Se på mig lille Guds menighed,
som skuer ind i Guds herlighed
og ser, at Herren daler
som sne ned over den sorte jord,
jeg er til stede i sangens ord,
som jord og himmel deler.
Nu lyser kloden op som en sol,
et indre lys går fra pol til pol
og ud i verdensrummet,
bevæger sig gennem tid og rum
og når sin stjerne i Betlehem,
for tiden har sig krummet.
Fuldmånen stiger op over jord
oplyst i julenat af Guds ord,
som lyser over landet,
og englene gør en kreds omkring
det bål, hvor hyrderne sad engang,
mens tiden gik og vandet.
Et billede på den hvide væg
af fiskerkoner foruden skæg,
som bjærger Jesusbarnet,
som var forsvundet i tidens løb
men nu er fanget i havets dyb
og viklet ud af garnet.
Fred lyser englene over jord
som Herren selv ved sit nadverbord,
han har sig selv os givet
og sagt, at en vil forråde ham,
som endnu sidder imellem dem
og ham berøve livet.
Herodes sidder på borgen sin
og skumler over den søde vin,
som han har ladet skænke;
men den er ikke af Jesu blod,
og skønt han tømmer sit glas med flid,
så kan han ikke tænke.
Nu lyser skyen, hvorpå jeg stod,
endnu bevæget af Herrens blod,
hvor solen er begravet;
jeg går i stormen igen på vand
imellem bølgerne og på grund,
et slot ved Vesterhavet.
