Natten bliver brudt af en dråbe,
der falder ned mod den lukkede jord.
Mørket bliver svækket men holder sig sort,
så vi ikke kan se, det forgår.
Jorden er vædet og våd af regn,
og frøet føler sig frit.
Det er umuligt at vente andet
end solens komme blidt.
Æblerne ligger i græsset
og sover under det nøgne træ.
Pludselig falder jeg over dem
og lander på mine knæ.
Katten bliver ramt af en kugle
og falder om på den blødende jord.
Mørket slår flænger og kommer til kort,
så vi ikke kan se, hvor det går.
onsdag den 16. november 2011
tirsdag den 15. november 2011
Prædiken til 3. søndag i advent 2011
11-12-2011
Tekstrække: ANDEN RÆKKE
* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80
December 9
Can we discover for ourselves what is the religious mind? The scientist in his laboratory
is really a scientist; he is not persuaded by his nationalism, by his fears, by his vanities,
ambitions, and local demands; there, he is merely investigating. But outside the
laboratory, he is like anybody else with his prejudices, with his ambitions, with his
nationality, with his vanities, with his jealousies, and all the rest of it. Such a mind cannot
approach the religious mind. The religious mind does not function from a center of
authority, whether it is accumulated knowledge as tradition, or it is experience—which is
really the continuation of tradition, the continuation of conditioning. The religious spirit
does not think in terms of time, the immediate results, the immediate reformation within
the pattern of society....We said the religious mind is not a ritualistic mind; it does not
belong to any church, to any group, to any pattern of thinking. The religious mind is the
mind that has entered into the unknown, and you can not come to the unknown except by
jumping; you cannot carefully calculate and enter the unknown. The religious mind is the
real revolutionary mind, and the revolutionary mind is not a reaction to what has been.
The religious mind is really explosive, creative—not in the accepted sense of the word
creative, as in a poem, decoration, or building, as in architecture, music, poetry, and all
the rest of it—it is in a state of creation.
Tekstrække: ANDEN RÆKKE
* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80
December 9
Can we discover for ourselves what is the religious mind? The scientist in his laboratory
is really a scientist; he is not persuaded by his nationalism, by his fears, by his vanities,
ambitions, and local demands; there, he is merely investigating. But outside the
laboratory, he is like anybody else with his prejudices, with his ambitions, with his
nationality, with his vanities, with his jealousies, and all the rest of it. Such a mind cannot
approach the religious mind. The religious mind does not function from a center of
authority, whether it is accumulated knowledge as tradition, or it is experience—which is
really the continuation of tradition, the continuation of conditioning. The religious spirit
does not think in terms of time, the immediate results, the immediate reformation within
the pattern of society....We said the religious mind is not a ritualistic mind; it does not
belong to any church, to any group, to any pattern of thinking. The religious mind is the
mind that has entered into the unknown, and you can not come to the unknown except by
jumping; you cannot carefully calculate and enter the unknown. The religious mind is the
real revolutionary mind, and the revolutionary mind is not a reaction to what has been.
The religious mind is really explosive, creative—not in the accepted sense of the word
creative, as in a poem, decoration, or building, as in architecture, music, poetry, and all
the rest of it—it is in a state of creation.
onsdag den 9. november 2011
Jesus, milde frelser
Jesus, milde frelser,
du er i os nu,
fyld os med din godhed,
kom vor synd i hu.
Fyld med nådegaver
hvert et hjerterum,
og lad os bevare
evangelium.
Hvordan kan vi takke
dig for gaven god,
som du nådig skænker
af din overflod!
Se, hvor rosen folder
sig ud af vor skam
med en duft af nåde
i Jerusalem.
Efter "Jesu, gentlest Savior", Frederick W. Faber, 1854.
Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/j/g/jgsavior.htm
du er i os nu,
fyld os med din godhed,
kom vor synd i hu.
Fyld med nådegaver
hvert et hjerterum,
og lad os bevare
evangelium.
Hvordan kan vi takke
dig for gaven god,
som du nådig skænker
af din overflod!
Se, hvor rosen folder
sig ud af vor skam
med en duft af nåde
i Jerusalem.
Efter "Jesu, gentlest Savior", Frederick W. Faber, 1854.
Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/j/g/jgsavior.htm
søndag den 6. november 2011
Nu er der mørke igen i sind
Nu er der mørke igen i sind,
jeg så dog sommeren komme;
den var så sær, at jeg glemte helt
at elske den, før den var omme.
Nu lyser koglerne stille op
i træets øverste grene;
i midten sidder de mere spredt,
og nederst sidder en alene.
Nu tages træet i stuen ind,
så det kan fryde vort øje
med pynt og gaver og tændte lys,
der sænkede sig fra det høje.
Nu er der glæde igen i sind,
jeg ved dog vinteren kommer;
den kom i går, og nu er den her
med hænderne i sine lommer.
Nu står jeg stille i al den sne,
som himlen vil mig forunde;
nu når den mig op til mine knæ,
men se, Gud, jeg kan sagtens bunde.
jeg så dog sommeren komme;
den var så sær, at jeg glemte helt
at elske den, før den var omme.
Nu lyser koglerne stille op
i træets øverste grene;
i midten sidder de mere spredt,
og nederst sidder en alene.
Nu tages træet i stuen ind,
så det kan fryde vort øje
med pynt og gaver og tændte lys,
der sænkede sig fra det høje.
Nu er der glæde igen i sind,
jeg ved dog vinteren kommer;
den kom i går, og nu er den her
med hænderne i sine lommer.
Nu står jeg stille i al den sne,
som himlen vil mig forunde;
nu når den mig op til mine knæ,
men se, Gud, jeg kan sagtens bunde.
fredag den 4. november 2011
Jehova er mit lys
Jehova er mit lys,
og saligheden nær,
mig skræmmer intet nys
og undersøisk skær.
Når Gud er min styrke, værner mit liv,
så løfter sig min sjæl fri af verdens kiv.
Hvem ondt i sinde har
og gør mig til et fjog,
skal selv stå frem som nar
og være nok så klog.
I krydsilden står jeg helt uden skam,
fordi der er jeg plantet engang af ham.
Min fordring dyb og ren
og nu min ene bøn
og ingen uden én:
At bo hos dig i løn.
Jehova at skue syn imod syn
og templet at udforske med sol og lyn.
Når bølgen om mig slår,
og rædsler står i kø,
så gumler som et får
i folden jeg på hø.
Min hyrde mig tager ind i sit telt
til stormen er forbi, og her er jeg talt.
Opløftet på hans arm,
hvor fjender ej kan nå,
omend i krigens larm
skal sangens trille slå.
Usynlig jeg synger skjult i et træ,
Jehovas navn skal klinge i ny og næ.
Jehova hør mit råb
og svar mig på min bøn,
jeg ser dig i min dåb
i lyset af din søn.
Du skjuler dig ikke for tjener din
men skænker mig dit kød ud i brød og vin.
Jeg selv forlod mit land
og hjem og hele slægt,
gik ned med mus og mand,
kom flot i dåbens pagt.
Jehova mig fører over sit hav
igennem dødens dal og ud af min grav.
Jehova fører mig
igennem fjendens lejr
ad vejen frem til dig
i storm og al slags vejr.
Om vidnerne lyver og øver vold,
det rører ikke mig i frelsers sold!
Jehova skuer jeg
i godhed og i pragt,
og livet er en leg,
som sangeren har sagt.
De levendes land sig breder på jord,
Jehovas navn det kroner i sangens ord.
Efter Salme 27.
Melodi : http://www.cyberhymnal.org/htm/j/i/jimlight.htm
og saligheden nær,
mig skræmmer intet nys
og undersøisk skær.
Når Gud er min styrke, værner mit liv,
så løfter sig min sjæl fri af verdens kiv.
Hvem ondt i sinde har
og gør mig til et fjog,
skal selv stå frem som nar
og være nok så klog.
I krydsilden står jeg helt uden skam,
fordi der er jeg plantet engang af ham.
Min fordring dyb og ren
og nu min ene bøn
og ingen uden én:
At bo hos dig i løn.
Jehova at skue syn imod syn
og templet at udforske med sol og lyn.
Når bølgen om mig slår,
og rædsler står i kø,
så gumler som et får
i folden jeg på hø.
Min hyrde mig tager ind i sit telt
til stormen er forbi, og her er jeg talt.
Opløftet på hans arm,
hvor fjender ej kan nå,
omend i krigens larm
skal sangens trille slå.
Usynlig jeg synger skjult i et træ,
Jehovas navn skal klinge i ny og næ.
Jehova hør mit råb
og svar mig på min bøn,
jeg ser dig i min dåb
i lyset af din søn.
Du skjuler dig ikke for tjener din
men skænker mig dit kød ud i brød og vin.
Jeg selv forlod mit land
og hjem og hele slægt,
gik ned med mus og mand,
kom flot i dåbens pagt.
Jehova mig fører over sit hav
igennem dødens dal og ud af min grav.
Jehova fører mig
igennem fjendens lejr
ad vejen frem til dig
i storm og al slags vejr.
Om vidnerne lyver og øver vold,
det rører ikke mig i frelsers sold!
Jehova skuer jeg
i godhed og i pragt,
og livet er en leg,
som sangeren har sagt.
De levendes land sig breder på jord,
Jehovas navn det kroner i sangens ord.
Efter Salme 27.
Melodi : http://www.cyberhymnal.org/htm/j/i/jimlight.htm
torsdag den 3. november 2011
tirsdag den 1. november 2011
Kære tilfælde og skæbne
Kære tilfælde og skæbne,
som kan helvede afvæbne,
og derved har sprunget rammen,
hver gang I har fundet sammen,
ved at gøre, hvad I kan.
Hvad har I i verden fundet,
som har gerningen begrundet
at tilgive vore synder,
så igen hver dag begynder
med at give elgen navn?
Hvor den springer over hegnet
og har afstanden beregnet
herfra og til Paradiset,
selv om det endnu er diset
i den årle morgenstund!
Her, hvor dagen rolig skrider
frem med sine egne tider,
er der tid til at meddele
dele af det store hele,
som vi nu må deles om.
Det er kærlighedens under,
som i lediggangens stunder
vælder ud på vej og stræde
for at fylde os med glæde
ved at døbe os deri.
Lad mig dø igennem dåben,
lad mig strække mine våben
ned i kærlighedens milde
uudslukkelige kilde
som et moseoffer før.
Giv mig redskaber tilbage,
så jeg alle mine dage
kun skal grave og henrive,
kun skal skabe og gengive
jeres dybe sammenhæng.
Den skal for mit øje stråle,
den skal sig med døden måle,
så når øjet selv skal briste,
skal jeg ikke synet miste
men se, hvor I nu er skjult.
Ja, jeg ser, hvor vejen ender,
når jeg al min synd bekender
og går klædt i nådens frakke
og hvert åndedrag må takke
jer her i Jerusalem.
som kan helvede afvæbne,
og derved har sprunget rammen,
hver gang I har fundet sammen,
ved at gøre, hvad I kan.
Hvad har I i verden fundet,
som har gerningen begrundet
at tilgive vore synder,
så igen hver dag begynder
med at give elgen navn?
Hvor den springer over hegnet
og har afstanden beregnet
herfra og til Paradiset,
selv om det endnu er diset
i den årle morgenstund!
Her, hvor dagen rolig skrider
frem med sine egne tider,
er der tid til at meddele
dele af det store hele,
som vi nu må deles om.
Det er kærlighedens under,
som i lediggangens stunder
vælder ud på vej og stræde
for at fylde os med glæde
ved at døbe os deri.
Lad mig dø igennem dåben,
lad mig strække mine våben
ned i kærlighedens milde
uudslukkelige kilde
som et moseoffer før.
Giv mig redskaber tilbage,
så jeg alle mine dage
kun skal grave og henrive,
kun skal skabe og gengive
jeres dybe sammenhæng.
Den skal for mit øje stråle,
den skal sig med døden måle,
så når øjet selv skal briste,
skal jeg ikke synet miste
men se, hvor I nu er skjult.
Ja, jeg ser, hvor vejen ender,
når jeg al min synd bekender
og går klædt i nådens frakke
og hvert åndedrag må takke
jer her i Jerusalem.
Abonner på:
Opslag (Atom)
