Mørke og lys er emnet for en ny salme af Knud Kappelgaard. Teksten er nedenfor, og her er et link til Anne Marie Eriksens fortolkning af salmen til Jan Erik Hansens melodi:
http://www.youtube.com/watch?v=578_i-kVO2Q
Tak for mørkets komme,
lyset er brugt op;
som en lygte i min lomme
venter dagens krop.
Tak min elskede for lyset,
solens fine stråleflig,
tak for vind og himmelgyset
allersaligst lykkelig.
Tak for jeg fik smør på brødet
samt lidt mere til,
fordi bondens mark blev gødet.
Jeg vil synge, ja jeg vil.
Tak for alle gode gaver,
trøstens ord imellem os,
når vi sindigt går og traver
for at byde fjenden trods.
Tak for nattens himmeldrømme;
dagen bliver tæt og god
midt i verdens vrimmelstrømme,
hvor vi gik, og hvor vi stod.
Knud Kappelgaard
mandag den 23. maj 2011
tirsdag den 17. maj 2011
Helvede sin vilde ild
Helvede sin vilde ild
slukker i en kilde mild,
slagter kun sin sparegris
på en bænk i Paradis.
Slangen kryber i sit hul,
graden falder under nul,
sneen falder til mit knæ,
hvor den lægger sig i læ.
I en kurve fra sit skjul
rejser kirken sig til jul,
rejser sig som Jesu lem
inde i Jerusalem.
slukker i en kilde mild,
slagter kun sin sparegris
på en bænk i Paradis.
Slangen kryber i sit hul,
graden falder under nul,
sneen falder til mit knæ,
hvor den lægger sig i læ.
I en kurve fra sit skjul
rejser kirken sig til jul,
rejser sig som Jesu lem
inde i Jerusalem.
fredag den 13. maj 2011
Op dog Zion, ser du ej
Op dog Zion, ser du ej
Herren på den slagne vej
i triumf på korset stå
der, hvor han i graven lå.
Korset bygger evig bro
mellem kærlighed og tro,
gennem døden går en vej
gennem marts, april og maj.
Fast grund under fødderne
lukker sig om rødderne,
som vi gule trækker op
af en flaske som en prop.
Helligånden slipper ud
som et sendebud fra Gud
med en hilsen fra Guds søn,
som fór op til himmelen.
Jesu legeme og blod,
hans velsignelse og fod
leder os i liv og død
og gør os til vin og brød.
Hvor Guds øje stråler ned
til os med sin kærlighed,
knæler Zion ned i skam
i Det ny Jerusalem.
Herren på den slagne vej
i triumf på korset stå
der, hvor han i graven lå.
Korset bygger evig bro
mellem kærlighed og tro,
gennem døden går en vej
gennem marts, april og maj.
Fast grund under fødderne
lukker sig om rødderne,
som vi gule trækker op
af en flaske som en prop.
Helligånden slipper ud
som et sendebud fra Gud
med en hilsen fra Guds søn,
som fór op til himmelen.
Jesu legeme og blod,
hans velsignelse og fod
leder os i liv og død
og gør os til vin og brød.
Hvor Guds øje stråler ned
til os med sin kærlighed,
knæler Zion ned i skam
i Det ny Jerusalem.
mandag den 9. maj 2011
Susanne i badet
Susanne i badet
løfter sin ynde
og lærer selv Helvede
ærligt at synde.
De sorteste djævle
falder til føje
og ser med et voksende
inderligt øje.
De ser gennem ruden
i Paradis inde,
hun gør, hvad i Helved de
selv har i sinde.
løfter sin ynde
og lærer selv Helvede
ærligt at synde.
De sorteste djævle
falder til føje
og ser med et voksende
inderligt øje.
De ser gennem ruden
i Paradis inde,
hun gør, hvad i Helved de
selv har i sinde.
Tak for turen
Tak for turen i lyset af dit ansigt,
selv om jeg gik med skyklapper på;
men din stemme ledte den blinde,
og din stemme tilhørte hende - der så.
Så hun en loppe, et æsel, en tyr:
et eller andet forfærdeligt dyr,
som kun for omkring uden mål eller med,
hvis ikke hun bandt det, og slog det ned?
Det gjorde hun næppe! Her er, hvad hun så:
En vinterfrakke af fineste ruskind,
af fineste ruskind, der er, hvad hun så
og (hviskende) en bikini af Pusjkin.
selv om jeg gik med skyklapper på;
men din stemme ledte den blinde,
og din stemme tilhørte hende - der så.
Så hun en loppe, et æsel, en tyr:
et eller andet forfærdeligt dyr,
som kun for omkring uden mål eller med,
hvis ikke hun bandt det, og slog det ned?
Det gjorde hun næppe! Her er, hvad hun så:
En vinterfrakke af fineste ruskind,
af fineste ruskind, der er, hvad hun så
og (hviskende) en bikini af Pusjkin.
tirsdag den 26. april 2011
Ved din Faders højre hånd i himlen
Ved din Faders højre hånd i himlen
sidder du og våger over mig,
og du finder altid mig i vrimlen,
og jeg finder altid hjem til dig.
Dag for dag, mens øjeblikket svinder
som en flod for øjnene af mig,
skal jeg i det vand, der aldrig binder,
se det sande billede af dig.
Hver en byrde, som jeg lader spejle
i den bæk, der risler for min fod
lader du i evigheden sejle
i din evigt klare strøm af blod.
Hjælp mig Herre! Når jeg dine veje
finder vanskelige nok at gå,
må du rejse mig op fra mit leje.
Kom og giv mig troens vinge på.
Jeg vil flyve ind i Himmerige,
hvor din trone svæver som en ø,
og jeg vil på mine vinger stige
op og lande i din øjesø.
Her, hvor evighedens kilde springer
i den sø, hvor øjeblikket svandt,
vil jeg sammenfolde mine vinger
om den fuglekonge, som jeg fandt.
Når jeg ned fra himlens hvide skyer
daler mellem fuglene på jord
i en broget flok imellem byer,
hører jeg et kærligt lille ord.
Det er fuglekongen, der til ørnen
byder indenfor i hjerterum;
det er mindre end selv druekernen,
større end Det ny Jerusalem.
Det er Danmarks mindste fugl herneden,
men i himlen er den evigt stor,
og den bliver størst som kærligheden
for enhver, som på dens tone tror.
Se, nu flyver den imellem graner,
når vi vover os i skoven ud;
den er væk, førend man noget aner,
og her sidder jeg og tror på Gud.
Frit efter Karolina W. Sandell-Berg,
"Blott en dag, ett ögonblick i sänder" 1865 .
Mel: http://www.hymnal.net/hymn.php/h/713
sidder du og våger over mig,
og du finder altid mig i vrimlen,
og jeg finder altid hjem til dig.
Dag for dag, mens øjeblikket svinder
som en flod for øjnene af mig,
skal jeg i det vand, der aldrig binder,
se det sande billede af dig.
Hver en byrde, som jeg lader spejle
i den bæk, der risler for min fod
lader du i evigheden sejle
i din evigt klare strøm af blod.
Hjælp mig Herre! Når jeg dine veje
finder vanskelige nok at gå,
må du rejse mig op fra mit leje.
Kom og giv mig troens vinge på.
Jeg vil flyve ind i Himmerige,
hvor din trone svæver som en ø,
og jeg vil på mine vinger stige
op og lande i din øjesø.
Her, hvor evighedens kilde springer
i den sø, hvor øjeblikket svandt,
vil jeg sammenfolde mine vinger
om den fuglekonge, som jeg fandt.
Når jeg ned fra himlens hvide skyer
daler mellem fuglene på jord
i en broget flok imellem byer,
hører jeg et kærligt lille ord.
Det er fuglekongen, der til ørnen
byder indenfor i hjerterum;
det er mindre end selv druekernen,
større end Det ny Jerusalem.
Det er Danmarks mindste fugl herneden,
men i himlen er den evigt stor,
og den bliver størst som kærligheden
for enhver, som på dens tone tror.
Se, nu flyver den imellem graner,
når vi vover os i skoven ud;
den er væk, førend man noget aner,
og her sidder jeg og tror på Gud.
Frit efter Karolina W. Sandell-Berg,
"Blott en dag, ett ögonblick i sänder" 1865 .
Mel: http://www.hymnal.net/hymn.php/h/713
fredag den 1. april 2011
Dåbsenglen
Guds ånde daler stille ned
i mesterens figurer,
der udgør hver sin menighed
adskilt af dybe furer,
men ved et greb
imod et kneb
slår kirkerne sig sammen
og råder bod på skammen.
Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder;
dengang han stod
i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.
De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til,
om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.
Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør
enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.
Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen
han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.
I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten
og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.
Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind
i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.
Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser
de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.
i mesterens figurer,
der udgør hver sin menighed
adskilt af dybe furer,
men ved et greb
imod et kneb
slår kirkerne sig sammen
og råder bod på skammen.
Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder;
dengang han stod
i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.
De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til,
om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.
Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør
enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.
Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen
han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.
I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten
og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.
Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind
i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.
Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser
de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.
Abonner på:
Opslag (Atom)
