torsdag den 2. december 2010

Skabelsessalme

Gud lod fra sine læber det første ord udgå
og løftede sin tunge og smagte let derpå,
og tungen lå i ganen, der som en hvælving fin
sig spændte over ordet i ordets smykkeskrin.

Og ordet fløj på vinger, og ordet satte skel
imellem jord og himmel, og så alligevel,
for ingen kunne skelne, om to det var for en,
og Gud lod ordet falde fra tungen som en sten.

Så lod han grønne marker og skove spire frem,
og der var urt og andet godt imellem dem,
og der var majs og ærter, og der var stedsegrønt,
og der var røde æbler, og det var godt begyndt.

Og Gud lod solens øje over jorden stå,
og månen lod han vokse fra bjerget, hvor den lå,
og til den fulde måne og den opstandne sol
lod stjernerne sig skue omkring den frosne pol.

Gud lod en herlig vrimmel af alle dyr opstå
i havet og på himlen og jorden ligeså,
og han lod dem velsigne med al sin herlighed
og følte, at der fandtes en større kærlighed.

Han skabte mand og kvinde som sine hænders værk
med hænder og med tunge ukuelig og stærk,
og han lod dem befale, at herske over alt
imellem jord og himmel og hvert et ord, der faldt.

Da Gud var blevet færdig med himmel og med jord
og dagene, der føjer sig let til hvert et ord,
så lod han den velsigne, den syvende af dem,
så lod han værket være til lykke og gik hjem.

Men da han kom tilbage, var Adam blevet væk,
han skjulte under sneen sig som en vintergæk,
for nu var sneen faldet på Paradisets jord,
og Gud lod gøre frakker med et bekymret ord.

mandag den 29. november 2010

Nu tænder Gud det første lys

Nu tænder Gud det første lys
med ordet over have;
det ord, som dag for dag fornys
i Paradisets have.

Nu tænder Gud det andet lys
som troen i dit hjerte;
den tro, som, når den skal fornys,
skal stille al din smerte.

Nu tænder Gud det tredie lys
i busken med sin lue;
den busk, hvis flammer skal fornys
for øjet som et skue.

Nu tænder Gud det fjerde lys
i stalden i et øje;
det lys, som engang skal fornys
fra Himlen i det høje.

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/sammemelodi/774

søndag den 28. november 2010

Endnu mere stille

Der er ingenting i verden
så stille som en kat,
der kigger på sne.

Det skulle da lige være en kat
på hvide poter i sneen.

Der vender sig i luften
og lander.

Med et bump!

Når det sagte gennem luften daler.

Ord for ord.

mandag den 22. november 2010

Vi synes, det er svært at tro,

Vi synes, det er svært at tro,
at de er døde nu,
som ikke mere blandt os bo
og kommer os i hu.

De tænker på os mer end før,
det mærker vi jo tit;
vi lever stille dør om dør
og går og kommer frit.

Det minder om vor bolig her,
hvor lysene er tændt
i en forventning om, at der
er sorg til glæde vendt.

I himlen allerede bor
vi her på denne jord;
vi synger i et himmelsk kor
i sky ved Herrens bord.


Efter "We cannot think of them as dead", Frederick L. Hosmer, 1882.

fredag den 19. november 2010

Julesorgen

Mel:http://www.herbert-fritz.de/weihnachtmidi/Alle_Jahre_wieder.mid

Hver en julemorgen
daler englen ned,
slukker julesorgen
med sin kærlighed.

Englen vil velsigne
hvert et lille hjem,
sådan vil han ligne
dig i Betlehem.

Når du selv en aften
også banker på,
skænkes druesaften
i dit bæger blå.

Og når du forlader
os og al vor synd
til din milde fader,
byder du forkynd!

Fuglene af reden
flyver i hver vrå
ud med juleglæden
til de store små.

Julesorgen slukkes
af Guds lille lam,
julerosen plukkes
i Jerusalem.

tirsdag den 16. november 2010

Spring i sproget

Nu springer jeg ud
på de halvfjerdsindstyve favne
i dit navn.

Tigeren springer ud
i rosen. Rosen er sprunget ud
i sproget.

Der er mange spring
i sproget. Aztekernes tempel
af chokolade.

To favne.

fredag den 12. november 2010

Herre! Jeg følger dig

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/26/405/2

Herre! Jeg følger dig, ført af din hånd,
selv om jeg ikke ser dine ledebånd.
Du går ved siden af mig over sø og land,
hvor end jeg rejser hen i enhver forstand.

Kilden af klippen frem springer i væld,
manna fra himlen ned daler hver en kvæld.
Aldrig så stor en nød, at du ej over bød;
ravnen og slangen gav vand og dagligt brød.

Tit har du ført min vej til Maras bred,
hvor vandet smager grimt, grimt på det sted;
men når jeg bad til dig, rakte du selv til mig
træet, som gør det sødt, sødere af dig.

Herre! Jeg ønsker mig nærmere dig,
ind i den kærlighed, som du gav til mig;
jeg følger dig idag, det er min fødselsdag,
du går den tunge vej til dit Golgata.

Graven er dig for tang, synger vi lydt;
du har gjort levende, hvad der før var dødt.
Nu er jeg blevet din, og du er blevet min;
himlen bevæger sig til os fra Berlin.

Vers 1-4 efter "Savior! I follow on", Charles S. Robinson, 1862.