idé om, hvad Grundtvig har betydet for mig. For at indkredse det vil jeg starte med at forsage Bjørn Nørgaard eller i hvert fald hans gobeliner. Her optræder Gandhi nemlig i det verdenshistoriske vue, hvilket naturligvis giver god mening, når der er tale om verdenshistorie, hvad der jo er. Men der burde være tale om kirkehistorie, ikke? Burde ikke dansk selvforståelse være et indbegreb af vor kristne arv og forvaltningen af den? Selvfølgelig ikke, men jeg tillader mig her at være arbitrær og se sagen udelukkende fra min egen skæve vinkel.

Altså, Gandhi! Da ikke ham, da ikke denne indiske asket og sultestrejker med hans ikke-voldsideologi som udtryk for en dansk relation til Indien. Det er for letkøbt, og det er ikke udtryk for kærlighed til noget som helst – eller nogen som helst, skulle jeg måske skrive, for måske er det kærlighed til en idé, ideen om ikke-vold. Men er ikke-vold ikke bare et trick, som i sit inderste væsen selv er afhængigt af vold blot i en total projektion over på modstanderen? Den indiske selvstændighed var også en deling af Indien og en skabelse af Pakistan. Ikke-voldsideologien spillede allerede dér fallit.

Nu er det sikkert mig, der ræsonnerer letkøbt, men det får være. Der er ingen anden vej frem end en undsigelse af dette selvretfærdige gespenst. Selv om Martin Luther King kunne lide hans tanker. Jesus gav os ånden, men Gandhi gav os metoden til at vende den anden kind til, skal han have sagt. Åh, nej! Ånden er metoden, selvfølgelig er ånden metoden. Der findes ingen metode udenfor ånden. Men det er svært at argumentere mod Martin Luther Kings sværmeriske kætteri, for det virkede jo! Eller gjorde det? Eller skabte det blot separation på et mere anstændigt niveau? Det er selvfølgelig også bedre. Men det skaber ikke et folk. Det skaber ikke samhørighed.

Ikke Gandhi, men Krishnamurti! Selvfølgelig burde Krishnamurti have være at finde på Dronningens gobeliner. Med en sådan accentforskydning ville hele historien have skullet fortælles på en anden måde. Krishnamurti og hans ikke-disciple som virkeliggørelsen af den syvende menighed, som Grundtvig profeterede i sin sene kirkehistoriske digtkreds ”Christenhedens Syvstjerne”. Her, hvor den rene indiske ånd danner ny jordbund for evangeliets vækst – en hidtil uset vækst.

I Johannesevangeliet kap. 15 omtaler Jesus sin fader i himlen som vinavleren og sig selv som vinstokken, hvorpå vi er grenene. Han siger intet om jordbunden, som dog også har betydning og kan være forskellig. Indien i skikkelse af Krishnamurti er den gunstigste jordbund, evangeliets rødder endnu har set. Derfor er det så forstemmende at se Gandhi indskrevet i netop et dansk overblik over verdenshistorien. Men nuvel, det er verdenshistorie og ikke kirkehistorie! Men det burde det have været.

Grundtvig skyldte sit særlige kristne historiesyn sin læsning af kirkefaderen Irenæus, der gav ham blik for jordbundens betydning for evangeliets vækst. Det var den levende menigheds antagelse af evangeliet, der udgjorde kirken, og det var evangeliets forplantning fra menighed til menighed, der udgjorde kirkehistorien. Evangeliet var samtidig bundet til Trosbekendelsen, der med sin dybe forståelse af forholdet mellem skabelse, syndefald og frelse var den eneste sande forståelse af menneskelivet. Derfor var falder den irokeltiske kristendom på de britiske øer i sin pelagianske mangel på forståelse for arvesynden udenfor Grundtvigs særlige kirkehistoriske fremstilling – ligesom Gandhi burde vare faldet udenfor motivkredsen i Bjørn Nørgaards gobeliner! Men her findes ingen fornemmelse for den for evangeliet særlige gunstige jordbund, som Grundtvig gennem Irenæus fik blik for.

Hos Krishnamurti findes derimod dette fuldstændige frirum for synd og frelse, som er den kristne tros egentlige hjem. Hos ham, der af teosofferne selv blev udvalgt og opdraget til rollen som Messias men ved nærmere eftertanke betakkede sig – ikke som den offentlige mening plejer at sige, fordi han ikke ville påtage sig opgaven. Snarere fordi det ikke lod sig gøre indenfor rammerne af det historiesyn, som teosofferne delte med alle andre undtagen den historiske menighed, som det var Grundtvigs lykke at identificere, og som Krishnamurti ikke kendte.

Der er ellers mange, der gerne vil udkonkurrere Kristus. Hvis jeg har forstået Hans Hauge (og Harold Bloom) nogenlunde er det nærmest programmet i al teologi at ville det: Luther, Kingo, Grundtvig, osv. Det gør altså Krishnamurti lidt speciel, at han ikke ville det. Men han var selv ikke-discipel, ligesom han opfordrede os andre til at være ikke-disciple – selv om det ikke er hans ord! Udtrykket er nærmest lidt drilsk, måske i virkeligheden formet som en parallel til Gandhis begreb om ikke-vold.

Problemet med at sige, at Krishnamurti ikke ville “sætte sig på Kristi trone” er at det giver det indtryk, at han trak sig i afmagt overfor opgaven. Det giver mere mening at sammenligne med Abraham og Isak på Moria bjerg. Her var Abraham villig til at adlyde Gud og ofre Isak. Men netop derigennnem fik han Isak igen i egentlig forstand. Det er en parallel til Krishnamurti, der gav afkald på opgaven – og stod så alligevel med den i et andet perspektiv.

Nuvel. Vi kan godt sige, at det var på grund af ydmyghed – men så var der tale om ydmyghed i forhold til sandheden og ikke i forhold til en kristen konvention. Det var ydmyghed i samme forstand, som da Jesus jog kræmmerne ud af templet med spørgsmålet: Hvorfor har I gjort min fars hus til en røverkule? Det skulle være et bedehus! – Eller det var ydmyghed i samme forstand, som da Kurt Westergaard lavede sin tegning af Muhammed – hvis man begriber med hvilken uskyld han satte sin streg og lavede en omvendt Aladdin.

I Pupul Jayakars biografi om Krishnamurti kan man læse om, hvordan Krishnamurti havde kontakt med Indiens premiereminister Indira Gandhi, da hun fandt ro i sig selv og besluttede at storme Det (besatte) Gyldne Tempel i Amritsar i den shikiske delstat Punjab. Det fremgår af fremstillingen, at hun var afklaret med, at det kunne få en konsekvens på niveau med den som det fik, da hun kort efter blev myrdet af sine egne shikiske livvagter. Hvis ikke hun havde handlet, som hun gjorde, havde der eksisteret endnu et “Pakistan”.

Bjørn Nørgaards aktuelle foredrag skal med intervieweren, Daniel Øhrstrøms ord give et indtryk af en “modernistisk kunstnersjæl , der også har plads til det religiøse”. Det har ikke meget med Grundtvig, der var bekendende Kristen, at gøre. Fejlen ved Bjørn Nørgaards historiesyn er, at det er trivielt og uden nogen bevidsthed om Guds indgriben i historien i skikkelse af Jesus Kristus. Jeg giver ikke meget for hans uigennemskuelige selvkarakteristik som “håbefuld tvivler”. Han kan selv være en klaphat. Også jeg er bekendende Kristen, og Krishnamurti er min Irenæus.


p

tirsdag den 11. september 2012

Nu lyser himlens stjerner

Nu lyser himlens stjerner,
og Himmeriges hjørner
utallige som sand
sig over øjet hvælver,
mens stjernerne selv skælver
så små i Himmeriges hånd.

De lette skyer driver
henover vore haver
som tiden vejres hen,
sit øje månen lukker,
mens vi i søvne sukker
og beder den usagte bøn.

I Himmerige sover
vi nu og sover over
og vågner af en drøm
med mindet om en glæde,
selv om vi her må græde
ved mindet om Jerusalem.

I Himmerige viser
du os, hvordan du løser
den gåde dyb og klar,
at Himmeriges under
i Himmerige bunder,
om vi på Himmerige tror.

Det kaster her sin skygge
i nogle øjeblikke,
hvor hejren stille står
ved åens højre side
og lyser med sin hvide
hals op i Himmerige her.

O Jesus, al min glæde,
lad mine læber bede
med dig og lad det gå
mig, som det dig behager,
indtil du selv mig tager
hjem. Lad i alt din vilje ske!

Jeg ser de sorte huller
igennem mine briller
med overgange i,
jo ældre hånden bliver,
des smukkere den skriver,
så vi kan Himmerige se.





Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/759/158/2


mandag den 10. september 2012

Jeg ser det ny Jerusalem


Jeg ser det ny Jerusalem
på jordens tinder stå
og ser ham gå imellem dem,
som troen øje så.
I skyggen er der intet tegn
på sol og måne her;
dog falder en velsignet regn
fra himlen, og det sner.

En bræ at skue som krystal
ud fra hans trone går,
indtil den kælver, og en kalv
på frosne enge står.
Her vokser også livets træ
i havet som et skib,
så vi kan sejle ind i læ
imellem tro og håb.

Nu skal enhver som i dit spor
har fundet liv og død,
istemme Himmeriges kor
i salmesangen sød.
Fordi du selv fór vild med os
og fandt i døden hjem,
så vil vi gerne være hos
dig i Jerusalem.

Frit efter "The new Jerusalem", Adreian Vermeulen-Miller, 2002.
Melodi: http://nethymnal.org/htm/n/e/newjerus.htm

fredag den 7. september 2012

Nu sænker Zion sig herned

Nu sænker Zion sig herned,
hvor træet smukt skal gro
imellem havegang og bed,
og kærlighed og tro.

Den vinstok, som er Kristus selv,
og vi er grene på,
nu vokser under himlens hvælv,
som Herren forudså.

Hvor Ganges flyder ud og ind
i havet langt herfra,
der blæser en forandrings vind
henover søen klar.

Den bringer solen på sin sky
henover bølgen blå
frem til en jord og himmel ny
med nye stjerner på.

Hvor Gudenåen munder ud
et sted i Randers fjord,
går Kristus rundt med sine bud
og siger sine ord.

Han siger: Ja, nu er jeg her
igen hos mine børn,
som løver og som mennesker,
som okser og som ørn.

Selv om I er forskellige,
skal I med hjertet se,
at I er blevet hellige
og lad Guds vilje ske!

Så let i brudevals det går,
når Kristus med sin brud
med opsat og udslået hår
nu stiger op til Gud.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/749/254/2

mandag den 3. september 2012

Ikke-vold eller ikke-discipel


Jeg har en ganske klar idé om, hvad Grundtvig har betydet for mig. For at indkredse det vil jeg starte med at forsage Bjørn Nørgaard eller i hvert fald hans gobeliner. Her optræder Gandhi nemlig i det verdenshistoriske vue, hvilket naturligvis giver god mening, når der er tale om verdenshistorie, hvad der jo er. Men der burde være tale om kirkehistorie, ikke? Burde ikke dansk selvforståelse være et indbegreb af vor kristne arv og forvaltningen af den? Selvfølgelig ikke, men jeg tillader mig her at være arbitrær og se sagen udelukkende fra min egen skæve vinkel.

Altså, Gandhi! Da ikke ham, da ikke denne indiske asket og sultestrejker med hans ikke-voldsideologi som udtryk for en dansk relation til Indien. Det er for letkøbt, og det er ikke udtryk for kærlighed til noget som helst - eller nogen som helst, skulle jeg måske skrive, for måske er det kærlighed til en idé, ideen om ikke-vold. Men er ikke-vold ikke bare et trick, som i sit inderste væsen selv er afhængigt af vold blot i en total projektion over på modstanderen? Den indiske selvstændighed var også en deling af Indien og en skabelse af Pakistan. Ikke-voldsideologien spillede allerede dér fallit.
                      
Nu er det sikkert mig, der ræsonnerer letkøbt, men det får være. Der er ingen anden vej frem end en undsigelse af dette selvretfærdige gespenst. Selv om Martin Luther King kunne lide hans tanker. Jesus gav os ånden, men Gandhi gav os metoden til at vende den anden kind til, skal han have sagt. Åh, nej! Ånden er metoden, selvfølgelig er ånden metoden. Der findes ingen metode udenfor ånden. Men det er svært at argumentere mod Martin Luther Kings sværmeriske kætteri, for det virkede jo! Eller gjorde det? Eller skabte det blot separation på et mere anstændigt niveau? Det er selvfølgelig også bedre. Men det skaber ikke et folk. Det skaber ikke samhørighed.
                      
Ikke Gandhi, men Krishnamurti! Selvfølgelig burde Krishnamurti have være at finde på Dronningens gobeliner. Med en sådan accentforskydning ville hele historien have skullet fortælles på en anden måde. Krishnamurti og hans ikke-disciple som virkeliggørelsen af den syvende menighed, som Grundtvig profeterede i sin sene kirkehistoriske digtkreds ”Christenhedens Syvstjerne”. Her, hvor den rene indiske ånd danner ny jordbund for evangeliets vækst – en hidtil uset vækst.

I Johannesevangeliet kap. 15 omtaler Jesus sin fader i himlen som vinavleren og sig selv som vinstokken, hvorpå vi er grenene. Han siger intet om jordbunden, men den er jo også af betydning og kan være forskellig. Indien i skikkelse af Krishnamurti er den gunstigste jordbund, evangeliets rødder endnu har set. Derfor er det så forstemmende at se Gandhi indskrevet i netop et dansk overblik over verdenshistorien. Men nuvel, det er verdenshistorie og ikke kirkehistorie! Men det burde det have været.

søndag den 2. september 2012