mandag den 20. december 2010

Således vil jeg favne

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/93/369

Således vil jeg favne
og elske dig i nat.
Du er blandt alle navne
Marie min og skat.
Mig Jesus vil berede
med jubel og med sang
og anger til at bede
i vores himmelseng.

Dit Zion svinger palmer
i solskin og i regn;
du synger mine salmer
alt under korsets tegn.
Mit hjerte dig til ære
skal tændes som et træ,
og julelys skal være
tændt i dit øjes læ.

Jeg kan fra stalden høre,
fordi her er så lydt,
en gråd ind i mit øre,
fordi et barn er født.
Jeg ligger i min køje
og holder næsen kold,
da tåren i mit øje
mig giver Gud i vold.

onsdag den 15. december 2010

Walkabout

Jeg er begejstret for modtageren af Aarhus Universitets Global Dialogue Prize 2010, den iranske filosof Daryush Shayegan. Han får mig til at tænke på mit eget speciale fra år 2000, som bygger på en forståelse af moderniteten, som ligner den af Daryush Shaygean fremførte. Hvor denne imidlertid taler om et større antal identiteter, som har til huse i det moderne menneske, holder jeg mig i det nævnte arbejde til det mindre antal, som definerer den moderne kristne.

En sådan bestemmelse af moderne kristendom ligger naturligvis i forlængelse af et tilsvarende blik for sagen historisk set. Jeg tænker her på Grundtvigs historiesyn, som det ligger udfoldet i Kristenhedens Syvstjerne. Heri bestemmes den kristne menighed historisk som bestående af syv forskellige folkemenigheder, dvs. syv forskellige kristne identiteter, som til dels sameksisterer, men som også afløser hinanden som kristendommens vækstpunkt.

Det er en kæde af menigheder, hvis historiske rækkefølge og geografiske udbredelse er: den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske og den nordiske menighed og endelig den indiske menighed - som skal være den sidste i den kristne menigheds historie, og som på Grundtvigs tid endnu er fremtid.

Det er den ikke nødvendigvis længere, og jeg har identificeret den med en treenighed bestående af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986), den bibelske rastafarireligion fra Jamaica og den iranske verdensreligion bahai. Disse tre messiasbetonede tildragelser udgør i min walkabout en fader, søn og helligånd-konstellation, som tilsammen definerer moderne kristendom. Forskellene dem imellem afspejler forskellene mellem treenighedens tre personer, og fællesnævneren for dem er Jesu genkomst.

onsdag den 8. december 2010

Gud er til, og Gud er stor

Gud er til, og Gud er stor
for tusindvis, der på ham tror;
men er et menneske for dem,
for hvilke troen er et hjem.

Et hjem, hvor herlighedens sol
har sæde i den bedste stol
og svæver i sit eget felt
som i et åbenbaringstelt.

Hvor billedet af fuglens flugt
af mesteren er blevet brugt
på det at slette alle spor
fra tanken om, at Gud er stor.

Støvet fra stjernerne

Kom, lad os gå til det underste land,
hvor floder af blod vender tilbage
til deres kilder i hver sit legeme.

Hunden graver og støvet lægger sig
fra det underste land.

Støvet fra stjernerne daler også
og lægger sig som sne.

Vi sætter hver et tegn
i teksten.

Komma, lad os gå.

tirsdag den 7. december 2010

Nu vender vi os

Nu vender vi os imod julen og ser,
at englene myldrer, imedens det sner
og sner, og de synger en salme så sød
i hast, før de lander på jorden så blød.

Hvad var det, der skete hin enkelte nat,
i hvilken en stjerne på himlen var sat
imellem de andre, de tindrende små,
der ned lod sig sænke, hvor hyrderne lå?

De sang, og de rejste sig op for at gå
til stalden, hvor barnet i krybben jo lå
imellem et æsel, en ged og en ko
i stalden, der hører til Betlehem kro.

søndag den 5. december 2010

Sorte syn

Jeg forestiller mig
dine bevægelser
under bruseren.

Udsugningsanlæggets summen blander sig
med de skiftende bevægelser.

Sneploven suser forbi
kaffemaskinens sorte
syn for sagn.

Dråbe for for dråbe.

Fnug for fnug.

torsdag den 2. december 2010

Den brændende flod

Sneen fyger
i en hvirvel
i min kaffe.

Den brændende flod
er den, den er.

Fortærer alt
undtagen fisk.

Og fugl og fjer.