torsdag den 11. marts 2010

Vårsalme

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/431

Ned fra himlen i det høje
kom befaling i dit ord,
og du hersker over alle
hjerter i det kolde nord.
Fra din vrede er jeg veget
under dine fødders ly,
hvor nu svangen er min himmel
i Jerusalem det Ny.

Nu går våren gennem Nyhavn,
vil jeg tro, og det kan ske,
at den slår et slag og viser
sig et sted, hvor vi kan se.
Der er endnu et par timer
af den dag, der går på hæld;
vi kan nå at flette fingre,
vi kan nå at stifte gæld.

Men den kommer, før man aner
det, den skumringsfyldte stund,
og den skaber en forvandling
i den dybe undergrund.
Selv om mange år er gået,
før jeg tog dig i min favn,
har jeg dog på mine læber
båret lyden af dit navn.

I den kolde forårsmorgen
vågner jeg af liden blund,
og du vågner påskemorgen
netop i den samme stund.
Til din glæde er jeg krøbet
under dine vingers ly,
hvor din dyne er min himmel
i Jerusalem det Ny.

Jeg er selv et billede

Melodien skal lempes lidt til slut:
http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/739

Jeg er selv et billede
på et sted i Edens have,
hvor vi rejser os af grave
for at mødes her igen.
Her, hvor to og to er fire,
og hvor ingenting er mere,
her får kærlighed og tro
lov at blive én af to.

Jeg er kærligheden selv,
som på Golgata forbløder
og alverdens liv forsøder
ved at leve op igen.
Her, hvor fem kan være lige,
er der ingenting at sige,
kun treenighedens ord
løfter sig af muld og jord.

Jeg er Helligånden selv,
der som ild og vand og svaler
ned fra himlen går og daler
for at finde dig igen.
Her, hvor syv og ni er tretten
eller hundrede og sytten,
lover jeg i tusind år
fred i evighed og år.

Jeg er selv et menneske
med en underskrift forneden
på et skøde over Eden
lydende mit navn igen.
Her, hvor ingen kender dagen
og ej heller kender magen,
sænker sig alligevel
himlen over Israel.

Jeg er menigheden selv,
som nu samles i sin kirke
for at bede og at virke
til Guds herlighed igen.
Her, hvor fem af brød er mange,
og hvor fisk er til at fange,
hvor de findes i det blå,
skal I alle føde få.

Jeg er selv et sædekorn,
som er faldet i den gode
jord og trampet ned for fode
for at rejse sig igen.
Her, hvor nogle giver tyve,
giver andre fyrretyve
og selv nogle hundred´ fold,
alt er givet Gud i vold.

Jeg er selv et ægteskab
mellem Lammet og en due,
der nu hjemme i din stue
stifter fred for dig igen.
Her, hvor syv er alle dage,
lyder det fra alle tage:
Nu er tidens ende nær!
Nu er evigheden her.

Jeg er evigheden selv,
som nu findes i dit øje,
hvortil øjenlåget føje
sig et øjeblik igen.
Her, hvor syv i anden giver
niogfyrre og tilgiver
mig i roden under jord,
vokser jeg i Jesu ord.

Jeg er selv det sidste ord,
jeg er alfa og omega,
og nu vender jeg tilbage
til begyndelsen igen.
Her, hvor Gud er alt i alle,
skal i evighed jeg falde
ned som solen på sin sky
i Jerusalem det Ny.

Jeg er selv den sande Gud,
der nu sidder på sin trone
med sit scepter og sin krone
i sin herlighed igen.
Her, hvor kærlighedens ynder
en mangfoldighed af synder
skjuler, når de springer ud,
er jeg selv den sande Gud.

onsdag den 10. marts 2010

Sommertid

I år er der tid til at høste,
kornet er tørt og fint,
glæden breder sig stille,
og hjertet blir ikke pint.

Omkvæd:
Man kan møde en mark,
hvor man kommer omkring,
som er høstet roligt og halvt;
og mens stråene står, og timerne går,
fatter vi, at sommer er tid.

I år er der tid til at elske,
her har vi lagt os ned,
og du har taget min styrke,
og jeg har følt din fred.

I år er der tid til at sylte,
haven er fuld af bær:
Brombær og hindbær og solbær;
Snart er det her det sner!

I år er der tid til at flytte,
fuglene er på træk,
klaveret er sat i stuen,
kornet er tørt og væk.

I år er der tid til at høste,
græsset er lagt på skår,
presset til fine baller,
nu er det efterår.

Himmelske fader

Mel: http://nethymnal.org/htm/h/m/o/hearmofa.htm

Himmelske fader,
hør på dig jeg kalder,
jeg knæler ned for dig
i din kirkes kælder;
ydmyg og trængende,
søgende jeg falder,
hør Herre, hør min bøn!

Frels mig, forløser,
kun til dig jeg søger,
hjælp mig at lukke dig
ind i mine bøger,
og lad mig drikke din
vin af ordets bæger,
hør Herre, hør min bøn!

Våg i mit hjerte,
frelser af vor klode,
over din menighed,
gør den vel til mode,
opløft min morgenbøn
til din egen ode,
hør Herre, hør min bøn!

Himmelske fader,
komme nu dit rige,
selv om vi ikke ved,
hvad det så vil sige,
lad det begynde her,
vi vil ikke vige,
hør Herre, hør vor bøn!

Efter "Hear me, O Father" af Joel Blomqvist (1840-1930).

søndag den 7. marts 2010

Lysets engel kommer selv

Mel: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/426/140/2

Lysets engel kommer selv,
lyset fra den sande sol
stråler over bæk og elv,
veksler mellem pol og pol,
daggry fra det høje kom
ovenfra og viden om!

Kedelig er morgenen
uden lyden af dit ord,
kedelig forbliver den
til vi sidder ved dit bord,
da i vår det bliver jul,
fuglen synger fra sit skjul!

Nu besøg min bange sjæl,
se på al min synd og sorg,
rør ved min akkilleshæl,
lad mig leve i din borg,
giv mig før det store slag
endnu en velsignet dag!

Lysets engel kommer selv,
lyset fra den sande sol
gennemtrænger bæk og elv,
lander på den blå viol,
vær velkommen, før du går,
vær velkommen Herrens år!

Gendigtning af "Christ, whose glory fills the skies", Charles Wesley 1740.

torsdag den 4. marts 2010

Tusind tusindfryd

Mel: http://icking-music-archive.org/scores/nielsen/FS83/NIE-83-4.mid

Kom herre, Jesus til os hjem igen igennem Betlehem,
og lad det ske, og lad os se Det ny Jerusalem.
Nu sidder du og tænker på, hvordan det hele vel skal gå
på dommens dag fra sag til sag, som nu skal genopstå.
Nu plukkes tusind tusindfryd af englene, for du er død,
og om dit hår i flor de står såvel som ved din fod.

En vej af tusind tusindfryd dig følger, hvor du gik og stod
fra evighed til evighed i stedet for dit blod.
En tåre fra dit øje flød fra himlen ned i jordens skød,
og jordens skælv og himlens hvælv blev sammen vin og brød.
Nu daler i din helligdom til ihukommelse og dom
som julesne, det kan vi se, Det ny Jerusalem.

Hvor engle ej tør træde, går vi nu med sne i vores hår,
og hvert et skridt går alt for vidt, men grænserne består.
Vi overskrider alle skel, men de består alligevel,
det er som om, at himmelen sig spejler i os selv.
Nu tændes lys i alle hjem, så vi kan gå og se på dem,
der nu står op og lukker op for os i Betlehem.

Se, juletræet med sin pynt er allerede selv begyndt
i al sin glans og din og hans, og lysene er tændt.
Det står så stille, som det stod, den gang det pyntedes med blod,
og lod os se, og lod det ske, som englene forstod.
Nu knæler vi ved træets fod og åbner gaverne, du lod
tilbage her og siden der i himmelen hos Gud.

I stedet for at slå ihjel, så bygger vi omkring os selv
en mur af sten for hver og én i hele Israel.
I ly af kirkens mur af sten, så skænker du til hver og én
den vin så god, som af dit blod sprang ud på hver en gren.
Mit bæger flyder over nu, og englene og også du
er inde her, og himlens hær går ind i Katmandu.

Nu lægger vi en ring af sang omkring det dybe Babylon,
og én for én blir hver en sten til himlens helligdom.
Nu står på himlen sole to. Halleluja, hvad skal vi tro?
På hver og en, på hver en sten, og sammen synge O.
Nu vender Jesus hjem igen, og vender kinden til igen,
igen, igen, igen, igen igennem Betlehem.

Nu rejser tusind tusindfryd sig op, hvor de har lagt sig ned
i liv og død i evighed i græsset for din fod.
Så synger vi halleluja, og siger ja og amen, ja,
for slaget stod i kød og blod på sejrens Golgata.
Se der, hvor dine fjender stod, der ligger de nu for din fod
og beder om at få din dom af dig i overflod.

Her går du mellem revl og krat, Guds lam imellem hund og kat,
og stifter fred i evighed imellem dag og nat.
Nu stiger solen op i øst og synger højt med hellig røst:
Velkommen vær fra fjern og nær i evighed og høst!
Du kalder dine kære hjem, og det vil sige alle dem,
der rejste ud og knælede ned for dig i Betlehem.

Frihedsgudinden går omkring på jorden, og hun går i ring,
hun går på vand, hun går i land og siger ingenting.
Her sænker hun sit øje ned på jorden, som er fuld af fred
og helligånd og folkeånd og himmelsk salighed.
Nu stiger vandet overalt, hvor hendes øje på det faldt,
og i sit spejl hun sine fejl ser i en tåre salt.

Den lille havfrue til bunds går i sit allerbedste kluns
og svømmer ind i alle sind, det syvende er hans.
Så vender han sin ganger om, til himlens hær han råber: Kom,
jeg kommer snart og gør det klart som dagen ved min dom!
Jeg tager kloden i min favn og siger alle landes navn
og lad det ske, og lad os se det ske i Jesu navn.

I huset ved havet

I huset ved havet, der boede han,
den fisker, som fangede sjæle
langt mer end de andre i Israels land,
så mange, at nogle var fæle.

Sig sænkede ned en forunderlig dag
en dug for hans øje det klare
med firben og grise og fugle og kvæg,
alt spiseligt at åbenbare.

Han hørte en stemme, der sagde det alt,
at slagte og spise han skulle,
han hørte det godt, men forstod det kun halvt,
at loven nu lå under mulde.

Dog lænkerne faldt af hans trælbundne krop,
en engel ham førte tilbage
til vennerne, og da de lukkede op,
fortalte han dem det og sagde:

Der findes et ord af den levende Gud,
som jeg ikke vover at sige,
og kun i min bøn tør jeg lukke det ud,
at nu er for Gud alle lige.

Hør salmen: http://www.bandbase.dk/annemarieeriksen/Track/155488/I-huset-ved-havet/