mandag den 3. september 2012

Ikke-vold eller ikke-discipel


Jeg har en ganske klar idé om, hvad Grundtvig har betydet for mig. For at indkredse det vil jeg starte med at forsage Bjørn Nørgaard eller i hvert fald hans gobeliner. Her optræder Gandhi nemlig i det verdenshistoriske vue, hvilket naturligvis giver god mening, når der er tale om verdenshistorie, hvad der jo er. Men der burde være tale om kirkehistorie, ikke? Burde ikke dansk selvforståelse være et indbegreb af vor kristne arv og forvaltningen af den? Selvfølgelig ikke, men jeg tillader mig her at være arbitrær og se sagen udelukkende fra min egen skæve vinkel.

Altså, Gandhi! Da ikke ham, da ikke denne indiske asket og sultestrejker med hans ikke-voldsideologi som udtryk for en dansk relation til Indien. Det er for letkøbt, og det er ikke udtryk for kærlighed til noget som helst - eller nogen som helst, skulle jeg måske skrive, for måske er det kærlighed til en idé, ideen om ikke-vold. Men er ikke-vold ikke bare et trick, som i sit inderste væsen selv er afhængigt af vold blot i en total projektion over på modstanderen? Den indiske selvstændighed var også en deling af Indien og en skabelse af Pakistan. Ikke-voldsideologien spillede allerede dér fallit.
                      
Nu er det sikkert mig, der ræsonnerer letkøbt, men det får være. Der er ingen anden vej frem end en undsigelse af dette selvretfærdige gespenst. Selv om Martin Luther King kunne lide hans tanker. Jesus gav os ånden, men Gandhi gav os metoden til at vende den anden kind til, skal han have sagt. Åh, nej! Ånden er metoden, selvfølgelig er ånden metoden. Der findes ingen metode udenfor ånden. Men det er svært at argumentere mod Martin Luther Kings sværmeriske kætteri, for det virkede jo! Eller gjorde det? Eller skabte det blot separation på et mere anstændigt niveau? Det er selvfølgelig også bedre. Men det skaber ikke et folk. Det skaber ikke samhørighed.
                      
Ikke Gandhi, men Krishnamurti! Selvfølgelig burde Krishnamurti have være at finde på Dronningens gobeliner. Med en sådan accentforskydning ville hele historien have skullet fortælles på en anden måde. Krishnamurti og hans ikke-disciple som virkeliggørelsen af den syvende menighed, som Grundtvig profeterede i sin sene kirkehistoriske digtkreds ”Christenhedens Syvstjerne”. Her, hvor den rene indiske ånd danner ny jordbund for evangeliets vækst – en hidtil uset vækst.

I Johannesevangeliet kap. 15 omtaler Jesus sin fader i himlen som vinavleren og sig selv som vinstokken, hvorpå vi er grenene. Han siger intet om jordbunden, men den er jo også af betydning og kan være forskellig. Indien i skikkelse af Krishnamurti er den gunstigste jordbund, evangeliets rødder endnu har set. Derfor er det så forstemmende at se Gandhi indskrevet i netop et dansk overblik over verdenshistorien. Men nuvel, det er verdenshistorie og ikke kirkehistorie! Men det burde det have været.

søndag den 2. september 2012

tirsdag den 28. august 2012

Lys op treenighedens sol

Lys op treenighedens sol
med varme, lys og ild,
omspænd vor jord fra pol til pol,
og lad os ej gå vild.

Løft op dit åsyns rene flod,
dit lykkelige barn
skal bade i dit rene blod
og sove i din arm.

Lad Jesus gå i vores sted,
og lad os gå med ham,
som selv du gik fra sted til sted
til fods med Abraham.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/735/396

onsdag den 22. august 2012

Hendes hjerte slog og slog
ham ihjel.

Takahashi slog igen
øjnene op.

*

Så opdagede han pinjerne
i sin hånd.

Takahashi tegner en spurv
på en spurv.

*


Takahashi spilder tiden
på gulvet.

Fryd dig, du Kristi brud!

Fryd dig, du Kristi brud!
Syng salmer for din Gud,
at byde ham velkommen,
som står i helligdommen.
Hosianna, pris og ære,
vor konge skal han være.

Lad al din glæde nå
helt op til himlens blå,
at bane Herren vejen
med yndefulde nejen.

Han bærer ingen pryd,
dog er han fuld af dyd;
hans våben er hans øje,
men ham må døden føje.

De skrøbelige ser,
hvor blid han er, og ler;
til dem han giver nåde
og lykke overmåde.

Luk op, der hvor du bor,
byd Kristus indenfor;
i nåde vil han høre
på dig og hånden føre.

Læg palmer for hans fod,
og stå med nøgen hud,
fordi du dine klæder
har lagt der, hvor han træder.

De spædes jubelgråd
skal søge Herrens råd,
og han skal åbenbare
sin blide røst og svare.

Gå da som Jordans flod,
at knæle ved hans fod,
imens han lader døbe
sig selv i tidens svøbe.

Vers 1-7 efter "O bride of Christ, rejoice", som er en oversættelse via svensk af "Fryd dig, du Kristi brud" hos A. R. Gry­den­rup, 1632. I den engelske synes i modsætning til den i flere omgange omarbejdede danske version i Den Danske Salmebog at være bevaret en enkel folkevisetone. Jeg kendte ikke den danske salme og gendigtede fra engelsk uden at læse originalen.

Hør melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/o/b/obrideoc.htm

søndag den 19. august 2012

O hvad er det dog, du har gjort!

O hvad er det dog, du har gjort!
Vor løsesum betalt!
Hvem kunne tro, at du så stort
et billede har malt!

Din fader i sin kærlighed
gav dig det største bud;
du knælede på jorden ned
og løftede din brud.

Vi bader i dit klare blod
fra dødens kildevæld,
når vi med dig gør gavn og bod
for vores fælles gæld.

I bundløs glæde skal vi se
dit ansigt under tag
og se, hvad troen lader ske
på en velsignet dag.

Hvad intet øje dog har set,
at du din grav forlod;
det tror vi på, at det er sket,
alt som det skrevet stod.

Du overgår dit dyre navn,
når selv du træder frem
og syndefloden gør en havn
omkring Jerusalem.

Din fader i sin kærlighed

O hvad er det dog, du har gjort!
Vor løsesum betalt!
Hvem kunne tro, at du så stort
et billede har malt!

Din fader i sin kærlighed
gav dig det største bud;
du knælede på jorden ned
og løftede din brud.

Vi bader i dit klare blod
fra dødens kildevæld,
når vi med dig gør gavn og bod
for vores fælles gæld.

I bundløs glæde skal vi se
dit ansigt under tag
og se, hvad troen lader ske
på en velsignet dag.

Hvad intet øje dog har set,
at du din grav forlod;
det tror vi på, at det er sket,
alt som det skrevet stod.

Du overgår dit dyre navn,
når selv du træder frem
og syndefloden gør en havn
omkring Jerusalem.


Efter "O blessèd Lord, what hast thou done" Mary Peters, uden årstal.